Agree ~ (1D) 2'eren til No Control

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2015
  • Opdateret: 25 jul. 2016
  • Status: Færdig
Kan i huske Faith? Hende vi alle troede var sindssyg. Hende som vi alle husker som Andy's søster, men som var Liam Payne's biologiske søster? Hvem havde troet at Faith Audrey Payne rent faktisk havde noget med Justin Bieber mens hun var indlagt? At han havde hjulpet hende og i sidste ende faldet for hende? Justin Drew Bieber er stadig den charmerende og lækre fyr som vi alle kender, men når han konkurrerer mod Harry Styles, er han så stadig så sød og charmerende som altid? Hvorfor lige Harry Styles? Hvad gør ham så speciel for både Faith og for Justin? Venskab, fjendskab, kærlighed og hævn er indblandet i Faith's liv, og hun kan ikke undgå at skulle føle sig klemt imellem de to konkurrenter. Er Harry overhovedet kommet videre siden han rejste til Holmes Chapel? Hvad er der sket? Alle ændrer sig jo, om det er uger, måneder eller år. Det er Harry et bevis på. //2'er til No Control, så LÆS DEN INDEN DU LÆSER HER, for så bliver du forvirret, muhh.. //

16Likes
11Kommentarer
3545Visninger
AA

7. "Vi har faktisk ikke rigtig været venner. Det ved du godt, ikke?" Del 2

"Vi har faktisk ikke rigtig været venner. Det ved du godt, ikke?" 

Del 2 



Det var pisse træls altså. Helt ærligt. Louis var så skide sur på mig og jeg vidste ikke hvorfor, hvilket irriterede mig så meget, at jeg ikke havde sagt ét ord til ham efter et lille skænderi vi havde.

Vi havde fået spis på McDonalds og var taget ud til parken hvor vi sad og snakkede om det der tidligere var sket. Drengene - nogle af dem - støttede mig i hvert fald og stod bag mig da jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre, for ærligt, jeg havde kysset med Faith og det var noget... forfærdeligt. 

Ikke fordi det var dårligt, men jeg var så pisse in love med Faith og jeg prøvede så inderligt at komme væk fra hende, men hver gang jeg prøvede, skete der noget. Jeg håbede da ikke at hun misforstod det fra sidste nat. Kysset. 

Nåh, men da vi så snakkede, brød Louis ind med en kommentar der lød således, "Det er jo ikke os alle der kan finde ud af lege rundt med folk, så hvorfor diskutere det?" Klask. Hans ord ramte mig faktisk, ikke at det gjorde mig ked af det - det gjorde mig vred. 

Han var forhelved min bedsteven, hvad var det for noget at sige? Jeg legede ikke rundt med ham, og han ud af alle burde have vidst det bedre - vi var ligesom Larry Stylinson - eller måske ikke alligevel. Det eneste jeg gjorde, var bare at skride derfra. Vi kom så hjem og siden havde jeg ikke snakket med ham. Det var ret barnligt, og surt. Vi burde være der for hinanden og snakke ud om problemerne, men det var som om at hver gang jeg prøvede på at sige noget, så lukkede han munden på mig ved at sige noget ugyldigt eller irriterende. Efterhånden var det blevet en vane at ignorere Louis da vi den sidste uges tid ikke rigtig havde snakket sammen. Rettere sagt, så ville han ikke. 

"Så Louis, hvordan går det med dig og El?" spurgte Liam Louis. Jeg kiggede bare på mine hænder. 

"Det går fremragende, du behøver slet ikke spørge. Jeg spilder da ikke min tid på at skride fra det jeg har, som vores 'ven' gør...." Godt, det fik vandet til at flyde over.

"Vi har faktisk ikke rigtig været venner. Det ved du godt, ikke?" Hans ord ramte mig faktisk, så vreden i mine øjne blev bare værre og værre. 

Med et suk, slog jeg hånden ned i bordet, rejste jeg mig op og kiggede på Louis - vredt.. "Louis hvad fanden er dit problem? Jeg bliver ved med at synes at du er så ufattelig irriterende og barnlig. Har jeg gjort dig noget? Det tror jeg ikke, og ellers så undskyld, men jeg gider virkelig ikke fortsætte med at ignorere dine klamme kommentarer, så hvis du har noget at sige, så kom og sig det. Hvad fuck er der galt med dig man? Tag dig sammen. Jeg har fucking ikke gjort noget som helst, og så kommer du med alle dine negative ord? Jeg tror på at Eleanor ville blive skuffet hvis hun fandt ud af hvor en stor idiot du er lige nu. Har vi aldrig været venner? Louis, jeg tror jeg har været der for dig mere end nogen nogensinde ville kunne hold ud. Kæft man. Louis, hvordan kan du holde dig selv ud?!" Hurtigt gik jeg ud i gangen og tog jakke på. "Harry," hørte jeg Liam sige bag mig, men jeg ignorerede ham og  i fik bare overtøjet på og så var jeg den der var skredet. 

Det irriterede mig grænseløst at de ikke bare kunne lade mig være uden at skulle beskylde mig for alt det der skete med Faith eller alt muligt andet. Ikke kun Louis, også Liam. Hans 'pas på' ord sad stadig i hovedet og pirrede mig, for jeg havde ikke gjort noget forkert. Denne gang var det Faith's skyld. 

Hun kyssede mig, og ikke nok med det, kom hendes kæreste og slog mig. 

 

** 

En time blev til to, to blev til tre, og tiden gik så hurtigt at jeg ikke kunne følge med. Heldigvis var jeg ikke så vred som før, så jeg ville ikke være så sur på Louis hvis han nu kom med en dum kommentar igen. Idiot. 

Mine tanker røg hen på Faith. Hendes smukke øjne, hendes søde smil. Jeg følte mig som en forræder når jeg tænkte på at jeg bare skred fra hende. Godt nok var vi ikke kærester, men stadig - selvom jeg havde Gracy, ville mine følelser aldrig forsvinde. Ikke overfor Faith. Jeg kiggede rundt og undrede mig over hvor jeg var. Jeg kunne tydeligt huske gaderne og husene vi kørte forbi. Når jeg sagde vi var det mig og Faith jeg mente. Dengang mig og Faith kørte og jeg ville have at hun skulle tilgive mig pga Liam. 

En del af mig troede på at hvis jeg aldrig var taget afsted, så ville det her ikke ske. Jeg ville stadig have følelser for hende - måske stærkere, men vi ville forblive venner. Nu var vi hverken venner eller noget som helst. Det var tydeligt at hun hadede mig - også efter sidste nat. Der hvor vi kyssede. 

Hvorfor jeg blev ved med at tænke på det, vidste jeg ikke, men jeg gjorde det altså bare. Det var sikkert bare typisk mig at gøre så meget ud af noget som dette. De fleste mennesker ville nok synes at det var irriterende at tænke på de samme ting, men sådan var det ikke for mig. Ikke når det gjaldt Faith. Okay, måske skulle jeg stoppe med at tænke på hende heletiden. 

 

Da jeg kom hen til floden, så jeg en mørk skikkelse sidde og vippe med kroppen. Det var efterhånden blevet mørkt, så jeg kunne ikke rigtig se hvem det var, der sad. Jeg gik tættere på og lænede mig lidt frem for at se bedre efter og da jeg så en velkendt person fik jeg et chok, så jeg tog et skridt tilbage. Det vækkede opmærksomhed hos personen der sad foran mig, og de normalt blændede blå øjne ramte mig som stød. Hvad i... 

"Harry?!" råbte hun og smilet på hendes læber blev større end forventet. Hvad lavede hun her? "Gracy?" spurgte jeg undrende og overrasket mens jeg betragtede hende rejse sig op og løbe hen til mig hvor hun nærmest overfaldt mig. Jeg troede at det var færdigt. "Jeg har savnet dig så meget." Jeg lagde mine arme om hende og sukkede lydløst af hendes ord for ikke at være ond. Hun havde betydet noget for mig, så jeg kunne ikke bare glemme det vi havde sammen. 

Godt nok var det forvirrende det vi havde, men det hjalp mig med at komme væk fra Faith. "Jeg har også savnet dig Gracy," mumlede jeg mod hendes hår og tillod mig for første gang i langtid at smile ægte. Det var det, hun var god til. Gracy kunne altid få mig til at smile, også selvom jeg kun havde kendt hende i de fire måneder jeg havde tilbragt i Holmes Chapel. 

Måske kunne jeg give det en chance til. Måske kunne jeg glemme Faith og så blive forelsket i Gracy for real. Det lød så godt i mine ører og jeg ønskede det godt mere og mere for hver dag der gik. 

"Jeg har også savnet det her," hviskede jeg til hende og lænede mig frem hvor jeg så lod mine læber møde hendes i et blidt kys. Det var dejligt at hun kyssede med, og jeg lagde armene om hendes ryg hvor jeg trak hende ind til mig. 

Gracy var og ville være min kæreste. Jeg ville lære at elske hende med tiden, det var jeg sikker på. 

---------------

Det var anden del i 'Vi har faktisk ikke rigtig været venner. Det ved du godt, ikke?'

Haha hvem er Gracy? Lyder det navn ikke bekendt og hvem er hun egentlig udover at vi får at vide at Harry og hende er kærester? Hvorfor kom hun pludselig? 

Jeg håber i kunne lide det, og jeg er ufattelig ked af at den først kommer ud nu, men jeg har simpelthen så travlt. Både fordi jeg skal på efterskole efter sommerferien som de fleste af jer sikkert ved, og så har jeg min niece på besøg her i københavn, så jeg passer hende. Det er svært at passe et barn der er ellevild imens man skriver, såh. 

HEY! Jeg er igang med at læse AMANDA DRESCHER'S BAG OM DAGBOGEN. Yes man, jeg har ventet længe. Amanda jeg elsker dig, og skriv videre, det vil vi alle herinde have. 

 

Love u gurls, Yaren. xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...