Psykosia

”Goddag mit navn er Roberto Klink. Jeg kommer fra Pykosia anstalten, og jeg skal hente Lia Perri”. Lia er 13 år gammel. Hun har lige været vidne til sine forældre samt søsters mord, og er fortvivlet ensom og paranoid over alt og alle. Og hvordan ville du ikke også reagere hvis du blev kald psykotisk af alle i din by?

0Likes
0Kommentarer
161Visninger
AA

1. Det bankede på døren

   Det bankede på døren. Det gav et sæt i mig. Jeg havde igen drømt om min søsters og forældres død. Det samme mareridt igen og igen. Jeg rejste mig fra den gamle sofa og missede med øjnene. Jeg åbnede døren på klem, så jeg lige kunne kigge ud.

   En mand i en sort kappe med et blegt ansigt stod foran mig. Han fremdrog en hvid rulle pergament og begyndte at læse op med en kølig stemme. ”Goddag mit navn er Roberto Klink. Jeg kommer fra Pykosia anstalten, og jeg skal hente Lia Perri”. Jeg gyste. Han kiggede undersøgende op på mig. Han rømmede sig og sagde med en fast stemme. ”Er du Lia?”

”Ja,” peb jeg. ”Vi har fået besked om, at dine forældre og søster blev myrdet på tragisk vis for ti dage siden, og at du overlevede det. Vi har besluttet at du ikke kan bo her uden en værge eller en familie til at passe på dig…” Han sagde det samme, som stod i det brev, jeg havde fået for nogle dage siden:

 

Kære Lia Perri

Vi er meget kede af at høre, at dine forældre og søster er døde. Vi vil derfor tilbyde dig en plads på Pykosia anstalten, hvor du sikkert vil finde dig til rette. Vi vil komme og hente dig d.12 januar 1979. Vi vil bede dig om at pakke det mest nødvendige tøj, så du er parat til af tage af sted.

 

Mvh Brit Dixen  

Forstanderinde på Psykosia 

 

  Jeg slæbte min kuffert udenfor og hen til en taxa, hvor Roberto stod og ventede.Inde i taxaen var der varmt og behageligt. Jeg kiggede ud på den snebelagte gade, da vi begyndte at køre. De snefyldte gader blev til små snoede landeveje i et frit landskab. Det var svært af modstå de behagelige sæder, jeg havde næsten ikke sovet kun grædt. Men det var slut nu, det var fortid, jeg havde lovet mig selv at holde op med at savne. Når jeg kom til mit nye hjem, skulle de andre ikke tro, jeg var svag. Jeg måtte være stærk.

   Jeg vågnede ved, at Roberto ruskede i mig: ”Så, nu er vi her!” Lidt længere fremme stod der et par store huse på to etager. Jeg stod ud ad bilen og skælvede i den kolde nattefrost. Jeg var lidt nervøs for, hvad der ville komme. Vi gik ind i den midterste bygning. Roberto gik over til en dame og sagde et eller andet meget lavt. Damen så op med et begejstret smil. ”Goddag Lia,” hun rakte en hånd frem. Jeg tog den ikke. ”Jeg hedder Brit,” fortalte hun.

   Vi gik udenfor og fortsatte til et stort mørkt hus. ”Her inde er der spisesal,” fortalte hun. Jeg stod lidt og kiggede på det gamle hus, men Brit gik videre. Jeg fulgte efter. På det næste hus, hang der et skilt over døren, hvor der stod ”Sovesal 1.” Inden for var der koldt og fugtigt, og vi gik ned ad den lange gang med linoleumsgulve og gullige vægge. Jeg kunne skimte nogle skilte med navne i forbifarten. Vi nåede til min dør, ”Lia” stod der med svungen håndskrift på skiltet.

  Jeg trykkede det gamle træhåndtag ned og skubbede døren op. Værelset var lille, og der stod en gammel feltseng og et udskåret skab derinde. Meget enkelt, og der var dejligt varmt. ”Godnat Lia,” sagde Brit og lukkede forsigtigt døren.

  Jeg vågnede ved en skinger lyd i øret. Det var vækkeuret. Så stod jeg op og klædte mig på. Derefter listede jeg ned ad gangen uden at nogen så mig. Jeg trak vejret dybt og gik ind i spisesalen. En varm duft af kantinemad ramte mig i ansigtet. Jeg gik frem til disken og gjorde lige som de andre.

   En gammelt udseende kantinedame hældte noget tyndt havregrød op i min skål. Jeg spejdede efter en ledig plads, hvor jeg ubemærket kunne spise min grød. Ved der fjerneste bord sad der ikke nogen. Jeg koncentrerede mig om grøden, men alle børnene stirrede på mig. Jeg var en del ældre end de fleste.   

   Der lød et højt bump, da nogle bakker brutalt blev sat på bordet. De var fem. Tre drenge og to piger. De satte sig og kiggede vredt på mig. ”Hvad laver du her? Har du ikke forstået, at det her er vores bord? ” Drengen spyttede det ud. Smalle sorte øjne kiggede på mig fyldt med væmmelse. ”Nå, du er vist ny?” Han vippede min hage op, så jeg var nødt til at stirre ind i de smalle øjne. ”Jeg hedder Mark, og alle her gør, som jeg siger. Skrub af med dig!” Jeg rejste mig og gik.

   Jeg havde fået et skema for dagens program af Brit. Jeg skulle være ude i naturen til frokost. Vores pædagog var en gammel, krumrygget mand. ”Goddag børn, vi skal finde forskellige urter i skoven.” Han havde en knirkende stemme, ”og husk nu ikke at gå længere end til hegnet.” Jeg gik lidt væk fra de andre, jeg ville gerne finde urterne alene.

   En hård latter lød bag mig: ”Nå, lille skovnymfe, skal du på urtejagt?” ”Ja, det skal du også,” svarede jeg hårdt og så direkte på Mark. ”Lad være med at svare igen,” sagde en pige med leverpostejsfarvet hår. Mark forsatte: ”Det er derfor, du er kommet på Pykosia. Du er simpelthen psykopatisk. Dine forældre vil ikke have dig boende.” Nu var det nok, jeg kunne ikke holde min vrede tilbage. ”Jeg blev ikke sendt til Pykosia, fordi jeg var psykisk syg ligesom dig. Jeg havde ikke noget valg, mine forældre blev myrdet.”

   Derefter gik jeg lige op på sovesalen og blev der resten af dagen. Jeg lå og tænkte på, hvordan det ville føles af være død ikke flere problemer… bare…

   Jeg vågnede ved en banken på døren. Jeg åbnede øjnene lidt og så mine forældres morder komme ind. Jeg smilede for mig selv…

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...