Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134801Visninger
AA

17. 16 // Infinity

Sekstende Kapitel

Godt og vel en uge var gået siden fællesmødet med Liam.

Hvordan jeg vidste det, kunne jeg takke stregerne på min væg for. Efter at stofferne var begyndt at overtage min krop, havde jeg ikke været i stand til meget. Egentligt følte jeg mig som en fange i min egen krop, og jeg kunne hverken tænke eller tage beslutninger.
Hvad jeg dog alligevel havde formået at få ud af de seneste syv dage, var de syv streger på min væg.

Takket været de blyanter jeg før havde fået af Niall, havde jeg hver dag, tegnet en ny streg i håb om, at jeg snart ikke ville skulle gøre det længere - i håb om, at jeg snart ville slippe væk herfra.

Hvad angik stofferne vi havde fået af Liam, så var det ikke just blevet bedre. I løbet af den sidste uges tid var vi blevet fodret med endnu flere piller. Hallucinationerne var dog ikke vendt tilbage efter første gang jeg så Harry.

Den nu regelmæssige indtagelse af stofferne, havde været med til at gøre mig meget svag, og alt jeg gjorde, var egentligt bare at ligge i min seng. Stofferne var jeg stadig nødt til at få tvunget ned gennem halsen af vagterne, da jeg, selv i min rus, nægtede at tage dem.

Clarissa og Noelle, der sad i rummene ved siden af mig, havde heller ikke givet et pip fra sig. Nej ikke så meget som ét eneste ord, havde jeg hørt fra dem. Vinduet mellem os havde også været lukket i en længere periode, og af og til sendte jeg en tanke i deres retning. Var de mon stadig i live? Eller havde stofferne lige så stille drænet livet ud af dem?

”Ms. Dawson. Der er bud efter dig,” kunne jeg høre den genkendelige irske stemme sige fra gangen. ”Så rejs dig hellere op, og gør dig klar til at blive taget væk herfra.”

Hans ord syntes kun at være en svag hvisken, og egentligt lyttede jeg ikke som sådan til det han sagde. Min hjerne var alt for fokuseret på at få rummet omkring mig til at stå stille, end den var på at lytte til hans stemme.

Alligevel endte jeg med at få fremstammet to enkelte ord: ”Væk herfra?”

Et grin forlod hans læber. ”Ja, det er blevet tid, love.” Efterfølgende tog han løst fat i min overarm og fik mig ført væk fra rummet. ”Tid til at du skal væk herfra.”
På resten af den rute som Niall havde fået mig ud på, udvekslede vi ikke flere ord. Jeg valgte at holde min mund, og havde tilmed også lukket mine øjne i. Derfor lod jeg ham også føre mig frem, mens han stadig havde hånden om min arm.

Omkring mig var der ligeledes stille, og det fik mig til at føle mig som en del af en drøm.
Det var en drøm jeg ikke havde lyst til at vågne op fra, mest af alt fordi stilheden syntes at være bedre end den virkelighed jeg i et godt stykke tid, havde levet i.

Drømmen skulle dog ikke vise sig at vare for evigt. Stilheden blev nemlig brudt kort tid efter.

På et tidspunkt rømmede han sig kort. ”Inden jeg lader dig gå, har jeg nogle piller til dig.” Mine øjne åbnede sig hurtigt ved hans ord. Først var omgivelserne igen lidt slørret, men efter få sekunder fik jeg fokuseret ordenligt på ham. Så godt som jeg nu kunne vel og mærket. ”Og tro ikke at det er mig der vil have dig til at tage dem. Det var Liams ordre. Det eneste jeg gør er bare at adlyde det han siger, så jeg ikke får ballade. Og det piner mig at se jer sådan her.”

Selvom det på ingen måde var sjovt, kunne jeg alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet over Nialls prædiken. Han virkede til at være nervøs. Specielt fordi han vidste, hvor meget jeg hadede de piller. Afgørelsen var dog ikke min, og siden jeg ikke var stærk nok til at kæmpe imod, fik han proppet pillerne i munden på mig, hvorefter han tvang mig til at sluge dem.

En dør blev derefter åbnet, og jeg blev ført ind i endnu et rum af Niall. Alt var igen begyndt at køre rundt, så derfor bemærkede jeg nærmest ikke, at jeg var kommet ind i et rum, hvor alle de andre piger også befandt sig. Det var kun skikkelser med langt hår jeg kunne ane, hvilket var derfor jeg gik ud fra, at de også var blevet ført herhen. Ingen af dem sagde noget.

Hånden, der gennem det seneste stykke tid havde lagt om min arm fjernede sig. ”Zayn. Nu er det op til dig.” Det var det sidste jeg hørte af den irske stemme, inden en dør smækkede i, og et par nye og kolde hænder grab fat om mig.

Jeg registrerede ganske svagt at jeg blev klædt af, så jeg til sidst kun stod i undertøj. Mit hår, der ellers havde siddet i en hestehale, som Harry strengt havde bedt mig om, blev revet ud og hang sig løst om mine skuldre mens det samtidigt omfavnede mit ansigt.
Og selvom jeg for i alt i verden ville protestere og skubbe de kolde og ivrige hænder fra min krop, var jeg for svag. Stofferne havde igen gjort den skade de var skabt til at gøre.

Den kolde hånd gled hen over mit ene bryst, ned over mine baller, for til sidst at skubbe håret væk fra den ene af mine skuldre. Et par tørre og sprængte læber lagde sig på min nakke, hvor de placerede utallige kys. En handling der fremkaldte kuldegysningerne på min krop.

”Hvis bare jeg kunne få lov til at beholde dig for mig selv,” hviskede den mørke britiske stemme i mit øre, efterfulgte at flere kys. Til trods for den tilstand jeg var i, kunne jeg stadig tyde stemmen og genkende drengen - Zayn.

Jeg prøvede at slå ud med hænderne i håb om at han ville forstå beskeden og træde væk fra mig. Et grin var dog alt jeg fik som svar. ”Liam vil sikkert ikke af med dig når det kommer til stykket, så jeg kan lige så godt få min tur med dig nu.” Hans kolde hænder trak mig ind til sig, lagde sig om mine inderlår. Her begyndte de at tegne små cirkler, mens de stille bevægede sig vej op til min underbuksekant.

Hænderne blev dog fjernet fra mig med en pludselig handling. ”Zayn, hvad fanden bilder du dig ind? Hold dig fra dem.” I det Zayn blev fjernet fra mig, faldt jeg sammen på jorden under mig. Mine ben var ikke længere stærke nok til at støtte mig, så jeg kunne stå oprejst. ”Det eneste du skulle gøre var at klæde dem af. Du skulle forhelvede ikke begynde på et forstadie til sex og kigge på dem som om du var klar til at voldtage dem så snart det skulle være.” Liam var tydeligvis også kommet ind til os nu. Dette blev forklaret af de hårde ord og af de ordrer han gav til sin ansatte.

”Javel, Mr. Payne.”

”Få hende sat ned så hun er klar.” Ordene blev ikke just mindre hårde jo længere tid han snakkede. ”og begynd så at klæd de andre piger af også. Du ved hvor mange der venter på at se dem, så tag dig sammen. Med mindre du gerne vil miste dit job.”

Mine øjne lukkede sig i endnu en gang, stadig mens jeg sad på det kolde stengulv. Tankerne for forvildet rundt i hovedet på mig, og at jeg ikke kunne tænke klart irriterede mig.

”Selvfølgelig ikke.”

”Det tænkte jeg nok. Så kom i gang.” Hvorfor vi piger skulle klædes af, kunne ikke være tegnet til noget godt. Var det nu Harrys ord ville træde i kræft? Ordene om, at vi skulle fremvises for derefter at blive solgt? Solgt som var vi dyr eller samleobjekter på en auktion, hvor arrige mennesker alle ville sidde og blive irriteret over buddene. 

✞✞✞

GLÆD JER TIL NÆSTE KAPITEL!
Mere siger jeg ikke! haha ;-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...