Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134594Visninger
AA

13. 12 // Little White Lies

Tolvte Kapitel

Som jeg blev ført væk af Zayn, kunne jeg mærke hvordan mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere. Snart at skulle ansigt til ansigt med den mand Harry havde fortalt mig om, skræmte mig som bare fanden. Det at han kunne få sig selv til at sælge piger som sexslaver, og som et led i et menneskehandelsprojekt, var forfærdeligt.
Min hånd røg op i mit hår, og at sikre mig, at det sad opsat i en hestehale. Selvom det gjorde ondt at tænke på Harry, valgte jeg alligevel at tænke på nogle af de sidste år han fortalte mig  - altid at have mit hår opsat og tilmed også at holde hovedet koldt.

”Mr. Payne er inde bag døren, så du går bare ind, når han har givet et signal til at det er okay.” Zayn stoppede op foran en stor dør, efter at hårdt at have banket på den.

”Bare kom ind. Døren er åben.” En mørk stemme kunne høres fra rummet jeg snart ville befinde mig i, og ved de ord fik jeg åbnet døren.
Foran mig tårnede der sig store bogreoler frem, et skrivebord var også at se, samt var der billeder af piger hængende i rammer på næsten hver eneste væg.

Bag skrivebordet stod der er en kontorstol rettet væk fra mig. Dog varede det ikke lang tid, før personen i stolen drejede sig, så han kiggede i min retning.

”Velkommen til, Ms. Dawson. Tag du bare plads.” Jeg måtte tage mig selv i at bide hårdt ned i min underlæbe, for ikke at gispe over denne skønhed der viste sig foran mig. Drengen, eller rettere sagt, manden i stolen, var ret så attraktiv. Specielt hans muskuløse krop, de fangende øjne samt det skæve smil, gjorde ham godt hvert fald. Dog måtte jeg som sagt prøve på holde fokus, og ikke bukke under for noget af det han gjorde eller sagde.

Jeg valgte ikke at sige noget i det jeg satte mig ned på stolen foran skrivebordet. Manden, jeg gik ud fra var Liam Payne, lod sit blik falde på mig, hvorpå han i et godt stykke tid studerede hver eneste aspekt af min krop. ”Rejs dig op,” befalede han mig efter lidt tid, hvorpå han fortsatte sin undersøgelse af mig, efter at jeg havde gjort som han havde bedt mig om.

”Det må jeg nok sige,” storsmilte han til sidst. Han gned sig tilfredst på hagen, og nikkede anerkendende i retning af mig. ”Du er en god fangst, Arabella Dawson. Og tro mig - det skal nok komme dig til gode senere hen.” Da ordene forlod hans læber, kunne jeg mærke hvordan det begyndte at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Ikke nok med at hans ord skræmte mig, som jeg tidligere havde forventet dem at gøre, så gjorde hans rolige stemme heller ikke noget positivt ved situationen.
At han ligefrem kaldte mig en god fangst kunne kun betyde noget dårligt for mig. Noget dårligt i form af, at jeg med garanti ville blive stirret lidt mere på af denne mystiske herre.

”Jeg tror ikke jeg forstår, hvad det er du prøver på at fortælle mig, Mr. Payne.” Selvom jeg egentligt godt vidste hvad det var Liam snakkede om, valgte jeg alligevel at spille uskyldig. Hvis han så meget som bare havde en lille anelse af, hvor meget jeg faktisk kendte til hans skumle planer, ville det med garanti få følger i form af noget negativt. Derfor kunne jeg ligeså godt fremstå som en uvidende pige, der fandt ham tiltrækkende.

”Liam,” smilte han endnu større. ”Bare kald mig Liam. Efternavnet er alt for formelt, så jeg vil gerne hvis du bare omtaler mig ved fornavn.” Jeg nikkede som svar, og tillod mig at smile svagt til ham mens jeg pillede lidt ved min hestehale.

”Ikke et under at Harry fandt dig ret så tiltrækkende.” Da Harrys navn blev nævnt, kiggede jeg ihærdigt på Liam. Havde Harry snakket om mig til ham? Var han gået bag om min ryg, og havde forklaret denne forfærdelige arrogante nar, om de ting vi havde lavet sammen, da jeg stadig sad i hans fangeskab? Eller var det Niall og Zayn der som altid ikke kunne holde deres store munde lukket, og derfor havde talt over sig til Liam?

Mit blik lod jeg falde på mit skød, hvor jeg lidt efter foldede mine hænder. ”Harry og jeg udvekslede næsten ingen ord, så han kan umuligt have fundet noget tiltrækkende hos mig,” løj jeg.

En høj latter slog sig op fra Liams side. ”Tro mig, love. Jeg ved alt hvad dig og Mr. Styles har lavet sammen. Niall og Zayn har givet informationerne videre.”

Hans ord ramte mig ikke. Hvis han kendte til alt der var sket mellem Harry og jeg, ville det betyde at han ville have sladret til enten Liam, Niall eller Zayn, og det vidste jeg med sikkerhed, at han aldrig ville have gjort.

”Hvis deres informationer indebærer de gange Mr. Styles har svinet mig til og være arrogant overfor mig, så er jeg sikker på de vil have haft en masse at fortælle dig.” Mens jeg snakkede fangede jeg hans blik, og lod os få øjenkontakt. Han skulle tro på, at jeg talte sandt, selvom det langt fra var rigtigt. 

Han blinkede flirtende med det ene øje, inden han sagde: ”Du er en pige med ben i næsen og  en som har viljen til at svare igen. Det kan være at jeg skal beholde dig for mig selv.” Inden jeg kunne nå at reagere på hvad han sagde, havde han rejst sig op fra stolen og var gået væk fra skrivebordet. Han greb pludseligt fat i min arm, hvorefter han rev mig op at stå. Grebet om min arm gjorde ondt. Meget ondt.
Dog vidste jeg godt, at jeg ikke havde retten til at indrømme det overfor ham. Jeg skulle fra nu af, ud fra hvad Harry havde fortalt mig, adlyde Liam. Hvis han alligevel valgte at gå over stregen og tvinge mig ud i noget jeg ikke følte mig tryg ved, mente jeg selv, at jeg havde retten til at stoppe det.

Det ville Harry også have bedt mig om at gøre hvis det kom så langt - at stå på egne ben og forsvare mig selv.

Grebet om min arm slap han dog efter ganske kort tid, men hans hånd forblev i kontakt med min krop i det han bagefter kørte den over mine bryster for til sidst at kærtegne min ene kind.
Et grin undslap igen Liams læber. ”Hvordan kunne Harry ikke have faldet for dine smukke øjne?” Hans brune øjne fangede mine. Et par brune øjne der virkede til at være så normale i forhold til Harry grønne, drømmende øjne.
”Og hvordan kunne han lade være med at kysse de fyldige læber?” Hånden, der havde lagt sig på min kind kørte stille ned over mine læber.

Hans kommentar og hans berøring fik mig til at træde et skridt væk. Godt nok var Liam overhovedet i den sindssyge branche jeg var havnet i, men at kommentere på mine læber, og hentyde til, at han havde lyst til at kysse mig, var nok til få mig til at koge over.
Hvor vovede han på at tro, allerede nu, at han bare sådan kunne være så påtrængende som han var?

”Måske jeg burde lave andre planer med dig, end først antaget.” Min afvigelse fra ham, virkede ikke yderligt til at genere ham. Da han begyndte at snakke, var det ikke som om han snakkede til mig, men at han derimod bekræftede en ting eller to for sig selv, og end ikke da han satte sig tilbage til sit skrivebord valgte han at kigge på mig.

Han løftede telefonen der før havde været placeret på bordet foran ham. ”Zayn, du kan komme ind om et par minutter. Inden da har jeg lige et sidste spørgsmål at stille Ms. Dawson.”
Først dér kiggede de brune øjne igen på mig.

”Så sig mig, Arabella…” Et smørret grin formede sig om hans læber. ”Er du jomfru?”

✞✞✞

Det siges, at stilhed også kan antages som et svar, hvilket var præcist hvad Liam havde gjort, da jeg tidligere ikke havde besvaret han pågående spørgsmål. Alt jeg havde gjort var blot at slå blikket ned i gulvet under mig. Derfra havde han, endnu en gang grint højt. En latter så magtfuld, at det ligefrem skræmte mig. For ud fra Harrys udtalelser, hvordan kunne man så holde en så sindssyg person som ham?

Jeg rejste mig stille fra sengen, hvor jeg havde siddet musestille i godt og vel to timer. Kursen satte jeg mod døren der gik ind til mit såkaldte ’værelse’, hvorefter jeg bankede på den.

Den irske stemme hørtes fra den anden side af døren. ”Ti stille.” Mere blev der ikke sagt.

Niall burde vide bedre, end at to så tåbelige ord ville kunne stoppe min banken. Derfor blev jeg ved. ”Hold nu din kæft,” sagde han, denne gang med stemmen hævet.

”Så åben døren så jeg kan se dig,” befalede jeg. Jeg prøvede at lyde og virke stærk i mit toneleje, selvom jeg i princippet var både nedtrygt, bange og rædselslagen. ”Jeg har et spørgsmål til dig.”

”Der er ingen tid til spørgsmål i dette firma, og hvis det skulle ske, ville dit job ikke være at stille disse såkaldte spørgsmål - det ville være at besvare dem.” Det virkede for mig underligt, hvordan en så iagttagende og attraktiv ung mand som Niall, kunne være så hård som han var. Både Zayn og ham virkede til at være så befalende, at man skulle tro de begge var blevet hjernevasket - som om Liam havde haft en finger med i spillet.

Til trods for hans negative svar, var jeg stadig ikke villig til at give op. ”Det er ét simpelt spørgsmål, som kræver et simpelt svar fra dig. Længere er den ikke.”
Selvom jeg med garanteret ville spilde min tid på fortsat at prøve, måtte jeg holde hovedet koldt. Hvis jeg før havde kunnet få Harry til at bløde lidt op, var det vel forsøget værd at prøve igen - denne gang på Niall.

Et arrigt suk hørtes fra den anden side af den store dør, og lidt efter kom en blond skikkelse frem, da døren åbnede sig. ”Hvad vil du så?”
Taget ud fra den måde hans øjne var rødsprængte på, og den måde han havde store poser under dem, virkede han til at være smadret. Søvn var nok ikke noget der spillede en så vigtig rolle i hans dagligdag, og da slet ikke når en flok piger sad fanget i dette hul.

”Tror du det er muligt at få en blok papirer og et par blyanter herned?” Selv da jeg igen begyndte at snakke, viste han ikke specielt meget interesse i det jeg sagde.

Han kløede sig kort i håret. ”Og hvorfor skulle jeg nogensinde ville give et det til dig? Alt du vil er jo bare at skrive et brev og prøve på at få det ud herfra på en eller anden utænkelig måde. Brevet vil så ende hos dine forældre som du stadig tror prøver på at finde dig.” Først nu ramte hans blik mit. ”Dog er jeg ked af at knuse dine drømme, sweetheart, men de kommer ikke efter dig.”

Hans ord fik mig til at tænke på den gang Harry havde sagt de selv samme ord til mig - den gang jeg lige var blevet kidnappet af ham og Louis, og dengang der stadig ikke havde været nogen form for intime øjeblikke mellem os. Da afskyede jeg ham. Nu var jeg ikke så sikker på hvordan mine følelser for ham var.

”Jeg er ikke en digter eller en brevskriver - jeg er en kunstner, og alt jeg beder om, er en blok papirer og et par blyanter så jeg kan tegne.” For første gang siden jeg kom hertil sagde jeg sandheden. Grunden til min efterspørgsel for artiklerne var ikke fordi jeg ville skrive breve - selvfølgelig havde tanken strejfet mig, men som Niall selv havde sagt, hvordan skulle jeg kunne få dem væk herfra? Derfor måtte jeg søge tryghed i mine tegninger. ”Jeg lover, at det er det eneste jeg vil bede om fra dig. Derefter skal jeg nok være stille, men indtil da lader jeg dig ikke være i fred.”

Når det kom til at være irriterende og påtrængende på punkter som disse, så var jeg forsvarende verdensmester. Jeg gav ikke op uden kamp.

”Så du lader være med at gå mig på nerverne hvis jeg giver dig disse ting?” Da jeg vidste at han kiggede på mig, valgte jeg at nikke. ”Hvis det er tilfældet, så skal du intet sige til Liam om hvad jeg har gjort. Normalt er vi ikke tilladt at give ting til pigerne, men jeg kan vel godt lave en undtagelse.” Et sejrsrigt smil dukkede op hos mig, og jeg takkede ham hurtigt, inden døren igen smækkede i.

Blot en time efter min efterspørgsel, sad jeg på sengen med papirerne i skødet og med blyanten kørende henover den hvide overflade. 

✞✞✞

De sidste par gange jeg har publiceret et kapitel er der kommet 1-2 kommentarer, og det "bekymrer" mig lidt.. For jeg ved ikke om I kan lide det der sker, eller om I har droppet at læse med. 

Så spørgsmålet er: Læser I stadig med på "Stockholm Syndrome"?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...