Skinny Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2015
  • Opdateret: 26 feb. 2015
  • Status: Igang
Mød Cara Miller, en 17 årig pige fra Sandwoods psykiatrisk afdeling. Efter et væddemål mellem Zayn og Harry, er Harry nødt til at gå tilbage, og han kan ikke forlade hende inden han har fået hende til at smile- Lyder som en let opgave? Ikke når man har med Cara at gøre, og han finder hurtigt ud af, at hun er mere syg, end han ellers havde troet.

11Likes
1Kommentarer
1327Visninger
AA

4. What about dinner?- kapitel 4

 

Zayns synsvinkel

Døren blev slået hårdt op med et brag, som gav ekko i hele lejligheden. Drengene hoppede forskrækket i sofaen, og vores blikke blev rettet mod entreen. Harry kom brasende ind, og fik ved et uheld skubbet en billedramme på gulvet, som splintrede i bitte små stykker mod det hårde sten gulv. Han skænkede hverken billedet eller os et blik, men fortsatte med hurtige vrede skridt mod hans værelse, og smækkede døren hårdt i. Jeg kunne mærke drengenes blikke hvile på mig, men jeg sagde intet. Denne gang var det ikke min skyld. Det var det virkelig ikke. Men jeg kunne stadig mærke deres blikke i nakken. 

"Zayn?" spurgte Louis forsigtigt. Jeg drejede langsomt mit hoved mod drengene, med kun for at møde nogle bebrejdende blikke. Jeg rynkede mine øjenbryn, og slog voldsomt ud med armene. "Det der har jeg intet med at gøre!" sagde jeg næsten for højt. De kiggede mistroisk på mig, men drejede så langsomt deres hoveder tilbage mod skærmen, hvor et stand up show kørte. "Har du ikke tænkt dig at snakke med ham?" Liam prøvede igen hvor Louis havde slapt. 

For at være ærelig orkede jeg det ikke. For det første havde jeg intet med det at gøre, faktisk så havde jeg ikke set ham hele dagen, og jeg havde ikke engang en ide om, hvad hans problem var. For det andet så var det Harry. Han havde altid haft et stort temperament, og kendte jeg ham ret, så ville det være bedst bare at lade ham være. Jeg trak på skuldrene, hvorfor skulle det være mit job? Men da jeg kunne mærke deres bebrejdende blikke, rejste jeg mig langsomt op fra den behaglige stol, og gik med tunge skridt mod hans værelse. Jeg bankede på døren, men da jeg fik intet svar, trak jeg langsomt ned i dørhåndtaget og tog et skridt ind i rummet. Harry traskede rundt i cirkler, og kiggede frustreret op på mig, da han fik øje på mig i dør kammen. 

"Hvad vil du mig?" hans toneleje var hård, og jeg kiggede forvirret på ham. Han kunne i det mindste tale pænt til mig. Nu havde jeg gået hele fra stuen, bare for at tjekke om han var okay, og så gav han mig sådan en attitude? Jeg skulle til at gå tilbage til stuen, men tog i stedet en dyb indånding. 

"Jeg ville bare høre om du var okay?" han svarede mig ikke, så jeg gik med forsigtige skridt hen og satte mig på hans seng. Jeg stirrede på ham, i mens han gik rundt i cirkler, og tog sig til hovedet. Nu må i ikke misforstå mig, jeg holder utrolig meget af Harry, men nogen gange gjorde han mig frustreret. Det var næsten som om, at han ikke stolede på mine beslutninger. At skrive kontrakt med Garry ville være en fantastisk ide, og jeg troede virkelig på, at han kunne få os til at blive noget stort. Alle de andre drenge syntes også det var en god ide, men selvfølgelig skulle Harry være i mod. Og det var det der gjorde mig så frustreret. 

"Hvad er der sket?" jeg prøvede igen. Jeg vidste slet ikke hvorfor jeg prøvede, for han ville sikkert ikke fortælle mig noget alligevel, men der tog jeg fejl. 

"Det er bare Cara" han stod stille et øjeblik, men fortsatte så med at gå i cirkler. Jeg kiggede forvirret på ham. Cara? Hvem i al verden var Cara. "Alle dem på afdelingen er fuldstændig latterlige. Jeg må ikke gå ind på nogens værelser, jeg må kun sidde i det latterlige opholdsrum. Jeg sidder der hver dag. Men gæt hvem der ikke sidder der hver dag?" han kiggede afventende på mig, og kneb øjnene sammen. Jeg trak på skuldrene, og han fortsatte så. "Cara. Cara kommer aldrig ud af hendes værelse. Hun sidder bare der inde hver dag, med ned rullet gardiner, slukket lys, og stirre ind i væggen. HVER EVIG ENESTE DAG!" den sidste del råbte han, og jeg blev helt forskrækket. 

Hvorfor gik han overhovedet op i det her? Hvorfor kunne han ikke være ligeglad? Hun er bare en tilfældig pige han har kendt i hvad, 5 dage? Og hun var oven i købet mentalt forstyrret. Hvorfor i al verden gik han overhovedet op i, at hun sad inde på hendes værelse hver dag? Jeg forstod godt vi havde et væddemål, og alt det der, men han gik da lige lovligt meget op i det?

Han gik hen mod sengen, og satte sig på kanten. "En af sygeplejerskerne åbnede døren indtil et værelse, og jeg fandt hurtigt ud af at det var hendes. Så da de gik til aftensmad, sneg jeg mig ind på hendes værelse" hans stemme var mere rolig, og han så tænksom ud. 

"Fik du snakket med hende?" jeg kiggede spørgene på ham. Jeg havde stadig ikke helt forstået, hvorfor han var så sur. At han fandt ud af hvor hendes værelse var, var da en god ting? Eller havde jeg misforstået hele samtalen?

Han sukkede "hun bad mig bare om at gå. Jeg nægtede at gå, men en af sygeplejerskerne opdagede mig. Hun tog mig med på kontoret, og havde egentlig tænkt sig at smide mig ud, men Anna som er hende der sidder i receptionen, hjalp mig. Så jeg slap med advarselen, men nu kan jeg under ingen omstændigheder være i andre rum end opholds rummet" 

 

Harrys synsvinkel

Dagene gik. Jeg fik stadig ikke snakket med Cara, og alt jeg lavede var at sidde i opholds rummet. Sygeplejersken som viste sig at hedde Halle blev ved med at holde øje med mig, og det irriterede mig grænseløst. 

Det var søndag, og i dag var det forældre dag. Anna havde forklaret mig, at hver søndag havde de en form for fælles "underholdning", det kunne være alt fra et spil, til en film eller foreksempel da vi var kommet på besøg. Men den sidste søndag i måneden var altid forældre dag. Hver søndag var patienterne tvunget til, at opholde sig i opholdsrummet, så de fik andet indhold i deres liv, end bare at sidde på deres værelser. 
Jeg stod ved skranken og fumlede med at sætte servietter i en beholder, da en midaldrene kvinde kom op til mig. Hun sendte mig et nervøst smil, og kiggede forvirret rundt.

"Undskyld arbejder du her?" hendes blik vandrede rundt i rummet, men vi fik til sidst øjenkontakt. Hun havde et fast greb om hendes taske, og virkede helt generelt ekstrem intens. 

"I kan ikke tvinge mig!!" skriget kom fra et andet rum, og fik den stakkels kone til at fare sammen, og næsten tabe hendes taske. Jeg kunne hurtigt genkende stemmen, det var Cara, som råbte inden fra hendes værelse. Jeg havde ikke snakket med hende, siden hun havde bedt mig om at gå. Jeg havde ellers tænkt en del på hende siden, men hun blev ved med at opholde sig på sit værelse- hvor jeg stadig ikke havde tilladelse, til at gå ind. Jeg kom hurtigt i tanker om den kvinde som havde spurgt mig om et spørgsmål. 
"Undskyld larmen. Men ja jeg arbejder her" jeg sendte hende et venligt smil, og ventede på, at hun skulle give mig et svar.

Hun nikkede og strammede taget om hendes taske. Hendes øjne flakkede rundt, og hun havde en bekymret rynke i panden. "Ved du hvor jeg kan finde Hannah McClaine?" hun kiggede spørgende på mig, og jeg tænkte mig hurtigt om. Jeg kunne godt huske, at jeg havde snakket med Hannah på et tidspunkt, men jeg ville ikke kunne være i stand til at genkende hende. 

"Jeg er ny her, så jeg kan desværre ikke hjælpe dig. Men spørg Anna hun ved det med garanti" jeg smilede undskyldende til hende, satte serviet beholderen på bordet, og pegede ned ad gangen. Hun nikkede forstående, og jeg fulgte med hende ned ad gangen, bare for at sikre at hun ikke ville fare vild. Kvinden virkede så utrolig usikker, og jeg havde ikke lyst til at efterlade hende. Ikke før, at jeg var sikker på, at nogen ville hjælpe hende. 

Jeg bankede på døren ind til kontoret, og jeg kunne høre Anna råbe vi bare kunne kom ind. Jeg åbnede forsigtigt døren, og så hende sidde bag ved computeren. Normalt ville man bare kunne spørge ved skranken, men når forældre  var på besøg lukkede de skranken. De mente at det gav patienter og forældre, mere privathed når de skulle snakke. Skranken var nemlig inde i opholdsrummet, så når forældre var på besøg, skulle man hele vejen ned ad gangen. 

Anna kiggede afventende på mig, og kvinden og jeg trådte et skridt ind. Kvindens øjne vandrede usikkert rundt i lokalet, og jeg forstod stadig ikke hvorfor, at hun var så utrolig usikker? Der var jo intet at være nervøs over?

"Fruen ledder efter Hannah McClaine, og jeg tænkte du måske kunne hjælpe?" jeg smilede undskyldende til hende, og kastede mit hoved i retningen af kvinden, så Anna havde en ide om hvem jeg snakkede om. Anna nikkede forstående, og fandt en journal frem. "Hvad er dit navn frue?" hun kiggede afventende på hende. "Elizabeth McClaine" hun kiggede nervøst på Anna. Jeg forstod stadig ikke hvorfor hun var så intens. 

Anna bladrede igennem nogle papirer, og fandt frem til siden hun ledte efter. Det mindede mig helt om den dag, hvor jeg havde spurgt efter Cara, men var blevet afvist. Anna nikkede og smilede "følg du med mig, Hannah har glædet sig sådan til at se dig". Et smil bredte sig på Elizabeth's læber, og det blødte hende en smule op, men kun for cirka 5 sekunder. Så strammede hun endnu engang taget på hendes taske, og havde det samme stive nervøse blik. Anna og Elizabeth forsvandt ud gennem døren, og jeg smilede lidt før jeg gik tilbage mod opholdsrummet.

Rummet var fyldt med glade mennesker. Unge i alle aldre fra 13-19 sad ved bordene med deres forældre over for sig. Det var tydeligt at se, at gensynet var glædeligt for alle- men hvem ville ikke også være glade for at se sin familie, hvis man ikke havde set dem i en måned? 

Jeg var på vej hen til servietterne, som jeg havde forladt på bordet, da jeg fik øje på Cara. Hun sad ovre i et hjørne, men i modsætning til de andre, havde hun ingen mor, far eller søsken som sad foran hende. Nej hun var helt alene. Hendes familie kunne være forsinket? Men alligevel tog jeg en dyb indånding og satte kurs mod Cara. 

Nu var hun jo i opholdsrummet, så de kunne ikke forbyde mig at snakke med hende, kunne de? Jeg blev en smule usikker, men jeg var jo på en mission. Jeg skulle have gjort hende i bedre humør, og lige nu lignede hun en, som havde lyst til at tage livet af sig selv. Jeg stoppede foran hendes bord, og trak stolen ud som stod foran hende.

Hun sad og fumlede med kanten på sit ærme, men kiggede forbavset op, da jeg satte mig. Hendes blik vendte dog hurtigt tilbage til ærmet, da hun opdagede det bare var mig. 

"Hej" jeg smilede til hende, men som forventet fik jeg intet svar. Jeg kunne aldrig finde ud af, hvad jeg syntes om hendes udseende. På den ene side, havde hun det kønneste lille ansigt, med fine små træk, hvilket gjorde mig ekstremt tiltrækket. Men hun var så spinkel, at jeg kunne knække hende som en tændstik. Jeg undrede mig over, hvordan hun overhovedet kunne holde sig oprejst. Anoreksi patient tænkte jeg for mig selv, hun kunne ikke være andet end det, siden hun var så tynd.

"Venter du besøg?" jeg prøvede igen. Jeg var faktisk spændt på, at se hendes familie. Jeg vidste ikke helt hvad min forventning til dem var, men jeg var utrolig nysgerrig omkring dem. Men til min overraskelse rystede hun på hovedet. Jeg rynkede mine bryn, jeg troede det var meningen at alle ville få besøg?

Jeg fik med det samme utrolig ondt af hende. Hun brugte hver dag alene på sit værelse, og når der endelig var mulighed for besøg, så fik hun ingen? Jeg tænkte lidt, og fik hurtigt en ide.

"Vil du så ikke med ind til byen, i stedet for at sidde her?" jeg kiggede opmundrende på hende, men hun fokuserede bare på ærmet. "Jeg mener det, kom nu det vil være sjovt" jeg rejste mig, og rakte hende hånden som tegn på, at jeg ville hjælpe hende op. Til min overraskelse skubbede hun stolen tilbage, og rejste sig, dog uden min hjælp. Hun nikkede, og sammen gik vi mod udgangen.

På vejen ud mødte jeg Anna. Jeg forklarede hende hele situationen, og selvom jeg havde regnet med et nej, så fik jeg til min store overraskelse at vide, at det var okay. Jeg åbnede døren som en gentleman, og lod Cara gå ud først, hvor efter jeg fulgte efter hende. Vejret var helt utrolig smukt. Himlen var blå, fuglene kvidrede, og det var forholdsvist varmt. Jeg kiggede over på Cara for at se hendes reaktion, men hendes ansigt udtryk var koldt som is.

Vi gik i stilhed hen mod parkeringspladsen, hvor jeg havde parkeret min bil. Flere gange kiggede jeg over på Cara for at se, hendes ansigt udtryk, men det forblev koldt som is. Jeg pegede mod bilen, og fik mumlet et eller andet med, at det var min, og hun satte sig ind. 
"Så hvor har du lyst til at tage hen?" jeg prøvede så vidt muligt at lyde begejstret. Nu havde jeg endelig fået hende for mig selv, og det skulle ikke ødelægges. Hun trak på skuldrene, og stilheden var ret så akavet. Jeg bakkede bilen ud, og kiggede hen på hende. Hun sad lige så stille, og kiggede ud ad vinduet, hvilket fik mig til at overveje, hvornår hun sidst havde været ude af afdelingen. Hun virkede underligt nervøs, og hun holdt fast i dørkammen.

Vi kørte ned ad gaden, og der var underligt stille. Hun virkede nervøs, og hendes vejrtrækning blev hurtigere, og hurtigere. Jeg kiggede over på hende, men hendes ansigt udtryk var stadig koldt.

"Stop bilen!" udbrød hun pludseligt, og hendes vejrtrækning var blevet hurtig. Jeg kørte ind til siden, og skulle til at parkere, da hun nærmest sprang ud ad bilen. Hun skyndte sig hen til en murstens væg, og stod og lænede sig op ad den, mens hendes vejrtrækning blev mere normal. Jeg gik over mod hende, og prøvede at få øjenkontakt, men hendes blik var fæstnet på jorden. 
"Er du okay?" jeg kiggede bekymret på hende, og hun nikkede. Vi stod lidt i stilhed, da jeg virkelig havde ingen ide om, hvad der forgik eller hvad jeg skulle gøre. Havde jeg gjort noget forkert? Eller var hun blevet køresyg? Jeg stod lidt i mine egne tanker. 

"Vi kan gå det sidste stykke, hvis du har lyst?" jeg sendte hende et smil. Vi var ikke så voldsomt langt væk fra gågaden, så vi kunne sagtens gå. Hun nikkede kort, og sagde stadig intet. Vi gik i stilhed ned ad fortovet, jeg prøvede flere gange at starte en samtale op, men hun svarede mig aldrig på nogle af mine spørgsmål.

Vi drejede ned ad gaden. Det var omkring 12 tiden, og gågaden var næsten øde. Siden det var søndag, var de fleste sikkert hjemme og pleje tømmermænd, ellers var de nok sammen med familie. Vi mødte et enkelt par som gik og holdt i hånden, hvilket fik mig til at smile lidt for mig selv. Vi drejede rundt om hjørnet, og jeg stoppede foran en cafe. Jeg var egentlig forholdsvis sulten, så jeg kiggede over på Cara. "Har du lyst til noget at spise?" jeg kastet hovedet i retningen mod cafeen, og kiggede afventende på hende. Hun havde stadig ikke sagt et ord til mig siden, at hun råbte jeg skulle stoppe bilen, og det fik mig til at tænke på, om det hele bare var en stor fejl.

Hun var tydeligvis ikke i humøret til, at bruge tid sammen med mig, så hvorfor blev jeg ved med, at trænge mig på? Hun nikkede stille, og jeg åbnede døren for hende. Jeg sendte hende et lille smil, og vi fandt hurtigt et bord tæt ved vinduet. Vi satte os ned, og en tjener kom over med menukortene. Cara åbnede det op, og hun sad og studerede det lidt. Hun var køn. Utrolig køn, og jeg kunne næsten ikke lade værd med at smile. Selvom hun på ingen måde, havde gjort noget ud af sig selv, så var hun stadig gude smuk. Hendes hår var utrolig langt, og underligt tyndt. Jeg kunne næsten se bunden af hendes hoved gennem håret. Hun havde de smukkeste brune øjne, og den sødeste lille mund med lyserøde læber. Hun var forholdsvis bleg, men alligevel havde hun røde kinder. Hun havde ingen make up på, men det gjorde ikke noget. Jeg kunne lide hende naturlig. Hun havde et par leggings på, et stor hvid oversize t-shirt, og et par støvler som mest af alt lignede sutsko. Men jeg kunne lide det. 

Hun kiggede forvirret op på mig, da jeg tror hun kunne fornemme, at jeg sad og studerede hende. Jeg skyndte mig at kigge ned i menukortet, og lade som ingen ting. Jeg skimmede hurtigt menuen, og blev enig med mig selv om, at man da altid kunne spise en cheeseburger med pommesfritter. Jeg kiggede op, og nærstuderede endnu engang Cara. 

Tjeneren kom tilbage. Han var skaldet, høj, smilerynker og et venligt smil. "Hvad skulle det være?" hans stemme var venlig, og vi kiggede begge over på Cara. Hun trak først på skuldrene men sagde så "et glas vand er fint". Jeg rynkede brynene. Anoreksi patient, jeg var helt sikker. Tjeneren kneb øjnene en smule sammen, og nikkede så. Han havde helt sikkert de samme tanker som jeg.  Han kiggede så afventende på mig. 

"En cheeseburger med pommesfritter, og spaghetti bolognese" jeg smilede, han nikkede kort, tog menukortene og forsvandt igen. 

 

Caras synsvinkel

"Hvad skulle det være?" begge deres øjne hvilede på mig, og det var en smule ubehagligt. Jeg trak på skuldrene, og håbede han ville starte med Harry, men begge deres øjne hvilede stadig på mig. Jeg rykkede lidt usikkert på mig, de skulle ikke vide jeg var nervøs. Og hvorfor var jeg også det? 

Det kunne da være fuldstændig ligegyldigt, hvad de tænkte om mig. 

"Et glas vand er fint" jeg havde et køligt udtryk i mine øjne, og prøvede at virke så ligeglad som overhovedet muligt. 

Deres øjne hvilede stadig på mig, og jeg kunne se de begge tænkte, men de kunne tænke lige hvad de ville, jeg var ligeglad.

Endelig kiggede Harry ned på menukortet, og fokuset blev sat på ham i stedet. 

"En cheeseburger med pommesfritter, og spaghetti bolognese" han smilede, og tjeneren nikkede kort. Harry foldede sit menukort sammen, rakte det til ham, og tjeneren forsvandt hurtigt samme vej som han var kommet fra. 

"Var en ret ikke nok?" min stemme var spydig, jeg kneb øjnene sammen, og kiggede mistroisk på ham. Hvor sulten kunne han være?

Han grinte lidt, og rystede på hovedet. 

Hvorfor grinte han?
Kunne han ikke høre min spydighed, i min stemme? Jeg lavede ikke sjov, jeg mente det. 

"Jeg tænkte, nu du ikke ville bestille, så måtte jeg bestille for dig" hans stemme var en smule drillende.

Haha, sjovt?

Jeg nulrede mit ærme igen. 

Der var stille lidt.

Han fortrød sikkert, at han havde taget mig med, men det kunne være, at han så endelig ville lade mig være i fred. Han skulle forstå, at han bare skulle lade mig være.

Give op, ligesom alle andre havde gjort med mig. 

Så spændende var jeg heller ikke. Og jeg var forvirret over, hvorfor han ikke havde fundet ud af det endnu? Normalt tog det kun folk et par minutter.

Men ham? Han måtte være fatsvag, for han havde ikke forstået det på trods af, at der var gået flere dage. 

Hvorfor i al verden spildte han dog sin tid på mig?

Jeg gad ham slet ikke.

Mine tanker blev afbrudt da to tallerkener blev sat foran Harry.

Han smilede til mig, og skubbede pastaen foran mig. 

Jeg kneb øjnene en smule sammen- hvad ville han mig? 
Havde Anna bedt ham om det her? 
Var det derfor han blev ved med, at komme tilbage?
Jeg trak på skuldrene, det var hans eget problem. Han skulle hurtigt finde ud af, at jeg ikke var værd at bruge sin tid på. 

Jeg satte gaflen i min pasta, og tog en mundfuld. Harry kiggede overrasket på mig. 

Hvad var hans problem?
Jeg sendte ham et irriteret blik, og han kiggede ned på sin burger. 

Ha jeg havde vundet. 

Han indså, at han bare skulle holde sig væk fra mig.

Han prøvede flere gange, at starte små samtaler op. Enten handlede de om vejret, maden eller andet ligegyldigt, som jeg ikke være mere ligeglad med.

"Hvorfor bliver du ved med, at spilde din tid på mig?" kommentaren fløj ud af min mund, og jeg blev helt overrasket. "Hvem har bedt dig om det?" jeg stirrede ondt på ham, han irriterede mig. Og det spørgsmål havde jeg gået med længe. Jeg fortjente et svar. 

Så hvorfor ikke bare komme til sagen?
Hvem havde betalt ham? Eller var det en del af hans job?.

Han kiggede overrasket på mig, og rykkede lidt uroligt på sig.

"Jeg har bare lyst til, at lære dig bedre at kende" han smilede til mig.

Jeg kiggede mistroisk på ham.

Løgner.

Ingen havde lyst til, at lære mig at kende. 

"Jeg mener det! Du er så anderledes, fra alle andre jeg kender, og jeg kan lide det. Det giver mig en lyst til, at lære dig bedre at kende" han tog en bid af sin burger.

Jeg lagde hovedet på skrå, den købte jeg ikke.

"Hvordan anderledes?" jeg kiggede vredt på ham.

Havde han lige kaldt mig en weirdo?

Det var ham som var underlig! Han blev ved med at komme og snakke med mig!

Enten løj han, elles var det ham som var mentalt forstyrret.

"Okay, lad os spille et spil" han fangede min opmærksomhed. Et spil, hvad snakkede han om? Var han dum eller sådan noget. 

"10 spørgsmål. Vi skiftes til at spørge, og vi giver det helt ærlige svar. Hvis en af os lyver, har vi tabt?" han rakte mig hånden, som tegn på, at det var en aftale.

Jeg var ikke helt sikker på, om det var en god ide... Men alligevel trykkede jeg hans hånd. Jeg ville høre sandheden, ikke alt det her pis. 

"Okay så hvorfo" jeg nåede ikke længere, for han stoppede mig. 

"Det er min tur til at spørge nu" sagde han, og grinede af mit ansigts udtryk, da han tydeligt kunne se, at han irriterede mig. Han kunne ikke bare afbryde mig.

Jeg kiggede afventende på ham. Havde han tænkt sig at stille et spørgsmål, eller hvad?
"Smager maden godt?" han kiggede afventende på mig.

Brugte han helt seriøst hans runde på, at spørge om maden smagte godt.

Nu var jeg forvirret... tog han pis på mig? 

Var hele den her dag bare en stor joke?

Jeg nikkede.

"Jeg elsker pasta" jeg rynkede min pande- det her var sært.

Han var sær.

Men i det mindste var det min tur til, at spørge.

"Så hvordan er det, at jeg er anderledes?" min stemme var hård. 

Han skulle ikke slippe godt fra det her. 

Jeg havde forventet, at han ville blive usikker på sig selv, men han så selvsikker ud.

Han sendte mig et charmerende smil.

Hvorfor charmerende? Han gav ingen mening.

Og han skyldte mig et svar.

"Det er svært at forklare" han tænkte sig lidt om. Var det helt seriøst hans svar? Det her var den dummeste leg nogensinde. Jeg stirrede irriteret på ham, og han kunne vidst godt fornemme, at jeg ikke var tilfreds, for han fortsatte "jeg er bare vandt til, at alle er helt vild efter, at skulle snakke med mig.. Men du er anderledes, det virker som om, at du slet ikke gider mig. Og samtidig gør du mig nysgerrig, det er simpelthen så svært at forklare, men der er et eller andet over dig" han kiggede ned i bordet.

Der var akavet stille i et stykke tid.. Personligt vidste jeg ikke lige, hvad jeg skulle sige til det, men på den anden side, så troede jeg stadig han løj.

Jeg pillede ved bordkanten. 

Gad vide, hvornår jeg kunne tage tilbage? 

Jeg savnede min seng, og det mørke rum. 

Der var behaligt og trygt.

Her var der andre mennesker, som larmede, der var fyldt med lys, og jeg var tvunget til at snakke med Harry. En stor kombination, som ikke var god.

"Hvad har du af familie?" hans stemme var usikker. Det virkede lidt som om, at han havde taget sig mod til, at spørge.

Jeg trak på skuldrene, jeg var ligeglad med min familie. 

Sidst jeg så dem, var ca et halvt år siden, og det havde jeg det fint med.

"Jeg har min mor, far, og min søster Monnica" svarede jeg. Jeg gad egentlig ikke at snakke om dem, for de kunne være lige meget.

"Vent er din søster Monnica Miller?" spurgte han ivrigt. Og det var præcis derfor, at jeg ikke gad og snakke om dem. Jeg nikkede langsomt, og bed mig i læben. Jeg hadet den her samtale. 

Monnica var kendt stort set over alt.. Hun var model for et eller andet berau, som jeg ikke kan huske hvad hed, hvilket sådan set også kunne være lige meget.

"Men hvorfor kom de ikke på besøg i dag?" denne gang var hans stemme fyldt med medlidenhed, en medlidenhed som jeg hadet. 

"Jeg har ikke snakket med dem i et halvt år, så jeg havde ikke ligefrem regnet med, at de ville dukke op" min stemme var kølig og overfladisk. Han skulle vide, at jeg var ligeglad med dem, og han skulle vide, at han ikke skulle have medlidenhed med mig. Jeg gad ikke medlidenhed.

 

Harrys synsvinkel

Det var som om at spørgsmåls legen, havde blødt hende lidt op. Jeg havde dog stadig ikke, fået hende til at smile, men det kunne være lige meget. Alting havde jo en begyndelse. Vi havde kommet ind på mange forskellige emner, og kemien kørte egentlig meget godt. 

Cara havde lige brugt sit sidste spørgsmål op, og det var nu min tur. Udenfor var det så småt begyndte at blive mørkt, og jeg vidste vi nok snart måtte gå tilbage, ellers ville de blive sure på mig. Jeg tog en dyb indånding, for jeg vidste mit næste spørgsmål, ikke ville gøre hende glad. Men jeg blev nødt til at vide det, for jeg havde tænkt over det siden jeg havde mødt hende. Jeg bed mig nervøst i læben, og Cara kiggede afventende på mig.

"Hvorfor er du egentlig indlagt?" ordene røg ud af min mund, og jeg havde faktisk ikke tænkt mig, at spørge om det alligevel. Hendes øjne som ellers havde blødt op, blev hårde som sten, og hendes mund blev en tynd lille streg. Jeg vidste jeg ikke skulle have spurgt hende. 

Hun ignorerede mig bare, og begyndte at fumle med sit ærme igen. Noget sagde mig, at hvis hun blev nervøs, begyndte hun at fumle med det. Det var ihvertfald min observation indtil videre. Der var stille i et langt stykke tid, da tjeneren kom over med regningen. Jeg trak min pung ud af baglommen, og betalte for os begge. Jeg smilede til hende, for at få hendes humør op, men det hjalp ikke. Jeg skulle aldrig have spurgt det spørgsmål.

Jeg rejste mig, og hun fulgte efter. Endnu engang holdte jeg døren for hende, og da jeg kom ud, gik det op for mig, at det regnede. "Satans regn" mumlede jeg for mig selv. Vi skulle gå hele vejen tilbage til bilen, og Cara havde ikke engang en jakke. "Regn er mit yndligs vejr" det var ikke hendes mening, at hun ville sige det højt, for hun tog sig selv til munden. Jeg trak min jakke af, og brugte den som paraply, så vi begge gik under den. Først virkede hun ikke så utrolig begejstret for, at gå så tæt på mig, men hun trak sig ind under den. 

Regnen trummede mod min jakke, og vi begyndte at gå tilbage mod afdelingen. Cara begyndte at fortælle mig en historie, om da hun var lille, hvordan hende og hendes bedste veninde Mallory havde campet ude i haven, i en hel uge, og det havde regnet hver evig eneste dag, og hvordan det havde trummet mod telt duen. Det var blevet mørkt og det eneste der lyste gaden op, var gadelygterne. En bil kørte hurtigt forbi os, og sprøjtede Cara fuldstændig til med vand. Hun trak bare på skuldrene og fortsatte med at gå.

En hver anden pige jeg kendte, ville begynde at pive og skrige, men ikke Cara. Hun var anderledes- men jeg kunne lide det. Hele vejen hjem flød samtalen egentlig meget godt. Vi havde en god kemi, og jeg havde fejl dømt hende. Cara var god nok, og jeg kunne ikke vente med, at fortælle Zayn om det. Vi gik forbi bilen, men Cara virkede ikke så begejstret for, at sætte sig ind i den, så vi fortsatte bare med at gå. Hvorfor vidste jeg ikke, og jeg spurgte heller ikke, for jeg havde ikke lyst til at ødelægge stemningen. 

Da vi nåede afdelingen, var opholdsrummet tomt. Vi havde været væk hele dagen, og Halle begyndte at vrisse af os. Der var åbenbart en regl om, at man kun måtte være væk i 1 ½ time. Caras hår og tøj var gennemblødt. Hendes hår var klistret mod hendes hud, og hendes tøj hang ned over hende. Personligt synes jeg hun så helt sød ud sådan, men Halle mente bare, at det ville give hende lunge betændelse. Cara havde ikke sagt noget, hun havde bare stået helt musse stille, og stirret ud i luften, mens jeg havde stået og skændtes med Halle. 

Til sidst havde Cara vendt sig om, og gik ind på hendes værelse. Hun var nok, blevet træt af at høre os diskutere. Halle havde fulgt efter hende, og jeg var begyndt at traske tilbage mod min bil. Det regnede stadig, men det gjorde ikke så meget. Jeg smilede stille for mig selv. Cara var god nok, det var hun virkelig, og jeg kunne ikke vente med, at fortælle Zayn om det. 

 

______________________________________________________________
Et lidt længere kapitel denne gang. Men tak fordi du læste! Hvad tror i Cara synes om Harry, og hvorfor tror i, at hun flippede sådan ud over, at køre i bil? Fortæl mig endelig om hvad i synes om historien indtil nu!

-Onestory
 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...