Remember Our Love? - Justin Bieber (RM2)

*OBS: Dette er 2'eren af 'Remeber me?', så den anbefaler jeg klart at i læser først*. Fire måneder er gået siden Malory slog op med Justin, på grund af hans utroskab med Selena. Malory er kommet videre, hun er glad og er nu begyndt at date igen. Justin derimod er helt nede og skrabe bunden. Han er begyndt at tage stoffer, drikker flere liter alkohol hver weekend og dyrker sex med diverse modeller. Vil Malory nogen sinde tilgive Justins fejl, og kommer Justin op af sit sorte hul? Og hvad med Selena? En masse kærlighed og drama kommer til at udspille sig, i denne fortsættelse af Remember me? Læs med, og se hvad der sker.

43Likes
72Kommentarer
10549Visninger
AA

9. Kapitel 9.

”Tusind tak for i dag piger. Det har været så skønt. Og tak for, at i altid er her for mig,” sagde jeg smilene til Vanessa og Nina, i takt med at jeg skiftevis krammede dem farvel. Vi var blevet enige om at tage hjem, da klokken var ved at blive mange, og jeg havde et shoot i morgen.

”Selv tak, smukke. Og husk, at du altid kan ringe, hvis du har brug for at snakke,” svarede Nina, og nussede jeg blidt på armen.

Jeg smilede kort til dem begge, mens jeg betragtede dem sætte sig ind i bilen igen og køre væk. Jeg sukkede kort inden jeg gik hen mod døren, som hurtigt blev åbnet af dørmanden. Jeg smilede kort til ham, og gik så ind i elevatoren, hvor et ældre ægtepar allerede stod og ventede. Jeg smilede hurtigt til dem, og trykkede så på den øverste knap, som ville føre mig op til lejligheden.

Jeg kunne høre min mobil begyndte at ringe i takt med, at elevatoren begyndte af køre op. Det var et nummer jeg ikke kendte, men jeg trykkede alligevel på accepter.

”Malory Jones. Hvem taler jeg med?” spurgte jeg hurtigt.

”Hej ms. Du taler med Lou Wembley fra Vancouver General Hospital. Jeg er blevet bedt om at ringe til dig angående din mor. Jeg må desværre meddele dig, at din mor, Eve Jones blev indlagt i går aftes på grund af voldsomme smerter, og at hun er afgået ved døden i dag klokken 16.49,” lød det fra kvinden i telefonen. Jeg mærkede hurtigt tårerne i mine øjne, og der gik ikke længe inden de flød ned af mine kinder.

”Tak for at du ringede. Hvis min far, William Jones er i nærheden, vil du så sige til ham, at jeg kommer så hurtigt jeg kan?” spurgte jeg med en rystende stemme.

”Selvfølgelig,” svarede kvinden, og lagde derefter på. Så mærkede elevatoren stoppe, og det ældre ægtepar steg ud på 5 etage.

”Jeg håber alt det bedste for dig. En smuk pige som dig bør ikke græde,” sagde kvinden, inden hun gik helt væk fra elevatoren. Jeg fik et lille smil på læben, i takt med at et hulk forlod min mund.

Det kunne bare ikke passe, at min mor var væk. Jeg kunne slet ikke forstå det. Det hele virkede så surrealistisk. Min mor havde altid været så stærk, og hun havde kæmpet røven ud af bukserne uanset hvad der var på spil.

Jeg kom ud af mine tanker, da elevatoren endnu en gang sagde pling, og nu indikerede at jeg var helt oppe. Jeg steg hurtigt ud, og gik hen og låste min dør op. Jeg smed mine stiletter på gulvet, og gik hurtigt ind i stuen, hvor jeg satte mig ved køkkenbordet. Jeg fandt hurtigt min mobil, og gik ind under mine kontakter. Jeg fandt hurtigt Codys navn, og ringede ham op med det samme.

”Hey, det er Cody. Jeg kan ikke tage telefonen lige nu, da jeg højst sandsynligt er i studiet. Men læg en besked efter tonen, så ringer jeg tilbage. Duuut,” lød det fra Cody stemme. Jeg valgte hurtigt at lægge på igen, og ringede Scooter op, da Cody faktisk havde nævnt at han skulle i studiet her til aften.

”Hey, Malory. Hva så?” lød det kort efter fra Scooters stemme. Jeg snøftede kort, og tørrede kort mine øjne.

”Hej Scoot. Har du Cody i nærheden?” spurgte jeg hurtigt, efterfuldt af en masse tårer der forlod mine øjne.

”Ja, øjeblik. Du får ham lige. Cody!” råbte Scooter efter ham, og jeg hørte så en masse skratten i telefonen, hvilket nok var tegn på, at Scooter gav Cody mobilen.

”Hey, smukke. Hvad sker der?” spurgte Cody med en alt for overgearet stemme, som fik mig til at sukke.

”Har du tid til, at jeg kan komme forbi? Jeg skal fortælle dig noget, og jeg har virkelig brug for din skulder til at græde ud ved,” spurgte jeg med en virkelig skrøbelig stemme. Jeg sukkede endnu engang, da tårerne begynde at flyde ned af kinderne igen.

”Ja selvfølgelig, du kommer bare. Vi er i studie A9,” sagde han, og lød ret så bekymret. Jeg nikkede lidt for mig selv, inden jeg lagde på.

Jeg gik hurtigt ind i gangen, tog mine stiletter på, og skyndte mig ud til elevatoren, som allerede var oppe. Jeg gik ind i elevatoren, og trykke på knappen som ville få min ned i parkeringskælderen, under bygningen. Jeg stod i godt og vel fem minutter inden døren åbnede sig, og jeg kom ud i den mørke kælder. Jeg gik med faste skridt hen til min hvide Porsche, satte mig ind og kørte ud af kælderen. Jeg kørte op på vejen, og mærkede endnu flere tårer glide ned af mine kinder.

Jeg kørte i cirka 10 minutter inden jeg ankom til studiet. Jeg skubbede døren hårdt op, og gik ned af gangen, som ville føre mig ned til det studie som Cody var i. Jeg ignorerede receptionistens kalden efter mig, da jeg virkelig bare havde brug for Cody lige nu.

Jeg fandt hurtigt døren hvor der stod A9. Jeg undlod at banke på, men åbnede bare døren, og kiggede rundt i lokalet. Justin sad i sofaen og kiggede undrende på mig, men eftersom at jeg lige nu måtte ligne en panda, så overraskede det mig ikke.

Cody stod og snakkede med Scooter, men deres samtale stoppede hurtigt da Cody kom hen til mig, og lagde armene om mig, da han kunne se tårerne i mine øjne. Det var noget af det dejligste, ved at Cody var min bedste ven. Han lagde altid armene om mig, og ventede til at selv var klar til at fortælle det.

Jeg snøftede kort, hvilket fik Cody til at kysse mig i håret. Jeg gemte mit ansigt mellem hans hals og skulder, og satte lidt lyd på min gråd.

”Hey, rolig. Shh, sæt dig her” sagde han stille, da han hørte mine hulk, og placerede mig ved siden af Justin i sofaen. Jeg kiggede ned i mit skød, og lagde mærke til hvor meget mine hænder rystede.

”Malory, hvad sker der? Er det noget med barnet?” lød det kort fra Justin. Jeg undlod at kigge på ham, men rystede bare kort på hovedet, mens jeg prøvede at få styr på min vejrtrækning. Jeg tog nogle dybe indåndinger, for at slappe lidt mere af. Jeg kunne ud af øjenkrogen se, at Cody satte sig på armlænet ved siden af mig, hvorefter hans hånd begynde at nusse mig på ryggen.

”Det er min mor,” sagde jeg kort, mens jeg mærkede endnu en tåre glide ned af min kind. ”De ringede fra Vancouver General Hospital. Min mor blev indlagt i går aftes,” sagde jeg, og holdt en lille pause, for at tage en dyb indånding. ”Hun er død,” fortsatte jeg, mens en masse tåre endnu engang forlod mine øjne.

”Min mor er død,” hviskede jeg hulkende. Jeg kunne ikke forstå det. Det kunne simpelthen ikke passe. 

_________________________
Undskyld, at der er gået så langt tid.
Og undskyld, at kapitlet er blevet så kort :((
- MetteTinggaard.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...