Skinny Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2015
  • Opdateret: 26 feb. 2015
  • Status: Igang
Mød Cara Miller, en 17 årig pige fra Sandwoods psykiatrisk afdeling. Efter et væddemål mellem Zayn og Harry, er Harry nødt til at gå tilbage, og han kan ikke forlade hende inden han har fået hende til at smile- Lyder som en let opgave? Ikke når man har med Cara at gøre, og han finder hurtigt ud af, at hun er mere syg, end han ellers havde troet.

11Likes
1Kommentarer
1331Visninger
AA

5. Te, drømme og scrabble- kapitel 5

 

Caras synsvinkel

Bilen gennem skoven.

Det var mørkt.

Vejen var snæver, og drejede konstant.

Stemningen var forfærdelig- vi var midt i et skænderi.

Jeg så billygterne nærme os.

Min krop stivnede fuldstændig, og de næste par sekunder frøs.

Alting skete så langsomt, nærmest som hvis tiden var gået i stå- men stadig så hurtigt, at man ikke kunne nå at gøre noget. 

Jeg kunne høre bilen skride.

Hun skreg højt, men jeg var stille.

Det var som om, at lyden ikke kom ud.

Og så kom braget.  

Jeg vågnede i et skrig og satte mig op.

Marridt.

Min vejrtrækning var ekstrem hurtig, og jeg kunne mærke mit hjerte hamre afsted.

Jeg var badet i sved, og jeg kiggede rundt i rummet.

Alt lignede sig selv. Præcis som da jeg forlod det, da jeg gik i seng i går.

Jeg kiggede over på uret, som stod på mit natbord, 3:47. 

Det skete hver nat. Jeg lå lidt og stirrede op i loftet.

Hvor jeg dog hadet mit liv.... 

Jeg kneb øjnene hårdt sammen, forhåbentlig ville jeg ikke vågne i morgen. Det var som om, at hvis jeg bare kneb øjnene hårdt nok sammen, så ville virkeligheden forsvinde- det var ihvertfald mit håb.

Halle og Harry havde skændtes, og det havde irriteret mig helt sindsygt. Specielt fordi de havde skændtes om mig.Jeg lavede ikke andet end at skabe problemer.. Jeg fortjenede ikke at være her. 

Halle havde fulgt efter mig, hvilket havde gjort mig endnu mere irriteret. Jeg havde ikke sagt noget, men bare stirret ind i væggen. Hun var blevet sur over, at jeg ikke havde svaret hende, men jeg var ligeglad. Jeg havde ikke lyst til at snakke med hende. Jeg havde ikke lyst til, at snakke med nogen som helst. Så hvorfor skulle jeg?

De kunne rende mig. Dem alle sammen! 

Forbåbentlig havde Harry fundet ud af, at jeg var et forfærdeligt menneske.

Og forhåbentlig ville han stoppe med at snakke med ham. Give op. Præcis lige som alle andre.

Og hvis ikke.. Så var det sten sikkert, at han blev betalt for at være her. 

Jeg købte stadig ikke hele hans "jeg vil lære dig at kende" historie. Ingen ville lære mig at kende. Og sådan var det bare! Jeg var faktisk også ret ligeglad. For inderst inde gad jeg faktisk ikke at lære nogen som helst at kende.. Jeg hadet folk, og de hadet mig. Så hvorfor kunne vi ikke bare lade hinanden være? Så ville alle parter være glade. Dette var nok grunden til at jeg var endt her i første omgang, oh well!

Jeg kunne ikke engang lide mig selv, så jeg kunne ikke se hvorfor andre skulle? 

Jeg knugede tæppet hårdt i min hånd. Min puls var stadig høj. 

Satans marridt.

Hvorfor kunne det ikke gå væk? Det skete hver nat...

Jeg rystede på hovedet, jeg havde ikke lyst til at tænke på det. 

Det kunne være ligemeget.

Det kunne ikke nå mig.

Det kunne ikke nå mig.

Jeg gentog det et par gange i mit hoved.

Jeg knugede mit tæppe hårdt ind til mig, det kunne ikke nå mig.

 

***

Jeg havde sovet forfærdeligt hele natten. Jeg havde flere gange vågnet op med det samme marridt i løbet af natten. Den snævre vej. Skænderiet. Lygterne. Hjulene der skred. Braget. Skriget. Det gentog sig gang efter gang. Og hver gang havde jeg vågnet op i et skrig, tør hals og et hjerte som hamrede afsted. 

Normalt ville det kun ske en gang i løbet af natten, men i nat var det flere. Det måtte være Harrys skyld. Jeg kunne ikke kode det sammen med noget andet. Det var et tegn på, at han ihvertfald ikke skulle snakke til mig igen. Han skulle holde sig langt væk. Men det troede jeg nu også, han allerede havde fundet ud af. 

Min hals var tør, da jeg vågnede den sidste gang. Jeg prøvede at synke, men det føltes bare som sandpapir. 

Jeg kiggede over på klokken, 7:24.

Jeg lå lidt og stirrede op i loftet. 

Endnu en dag.

Jeg hev puden over mit hoved.

Hvorfor skulle der altid være endnu en dag?!

Der var altid endnu en dag, og det irriterede mig gevaldigt.

Jeg satte mig langsomt op.

Jeg stak forsigtigt mine ben ud af dynen, og rejste mig op.

Gulvet var utrolig koldt under mine bare fødder.

Jeg stod lidt og overvejede situationen.

Normalt ville jeg bare blive siddende.

Stirre ind i væggen. 

Men min hals var så tør.

Så jeg gik hen mod døren.

For første gang i jeg ved ikke hvor lang tid, forlod jeg faktisk mit værelse uden nogen havde tvunget mig.

Eller min hals havde tvunget mig, but oh well. 

Jeg trak forsigtigt ned i dørhåndtaget, og døren gik op.

Jeg glippede et par gange med øjnene, da der var utrolig lyst i opholdsstuen.

Her var stort set tomt. Folk sov vel stadig?

Hvilket jeg egentlig var ret glad for, for så var der mindre chance folk så mig.

De skulle ikke se mig ude. 

De skulle ikke tro, at nået som helst havde ændret sig- for det havde det ikke!

Det eneste der havde ændret sig, var min hals som forvandlede sig til sandpapir, hver eneste gang jeg sank.

Normalt kunne jeg lide den smerte.

Den gjorde mig tryg.

Men lige nu irriterede den mig bare mest af alt.

Jeg listede forsigtigt ud i køkkenet, helt uden at blive opdaget.

Jeg fandt kedlen frem, hældte vand i den, og satte den til at koge.

Jeg begyndte at lede i alle skabene efter te og en kop.

Jeg havde kun været her ude et par få gange før, hver gang på grund af tvang.

Det var ikke noget særligt, et lille rum, med gamle skabe, som skulle have været smidt ud forlængst.

Jeg fandt hurtig koppen, men hvor var den forbandende te? 

Jeg kiggede op på skabet over mig. 

Lågen var faldet af, men på aller aller øverste hylde stod kassen med te brevene.

Jeg stod på min tåspidser, for at nå teen- som de upraktisk nok puttet i det aller øverste skab, helt uden at tænke på os lave mennesker- men jeg kunne ikke nå.

Og ja jeg er lav, gør ikke grin med det. 

Jeg kravlede på besværlig vis op på bordet, og strakt mig for at nå teen.

Kassen faldt ned med et bump.

Jeg hoppede hurtigt ned fra bordet, og hældte det varme vand i min kop.

Gulvet knirkede bag mig, og min krop stivnede. 

 

Harrys synsvinkel

Jeg hørte et bump ude fra køkkenet. I dag var jeg kommet tideligt ind. Jeg havde egentlig ikke en større grund, andet end i går havde gjort mig i så godt humør, at jeg bare havde lyst til at se Cara så hurtigt som overhovedet muligt! Halle havde ødelagt det i går, men det var okay, for Cara og jeg var blevet tættere. Vi havde haft en hvis kemi, og det gjorde mig så glad. Hun havde en da spiste den pasta, som jeg havde bestilt til hende! Og hun havde snakket med mig!

Stort set ingen var i opholdsstuen, da det stadig var for tidligt. Og en time eller to ville det blive travlt, da folk ville være oppe, og skulle spise morgenmad. Men lige nu kedet jeg mig, så jeg besluttede mig for at gå ud i køkkenet, for at se hvad lyden var kommet fra.

Gulvet knirkede en anelse da jeg gik ind i rummet, hvilket fik personen til at stivne. Jeg kunne hurtigt genkende hende, det var Cara. Hun var så lav og spinkel, så det var utrolig let at genkende hende. Jeg smilede lidt for mig selv, af en eller anden grund var jeg så glad for at se hende! 

Hun drejede langsomt rundt på sin hæl, for at finde ud af hvem var kommet ind. Jeg sendte hende et stort smil, men da jeg så hendes ansigt udtryk, falmede mit smil hurtigt. Hun så forfærdelig ud. Hun lignede en som havde haft en forfærdelig nat, og som egentlig bare havde lyst til at komme væk herfra. 

Da hun så det var mig, vendte hun sig hurtigt rundt igen, og begyndte at fumle med nogle ting. Hendes ansigt udtryk blev hurtig kold som is.

"Er du okay?" min stemme var fyldt med bekymring. Hun svarede mig ikke- var vi virkelig tilbage til dette? Igår havde hun åbnet sig op for mig, og nu ville hun ikke engang snakke til mig? Hvad var der sket i mellem tiden? 

Jeg trådte hen i mod hende. "hey, det er okay" jeg trak hende ind til et kram, men hun skubbede mig vredt væk. Jeg fik en forvirret rynke i panden- hvad havde hun gang i? Hun små løb ud af køkkenet, og smækkede døren ind til hendes værelse. Hun havde efterladt teen, som hun tydeligvis var gået i gang med at lave.. Hvad havde jeg gjort? Var det fordi jeg havde skændtes med Halle natten før? Eller havde Halle sagt noget til hende, som havde fået Cara til, at blive sur på mig. 

Jeg sukkede lidt for mig selv.. hvorfor gik det her mig så meget på?

Aftnen før havde jeg brugt på, at forklare Zayn om min aften med Cara. Jeg havde givet ham hver en detalje, hvilket havde fået ham til at sukke af mig. Han mente åbenbart at Cara, havde "en dårlig indflydelse" på mig. Hvilket jeg ikke helt kunne forstå? For det første brugte jeg tid med hende, på grund af ham, og vores væddemål, desuden kunne jeg ikke se hvordan hun havde en dårlig indflydelse? Hun gjorde mig jo glad? Måske var det fordi han var bange for at tabe væddemålet?

Jeg greb teen som hun havde efterladt, og gik med hastige skridt efter hende. Jeg åbnede døren indtil hendes værelse, og tændte lyset. Jeg hadet hvor deprimeret hendes værelse altid var. Gardinerne var som sædvanligt trukket fra og lyset slukket. Hun sad i skrædderstilling på hendes seng, med ryggen mod døren, og stirrede som sædvanligt ind i væggen. 

Jeg tog en dyb indånding. Jeg satte forsigtigt teen på hendes natbord, og gik over mod vinduet for at trække gardinerne fra, hun havde et køligt ansigts udtryk og krydsede arme. Jeg satte mig på huk foran hende, og sendte hende et opmundrende smil, men hun vendte sig demonstrativt om.

Jeg kunne mærke, at jeg blev en smule frustreret. Jeg knyttede mine hænder, og tog en dybindånding.

"Snak til mig" min stemme var hård, hvilket overraskede mig en smule, men det virkede ikke til at påvirke Cara. 

"Hvad er problemet?" jeg prøvede endnu en gang, og rejste mig. Jeg gik over på den anden side af sengen, så jeg igen kunne få øjenkontakt med hende. Hun rejste sig surt op, og slog ud med armene.

"Hvad problemet er? Problemet er, at du ikke kan forstå, at du skal lade mig være i fred! Og nej, jeg vil ikke snakke med dig. Faktisk har jeg slet ikke lyst til, at sige et eneste ord, men det er som at du ikke forstår det" hun råbte ad mig, og hende sendte mig et surt mine. 

Vi stod lidt og stirrede hinanden ind i øjnene. Jeg forstod ikke helt, hvor alt det her kom fra. I går havde vi haft det så godt, og skulle jeg lade hende være?

Jeg vendte mig om, og gik ud mod døren. Men jeg gav ikke op, så let skulle hun ikke slippe.

 

Caras synsvinkel

"Hvad problemet er? Problemet er, at du ikke kan forstå, at du skal lade mig være i fred! Og nej, jeg vil ikke snakke med dig. Faktisk har jeg slet ikke lyst til, at sige et eneste ord, men det er som at du ikke forstår det" jeg råbte nu, og mit blik var fyldt med had. Det var hans skyld alt sammen. Det var hans skyld, at jeg havde haft en forfærdelig nat, det var hans skyld at jeg ikke fik den te, som jeg ellers havde lavet, og det var hans skyld at jeg råbte.

Vi havde øjenkontakt lidt. Jeg overvejede, hvad han tænkte på. Han indså sikkert at jeg var en forfærdelig led bitch, som han ikke ville spilde sin tid på, for han vendte sig om, og gik ud af døren. Sejer. 

Jeg var på vej over til min seng, da jeg opdagede han havde taget mit krus te med her ind. Jeg pustede forsigtigt til teen, og tog forsigtigt en slurk. Det brædte nede i halsen, men det var på en god måde, og jeg kunne lide det. Jeg stillede koppen fra mig, og lagde mig krøllet sammen på siden i min seng, da døren gik op igen.

Jeg skød mit ene øjenbryn i vejret, det var ham. Jeg satte mig hurtig op, og stirrede vredt på ham.

"Hvad vil du mig?" min stemme var hård. Jeg troede endelig, at han havde forstået, at jeg ikke gad ham?! Mine øjne flakkede ned på en kasse, som han havde i hånden. Jeg prøvede at holde min sure facade, men lige nu var jeg mest af alt forvirret. Hvad havde han gang i?!
"Du sagde du ikke gad, at snakke med mig, så jeg bragte dette" hans stemme var rolig, og han kastede med hovedet ned mod kassen. Jeg rynkede brynene- hvad skulle det nu betyde?

Han tog et par skridt hen mod sengen, og satte sig forsigtigt ved siden af mig. Jeg rykkede mig lidt væk fra mig, jeg ville ikke have ham så tæt på mig. Jeg stirrede irriteret på ham, han sad på min seng. Han var åbenbart ikke den klogeste, for han forstod hverken, at jeg ikke gad ham, eller at han ikke skulle sidde på min seng! Det var min. 

Han nikkede ned mod kassen som tegn på, at jeg skulle åbne den. Jeg sad lidt og overvejede situationen. Hvis jeg åbnede den, så havde han vundet. Men på den anden side var jeg så utrolig nysgerrig.

Denne gang vandt nysgerrigheden, og jeg løftede låget. Jeg tog et stykke papir væk, som mest af alt lignede en brugsanvisning. Jeg kiggede forvirret op på ham, da det gik op for mig, hvad det var.

"Du vil spille scrabble?" spurgte jeg forvirret. Han begyndte at grine- hvorfor var det så sjovt? Jeg forstod virkelig intet om hvad der skete lige nu. 

"Ja for du vil jo ikke snakke" hans stemme var glad. Jeg stirrede stadig forvirret på ham, så han fortsatte "desuden elsker jeg scrabble, jeg spillede det altid med min bedstemor, da jeg var lille" han smilede opfordrende til mig, og begyndte at sætte spillet op.

Han trak 7 brikker op ad posen, og smed den over til mig. Jeg stirrede lidt på den, og trak så på skuldrene. Hvis jeg nu smadrede ham for groft, så ville han nok lade mig være i fred. 

 

***

"Farbrik" jeg lagde brikkerne på spillepladen, og han kiggede imponeret på mig. 

"28 point" sagde han imponeret, og skrev det ned på et stykke papir. Det var vores 8 spil, og selvom jeg hadet at indrømme det, så havde jeg det faktisk ret så sjovt. 

Han fumlede med et par brikker, nikked stolt.

"se så her" han lagde brikkerne på pladen, "fornem". Han brugte mit f. 

"24" sagde han glad.

Jeg fnøs, "men ikke så godt som 28" min stemme var drillende, han brudt ud i et grin, og rystede på hovedet. Jeg kunne underligt nok lide hans grin. Normalt kunne jeg ikke lide når folk grinte, men hans var anderledes. Hans var ikke helt så irriterende. 

Døren gik op, og vi vendte os begge om. Halle kiggede overrasket op, da hun opdagede at jeg ikke var alene. 

Jeg kiggede irriteret på hende, hvad ville hun nu? 

"Jeg vidste ikke du havde besøg?" hun rynkede hendes øjenbryn, og kiggede mistroisk på Harry. Hvis de begyndte at skændes igen, så ville jeg gå. 

"Vi spiller scrabble" sagde han glad. Idiot, det kunne hun nok godt se? Hun skulle være dum, hvis hun ikke kunne se det. Hun nikkede, og stirrede lidt. Ville hun mig noget eller hvad? Stilheden var ubehaglig, og jeg kiggede afventende på hende. 

"Når ja, her er din medicin, og frokost" hun satte tingene på bordet, sendte os et ekstra forvirret blik, men forlod så rummet. 

"Du bruger meget tid med Halle?" hans blik hvilede på mig, mens jeg trak et par nye brikker.

Jeg trak på skuldrene "hun er den sygeplejerske, som er ansvarlig for mig", det kunne have været meget værrer. Halle var fin nok, hun forstod mig, og hun brugte ikke så lang tid på, at tvinge mig til alt muligt, som hun vidste jeg alligevel ikke ville gøre. Hvis jeg ikke spiste min mad, så blev hun ikke sur, hun ville bare trække på skuldrene. De andre sygeplejersker ville starte en lang diskussion, som de alligevel ville tabe.

Jeg rejste mig fra sengen, og gik over mod bordet. Jeg tog medicinen i min hånd, og gemte det under potteplanten. Mit sædvanlige gemmested, som virkede hver gang. Da jeg vendte mig om, stirrede han på mig. 

"Jeg er bedre uden" sagde jeg så, og gik tilbage på sengen, hvor vi fortsatte med spillet. Jeg endte med at vinde igen, og et lille smil bredte sig på hans læber. 

"Spiller du tit?" han kiggede afventede på mig, og lagde sig så ned, med armene under hovedet. Jeg trak på skuldrene "jeg spillede det altid med mine forældre og Monnica, da jeg var lille" jeg satte mig godt til rette. 

"Og Monnica ville altid vinde. Sådan var det altid, hun var den bedste til alt" ordene fløj ud af munden, og jeg nåede slet ikke og tænke over det, før det blev sagt. Min facade havde forsvundet, og jeg havde ikke engang lagt mærke til det. Det undrede mig lidt, det var første gang i et års tid, at jeg ubevidst havde ladet facaden forsvinde. 

Jeg kiggede over på Harry, som bare nikkede forstående.

"Du har ikke lyst til din frokost?" han nikkede mod tallerkenen, selvom jeg godt vidste hvad han snakkede om, kiggede jeg stadig derhen. Jeg trak på skuldrene. Hvem prøvede jeg at narre, jeg havde aldrig lyst til deres frokost. Den var bare ikke... indbydende. 

"Jeg ved hvad du har brug for. Du har brug for at komme ud herfra" han lyste op, som havde han fået en ide. 
"Der er alarm på vinduerne, og jeg må kun gå ud om søndagen" jeg kiggede forvirret over på ham. Det var begrænset hvor langt jeg kunne gå, og hvis hans ide var, at gå ud i fællesstuen, så kunne han godt tro om igen. Det gjorde jeg ikke. 

"Vent her" han rejste sig fra sengen, og gik ud af rummet. Jeg kiggede efter ham.

Hvad var der galt med at sidde her inde? 
Det kunne jeg godt lide, specielt hvis jeg var alene, og lyset var slukket. 

Der gik lidt tid, før Harry stod på den anden side af mit vindue, og åbnede det ude fra. 

"Jeg troede der var lås på vinduet?" jeg kiggede forvirret på ham, og gik over mod ham. Jeg kravlede ud af vinduet, og stod nu ved siden af ham.

"Ikke udefra" jeg stod lidt og overvejede hans ord. Hvorfor skulle der kun være inde fra? Jeg troede det var på grund af tyveri, at der var alarm på. Men så gik det op for mig, de var bange for, at vi ville stikke af. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at tanken ikke havde strejfet mig, men hver gang var jeg blevet enig med mig selv om, at det da også kunne være lige meget. Det var ligegyldigt, hvor jeg befandt mig, så jeg kunne vel lige så godt blive? Folk lod mig være her, ihvertfald indtil jeg mødte Harry.

"Kom" han gjorde tegn til, at jeg skulle følge med, hvilket jeg gjorde. Jeg kiggede mig kort over skulderen, for at sikre ingen så mig, men satte så med hastige skridt efter ham.

Han gik op ad en stige, som førte op på taget. Jeg stod lidt og stirrede ned på jorden. Hvis jeg hoppede, så kunne jeg ende det hele. Jeg stod lidt nærmest som i traume, og gik langsomt hen mod kanten. Jeg stirrede ned på jorden, og opdagede slet ikke hvad der forgik omkring mig, indtil et par arme lagde sig om mig. Jeg kiggede forskrækket tilbage, og mine øjne mødte Harrys. Hans øjne var vrede, og bekymrede men blødte så en smule op. 

"Et øjeblik troede jeg sgu, at du skulle til at hoppe. Hørte du slet ikke, at jeg kaldte?" han kiggede bekymret på mig, og løsnede så hans tag om mig. 

Jeg rystede på hovedet "jeg faldt i staver" mumlede jeg lavt for mig selv. 

Jeg gik hen på midten af taget, hvor han havde bredt et tæppe ud. Jeg satte mig stille ned, og fumlede med mit ærme. 

 

Harrys synsvinkel

"Hvor vil du helst sidde?" jeg kiggede over på Cara som stod med ryggen til mig. Hun stod uhyggelig tæt på kanten, men svarede mig ikke. 

"Cara" prøvede jeg igen, men fik stadig intet svar. 

"Cara svar mig" denne gang var min stemme hård, og nærmest en råben. Hun trådte et skridt tættere på kanten, og vejede frem og tilbage. Et skridt og hun ville falde. Det kunne hun ikke finde på, kunne hun?

"Du hopper ikke!" jeg løb hen til hende, og greb rundt om hende. Mit greb var hårdt, og hun kiggede forskrækket på mig. Mine øjne mødte hendes, og hendes blik var tomt. "Et øjeblik troede jeg sgu, at du skulle til at hoppe. Hørte du slet ikke, at jeg kaldte?" jeg stirrede en smule bekymret på hende, men blødte så op, og løsnede mit tag, da jeg var helt sikker på, at hun ikke ville hoppe. 

Hun rystede langsomt på hovedet, med det samme fraværende blik, "jeg faldt i staver" mumlede hun, og gik hen mod midten af taget, hvor hun satte sig på det tæppe, jeg lige havde bredt ud. Jeg betragtede hende lidt, før jeg satte mig hen ved siden af hende. 

Hun fumlede med sit ærme, en tendens hun havde, når hun var nervøs. 

"Hvad er din livret?" latterligt spørgsmål, men jeg blev nødt til, at aflede hendes opmærksomhed. 

"Pasta med kødsovs" først havde hun kigget forvirret på mig, men det havde hjulpet, for hun havde sluppet grebbet om hendes ærme.

"Så jeg havde valgt rigtigt i går?" jeg grinte. 

 

**

Det var efterhånden blevet sent. Tiden havde fløjet afsted, og det var nu helt mørkt. Man kunne let se lysene inde fra byen, men det var ikke det som havde optaget Cara. Hun lå nu på ryggen og pegede op på en stjerne.

"Er det karlsvognen?" hendes pande formede en sød lille rynke, og jeg fulgte hendes arm som pegede op på himlen. Jeg rystede let på hovedet. "Det er karlsvognen" jeg pegede over på en anden gruppe stjerner, og hendes øjne fulgte min hånd. 

"Jeg har aldrig været så god til det med stjerner" erkendte hun. 

Hendes facade var forsvundet, og jeg kunne lide det. Hun rystede en smule, mens jeg betragtede hende.

"Fryser du?" hun sad i en stor hættetrøje,et par leggings, og sokker. Ingen jakke og ingen sko. Jeg tog min jakke og lagde den hen over hende, og hun rykkede en smule tættere på. Hun sad nu op, og kiggede fortsat på stjernerne, indtil hun opdagede, at jeg kiggede på hende. Hun vendte langsomt hovedet hen mod mig, og jeg sendte hende et lille smil, hun var en køn pige. Hvis hun bare tog et par kilo på, så ville hun være perfekt. Men det skulle jeg nok hjælpe hende med. Jeg havde ikke givet op på hende. 

Vi havde øjenkontakt lidt, indtil jeg plantede mine læber på hendes. Hendes læber var små og kolde, men jeg kunne føle hendes ånde mod min hals. Jeg smilede for mig selv, og lukkede mine øjne. 

"Undskyld" mumlede jeg, og rykkede mig en smule væk. Hvad havde jeg gang i? Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde lyst, men hun var skrøbelig, og jeg kunne ikke tillade mig, kun at tænke på mig selv. Jeg kiggede væk, men blev forbavset da et par læber lagde sig på mine. Jeg kiggede op, og fik øjenkontakt med hende. Hun sendte mit et drillende smil, og jeg blev smule forbavset. 

Havde jeg fået selveste Cara Miller til at smile?! Jeg havde vundet. Men det tænkte jeg ikke længe over, for jeg lagde mine hænder på hendes ryg, og trykkede hende lidt ind til mig. Jeg stor smilede, hun havde smilet, og hun havde kysset mig. Dette var perfekt! Hun var perfekt, og sammen kunne vi hurtigt få hende ud herfra. Jeg ville blive ved hendes side, og jeg ville sørge for, at hun hurtigt ville blive rask igen.

 

__________________________________________________________________________________________

Så skete det. De kyssede, og Cara smilede. Men hvad tror i der sker nu? Har Harry vundet, eller tror i overhovedet han vil komme igen? Og tror i det kunne udvikle sig? 
Lad mig endelig høre hvad i synes om historien indtil videre! 
-Onestory

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...