Skinny Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2015
  • Opdateret: 26 feb. 2015
  • Status: Igang
Mød Cara Miller, en 17 årig pige fra Sandwoods psykiatrisk afdeling. Efter et væddemål mellem Zayn og Harry, er Harry nødt til at gå tilbage, og han kan ikke forlade hende inden han har fået hende til at smile- Lyder som en let opgave? Ikke når man har med Cara at gøre, og han finder hurtigt ud af, at hun er mere syg, end han ellers havde troet.

11Likes
1Kommentarer
1328Visninger
AA

1. Alting har en start- kapitel 1

 

 

 

**

Cara's synsvinkel

 

”Er du spændt på den store dag” Halles stemme rungede i det ellers så tomme rum.

Jeg vendte mig ikke om.

Og nej jeg var ikke spændt.

Jeg sad musse stille i den præcis samme stilling.

Jeg stirrede mod væggen, sagde stadig intet.

Jeg havde skubbet mine knæ op til maven, og jeg knugede rundt om mine ben.

”Cara skat” hun prøvede igen.

Hun afventede svar, men hun fik intet.

Det var ligegyldigt.

Det hele var ligegyldigt.

Jeg knugede mine ærmer i min knyttet hænder.

”Cara søde, du gør det kun sværere end det behøver at væ...” hun nåede ikke videre, for jeg vendte mig om og slog hårdt min arm ned i madrassen, mens jeg skreg.

”Hvad fuck ved du egentlig om det?! Er du måske mig? Nej så hold din kæft” jeg vendte mig igen om, og stirrede ind i væggen.

Rummet var igen helt stille.

Jeg sagde stadig intet.

Hun troede nok jeg var sindssyg.

Men det var jeg sådan set ligeglad med.

Jeg var så træt af, at alle troede de forstod mig, for det gjorde de jo tydeligvis ikke.

Og nej jeg gjorde det ikke sværere.

De gjorde det sværere.

Dem og deres søndags aktiviteter.

De kunne rende mig i røven.

Alle kunne rende mig.

De kan ikke nå mig.

De kan ikke nå mig.

De kan ikke nå mig.

Jeg gentog det gang efter gang i mit hoved.

De kan ikke nå mig.

”Har du tænkt dig at have det på?” hun prøvede igen.

Jeg vendte mig om, men hun smilede til mig.

Måske var jeg for hård.

Hun prøvede jo bare at fuldføre sit job.

Og jeg hjalp hvis ikke ligefrem.

Vi fik øjenkontakt for ca. 2 sekunder, men jeg afbrød den hurtigt.

Jeg hadede dette sted.

”Prøv det nu bare, måske får du det sjovt?” hun smilede.

Hun vidste lige så godt som mig, at jeg ikke ville få det sjovt.

”Okay du får valget mellem søndags aktivitet eller at jeg sender doktor Murrel ind” Hun aflæste min reaktion.

Puslespil eller doktor Murrel.

Jeg rørte mig stadig ikke.

 

 

**

Harry's synsvinkel

 

”Jeg stoler altså stadig ikke på ham” jeg kiggede Zayn dybt i øjne.

Hvis vi skrev kontrakt med Garry var jeg sikker på, at vi var så godt som død.

Bilen lavede et skarpt drej til højre.

Vi blev alle en smule overrasket, og for et kort øjeblik blev fokusset skiftet til trafikken.

Jeg kunne mærke på Zayn, at jeg irriterede ham.

”Han er vejen frem!” denne gang nærmest råbte han.

Drengene kiggede forskrækket op fra deres telefoner, og kiggede fra ham til mig. Jeg tog en dyb indånding. Han irriterede mig noget så grusomt nogen gange. Jeg knugede mine hænder hårdt.

”Ja han er vejen frem til fiasko” snerrede jeg igennem mine sammenbidte tænder.

”Du er simpelthen så dum nog..” længer nåede han ikke, for Liam afbrød os.

”Drenge tag det roligt” Liam greb min arm, men jeg skubbede hans hånd fra mig.

Bilen drejede nu til venstre. Zayn stirrede intenst i mine øjne. Jeg var ved at snerrer af ham igen, men bilen standsede. Vores chauffør åbnede døren. Vi stirrede alle på ham. Han sendte os et undskyldende smil.

Niall hoppede ud af bilen, strakte sig, kiggede sig omkring, og sendte os et bredt smil. Louis kom lige efter, så Zayn, så Liam. Jeg sad lidt og overvejede situationen.

”Kommer du?” Niall kiggede forvirret på mig. Hele den her tur var en fejl. Jeg tog en dyb indånding før jeg steg ud af bilen. Jeg var ikke i godt humør, hvilket aldrig er godt, når man skal besøge... Patienter. Lad os kalde dem patienter. Så skal man have et hvis overskud. Ellers er turen ligegyldig. Jeg forstod godt at vi var højdepunktet på deres dag. Men hvis jeg ikke kan give mig 100%, så burde jeg slet ikke komme i første omgang.

Vi åbnede dørene indtil institutionen, og tog et skridt indenfor. Her lugtede som sygehus, det lignede et sygehus, men denne gang var det ikke fysisk syge børn. Nej denne gang var det psykisk syge. Det krævede altid lidt ekstra energi, da de tit havde en meget grå og trist hverdag, mens de fysisk syge havde lidt glæde i deres liv. De kiggede op, og da de fik øje på os, begyndte de at skrige- nogle græde. De myldrede alle over til os. Det var helt tydeligt at de ikke havde regnet med at se os. Jeg fik hurtigt øje på en pige over i hjørnet. Hun sad med ryggen mod os. Hendes skikkelse var utrolig lille og tynd, og hun havde langt sort hår.

De var alle helt oppe og køre, specielt pigerne var klar til at fortælle deres livshistorier. Jeg kiggede stadig over mod pigen. Hun rørte sig ikke, men sad musse stille. Nærmest som var det en dukke.

”Undskyld mig” mumlede jeg for mig selv, og forlod drengene.

”Hvad har du gang i?” Zayn råbte efter mig, men da jeg ikke svarede fulgte han i stedet efter mig. Jeg kiggede mig ikke over skuldren men gik direkte mod pigen. Jeg var så målrettet, at jeg blev helt forskrækket da en af sygeplejerskerne gik ind for an mig.

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” hun smilte til mig. Hun havde forholdsvist kort krøllet hår, og var nok i hendes midt tredverne. Jeg stoppede forbavset op, men mine øjne var stadig fastnet på pigen. Zayn havde nået op til mig, og kiggede forvirret på mig. Han slog mig på armen, da jeg stadig ikke havde svaret kvinden.

”Øhm ja frue, jeg undrede mig bare, hvem den pige var?” Jeg mumlede utydeligt, stadig med mine øjne fæstnet på pigen.

”Jeg må desværre ikke give nogle informationer om patienterne, det hele er fortroligt” hun sendte mig et undskyldende smil, og hun fortsatte videre over til et bord hvor en dreng sad alene.

”Hvad har du gang i?” Zayn var forvirret. Et eller andet sted bebrejdede jeg ham ikke, for jeg vidste det faktisk ikke selv. Jeg gik over til sofaen hvor pigen sad. Jeg var overrasket da jeg opdagede hun hverken sad med en bog eller et fjernsyn. Hun stirrede bare ind i væggen, og hun vendte sig ikke engang da jeg rømmede mig.

”Hej” jeg smilte til hende, men hun ikke så meget som rørte sig. Hun havde langt sort tyndt hår, og brune øjne. Hun var egentlig utrolig køn, men dog var hun så tynd at jeg følte mig fra stødt. Hun havde en stor sort sweater på, og et par sorte leggings. Jeg ville gætte hun var omkring 16-18 år.

”Jeg hedder Harry, og du er?” jeg prøvede igen. Jeg vidste ikke hvorfor, men af en eller anden grund følte jeg mig draget til hende.

”Hvad rager det dig?” hun fjernede ikke sit blik fra væggen, og hun rørte ikke så meget som en muskel. Hendes øjne virkede underlig fjernt, og tomme. Zayn himlede med øjnene.

”Jeg tænkte bare jeg ville sige hej” jeg prøvede igen, men fik stadig intet svar.

 

**

 

Vi var endelig kommet tilbage til lejligheden, og endnu en gang skændtes Zayn og jeg. Drengene havde sat sig ind i stuen og spillede fifa- højst sandsynligt fordi, at de var trætte af at høre på os. Køkkenet var nu helt stille. Zayn havde slået hans knytnæve i bordet, og havde råbt af mig. Men mine tanker var et andet sted. Jeg kiggede fjernt ud af vinduet.

”Hvad tænker du på?” denne gang var Zayns stemme nærmest venlig. Der var helt stille, men stilheden stoppede da Niall råbte op om spillet.

”Bare den pige fra psykiatrisk afdeling” lige siden jeg forlod stedet, havde jeg underligt nok, lyst til at gå tilbage.

”Hende i hjørnet?” jeg nikkede, han vidste lige præcis hvem jeg snakkede om. Hun havde på en eller anden måde gjort stort indtryk på mig, selvom hun ikke havde sagt noget.

”Hun var sær” han irriterede mig igen. Godt nok var hun lidt speciel, men vi skulle også tænke på, at hun var indlagt på en psykiatrisk afdeling. Han havde ikke mødt hende til en fest.

”Jeg ville ønske jeg kunne gøre hende i bedre humør” svarede jeg. Jeg magtede ikke at skændes mere, og desuden var det alt jeg havde tænkt på hele dagen.

”Jeg ville vædde med, at intet kunne få hende til at smile” han grinte og rystede på hovedet. Igen han irriterede mig noget så grusomt.

Jeg rejste mig fra min stol. ”Er det et væddemål?” jeg stirrede ham ind i øjnene.

Han trak på smilebåndet, og gav mig et skævt smil. ”Hvis du siger det” han grinte af mig, og rystede på hovedet.

”Jeg mener det!” jeg prøvede igen. Af en eller anden grund ville jeg gerne bevise overfor ham, at jeg vidste hvad jeg snakkede om, og at jeg rent faktisk kunne tage en beslutning. ”Hvis jeg får hende til at blive i godt humør, så bestemmer jeg hvorvidt vi skriver kontrakt med Garry” jeg rakte hånden frem, som tegn på han skulle give mig et håndtryk. Han stirrede på min hånd, og lidt efter spurgte han ”og hvad hvis jeg vinder?”. Jeg sendte ham et drillende smil og svarede ”så bestemmer du”. Han gav min hånd et tryk.

Hvor svært kunne det være, at få hende til at smile?

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...