Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134626Visninger
AA

14. 13 // Illusion

Trettende Kapitel

Mørket havde omringet mig og jeg kunne derfor intet se. Min vejrtrækning blev tungere og hurtigere, og grundet min angst for at blive opdaget satte jeg i løb. Jeg havde alt at miste hvis ikke jeg kom herfra så hurtigt som muligt. Hvor jeg løb og hvor jeg havde sat kurs mod var jeg dog uvidende overfor.

Da et lys viste sig foran mig, mærkede jeg hvordan mine fødder valgte at køre sit eget løb i det de satte farten op. Lyset blev tydeligere og tydeligere jo tættere på jeg kom. Men heldet skulle ikke vise sig at være på min side. For med hovedet rettet efter, at jeg nu endeligt ville slippe væk herfra, kunne jeg se mine drømme blive knust foran mig, da lyset langsomt blev dækket af en sort skikkelse, som stillede sig ind foran hvad jeg regnede for at være udgangen.

Jeg stoppede med at løbe, og ville til at vende om, for igen at løbe i den modsatte retning, men blev stoppet da en arm greb fat om min arm.

”Lad mig være,” skreg jeg ligeglad med om der var nogen som hørte mig. Jeg var alligevel blevet fanget, så hvorfor overhovedet holde igen? ”Slip mig og lad mig gå,” gentog jeg hurtigt igen.

Lige så hurtigt som jeg havde mærket grebet om min arm, lige så hurtigt blev jeg slynget op mod væggen, og lige så hurtigt blev et par læber presset mod mine.

Overrasket over hvad der skete, gjorde jeg intet for at kæmpe imod hvem end der kyssede mig.
Først da en skikkelsen foran mig prøvede på at skille mine læber fra hinanden med sin tunge, kom jeg til mig selv og prøvede igen at komme fri.

”Shh…” En hæs stemme tyssede stille på mig. ”Det er mig, Belle. Du er i sikkerhed.”

Hvis jeg havde været overrasket over det pludseligt kys før, var jeg nu i chok over den stemme jeg havde hørt. ”Harry,” hviskede jeg kort, og trak ham ind til mig igen, hvorefter det nu var min tur til at smede vores læber sammen.

”Harry hvad laver du her?” formåede jeg at sige mellem vores mange kys. ”Og hvorfor er du kommet? Du ved det er farligt!” Selvom jeg vidste vi burde skynde os herfra, kunne jeg ikke få mig selv til at trække mig væk fra ham.

Da han heller ikke trak sig væk vidste jeg, at jeg ikke var den eneste der havde det på den måde. Han ville heller ikke bryde hvad end vi havde gang i. ”Jeg kom for at hente dig.”

Hans ord fik mig til at smile ganske kort. ”Men det er farligt, og hvor skal vi tage hen?”

Mit spørgsmål fik ham til at trække sig væk fra mig, og hans grønne øjne viste sig foran mig, hvilket burde være umuligt siden alt omkring os var omfavnet af mørket. ”Vi skal hen til Liam. Det er mit job at bringe dig til ham. Han har store planer med dig, og jeg har lovet at hjælpe.”

Scenariet om, at han var kommet for at redde mig brast da ordenen forlod hans mund. Og fordi jeg var chokeret over hans handling, skreg jeg.

✞✞✞

Med sveden løbende ned af min pande satte jeg hurtigt op i sengen. Min hjerte bankede med hundrede og firs kilometer i timen som følge af det mareridt jeg lige var vågnet op fra. Dertil var jeg også helt rundt på gulvet, og vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Selvom det kun var en drøm jeg var vågnet op fra, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, om det havde nogen betydning - om drømmen var et tegn til mig, eller om scenariet i den ville komme til at påvirke mig senere hen.
Dog fortalte jeg mig selv, at Harry aldrig ville overlade mig til Liam, og han ville på ingen omstændigheder hjælpe den sindsforvirret mand.

Alligevel skød tvivlen op i mig. For når det kom til stykket - hvor godt kendte jeg så egentligt Harry? Jeg havde aldrig oplevet ham udenfor husets fire mure, og jeg havde aldrig rigtigt set ham omgås andre mennesker en Louis. Så hvordan skulle jeg kunne vide hvordan han handlede? Hvordan han opførte sig i offentligheden? Hvordan han agerede når noget uventet skete, og hvordan skulle jeg kunne vide, at han ikke handlede med Liam bag min ryg.

En tallerken blev skubbet ind til mig, hvilket afbrød mine tanker. ”Der er morgenmad,” sagde den bekendte irske stemme. Det var Niall der var kommet med dagens første måltid. Egentligt var jeg begyndt at respektere den mand mere end hvad jeg før havde gjort - nok mest af alt fordi han tidligere på ugen havde givet mig mine blyanter og mit papir, så jeg endeligt kunne komme til at tegne igen.
Og jeg takkede ham for det, mentalt, hver dag. I den uge jeg havde siddet indespærret her, havde jeg ikke lavet andet end at tegne og vandre rundt i det lille rum jeg altid befandt mig i. Til tider kunne jeg komme til at snakke med både Clarissa og Noelle, men det var svært ikke at blive opdaget i vores hemmelige samtaler, når der altid var en vagt ude på gangen, som holdt øje med os.

Én ting vi dog havde fundet ud af fungerede fint, hvis vi skulle være diskrete var, at vi, ved hjælp fra mine papirer og blyanter, kunne sende beskeder til hinanden uden at blive busted.

Mens tankerne kørte rundt i hovedet på mig, kiggede jeg ned på den lille tallerken foran mig, inden jeg rystede på hovedet. Man skulle tro, at de prøvede at sulte os. På den stål tallerknen foran mig var der en bid brød, lidt æg samt et par grønne bønner, hvilket de mente ville være nok til at brødføde mig indtil de ved eftermiddagstid igen ville komme med lidt brød. Til aftensmad ville der blive serveret en bøtte ris med en snes stykker majs og ærter, og hvis vi var heldige var der vedlagt noget kød - hvis ikke måtte vi nøjes med risen og de få grøntsager.

”Niall.” Som altid når jeg ville i kontakt med ham, bankede jeg på døren. Jeg vidste, at han som regel sad på sin faste plads ude på gangen og smovsede nogle godter i sig, mens vi andre måtte nøjes med miniportionerne. ”Tror du måske det er muligt at få lidt mere mad? Jeg har det ikke det så godt, og jeg tror at lidt flere æg ville hjælpe.”

Hvis der var én ting som jeg havde lært mens jeg havde været fanget, både af Harry og nu af Liam, så var det at lyve. Derfor var det heller ikke svært for mig, at stikke Niall en hvid løgn og håbe på at han købte den.

Jeg kunne efterfølgende høre, hvordan han rykkede på stolen. ”Du ved godt, at hvis jeg giver dig mere mad, så skal alle de andre piger også have mere æg.” Den måde han så nemt fik fortalt mig, at alle de andre piger også skulle have mere mad, fik en kold følelse til at løbe ned af ryggen på mig. Hvordan kunne have tage det så roligt, når han vidste, at der blev holdt uskyldige piger til fange her? Godt nok var det hans job at holde øje med os, men hvem elskede at have job som dette?
Kunne han ikke se noget sjovt i, måske en gang i mellem at være tømrer? Skolelærer? Sanger?

”Og desuden,” fortsatte han. ”Så har du et møde med Mr. Payne sammen med de andre piger.”

Et møde med bossen kunne umuligt være godt, men hvad kunne der gå galt når de andre piger også ville være der? Og måske det endda ville kunne give mig en fornemmelse af, hvor mange piger der fanger her, og hvad der skulle ske med os.
Godt nok vidste jeg, ud fra de informationer jeg hurtigt havde fået fra Harry inden Zayn og Niall tog mig fra ham, at Liam ville sælge os til rigmænd, fordi vi var uskyldige og urørte.
Det var hvad han gjorde - han solgte jomfruer.

”Et møde?”

”Ja, et møde. Så spis din mad. Du har fem minutter.” Altid så kommanderende. Dog måtte jeg indrømme, at jeg havde mistet appetitten til overhovedet at kunne klemme noget ned. Æggene så ikke vildt indbydende ud, og tanken om at skulle kigge på Liam, både efter vores sidste møde hvor han var ret påtrængende og efter det mareridt jeg lige var vågnet op fra, gjorde mig heller ikke just mere sulten.

Derfor endte jeg med at stirre på min tallerken i godt og vel fem minutter, og først da døren ind til mig blev åbnet, og Niall kom frem i åbningen, satte jeg maden fra mig - stadig uden at have rørt det.

Et svagt grin viste sig om hans læber. ”Jeg troede du var sulten,” sagde han ironisk mens han kiggede på æggene, brødet og bønnerne der stadig lå tilberedt som tidligere. ”Så sulten at du endda bad efter mere mad.”

Som svar trak jeg kort på skuldrende og supplerede: ”Måske jeg alligevel ikke var så sulten som først antaget. Så du kan spise det hvis du vil.”

Han svarede ikke på mit spørgsmål men rev derimod fat i ærmet på min beskidte trøje, og trak mig så med sig ud på gangen. Mit blik skimmede hen mod de andre værelser, men overraskende nok så jeg kun lukkede døre.

”Skal de andre ikke med?” spurgte jeg stille om. Han havde da lige forklaret mig, at det ikke kun ville være mig der skulle mødes med Liam, men at de andre piger også ville være der - havde han ikke?

”De er allerede på vej derhen. Zayn har anbragt dem i rummet hvor Liam vil have jer til at befinde jer, men siden du åbenbart mente du havde brug for mere mad, valgte jeg at give dig et par minutter ekstra. Morgenmaden siges jo at være dagens vigtigste måltid, så jeg ville give dig tid til at få den spist.” Han grinte kort. ”Nu kan jeg så godt se, at du ikke ligefrem havde brug for mere tid.”

Hvordan kunne jeg havde overhørt at alle de andre døre smækkede i, efter at pigerne var blevet ført bort af Zayn? Havde jeg virkeligt været så fordybet i mine tanker, at de lyde var blevet lukket helt ude?

Et suk forlod mine læber. ”Men så bare tag mig hen til de andre, hvis der ingen vej er udenom.”

✞✞✞

Tusind tak for de mange kommentarer til sidste kapitel! I aner ikke hvor glad det gjorde mig, at der er så mange der læser med! ;-)

Der vil fra nu af begynde at komme lidt mere spænding ind i dette, og jeg undskylder for de lidt kedelige kapitler - men der er bare nogle vigtige informationer der blev nødt til at blive fortalt for at få det hele til at give mere mening!

OG HAR I SET AT JEG HAR PUBLICERET EN NY NOVELLE OM LIAM?

Den hedder "Kiss Me Goodnight" og vil kunne findes i en kommentar herunder eller på min profil - den blev publiceret i forbindelse med Liams fødselsdag den 29. august. :-) Tjek den ud!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...