Skinny Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2015
  • Opdateret: 26 feb. 2015
  • Status: Igang
Mød Cara Miller, en 17 årig pige fra Sandwoods psykiatrisk afdeling. Efter et væddemål mellem Zayn og Harry, er Harry nødt til at gå tilbage, og han kan ikke forlade hende inden han har fået hende til at smile- Lyder som en let opgave? Ikke når man har med Cara at gøre, og han finder hurtigt ud af, at hun er mere syg, end han ellers havde troet.

11Likes
1Kommentarer
1329Visninger
AA

2. Frivillig- kapitel 2

***

Harrys synsvinkel

 

Det første jeg gjorde næste morgen, var at tage en taxa tilbage til Sandwoods psykiatrisk afdeling. Jeg skulle vinde det her væddemål, og jeg skulle helst gøre det hurtigt. Jeg hørte Zayn snakke med Garry over telefonen her til morgen, så efter det kunne det ikke gå hurtigt nok.

Hun havde været i mine tanker hele aftnen, og jeg havde nærmest ikke fået nogen søvn. Jeg havde en uldsweater, et par skinny jeans, støvler og små uglet hår. Af en eller anden grund var jeg nervøs. Jeg vidste ikke hvorfor, for jeg plejede at kunne stå på scenen foran 1000 vis af mennesker, og det her var bare én pige. Jeg havde besøgt utallige af børn og unge over hele verden. Jeg havde mødt dem på gaden, til signing, på hospitaler og i afrika. Men jeg var nervøs denne gang.

Flere gange tænkte jeg på, bare at droppe det. Fremtiden om vores band, skulle ikke afhænge af hende. Men på den anden side, så ville jeg så gerne bevise noget over for Zayn.

 

Taxaen stoppede lige foran afdelingen, så det var dejligt simpelt og let. De havde et stort træ ude foran, og under det store træ stod der et lille skilt. Der var en lille stig op til døren. Himlen var blå, og fuglene kvidrede. På mange måder var det egentlig en helt fantastisk dag.

Jeg åbnede døren, og indenfor sad der unge rundt omkring i stolene. De kiggede op, og de opdagede straks hvem jeg var. Deres øjne fulgte mig rundt, da jeg gik op til skranken. Jeg kunne høre dem hviske, og nogle pegede. Det var bare helt generelt, en underlig oplevelse.

Jeg gik op til skranken, og ringede med en lille klokke.

En kvinde med stort rødt krøllet hår kom frem. Hun var lidt til den større side, hun havde briller, og det største og mest kærlige smil jeg længe havde set.

 

”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” hun bladrede i nogle papirer, og kiggede så op på mig igen, med et stort smil. Hun var klædt som en sugeplejerske, og hvis jeg ikke havde læst skiltet udenfor, ville jeg tro jeg var på et sygehus. Hun havde et lille navneskilt hængende ved brystet. Anna F. Flint.

 

Jeg sendte hende et smil tilbage, og vippede lidt frem og tilbage fra mine tæer til hæle.

”Jo ser du frue, jeg var her i går med resten af mit band, for at besøge unge” jeg tøvede lidt og tænkte før jeg fortsatte ”jeg mødte en meget interessant pige forstår du, og hun gjorde virkelig indtryk på mig. Derfor håbede jeg, at jeg måske kunne komme til at snakke med hende. Hun havde langt tyndt hår, sorte leggings og sort sweater på. Hun var utrolig spinkel, og sad over i den sofa” jeg pegede over mod sofaen hvor jeg havde mødt hende.

 

Anna tog en journal frem, og begyndte at bladre i den, hun stoppede, da hun fandt, den side hun ledte efter. ”Og dit navn er?” hun kiggede op på mig igen.

”Harry. Harry Styles” hvordan vidste hun ikke hvem jeg var? Jeg havde aldrig behøvet, at sige mit navn, når jeg kom steder hen, folk vidste det altid automatisk.

Hun skimmede en side, og kiggede så op igen.

 

”Desværre Harry. Du står ikke på besøgs listen, og derfor kan jeg hverken lade dig mødes med hende, eller udlevere nogle former for information” hun sendte mig et undskyldende smil.

”Så der er ingen måde, at jeg kan komme i kontakt med hende?” jeg prøvede igen.

Hun sukkede, men som så det ud som om, at hun kom op med en ide.

”Nu ved jeg ikke, om jeg har forstået din situation korrekt Harry. Men hvis det er fordi, at du har et ønske om, at hjælpe unge som psykisk forstyrret, så kan du jo altid melde dig som frivillig” hun pegede på et skilt som stod på skranken. Jeg stod lidt overvejede situationen, hvis det var hvad der skulle til, så måtte jeg jo gøre det. Jeg nikkede ”det var præcis hvad jeg prøvede at sige”. Måske en løgn, men hvis det kunne få mig ind, så ville jeg da gerne være frivillig.

 

 

Dagen gik. Jeg havde både fået uniform og det hele, men fordi jeg var ny måtte jeg kun være i opholdsrummet. Jeg brugte dagen med at snakke med unge. De var alle meget snakkesalige, men der var en som jeg aldrig fik snakket med. Nemlig den mystiske pige. Hun var åbenbart ikke en stor fan af, at opholde sig i opholdsrummet. Jeg var flere gange blevet spurgt, om jeg dog ikke snart skulle hjem, men jeg havde en mission, og jeg ville ikke stoppe før jeg fuldførte den.

 

Klokken var snart halv syv, og jeg havde været her siden morgnen. Det gik hurtigt op for mig, at hun ville ikke komme ud i opholdsrummet, og de ville ikke lukke mig ind på værelset. Så hvis jeg skulle møde hende, måtte jeg få personalet til at have tillid til mig. Der var intet andet for, end jeg måtte komme tilbage. Jeg pakkede mine ting sammen, og på vej ud, forsikrede jeg Anna om, at jeg ville komme igen i morgen.  

 

_______________________________________________________________________________

Så hvad synes i indtilvidere? Ved dette kapitel kan virke lidt meningsløst, men det hele skal jo starte et sted! Hvad tror i Cara syntes om hendes lille møde med Harry i går? Og hvordan tror i hun reagere, når hun finder ud af at han er kommet tilbage?

-Onestory

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...