Skinny Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2015
  • Opdateret: 26 feb. 2015
  • Status: Igang
Mød Cara Miller, en 17 årig pige fra Sandwoods psykiatrisk afdeling. Efter et væddemål mellem Zayn og Harry, er Harry nødt til at gå tilbage, og han kan ikke forlade hende inden han har fået hende til at smile- Lyder som en let opgave? Ikke når man har med Cara at gøre, og han finder hurtigt ud af, at hun er mere syg, end han ellers havde troet.

11Likes
1Kommentarer
1329Visninger
AA

3. Bare gå- Kapitel 3

 

Cara's synsvinkel

 

Jeg sad i min sædvanlige position.

På sengen.

Stirrende ind i væggen.

Sådan var det hver dag.

Og sådan havde det været hver dag.

Lige siden jeg kom her.

Hver dag.

Jeg sad bare her.

Sagde aldrig noget.

Der skete aldrig noget.

Jeg stirrede bare ind i væggen.

Og sådan var det hver dag.

Mange ville nok tænke:

Det må hun godt nok være træt af.

Men nej.

Det var lige præcis sådan jeg kunne lide det.

Nogle gange ville en sygeplejeske komme ind og tjekke om jeg stadig var i live.

Og desværre ja.

Og så ville dagen gå videre.

Nogle gange ville de komme og sætte mad på mit nat bord.

Og sjældent ville jeg røre det.

Så ville der altid komme en lang diskussion.

Men jeg ville altid vinde.

Hurtigt havde de alle fundet ud af, at jeg ikke kunne tvinges til noget.

Og det havde jeg det egentlig helt fint med.

Hver anden dag ville jeg skulle snakke med Murrel.

Snakke var nok en overdrivelse.

Normalt er man tvunget til at gå ind på hans kontor.

Altså normale patienter.

Men de fandt hurtigt ud af, at det gad jeg ikke.

Og de fandt også hurtig ud af, at jeg ikke kunne tvinges.

Så hver anden dag ville doktor Murrel komme ind.

Til samtale.

Men det ville aldrig være en samtale.

Det ville bare være ham.

Ham som snakkede.

Og jeg ville sidde her.

Jeg ville stirre ind i væggen.

Og det var sådan jeg kunne lide det.

Og det var sådan det havde været hver dag siden jeg kom.

Jeg nulrede mit ærme mellem to fingre.

Det var torsdag.

Klokken nærmede sig halv seks.

Så snart ville der komme en medarbejder ind.

Normalt Halle.

Og de ville sætte maden på natbordet.

Og jeg ville ikke røre det.

I starten ville de prøve.

Enten på at starte en samtale.

Ellers ville de prøve på at få mig med ud i køkkenet.

Men de havde opgivet.

Alle havde opgivet.

Verden havde opgivet mig.

Og jeg havde opgivet verdnen.

Og sådan havde det været længe.

Døren kneb en smule.

En lysstribe bredte sig i rummet.

Mit lys var slukket.

Mine gardiner var rullet fra.

Der var stille lidt.

Så hørte jeg fodtrin.

Aftensmad.

Jeg kunne ikke umiddelbart genkende trinene.

Men jeg vendte mig ikke om.

Det kunne være lige meget.

Jeg kunne høre personen gå tilbage mod døren.

Normalt ville jeg have hørt døren lukke med det samme.

Men personen tøvede.

Døren var stadig åben.

Jeg kunne mærke personen stirrede på mig.

Men jeg var ligeglad.

Det kunne være ligegyldigt.

Men personen tændte lyset.

Jeg vendte mig om, og skulle til at råbe.

Hvad fanden bildte fjolset sig ind?!

Jeg slog min hånd hårdt ned i sengen.

Men kun luft udslap mine læber.

For det var hverken Anna eller Halle.

Det var ham.

Jeg vendte mig hurtigt om igen.

Jeg krydsede surt mine arme.

Hvorfor kom han tilbage?

Havde han ikke forståede, at jeg ikke gad ham?

Var han fat svag?

Han forsvandt ikke.

Han stod bare der.

Og stirrede.

Og det irriterede mig noget så grusomt.

”Hej Cara” hans stemme lød nervøs.

Hvordan kendte han mit navn?

Jeg svarede ikke.

Jeg kunne høre han nærmede sig.

Og det irriterede mig.

Hvorfor kunne han ikke bare gå?

Han satte sig på min seng.

”Jeg ved ikke om du kan huske mig, men jeg hedder Harry”.

Stilhed.

Jeg reagerede ikke.

Jeg gad ikke.

Og han irriterede mig.

Der var stilhed længe.

”Jeg går altså ikke før, at du snakker til mig” hans stemme lød mere bestemt denne gang.

Der var stilhed længe.

”Fint, så sidder jeg bare her hele dagen. Jeg har ikke travlt” han sukkede, og satte sig til rette på min seng.

Min seng.

Ikke hans.

Han havde ingen rettigheder til at sidder der.

Det var min.

Min, min, min.

Ikke hans.

Fat det.

Jeg tog en dyb indånding.

”Gå” jeg sagde det bestemt.

Jeg kiggede stadig ind i væggen.

Han havde ikke fortjent mit blik.

Og selv hvis han havde, så ville han ikke få det.

”Hørte du ikke hvad jeg sagde?” hans stemme var en blanding af irriteret, og overrasket.

Han var sikkert overrasket over jeg kunne tale.

For det kunne jeg faktisk.

Surprise.

”Jo. Du sagde at du ikke ville gå, før jeg sagde noget. Og jeg sagde gå, erko jeg sagde noget, og du kan gå” jeg vendte mig stadig ikke om.

Han var en idiot.

Og hvorfor kunne han ikke bare gå?

”Det var ikke præcis hvad jeg mente” han prøvede igen.

Han rykkede uroligt på sig.

Men han forlod ikke sengen.

Min seng.

Døren blev åbnet og Halle kom ind.

Jeg kunne høre det på måden hun nynnede.

”Harry?! Hvad laver du dog her?” hendes stemem var skinger men bestemt.

Hun var vred.

Og forvirret.

Alt sammen på samme tid.

Så han havde altså ikke tilladelse til at være her?

Hvorfor var han her så?

”Undskyld Halle. Jeg øhm” han stoppede for han vidste ikke hvad han skulle sige.

Ha.

Så kunne han lære det.

Halle gik med hurtige skridt mod sengen.

Jeg nød dette øjeblik.

”Jeg tror vi skal have en samtale på mit kontor. Undskyld Cara” hun greb Harrys arm.

Hurtigt forsvandt han ud sammen med hende.

Hun slukkede lyset.

Og lukkede døren.

Det var det jeg kunne lide ved Halle.

Hun vidste jeg ville have lyset slukket.

Så hun slukkede det.

Hun undgik unødvendige diskussioner.

Hun brokkede sig aldrig over, at jeg ikke rørte maden.

For det var en unødvendig diskussion.

Og hun vidste, at hun alligevel ikke ville vinde.

Så hvorfor prøve.

Jeg lagde mig under dynen.

Klokken var kun halv seks.

Men dagen havde allerede været alt for lang.

Og Harry havde ikke ligefrem gjort den bedre.

Idiot.

Jeg lukkede øjnene.

I morgen ville være en ny dag.

Hvorfor ville der altid komme en ny dag?

Hvorfor kunne jeg ikke bare få fred.

 

_________________________________________________________

Så glad blev hun ikke. Men hvordan tror i at Harry, havde fundet Caras værelse? Og hvad tror i, at der sker nu. Lad mig endelig høre jeres meninger og kommentare!
Tak for at du læser med

-Onestory
 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...