Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134672Visninger
AA

11. 10 // Over Again

Tiende Kapitel

Det hårde gulv ramte min kind med et klask, i det jeg blev smidt væk fra Nialls greb, der tidligere havde holdt mig oprejst.

Zayn og ham havde ført mig til et sted jeg ikke kunne genkende, og jeg gættede på, at det var i udkanten af London. Et sted der virkede til at være dækket af træer og skov. Meget udsyn havde der ikke været på turen, mest af alt fordi Zayn havde formået at få et bind om mine øjne så jeg intet kunne se. Derfor var det også kun træernes ridslen i trækronerne jeg kunne tyde det på. En ridslen jeg kun fik lov til at høre i de få sekunder jeg blev hevet væk fra bilen og ind i hvad de mente var deres hjem.

”Velkommen til hvad vi kalder for paradiset,” grinte Niall sarkastisk, mens han tog bindet væk fra mine øjne. Det første jeg lod mærke til, da mit syn havde vænnet sig til det dunkle mørke omkring mig, var hvordan dette hul mest af alt lignede det værelse jeg havde haft hos Harry. Den eneste forskel der var at finde var, at der hverken var nogen Harry eller at mit papir og mine blyanter manglede. En lige så slidt seng, et lille bord samt et par andre småting var det eneste rummet havde af inventar.

”Føl dig hjemme, men ikke for hjemme. Det vil ikke tage lang tid før du igen skal væk, så darling - nyd det mens du kan. Fra nu af ville du ønske du aldrig var taget til den natklub den dag Harry kidnappede dig.” Den måde han spyttede ordene ud, fik mig til at væmmes ham. Og den måde han udtalte Harry navn på, fik det til at lyde som om han afskyede ham.

Måske der var sket noget mellem Harry og denne såkaldte Niall, som jeg ikke kendte til. Men når jeg tænkte over det - hvor meget i Harrys liv kendte jeg så overhovedet til?

Intet…

”Jeg vil aldrig nogensinde kunne finde mig tilpas i et helvede som dette,” mumlede jeg lavt for mig selv. Et udsagn Niall virkede til at høre, da han lod en hånlig latter forlade sine læber. Han valgte dog yderligt ikke at kommentere på det, og forlod rummet uden yderlige informationer om hvad der skulle ske med mig.

Døren lukkede i med et brag, og stilheden lagde sig igen over mig.

Stilhed var noget jeg burde have vænnet mig til efterhånden som jeg havde været væk fra de trygge omgivelser i et stykke tid efterhånden. Og til tider kunne stilhed da også være tilpassende godt. I situationer som disse ville jeg dog ønske, at jeg havde en person ved min side, som i det mindste bare kunne holde mig med selskab. Om det så skulle være min mor der skulle sidde og snakke til mig, ville jeg nærmest gøre alt for at lade det ske.

Eftersom jeg ikke havde andet at lave end at stirre ud i luften, valgte jeg at bruge tiden på at studere dette nye ”værelse” ned til selv den mindste detalje. Problemet var blot, at det eneste lys jeg havde var det der kom fra et vindue ved siden af sengen, i det månens stråler skinnede gennem ruden. End ikke en lampe var der er finde, som i det mindste bare ville kunne give lidt lys. Grundet manglen af ordenligt belysning, gjorde det også situationen lidt sværere for mig.

Hvad jeg dog kunne ane foran mig var, at der var tre vinduer. Et vindue i gavlen som viste månens stråler og som i dagtimerne med garanti ville give lys fra solen. Derudover var der to andre vinduer også - et på hver side af rummet. Noget der undrede mig lidt, siden der ikke virkede til at være aktivitet derinde fra. Hvad jeg ville have udsigt til gennem det glas, kunne jeg ikke rigtigt tyde. Alligevel rejste jeg mig op og gik hen til vinduet i højre side af værelset. Her stak jeg hovedet helt op til ruden, lukkede det ene øje og prøvede at skue noget i det andet rum.

Da jeg så et lys rette sig mod mig, veg jeg forskrækket tilbage.

Var der et andet menneske i det rum? Eller var det Niall og Zayn der hørte hjemme der?

En banken hørtes kort tid efter mod ruden, og jeg tillod mig ganske forsigtigt igen at kigge derhen. Mit hjerte bankede med hundrede og firs kilometer i timen, i frygt for, hvad der gemte sig på den anden side af væggen.

Bankeriet syntes dog ikke at ville stoppe.

”Hallo,” sagde en svag stemme, stadig mens spektaklet fortsatte. ”Er der nogen?”
Først anden gang stemmen begyndte at snakke, kunne jeg tyde den til at tilhøre et kvindeligt menneske.

Selvom jeg ikke vidste hvor god en idé det var, og selvom jeg ikke kendte noget til personen på den anden side af væggen, valgte jeg alligevel at genoptage min tidligere plan, og stillede mig på ny hen til vinduet.

”Hallo?” prøvede jeg usikkert at sige. Måske hun fantasi og mit paranoia var begyndt at løbe af mig med, og måske der slet ikke befandt sig en person i rummet på min højre side. Måske det hele bare var noget jeg bildte mig ind, fordi jeg følte mig ensom.

Jeg skulle ende med at tage fejl.

”Hallo.” Den kvindelige stemme snakkede endnu en gang.

”Hallo,” gentog jeg, hvilket fik et lille smil frem på mine læber. Skulle vi bare kommunikere med hinanden ved gentagne gange at sige ordet ’hallo’? Det ville blive noget af en interessant samtale vi så ville få gang i.

”Hvem der?” tilføjede jeg så senere, for at få gang i spørgsmålene.

”Vent lige to sekunder,” blev der sagt, og inden jeg havde nået at reagere blev vinduet åbnet ind mod mig, og frem tonede der sig en pige på omtrent min alder. Ud fra lyset fra lommelygten kunne jeg tyde hendes hår til at have en blodrød farve, og hun så ud til at være godt brugt, taget ud fra de store poser hun havde under øjnene.

”Velkommen til,” sagde hun og gav mig hånden gennem vinduet. Det at vinduet sad placeret i højde af hvor mit hoved var, gjorde det lidt besværligt at række hende hånden også. Derfor gav jeg hende bare et undskyldende blik og smilte.
”Jeg er Noelle,” fortsatte hun inden hun trak hånden til sig, efter at have opgivet at søge efter min.

”Jeg er Arabella.” At skulle høre mig selv sige mit fulde navn til andre end Harry, var noget jeg ikke havde gjort i flere uger efterhånden. ”Arbejder du sammen med Niall og Zayn, eller hvad laver du her?” Da spørgsmålet fyldte rummet, kunne jeg godt høre hvor dumt stillet det egentligt var. Selvfølgelig havde hun intet med de to drenge at gøre, hvis hun sad i et rum ligesom jeg selv gjorde.

”Tro mig,” fnøs hun. ”Det sidste jeg ville gøre var at arbejde sammen med de to idioter.” Hendes ord fik mig til at smile større endnu. Godt nok havde jeg ikke tilbragt så meget tid i selskab med Noelle, men ud fra de holdninger hun allerede havde overfor Zayn og Niall, kunne jeg fornemme, at vi nok skulle ende med at klikke godt sammen. ”De har placeret mig i dette her hul, og har ikke ladet mig komme udenfor denne her dør i godt og vel to uger.”

To uger var ingenting, i forhold til alt den tid jeg havde tilbragt indendørs da jeg stadig var hos Harry. Der havde jeg gennem de første tre-fire uger ikke været udenfor døren, og havde ikke engang fået solen at se.

”Så du ved ikke hvad de vil gøre med dig?” spurgte jeg uforstående om. Harrys ord fra tidligere om, at vi alle var et led i en større plan, poppede op hos mig. Han havde også nævnt at Niall og Zayn, ja at ham og Louis også, slet ikke var skurken i alt dette her. Det var deres chef, som solgte jomfruer til rigmænd, hvorpå han på den måde tjente penge på det.

Lyset fra lommelygten blændede mig for en kort stund, inden det igen blev rettet mod Noelles eget ansigt. ”Alt jeg ved er, at deres chef er en langt større idiot end de to narhoveder der anbragte dig her.”

”Har du været placeret ved andre inden du kom hertil?”

”Hvad mener du med andre?”

Og hvad mente jeg med andre? Ud fra mit spørgsmål fik jeg det til at lyde som om jeg spurgte hende, om hun havde været på udflugt eller på ”ferie” hos andre, inden hun blev kidnappet hertil. Som om jeg tog det hele som en leg.

”Om du blev kidnappet af andre, og blev holdt fanget der, inden du blev ført hertil?” endte jeg med at sige, og håbede at det var ordentligt formuleret, sådan at hun ikke ville misforstå noget.

Hun rystede på hovedet. ”Jeg var ude og løbe en aftentur en dag, og alt virkede til at være fryd og gammen. Det næste der skete var, at jeg blev revet væk fra fortovet hvor jeg løb, hvorefter jeg blev trukket med ind i en stor varevogn, der kørte af sted med mig. Selvom jeg prøvede at skrige og råbe efter hjælp var der ingen der hørte mig.” Mens hun snakkede kiggede hun væk fra mig, og drejede samtidigt hovedet i modsatte retning af vinduet. ”Så nej - alt jeg kender til er at sidde fanget i dette hul, og jeg har ingen idé om hvorfor jeg er her.”

Selvom jeg gerne ville komme med nogle opmuntrende ord, for mest af alt at løfte stemningen lidt, vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke trøste hende med, at vi nok skulle slippe væk herfra, og at vi nok skulle komme ud i god behold - for hvad vidste jeg om det?

Jeg vidste lige så meget som hun gjorde om hvor vi befandt os henne, hvad der ville ske med os og hvornår vi ville få chancen for at slippe væk.

”Har du da været andre steder end her?”

Måske jeg inderst inde havde håbet at hun ville stille mig det selv samme spørgsmål, som jeg lige havde givet hende. Men da ordene blev rettet mod mig, fortrød jeg.

”Jeg var hos en der hedder Harry,” svarede jeg. ”Han var min kidnapper.” 

✞✞✞

Jeg savner allerede Harry .... Gør I også det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...