Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134464Visninger
AA

12. 11 // Spaces

Ellevte Kapitel

De første nætter her, havde været forfærdelige. Jeg havde vendt og drejet mig i de dulme nattetimer og havde mest af alt ikke rigtigt fået noget søvn.

Tankerne havde fløjet rundt i hovedet på mig, hvilket var hvad der havde holdt mig vågen. Specielt min tidligere samtale med Noelle var noget der fyldte min hjerne op.

Efter at hun havde spurgt ind til emnet om min kidnapper, lukkede jeg fuldstændigt af. Jeg ville gerne åbne op overfor hende, som hun havde åbnet op overfor mig, men situationen endte åbenbart med at påvirke mig på et højere plan end først forventet. Derfor havde jeg fået undskyldt mig selv, og havde besluttet mig for at gå i seng.

Selvom jeg egentligt ikke burde være så trist over at være blevet flyttet fra Harry, kunne jeg alligevel ikke lade være med at have ham gemt i hver eneste tanke der passerede gennem mit hoved.

Han var i alt jeg så.

Han var i alt jeg forestillede mig.

Han var i alt jeg hørte.

Ja - han var alle andre steder end ved min side.

I spekulationerne om, hvorfor jeg havde reageret som jeg havde over Noelles spørgsmål, gik det op for mig, hvor afhængig af Harry jeg egentligt havde været. Han havde lært at ændre sig til noget bedre i den tid han havde holdt mig til fange, og jeg havde lært at holde af den dreng han var blevet. Måske jeg endda havde lært at holde lidt for meget af ham, i forhold til, at han trods alt var min kidnapper, og at jeg burde afsky ham som bare fanden.
Bedre var det heller ikke blevet af de passionerede og intime stunder vi havde delt med hinanden, i form af kyssene og afskeden på badeværelset.

Automatisk røg min ene hånd op mod mine læber, som mine fingre forsigtigt rørte. Følelsen af hans læber mod mine var noget jeg savnede og længtes efter, selvom jeg godt vidste hvor forbudt og forkert den tanke var.

”Er du okay?”

Mine tanker blev afbrudt af Noelles stemme, og da jeg kiggede op kunne jeg se hende stå i vinduet der skilte os fra hinanden. Sollyset pippede nu ind og oplyste rummet jeg befandt mig i. Derfor kunne jeg også tydeligt se hendes ansigt og ikke kun svagt omrids som da jeg først mødte hende.

Jeg tøvede kort inden jeg svarede. ”Det ved jeg ikke helt.” Og det var sandheden. Jeg vidste ikke om jeg var okay, eller om jeg bare bildte mig selv ind at jeg ikke var.

”Fortæl mig om ham Harry. Der er tydeligvis noget der går dig på hvad angår ham, så mon ikke det er godt at snakke om det?” Hvordan kunne hun være så imødekommende, når vi kun havde snakket sammen én gang? Og hvordan kunne hun virke så forstående, når hun burde være hunderæd for, hvad der ville ske med os?

”Harry?”

Hun grinte let. ”Du nævnte den første dag noget om en kidnapper ved navn Harry. Og efter det lukkede du helt af. Så jeg går ud fra, at der skete noget mellem dig og denne såkaldte kidnapper, siden du ikke virker så glad for at snakke om ham. Der må vel også være en grund til at du blev ført væk fra ham og blev placeret her.”

”Han var bare en brik i spillet, og det var ikke ment for mig at jeg skulle være hos ham, så der er ikke mere at fortælle end det.” Løgn. Selvfølgelig var det jo en hvid løgn jeg stak hende, og taget ud fra min rystende stemme, kunne Noelle med garanti også godt regne det ud. Så dum virkede hun heller ikke til at være.

”Du ved godt vi ikke er de eneste piger de holder fanger her, gør du ikke?” Til min store overraskelse og lettelse, skiftede hun emne hurtigere end jeg kunne nå at blinke med øjnene, hvilket viste, at hun godt kunne fornemme på mig, at emnet med Harry var et ømt punkt for mig. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at gispe over det hun fortalte mig.

”Holder de andre piger fanget her?” spurgte jeg forarget, og blev nødt til at få hende til at gentage det hun lige havde sagt, for at høre om jeg havde hørt rigtigt.

”Jeg hørte Niall og Zayn snakke om det en dag for godt og vel en uge siden. De snakkede om at de nok ville ramme en ti-tyve piger inden måneden var omme, hvilket ville være godt for deres firma. Så jeg går ud fra, at vi to kun er en brøkdel af de godt og vel tyve piger.”

”Hvor syge i hovederne er de ikke lige?” råbte jeg. Måske det ikke var smart at hæve stemmen så meget som jeg gjorde, men at to sindssyge stodder havde taget så mange piger til fange, og holdt dem indespærret her gjorde mig mere bange, end jeg havde været i lang tid. End ikke de første par dage i Harrys fangeskab, havde jeg været så rædselsslagen som jeg var lige nu.

”De må vel have en plan med os alle, siden de holder os indespærret her.” Noelle virkede til at være uvidende om hele situationen, hvilket fik mig til at tro, at hun slet ingen ting vidste. Havde hverken Niall eller Zayn ikke luftet tanken for hende om, at hun skulle sælges? At folk ligefrem ville købe hende som et led i et menneskehandelsarrangement?

”Harry forklarede mig, inden jeg blev taget fra ham, at Niall og Zayn arbejder for en mand ved navn Liam Payne. Det er ham der har en plan med os.” Om jeg skulle indrømme overfor hende, hvad den endelige plan var med os, og at vi kun blev solgt fordi vi alle var jomfruer, kunne jeg ikke helt tage stilling til. Det ville komme som en overvældende og forfærdelig overraskelse for hende, præcist som det gjorde for mig, og hvordan hun ville reagere var jeg uvidende om. Derfor valgte jeg også at tie stille, som var det uvist for mig også.

”Så der var noget mellem Harry og dig?”

Jeg rystede ihærdigt på hovedet. Måske lidt for hurtigt, hvilket var hvad der endte med at afsløre mig.

”Du ved godt du kan fortælle mig det. Hvem skulle jeg sige det til? Og tro mig - jeg er den sidste person til at dømme dig for noget du har gjort. Du er den eneste ordentlige person jeg har haft at snakke med i tre uger nu, og den eneste jeg har haft som en bekendt siden jeg kom hertil, så hvorfor ødelægge det ved, pludseligt at tænke sure tanker om dig grundet noget der skete i fortiden?” konstaterede hun venligt og kiggede på mig med sine blå øjne. Indforstået i hendes ord fik jeg fat i, at hun mente vi burde holde sammen. Os to. Vi havde ikke andre heromkring vi kunne stole på, og siden vi ikke vidste hvor i bygningen var lokaliseret, og ikke havde mulighed for at søge om hjælp, måtte vi teame os op sammen.

Men var alligevel klar til at lægge kortene på bordet overfor hende? Efter så kort tid?

Jeg tog en dyb indåndning. ”Harry var min kidnapper. Ham og hans ven, Louis, kidnappede mig en aften hvor jeg var i byen med mine veninder. På vejen hjem blev jeg taget væk fra gaden og blev placeret i et ukendt hus, der tilhørte Harry.” At snakke om hvordan dette helvede startede for en del uger siden, vækkede så mange minder op i mig, at kuldegysningerne viste sig på mine arme. Minder jeg helst ville glemme.

”I starten afskyede jeg ham, og vi snakkede knapt nok sammen. Han var forfærdelig, og opførte sig altid som en nar overfor mig. Dog endte han med at bløde mere og mere op overfor mig, som ugerne i hans fangeskab gik.” Uden at jeg havde lagt mærke til det, var der dukket et smil op på mine læber mens jeg snakkede. Dette fik også Noelle til at smile svagt.
”Han tillod mig senere at tage bad på hans badeværelse, lod mig låne sit tøj, så jeg ikke skulle gå i mit pjaltede og snavset tøj. Derudover gav han mig også papir og blyanter så jeg kunne tegne, hvilket er hvad jeg holder mest af at gøre.”

”Tegner? Hvordan?”

”Ser du… Inden jeg blev taget af Harry den aften, havde jeg lige åbnet mit eget galleri, hvilket var derfor jeg befandt mig i byen i første omgang. Så at tegne er det jeg lever af. Jeg både tegner og maler,” fik jeg forklaret. Jeg savnede at tegne, og jeg savnede at male. Det ikke at have et lærred foran mig, hvor jeg kunne lade mine følelser og tanker på frit spil gennem bevægelserne af min hånd, var noget af det jeg savnede mest.

”Når vi en dag kommer ud herfra, må du vise mig dine værker. Dem vil jeg hellere end gerne se,” indrømmede Noelle muntert. ”Hvis vi en dag kommer ud vel og mærket. Men nok om det. Fortæl videre,” var hun hurtig til at tilføje.

Hun ville tydeligvis ikke ladet emnet om Harry og jeg ligge.

”Harry og jeg begyndte så at snakke mere og mere sammen. Det meste af tiden brugte vi dog på at diskutere med hinanden om ligegyldige ting. Og en dag hvor vi var midt i et argument, fordi jeg havde prøvet at flygte, kyssede han mig.”

”Kyssede han dig?” udbrød hun skingert, og var nærmest allerede halvvejs gennem det lille vindue, så overrasket så hun ud til at være. ”Kyssede han godt?”

Varmen steg op i mine kinder, som jeg lod indrømmelserne rulle ud over mine læber. End ikke Dara og Miranda vidste, at jeg havde kysset med Harry, så at dele det med Noelle, ville være første gang jeg sagde det til nogen.

”Han kyssede ganske udmærket,” hviskede jeg lidt for mig selv. ”Men efter jeg chokeret havde fået trukket mig væk fra kysset, var jeg nærmest flygtet fra ham. Han kom senere ned til mig, hvor jeg sad i hvad han kaldte mit værelse, og ville aflevere noget tøj som han åbenbart havde købt til mig. Der havde det ene taget det andet, og vi endte med at kysse igen på min seng.”

”Kyssede I igen?” Noelle afbrød mig på ny med endnu et hvin så højt, at jeg overvejede at tysse på hende. Zayn eller Niall skulle helst ikke opdage at vi havde en samtale i gang, og at vi delte hemmeligheder med hinanden. Hvis de fandt ud af det, ville de med sikkerhed gøre noget ved vinduet der skilte mit værelse fra Noelles.

”Vi kyssede indtil jeg endte med at give ham en lussing,” indrømmede jeg, og kunne ikke lade være med  at grine. Episoden der blev gengivet i mit hoved, gjorde heller ikke just sagen meget bedre. At jeg virkeligt havde haft viljen og kraften til at slå ham, fordi jeg havde kysset ham, var kommet bag på mig. ”Efter det gik der ikke lang tid før Zayn og Niall kom og hentede mig hos ham.”

Ved benævnelsen af ordet lussing grinte Noelle med mig. ”Så hvordan sluttede jeres eventyr?”

Det er ikke slut endnu, tænkte jeg for mig selv, men valgte ikke at sige det højt. Forhåbentligt var der mere at tilføje til mit eventyr med Harry, og forhåbentligt ville jeg se ham igen en dag.

”Da Niall og Zayn troppede op foran hoveddøren, fik Harry hevet mig med ind på hans toilet, hvor han for tredje gang kyssede mig. Han fortalte mig at uanset hvor jeg ville fragtet hen, ville han finde mig. Derudover bad han mig også være forsigtig omkring Liam. Han siges at have et ry med de piger han holder fanget.” Ordene fra Harry, om at han nok skulle finde mig, genspillede sig i hovedet på mig. Indtil videre havde jeg ikke set skyggen af ham, siden jeg var kommet hertil og om han stadig ville holde sit løfte, ville tiden vise. Hvor lang tid jeg skulle vente, var så det store spørgsmål.

”Så han ville lede efter di-”

Døren ind til mit værelse gik op med et brag, og Noelle tiede hurtigt. Forsigtigt fik hun lukket vinduet i, som havde vi aldrig snakket sammen. Hvis vi skulle have nogen chance for, fortsat at have en samtale ind i mellem, måtte vi gå stille med dørene.

”Der er bud efter dig, Ms. Dawson.” Mit blik rettede sig mod den nu åbne dør, hvor en sorthåret mand stod og kiggede på mig - det var Zayn. ”Mr. Payne vil se dig, og lad mig påpege at han ikke tolerer lang ventetid, så hvis jeg var dig, ville jeg til at skynde mig lidt.”

✞✞✞

TAK FOR 300 FAVORITLISTER PÅ SS OG 900 FANS! OMG

Btw - min søde veninde Laura G. overraskede mig med at lave en trailer til denne historie, og jeg er helt vild med den!

KAN I LIDE TRAILEREN? :-)

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...