Den fejldømte

Hej! Jeg er en dreng på 12 år, der har skrevet min første krimi-novelle. Jeg vil vildt gerne have feedback for den!

4Likes
5Kommentarer
213Visninger
AA

1. Den fejldømte 1

 

Endnu en dag på arbejdet var begyndt for journalisten Albert Goldstein. Han var en høj og meget slank mand der sjældent gik i andet end jakkesæt. Og som sædvanlig med bowlerhat og en stok svingende i hånden. Han havde studeret i mange år og var yderst intelligent. Hvis andre skulle beskrive ham, ville ordet perfektionist optræde op til flere gange. Alle ting havde en fast plads i hjemmet, og hans døgnrytme var altid den samme. Det var nok en af grundende til, at han boede alene. Hans hus lå lidt midt i det centrale Berlin. Der var altid propfyldt med mennesker. Travle mennesker ligesom ham selv var på vej til arbejde. Nogle skulle hen på sygehuset, andre i supermarkedet, nogle helt tredje skulle hen og stå i kiosken og sælge pølser, og Albert, han skulle hen og skrive rapport fra folketinget.

 

Jeg var to minutter for sent på den. Det skete ellers sjældent. Typisk! Dårlig start på dagen.  ”Godmorgen Albert”, lød en hæs stemme bag mig, Jeg vendte mig forvirret om. Det var den tidligere udenrigsminister Wilma Schwarz. ” Hvad siger De til overskriften i berlineren? Hun læste den stille op for sig selv. ” 6. januar: Økonomiminister Hugo Schmid anklaget for at overføre 70 millioner euro direkte fra statskassen.” Det var godt, de endelig fangede ham! Med sådan en forbryder gående på fri fod føler man sig sgu aldrig sikker. Ja, beviserne er skam også gode nok. En schweizisk konto med navnet Hugo Schmid på. Det kan kun være ham. For mig er der i hvert fald ingen tvivl. Hun forladte med hastige skridt pladsen. Jeg skævede mistroisk til hende over skulderen. ”Overpudret” kunne man godt sige, at hun var. Jeg stod lidt og tænkte.

Mine tanker kredsede rundt og landede på forbundskansleren: Det var sjældent, jeg så ham. Det var ikke fede tider for Alfonzo Hofmann. Alle vidste, at han ikke ville blive genvalgt. Mange havde svinet ham til i pressen, inklusiv hans medarbejdere. Alt hvad han foretog sig blev der skrevet om. Sådan havde jeg det heldigvis ikke. Der blev heller ikke skrevet, at jeg så sent som i dag kom for sent på arbejde. Jeg kunne lige forestille mig det: ” Albert Goldstein kommer for sent på arbejde. Mon han er ved at sige op.” Jeg grinede lidt for mig selv, inden jeg bevægede mig ind af døren til ”Bundestag.”

 

Jeg fornemmede med det samme, da jeg trådte ind af døren den velkendte duft af renhed. Alt var som det plejede. Det blank polerede stengulv, de kæmpe store nyvaskede vinduer, som lod morgenolen skinne igennem, lysekronen der hang og dinglede oppe ved taget med sine regnbuefarvede diamanter, det store trægallener der svang sig ned dybt under jorden, de mange mennesker der var på vej til dagens første møde, rødmossede og blege, tynde som tyg….. ” Hey!” var det ikke forbundskansleren personlige rådgiver. Ham måtte jeg lige tale med.

” Hej Roland hvad går sådan en som dig og laver sådan en fredelig mandag”, spurgte jeg kækt.” Åårrh, ikke noget særligt. Klarer små sager og sådan.” svarede han.” Apropos sager”, indskød jeg, ” Ville jeg gerne høre deres mening i sagen om Hugo Schmid. Har du hørt om flere beviser?” Ja, øøhh, ja det er da klart..” Han lød pludselig lidt underlig. ” Jo, ser du.” Han rømmede sig, inden han fortsatte. ” Udover det klarer bevis med Hugos navn på den schweiziske konto, som selvfølgelig hentyder til, at det ER ham, var han også den eneste tilbage på øøhh, økonomi – afdelingen den aften overførslen skete. Vi andre var nemlig taget til Nytårsfest.” ” Undskyld jeg spørg Roland, men hvordan kan de vide det, når de ikke selv var til stede. ” øøhhm jo, det var fordi, at der var et vidner til under hackningen soom så, så det. Og og og derefter fortalte mig det ” Jo, men de har altså lige sagt, at der ikke var nogle tilbage i økonomi- afdelingen den aften. Hvordan kan der så være et vidner, der så det?” Jo øh, der har nok bare været en der lige gik forbi afdelingen, som så, så det. Ja, sådan må det have været. Jeg stod lidt og tænkte over hans mærkelige forklaringer, da en tydelig erindring skar igennem hovedet på mig:

 

Klokken var 14.30 den 6. januar. Jeg var trådt ind af døren fuldstændig sjasket til. Frygteligt storm krydret med et endnu vildere regnvejr kunne man godt kalde opskriften for vejret. Pludselig var økonomiminister Hugo Schmid kommet småløbende ned af trappen. Jeg lagde med det samme mærke til hans beskidte bukser. Hvordan kunne man tillade sig at have sådan noget kluns på, på arbejde?. Det gjorde mig utilpas. Jeg havde spurgt ham, hvad han skulle i den fart: ” Til dyrelægen med min hund. Den har det ikke så godt ”, havde han svaret. Han forladte hurtigt bygningen derefter.

 

Jeg vendte tilbage til virkeligheden. Jeg havde ikke tid til at stå her. Jobbet måtte vente. Jeg måtte hen i fængslet og spørge Hugo om sagen. Jeg sagde farvel til rådgiveren og styrtede med det sammen ud af døren. Hvis min teori var sand, var Hugo i den grad fejldømt. En anden muglighed var, at han havde overført pengene, og derefter havde skyndt sig hjem så folk ikke ville fatte mistanke. Det var gråt i det.  Himlen var overdækket med skyer som fløj forbi i en hastig fart. Blæsten havde også taget til. Jeg tog min hætte over hovedet, og satte tempoet op. Bilerne omkring mig susede af sted, og hysteriske måger sad og dækkede en hel del af byens lysmaster. Jeg kunne skimte politistationen længere henne. Den tydelige røde farve var ikke til at tage fejl af. Den stod skarpt, som et lyn for en hver anden der gik forbi. Den var vist forholdsvis ny, havde jeg læst i avisen. Nyt tag, nye alarmsystemer, en super tyk dør lavet af jern, som ingen kunne trænge igennem, alt var i top. God ting at bruge penge på hvis jeg skulle sige min mening.

 

Jeg kom til indgangen da en kraftig stemme spurgte: ” I hvilket ærinde er du kommet?”. Jeg sprang tilbage. Jeg bevægede hovedet forvirret rundt i alle retninger for at finde ud af hvor stemmen kom fra. Mit blik kørte forbi hoveddøren. Jeg fik øje på en lille højtaler, der sad på den ene side af døren. Det måtte være der, stemmen kom fra. ” Hallo” sagde jeg forsigtigt. ” Ja, hallo”, kom det igen fra højtaleren. ” I hvilket ærinde er du kommet? ”. Sikkerheden var da i hvert fald i top, tænkte jeg inde i mig selv. Min hjerne måtte arbejde på højtryk for at finde en forklaring.” Mit navn er Albert Goldstein, jeg er journalist. Jeg er kommet for at interviewe to af fangerne.” I det samme lød der et ”BIB!”, og døren gik op.

 

Jeg bevægede mig ned ad gangen. Ham politibetjenten var svær at løbe om hjørner med. Sikke en samtale! Det havde taget lang tid, at overbevise ham om at jeg ikke var ude på at snyde. Da jeg var ved at kunne se en ende på gangen, fik jeg øje skiltet med navnet Hugo Schmid på. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg forsigtigt åbnede den jernbelagte kæmpe mur.

 

Ja, jeg er uskyldig!, snerrede han. Jeg kunne ikke tro det. ” Så du er blevet fejldømt?”, spurgte jeg ham forsigtigt. ” Ja, hvad ellers” råbte han i en meget vred tone. Jeg kunne godt forstå ham. Det må have været forfærdeligt, at blive lukket inde for noget man ikke havde gjort. ” Har du nogen som helst ide om, hvem forbryderen kunne være?”, spurgte jeg ham. ” Ikke umiddelbart”, svarede han mere roligt end før. ” Det eneste der måske kunne føre til et spor, var et telefonnummer, jeg så, da politiet viste mig den schweiziske konto med mit navn på. Jeg tog min mobil frem og søgte på nummeret. Der poppede et link frem, der hed: ”It-eksperten”.  Klogere blev jeg ikke og slukkede telefonen. ” Tak for oplysningen” skyndte jeg mig at sige. ” Vi må have dig ud herfra!” Hvordan ville du så klarer det?”, gav han igen. ” Det får du at se. Kom med!” Han fulgte mistroisk efter med en let rysten på hovedet.

 

” Stands!” råbte manden, så snart vi trådte ind af døren. ” Hugo har ikke noget at gøre i et fængsel!”, brølede jeg igen. Han lyttede ikke på mig , og inden jeg havde nået at komme med en forklaring kom fire betjente stormene imod os. ” God plan” nåede jeg at høre Hugo sige, før der lød et højt ” STOP”, politiet gav efter og vendte sig om med et sæt. ” Godeftermiddag” sagde manden meget roligt. ” Mit navn er Moritz. Betjentene kiggede strengt på ham. Manden fortsatte: ” Jeg kommer fra specialgruppen for økonomisk kriminalitet. Jeg har vist et ord at tilføje i denne sag, kan jeg høre.” Alle så uforstående ud. ”Manden har ret”, han pegede på mig. ”Hugo er komplet uskyldig” Betjentene begyndte at protestere i munden på hindanden. ” Ti Stille!” røg det ud af munden på ham igen. ”Vi har ikke tid til det pjat nu. Jo, ser i. Mig og mit team kiggede nærmere på sagen. Der var bare noget der ikke stemte ved det hele, kunne vi se. Vi undersøgte kontoen nede i Schweiz nærmere, og vi fik svar på det, vi hele tiden havde søgt efter. Den rigtige overføres navn. Han hed Roland Meier, og havde en hemmelig baggrund som it-ekspert. Hugo Schmid var bare det, de havde kaldt kontoen.” Jeg udstødte et gisp.” Jeg kender ham”, sagde jeg skarpt. ” Det er forbundskansleren personlige rådgiver. Jeg snakkede med ham i dag. Han lød også underligt mærkelig.” Jamen, så er denne sag jo så godt som afgjort” råbte Moritz begejstret. ” Vi må have dem fanget i en fart.” I kan tro nej”, brølede politiet. ”Hvis vi ikke har set noget bevis, kan vi ikke løslade Hugo.” Vi blev pludselig tavse. Hvordan kunne de sætte en uskyldig mand tilbage i hans celle igen. Groft! Men på den anden side gjorde de jo bare deres arbejde. Hvis bare vi kunne finde et bevis. Mit blik flakkede rundt i rummet, da mine øjne pludselig stillede skarpt på noget. Hugos bukser! ”Hey Hugo, var det ikke de samme bukser, du havde på da hackningen skete, og du skulle til dyrelægen.” ” Sikkert”, svarede Hugo fraværende. ” Har du vasket dem siden den dag?” Han kiggede underligt på mig. ” Ikke hvad jeg ved af. Hvorfor?”. ”Du har ikke tilfældigvis regningen fra dyrelægen i lommen?” Han mærkede efter og fumlede et lille stykke krøllet papir op af lommen. ”Regningen!”. Han skyndte sig at give den til betjenten. Efter lidt tid mumlede han stille: ” Den er sgu god nok!”

 

Helikopternes propeller kunne tydeligt høres i det fjerne. Politibiler og motorcykler kom drønende med hylende sirener igennem byen. Igen tid at spille! En anden fra specialgruppen havde ringet ude fra lufthavnen. Hun havde fortalt, at rådgiveren inklusiv selve forbundskansleren var set ude i lufthavnen med både kufferter og tasker slæbende i hånden. De ville vel bare væk. Væk fra de sure pressefolk og vrissende politikere. Væk fra stress og overarbejde. Men det måtte de ikke. De måtte ikke slippe fra os. Sikke tyveknægte. Fra politibilens vindue kunne jeg se lufthavnen tårne sig op for enden af vejen. Folk der stod inde i siden og stirrede på os da vi for fuld udrykning kom styrtende af sted. Hvis de bare kendte til historien.

 

Fremme! Vi skubbede bildøren op og spurtede ind i indgangshallen. Vi delte os op. Jeg fik to kraftige politimænd med mig. Her var propfyldt med menneskerne, som alle skulle på ferie. Inklusiv Roland og Alfonzo.  Hvis de bare var… Hey! Jeg så to mørkklædte skikkelser der hurtigt bevægede sig af sted i fjerneste hjørne af hallen. Jeg hviskede det hurtigt til de to andre, inden vi sprintede imod dem. De opfangede lyden, vendte sig om og så os! De flygtede. Nu var jagten gået i gang. De måtte og skulle bare fanges, inden deres fly gik. Kaffe, te og andet drikkelse fløj om ørene på passagerene, da vi kom hoppende op over de mange cafe borde, der lå i vejen for os. Protesterende anklager kunne tydeligt høres i bagrunden. Vi kunne ikke tage os af det nu. Dem der løb 50 meter foran os var mere vigtige. Meget mere vigtige. De sprang for liv og død og var ofte ved at snuble. Men det skete ikke. De bevarede deres forspring, der gjorde det svært for os at indhente dem.

Der hørtes pludselige øredøvende skud fra den anden ende af hallen. De andre havde også sporet dem. Skuddene ramte ikke og splintrede en kæmpe glasrude med et brag. Glasskårende fløj tæt rundt om os i en hvirvlende storm. Folk hvinede og skreg. Rædslen havde ramt dem. Mange flygtede. ” Forståligt”, tænkte jeg inde i mig selv. Gatesne spredte sig så langt øjet rækker langs væggene. Roland og Alfonzo kunne når som helst dreje til siden, og være væk for altid med de 70. millioner euro, der aldrig ville blive fundet. Jeg vred tanken ud af hoved og satte farten op. Flere ruder splintrede længere fremme. Sikke et cirkus! Møbler, tøjstativer, madprodukter, alt blev føjet ad vejen, da vi kom løbende. Jeg kiggede op, og så til min rædsel at Roland og Alfonzo var væk! Shit! De kunne være alle veje. Jeg opdagede en meget beskidt jakke ligge foran en af gatene længere fremme. ”Hvem kunne finde på at tage den slags på”, tænkte jeg inde i mig selv. ”Selvfølgelig!, forbryderne”. De måtte have tabt den på vej ind i gaten. Jeg dirigerede de andre derhen. Sammen tonsede vi ind af døren til gaten. Jeg måtte ikke tage fejl. Hvis jeg gjorde, ville vi ikke have nogen form for chance for at indhente dem. Det var den sværeste beslutning, jeg nogensinde havde taget.

 

” Jeg havde sgu valgt rigtig!” Længere henne ved paskontrollen stod de i gang med at få tjekket deres pas. ” Stop de forbrydere!” hørte jeg en betjent råbe. Folk vendte sig forvirret rundt. Det samme gjorde Alfonzo og Roland. De tog deres kufferter og sprintede ud til flyet. ” Hey, kom tilbage!” råbte damen i paskontrollen. ” Jeg var ikke færdig med at tjekke jeres pas”. Hun løb efter dem. Det samme gjorde vi. Der hørtes en stemme i højtaleren: ” Sidste chance for at komme med til Seychellerne. Flyet går om to minutter!” Vi kunne skimte dem forenden af gangen. Det var nu eller aldrig! Hvis de først var inde i flyet, havde vi ikke en chance. Men da jeg så dem lige uden for flyets indgang, viste jeg at vi var fortabt. Der var intet at gøre nu. De løb ind af døren og smækkede den bag sig.

 

”Nej nej, nej, nej, det kunne ikke passe. Det er løgn!” råbte jeg, så alle kunne høre det. Mit hjerte dunkede højere end nogensinde før. Jeg ventede på, at miraklet ville komme, men det kom ikke. Jeg skulle til at gå min vej, da en velkendt mand kom ud fra flyet med en pistol i hånden. Foran ham gik to forbrydere med armene over hovedet og kiggede slukøret ned i jorden. Jeg genkendte manden hurtigt. ” Moritz!” råbte jeg i chok. ” Jaaa”, sagde han afslappet. ” Jeg tænkte jeg lige ville prøve at være stewardesse, også kunne det da være, at man var heldig at få nogle forbrydere på krogen. Jeg forstod ingenting af det hele. ” I skal nok få forklaringen senere, nu skal vi bare lige først have disse to afleveret i fængslet. De andre var enige. De skulle ind bag tremmer så hurtigt som muligt.

 

Da jeg gik i seng den aften, var mit hoved proppet med tanker. ” Tænk at mennesker kan være så underlige”, brugte jeg den sidste plads der var derinde til at tænke. Inden jeg faldt i søvn, gav jeg mig lige selv et klap på skulderen, for den indsats jeg havde bidraget med i sagen om den fejldømte Hugo Schmid!

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...