Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134672Visninger
AA

2. 1 // C'mon C'mon

Første Kapitel

Malerierne hang så smukt på de hvidmalede vægge, og virkede alle, med deres pompøse farver, så iøjefaldende. At folk interesseret betragtede hver enkel af mine værker, fik et smil frem på mine læber. Ikke blot fordi jeg havde ventet på at denne dag ville indtræffe i så lang tid, men også af den grund, at jeg for første gang, fik lov til at komme frem i lyset.
For første gang havde jeg valgt at stå på egne ben i stedet for at stå gemt i skyggerne af mine forældre, der altid formåede at stjæle spotlightet.

Denne gang var det min tur til at shine.

”Arabella - det må jeg sige…” En varm og betryggende stemme begyndte at tale til mig, mens en hånd lagde sig på min skulder. ”- dine malerier er fabelagtige. Og dine illustrationer - hvor får du dog idéerne og inspirationen fra?” En ældre dame, Mrs. Gretchen, dukkede op ved min side, stadig mens de rosende ord flød ud af hendes mund. Hun havde boet nabo til mine forældre og jeg, inden vi flyttede til udkanten af London, efter jeg havde afsluttet grundskolen, så at de rosende ord kom fra hende, fik smilet på mine læber til at blive endnu bredere.

Jeg grinte kort. ”Ville det være for cliché at sige, at inspirationen kommer fra de ting jeg til dagligt er omgivet af?” Hun rystede ihærdigt på hovedet. ”Det er typisk de ting der fylder mine tanker, som jeg formår at udtrykke i mine malerier.”

Gennem mange år, havde det været min store passion, netop at udtrykke mine tanker gennem de malerier, jeg til dagligt sad og malede på. Dog var det først her for nyligt, at jeg endeligt havde gjort noget ved det.

Med lidt hjælp og støtte fra mine forældre, havde jeg fået købt en bygning i centrum af London, hvor jeg her til aften, for første gang havde slået dørene op for gæsterne. Det havde været en stressende proces, men at kunne stå opgivet af det jeg kæmpet for i så lang tid, var noget jeg nu kun kunne være stolt af.

”Eller også kommer inspirationen fra hendes far,” kunne jeg høre min fars stemme sige foran mig. Han knugede mig ind til sig, hvilket fik Mrs. Gretchen til at forlade os, så vi kunne få lidt tid sammen på tomandshånd.

”Kan I lide det jeg har gjort ved stedet?” Hvad mine forældre syntes om mine ændringerne og justeringer hvad angik dette sted, var noget der betød en del for mig. Godt nok ville jeg ikke stå i skyggen af dem, men som deres eneste barn, havde det altid været en anerkendelse, hvis de kunne lide det jeg lavede. Specielt når det gjaldt galleriet, som de vidste betød alverden for mig.

Min far nikkede stolt på hovedet. ”Alt du rører ved, er noget der gør mig stolt.” Kort plantede han et kys i håret på mig, og fortsatte med at snakke. ”Men jeg må indrømme, at du har overrasket mig positivt med dette, min pige. Folk er næsten ved at toppes om, hvem der skal have æren af at købe dine malerier. Jeg så et par piger, der tidligere var ved at ryge i totterne på hinanden over maleriet derovre.” Han pegede over på et maleri, jeg personligt også selv var helt vild med - et maleri, der var malet i sorte nuancer, og som skulle forestille en sensommernat, hvor måned stod på sit højeste, og oplyste omgivelserne i en lille by. I dette lys gik et kærestepar og holdt i hånden, som to sorte skikkelser.

”Hvem endte så med at få det?” grinte jeg, stadig forarget over det han havde fortalt mig. Hvorfor ville folk ligefrem slås for at få fat i et af mine malerier? Så specielle var de vel heller ikke.

”Ingen,” indrømmede min far sagte. ”Jeg endte med at lægge veto på det, så de ikke kunne få muligheden for at stikke af med det.” Ordene fik mig til at gispe overrasket. At han ligefrem havde valgt at købe et af mine malerier, til trods for, at han ikke ville have det til at gå til et par ukendte piger, var noget der kom bag på mig.

En blid hånd aede mig stille på ryggen. ”Men jeg kan jo altid male en til dig, hvis det er. Så hvorfor købe det, far?”

”Hvis du malede en til, ville det aldrig blive magen til originalen. Der vil altid være forskellige træk på de to, og taget ud fra den måde de begge kiggede på det, kan jeg fornemme, at det en dag nok skal blive godt kendt.”

Denne gang var det min tur til at plante et kys i hans hår, hvilket kun kunne gøres efter at jeg havde stillet mig på tæer. ”Du er den bedste,” fortalte jeg ham kort.

Og måske havde han ret - måske burde jeg lytte til ham, og lade malerierne blive solgt som de gjorde. Hvis folk spurgte efter en efterligning af et tidligere værk, burde jeg følge min fars råd, og afslå. For hvad unikt ville der være over et maleri, som flere personer havde?

Et par af mine veninder fra grundskolen var også dukket op, og fik mig revet væk fra min far, hvorefter de stak et glas vin i hånden på mig.
Alle virkede de til at være lettere beruset, hvilket kunne ses på den måde de alle væltede rundt på.

”Jeg kan stadig ikke fatte, at du virkeligt gjorde det,” hvinede min veninde Dara, inden hun tog endnu et sip af vinen. ”Det er noget du kan score drenge på.”

Til tider morede det mig, at jeg brugte så meget tid med pigerne som jeg gjorde, når de alle tydeligvis kun havde drenge på hovedet. Jeg selv var dog af andre tanker, og mente at en karriere var mere eftertragtet end en kæreste.

Karrieren ville altid være der, hvilket ikke just kunne siges om en dreng.

”Du kunne eventuelt hoppe på en af drengene derovre,” hviskede min anden veninde, Miranda, mens hun forsigtigt pegede over mod to drenge, begge klædt i et pænt outfit. De stod med ryggen til og betragtede et par af mine malerier. Ingen ord blev udvekslet mellem dem. Alt de gjorde bare blot at betragte værket foran dem.

Dara var hurtig til at frede den ene af dem. ”Ham med det brune hår er min.” Hendes ord fik et lille grin til at undslippe mine læber. Mest af alt fordi begge drenge havde brunt hår, så hvem hun mente af dem, var en gåde. ”Altså ham med det lidt korte hår,” fortsatte hun, da hun åbenbart havde fundet ud af hvad vi grinte af.

At hun havde ”fredet” ham med det korte hår, fik mig til at rette blikket mod den anden dreng. En dreng der så ud til at have en muskuløs figur, et par alt for stramme bukser på, samt stort krøllet hår. Synet af dem fik mig dog blot til at ryste på hovedet, inden jeg vendte ryggen mod dem og trak mine veninder med mig.

”I kan kigge på drenge senere, når I tager i byen.”

✞✞✞

Som timerne gik, begyndte folk lige så stille at forsvinde fra galleriet, og til sidst stod kun mine forældre og jeg tilbage.

Dara og Miranda havde jeg fået sendt af sted i byen for godt og vel en halv time siden, da de begge havde drukket rigeligt med vin. Endnu en gang havde de prøvet på at overtale mig til at tage med dem. Dog måtte jeg afslå, da jeg allerede var godt smadret, og egentligt bare havde brug for lidt ro i sindet.

Det havde krævet meget tid at forberede åbningen af galleriet, hvilke også havde resulteret i mange søvnløse nætter.

Normalt ville de med garanti havde virket forstående og ville have ladet det ligge, men grundet deres indtagen af vin, ville de tidligere ikke stoppe med at lokke mig med.

”Jeg møder jer senere,” havde jeg til sidst endt med at sige. Mest af alt for at få dem til at gå. Alle vidste vi vel godt, at jeg ikke ville mødes med dem senere, og at de først ville se mig i morgen, når jeg blev ringet efter, for at bringe pizza ud til dem.

Min mors ord, fik mig trukket ud af mine tanker om mine veninder.

”Det virker til, at du fik solgt alle malerierne,” sagde hun, og virkede egentligt ikke til at være så interesseret i hvordan salget gik. Da jeg kiggede op på hende, stod og rodede med sine negle, mens hun snakkede med mig. ”Og der kom overraskende mange mennesker. Flere end jeg havde regnet med.”

Også flere end jeg havde regnet med mor, tænkte jeg for mig selv. Men det var kun godt. Jo flere jo bedre.

”Men når det så er sagt, så må dig far og jeg nok også hellere se at komme videre. Vi har en masse vi skal nå, og i morgen er en stressende dag for os.” Stadig valgte hun ikke at ane mig så meget som ét eneste blik. Først da jeg begyndte at rykke lidt på mig, mødtes vores blik, og hun gav mig et hurtigt kindkys inden hun forsvandt ud af galleriet.

Min far, på den anden side, omfavnede mig endnu en gang, som han tidligere også havde gjort.  Han havde altid været modsat min mor, der aldrig virkede til at gå op i mit liv og til at bekymre sig om mig. Noget han altid sørgede for var, at spørge ind til hvordan jeg havde det, hvordan det gik og hvad jeg brugte min tid på.

Et suk forlod hans læber, inden han pressede sine læber mod mit hår. ”Vi bliver nok nødt til at gå, for du ved hvordan hun er.”

Jeg nikkede kort.

”Men jeg er stolt af hvad du har udrettet, Ara. Og det ved jeg din mor også er. Men du ved også hvordan hun udtrykker sig, og hvor dårlig hun er til at rose andre.” Han havde ret. Som altid. Noget min mor var dårlig til var, at give andre ros. Selv ville hun gerne modtage ros, men aldrig give. ”Ud fra alle de malerier du fik solgt, er jeg sikker på, at galleriet nok skal blive en succes.”

”Tak far,” smilede jeg sagte, hvorpå jeg knugede mig selv længere ind til ham. Hans knus gav mig en hvis form for tryghed, hvilket var hvad jeg havde brug for på nuværende tidspunkt. ”Men jeg må nok også se at lukke og slukke, så jeg kan komme hjem i seng. Det har været en lang dag.” Med de ord gabte jeg søvnigt.

Han rystede bare på hovedet, inden hans mundvige trak sig op i et stort smil. ”Hvorfor tager du ikke med dine veninder ud i byen og fejrer det? Jeg hørte godt hvordan de plagede dig tidligere på aftenen.”

Det var sødt af ham, at tænke på mig og på mine veninders opfordringer, men tanken om at ligge under min varme dyne og sove, virkede mere tiltrækkende end noget andet. ”Jeg ved nu ikke helt,” endte vi svar med at være.

”Jeg vil endda gerne køre dig hen til det diskotek de er på. Du har brug for at nyde din ungdom, og det gør du ikke derhjemme under dynen.” Mens han snakkede gav han mig et lille opmuntrende puf. ”Desuden er det jo ikke hver dag man sådan åbner sit eget galleri, og sælger ud på første dagen. Så selvfølgelig skal det fejres.”

”Ja selvfølgelig,” mumlede jeg sagte. ”Selvfølgelig.”

✞✞✞

SÅ ER VI I GANGGGGG!!! 
I aner ikke hvor meget jeg har glædet mig til at dele denne novelle med jer, og hvor meget arbejde jeg har lagt i den.. 
Så jeg håber at I allerede nu kan lide den (Selvom der kun er ét kapitel) ;-)
I er MEGET velkommen til at sætte den på favoritlisten og like den! OG SMID OGSÅ EN KOMMENTAR!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...