Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134592Visninger
AA

16. 15 // Clouds

Femtende Kapitel

Et par hænder greb fat i min arm. Herefter blev jeg nærmest kastet tilbage hen over gulvet, og endte med at slå hovedet ind i en af stolene. De andre sad stadig brat på deres plads og kiggede forfærdet med.

”Jeg kan mærke at vi bliver nødt til at gå til sagen lidt hurtigere end forventet.” Taget ud fra det toneleje Liam nu snakkede i, virkede han ikke just til at være så glad for det kaos jeg havde forvoldt ham. ”Og vi starter med dig, Ms. Dawson.”

Endnu en gang blev der revet fat i armen på mig. Min ene hånd blev åbnet hvori der lidt efter blev placeret tre små piller i den - alle havde de hver deres egen neonfarve.
Aldrig havde jeg set sådanne piller i virkeligheden, men på film havde jeg gentagne gange set dem optræde i forbindelse med smugling af stoffer og diverse farlige sager.
Derfor tog det mig heller ikke lang tid at gennemskue, at Liam måske alligevel ikke var ude på noget godt.

Inden han sagde noget fik jeg stukket et glas i min anden hånd. ”Slug dem - gerne uden alt for mange dikkedarer.”

Pigerne omkring mig forholdt sig stadig tavse grundet faktum, at de godt vidste deres tur snart ville komme.

”Hvad er det du gør ved os?” hviskede jeg gennem sammenbidte tænder, stadig mens mit blik var rettet mod pillerne i min hånd. ”Og hvorfor udnytter du uskyldige piger på denne her måde? Har du ikke andet at give dig til end at ødelægge vores liv?” Han gjorde mig så vred og ked af det på samme måde, med den måde han behandlede os på. For ham var vi ikke andet end nogle objekter han bare kunne flytte rundt med. Og han mente han var bedre end Harry? At han havde mere måde for det at behandle piger med respekt, og at han kun ville os det bedste.

”Tag nu bare de fandens piller og få det overstået,” vrissede han af mig, inden han nærmest selv begyndte at proppe de tre piller ned i halsen på mig. Overrasket over hans handling begyndte jeg at hoste, men blev afbrudt af glasset han satte for mine læber. Pillerne blev derefter skyllet ned af vandet, han også tvang mig til at drikke. ”Og sæt dig så tilbage på stolen og hold munden lukket.”

✞✞✞

Et par timer senere sad jeg på sengen i min ”celle”. Omgivelserne omkring mig var begyndt at blive slørret og jeg havde svært ved at fokusere. Resten af stævnemødet med Liam og de andre piger var også som et fjernt minde, og jeg huskede ikke rigtigt andet end de nærgående bevægelser fra Liam, mit forsøg på at flygte derfra til at pillerne blev proppet ned i halsen på mig.

Mit hoved dunkede, min pande var svedig og hvis jeg skulle være ærlig, så havde jeg det ad helvedes til. Jeg havde det så dårligt, at Niall ligefrem var blevet nødt til at føre mig væk fra mødet, efter at vi var færdige.

Selvom jeg gerne ville kunne tænke klart og ville kunne fokusere på at komme væk herfra, kunne jeg ikke lade være med at have de andre piger i tankerne. Havde Liam gjort det samme ved dem, som han havde gjort ved mig? Havde han også proppet stofferne ned i halsen på dem, og havde tvunget dem til at sluge dem?

Hvis det var tilfældet - hvordan havde de det så nu?

”Luk mig ud,” skreg jeg pludseligt, og uden overhovedet at opfatte noget fandt jeg mig selv stående op af døren, som jeg hårdt hamrede mine hænder mod. ”Luk mig nu bare ud.”

Mine skrig blev til små hulk, samt blev mine bevægelser mere forsigtige i det at jeg faldt sammen på gulvet under mig.

”Luk mig nu bare ud. Jeg har ikke lyst til at være her længere. Hvad har jeg gjort for at befinde mig dette helvede?” Alle de følelser jeg havde siddet inde med, siden jeg i første omgang blev bortført, kom nu frem. Tårerne fik frit løb og jeg gjorde derfor heller intet for at stoppe dem, som de så uskyldigt løb ned af mine røde kinder.

Hvor lang tid ville det tage før at disse eftervirkninger og bivirkninger fra stofferne ville aftage?

Forsigtigt lukkede jeg mine øjne i, i håb om at det ville kunne hjælpe på det panikanfald der med garanti var ved at overtage min krop. Mine vejrtrækninger prøvede jeg på at holde på et roligt plan, men det var svært, når mit hjerte stadig bankede med hundrede og firs kilometer i timen.

Bedre blev det dog heller ikke, da jeg pludseligt kunne mærke en hånd kærtegne min kind. En hånd så blød og så kærlig.

”Belle.”

Stemmer begyndte at kredse rundt om mig, hvilket fik mig til at knibe mine øjne hårdere i.

”Belle. Åben dine øjne og se på mig.”

Stemmen var så hæs og genkendelig, at jeg ikke kunne lade være med at gøre som jeg blev bedt om. Foran mig, siddende i hug sad den savnede krølhårede fyr, jeg selv i mine fjerneste drømme end ikke kunne lade være med at tænke på.

Rummet omkring os drejede stadig rundt, og det gjorde det også svært for mig at fokusere hundrede procent på ham. Hvad jeg dog kunne se klarere end noget andet, var de smukke grønne øjne, der bekymret kiggede på mig.

”Harry…” Min stemme var så svag og spinkel at jeg tvivlede på han kunne høre mig. Det forhindrede mig nu ikke i at række min hånd frem til hvor jeg kunne ane ham til at sidde, i håb om, at jeg ville kunne mærke hans hud under min berøring.
Hvad der endte med at komme bag på mig i det min hånd nærmede sig ham var, at den ikke lagde sig på hans læber som først antaget. Derimod gik direkte gennem ham.
Og som troede jeg ikke at jeg kunne sidde krøbet længere op af muren, veg jeg tilbage fra ham, hvorpå jeg kom til at slå hovedet i væggen bag mig.

Harry var ikke rigtig. Han var slet ikke til stede hos mig, men hvordan kunne jeg så se ham? ”Hvad sker der med mig?” Kraften fra tidligere var igen kommet tilbage, og jeg råbte derfor af mine fulde lungers kraft. ”Hvorfor kan jeg ikke røre dig,” hviskede jeg så for mig selv, som et spørgsmål til Harry foran mig.

Jeg mindedes ikke at have set i filmene, at stofferne personerne indtog var skyld i, at de begyndte at hallucinere omkring ting. Dog havde jeg hørt at hallucinationer fik ting til at dukke op foran en - ting man enten tænkte på, ting man savnede eller ting man længtes efter. Ting som også kunne have form som personer.

”Hvorfor kan jeg ikke røre dig?” gentog jeg sagte, inden jeg endnu en gang prøvede på at række ud efter Harry. Denne gang gik jeg efter hans hånd der så fint lå i hans skød, men også denne gang røg min hånd lige igennem ham, som eksisterede han slet ikke. ”Og hvorfor kan du ikke finde vejen frem til mig?”

Hulkene startede endnu en gang med at forlade mine læber.

”Hvorfor.” Dette ord blev jeg ved med at gentage for mig selv. Om og om igen.

”Du ved jeg nok skal finde dig, Belle.” Det irriterede mig, at hans stemme virkede så nær men alligevel var den så fjernt fra mig. Dertil irriterede det mig også grænseløst at stofferne gjorde disse ting ved mig. Kunne de ikke have givet mig bivirkninger i form af opkast, hovedpine eller noget andet? Alt andet end hallucinationer der fik mig til at se Harry.

Hallucinationer der fik mig til at indse, hvor meget jeg egentligt længtes efter ham, og hvor meget jeg savnede at have ham ved min side.

”Jeg vil altid finde dig.” Endnu en gang kærtegnede hans hånd blidt min kind, hvilket gav et gys i mig. ”Om jeg så skal sætte mit eget liv på spil - så vil jeg altid finde dig.” Mere blev der ikke sagt, for i sekunderne efter lagde hans læber sig mod mit hår, hvortil han så forsvandt.

Rummet syntes derefter igen at være koldt og øde. Og samme følelse strøg over mig.

Mine øjne endte til sidst også med at give op, og stadig med tårerne siddende i øjenkrogene valgte jeg at give efter for stofferne og for søvnen, og svandt derefter mod drømmeland. 

✞✞✞

Jeg undskylder 720 gange for den MEGET sene opdatering... Der har været så meget at se til, og ja - egentligt har jeg hverken haft idéerne eller tiden til at opdatere. Så please bær over med mig. :-)

Men når det er sagt - Er der så stadig nogen som overhovedet læser med mere? Hvis der er skriv det gerne i en kommentar herunder!
Og hvad syntes I om, at Liam nu begynder at give pigerne stoffer? Hvad skal der dog ske med dem?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...