Remember Our Love? - Justin Bieber (RM2)

*OBS: Dette er 2'eren af 'Remeber me?', så den anbefaler jeg klart at i læser først*. Fire måneder er gået siden Malory slog op med Justin, på grund af hans utroskab med Selena. Malory er kommet videre, hun er glad og er nu begyndt at date igen. Justin derimod er helt nede og skrabe bunden. Han er begyndt at tage stoffer, drikker flere liter alkohol hver weekend og dyrker sex med diverse modeller. Vil Malory nogen sinde tilgive Justins fejl, og kommer Justin op af sit sorte hul? Og hvad med Selena? En masse kærlighed og drama kommer til at udspille sig, i denne fortsættelse af Remember me? Læs med, og se hvad der sker.

43Likes
72Kommentarer
10555Visninger
AA

10. Kapitel 10.

Cody havde været så skøn og sagt, at jeg kunne låne hans privatfly, til at flyve til Canada i, men kun med den ene betingelse, at han fik lov til at tage med. Jeg havde hurtigt sagt ja, da det ville være dejligt, at have ham med til begravelsen, selvom han ikke rigtig nåede at lære min mor at kende.

Justin havde åbenbart også valgt at tage med, da han skulle besøge sin far og Erin, så det var vel fair nok. Justin var også blevet virkelig overrasket, da jeg sagde at min mor var død. Hun havde jo altid været som en slags ekstra mor for ham, da Justin og jeg var bedste venner. Og hvis jeg ikke tager helt fejl, så tror jeg måske, at jeg så ham fælde en enkelt tårer eller to.

Jeg havde lånt den forholdsvis store seng, der var her på flyet, på det eneste værelse. Jeg havde sovet et par timer, og efter mit ur, så skulle vi gerne lande om cirka halvanden times tid. Jeg lagde på ryggen i sengen, og kiggede bare op på loftet, mens alle tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Begravelsen var på onsdag, og det var mandag i dag. Jeg glædede mig absolut ikke, og jeg vidste allerede på forhånd, at jeg ville begynde at græde.

Jeg hørt nogle bank på døren, som fik mig til at spjætte lidt med kroppen. Døren åbnede sig på klem, og Justin stak hovedet ind. ”Må jeg komme ind et par minutter?” spurgte han, og jeg nikkede kort, mens jeg bare blev liggende i sengen.

Justin kom ind og satte sig ved siden af mig i sengen. Jeg lukkede øjnene, og mærkede en tårer glide ned af min tænding. Jeg tørrede den hurtigt væk og åbnede øjnene igen.

”Hvad ville du?” spurgte jeg ham, mens jeg mig lidt op i sengen, og lænede ryggen mod væggen. Justin kiggede lidt på mig, og sendte mig et bedrøvet smil.

”Jeg ville bare se hvordan du har det?” svarede han, og lagde min hånd på min overarm. ”Du er kold,” konstaterede han hurtigt, og trak dynen op omkring mig, og lagde sine arme om mig.

”Hun er væk,” snøftede jeg, og kiggede lidt ned i sengen.

”Ja, men hun vil altid være lige ved siden af dig. Hun vil altid være i dit hjerte, og hver dag vil hun sidde i himlen, og kigge ned på dig og tænke på, hvor stolt hun er. Tro mig, det ved jeg,” sagde han med en stille stemme, mens han kiggede mig i øjnene. Jeg smilede kort, efterfulgt af en tårer der forlod min kind igen.

”Hun fortjente det ikke. Hun var sådan en god person, og hun har aldrig nogensinde fortjent, at dø på denne måde,” snøftede jeg.

”Jeg ved det godt. Men lad være med at se negativt på det. Tænk på alle de gode minder i har haft sammen. Som fx da vi var 10 år, og legede sneboldkamp med Chaz og Ryan i din have. Hun synes det var synd for dig, at det var tre mod én, så hun kom ud og hjalp dig med at kaste sne efter os. Og så sad vi alle sammen inde i jeres stue og drak varm kakao og så julefilm bagefter,” fortalte Justin. Jeg kiggede overrasket op på ham. Jeg troede ikke at han kunne huske det, eftersom det næsten er 10 år siden.

Jeg smilede kort op til ham. ”Det var en god dag. Tænk at du kan stadig kan huske det?” smilede jeg.

”Selvfølgelig kan jeg huske det. Det er et af de allerbedste minder, jeg har med dig, inden jeg flyttede. Det glemmer jeg aldrig!” konstaterede han, og kiggede mig direkte i øjnene.

Jeg smilede til ham, og hvordan det skete, ved jeg ikke, men hans læber lå pludselig over mine, og jeg tog mig selv i at kysse med. Selvom jeg inderst inde vidste, at det jeg gjorde var forkert, så lod jeg hans tunge få adgang til mund.

Justin trak sig lidt væk fra mig, og smilede. ”Jeg har virkelig savnet dig, Mal. Det skal du vide,” sagde han, og kyssede mig endnu en gang.

***

Vi var kommet ud i lufthavnen, havde fået vores bagage, og sad nu i min fars bil. Justin og Cody overnattede hos os i aften, da det var blevet rimelig sent, og jeg synes ikke, at Justin skulle køre med sådan et jetlag, og vejret til aften var heller ikke helt optimalt.

Jeg lå med hovedet mod ruden, mens regnede silede ned uden for. Vejret passede overraskende godt til mit humør lige nu. En blanding af sorg, tristhed og forvirring. Sorg og tristhed over at min mor var væk, og at jeg havde taget hendes sidste måned for givet. Forvirring over at jeg havde kysset med Justin. Hvad der gik gennem mit hoved på det tidspunkt, er et spørgsmål, jeg ikke kan svare på. Jeg havde ikke nogen som helst anelse om, hvad jeg foretog mig. Jeg vidste at det var forkert af mig at kysse med ham på den måde, men det føltes så rigtigt, følelsesfyldt og lidenskabeligt. Det var næsten ikke til at beskrive.

Jeg lukkede øjnene for en stund for at slappe lidt af, og da jeg åbnede dem igen, kørte min far ind af indkørslen til vores hus. Jeg åbnede hurtigt bildøren, og gik om i bagagerummet, for at tage min kuffert og min taske. Jeg sukkede kort, men gik så ind i huset. Jeg satte mine tasker i gangen, i takt med at jeg smed mine sko og min jakke. Jeg gik ind i stuen, hvor Scarlett og Madison var ved at dække op til aftensmaden. Med det samme jeg fik øjenkontakt med Madison fik jeg tårer i øjnene. Jeg gik med hurtige skridt hen til hende, og trak hende ind i et tæt kram. Jeg snøftede en enkelt gang, inden jeg trak mig fra hende, og gik over at gav Scarlett et kram. Jeg knugede hende godt ind til mig, som om at når jeg gav slip, ville hun være væk.

Jeg trak mig lidt fra hende, og tørrede mine øjne, inden jeg vendte mig rundt, hvor Madison og Scarlett var ved at hilse på Justin og Cody. Jeg smilede kort, inden jeg gik ud i køkkenet, for at tage et glas med vand. Jeg hørte skridt bag mig, og så Cody komme frem i døren.

”Du skal nok klare det. Jeg lover dig, at jeg altid vil være her for dig, hvis du får brug for at snakke om hende, ikk?” sagde han, og kyssede mig på panden, i takt med at knugede mig lidt ind til sig.

___________________________

Undskyld ventetiden og det korte kapitel.

- MetteTinggaard.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...