Agree ~ (1D) 2'eren til No Control

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2015
  • Opdateret: 25 jul. 2016
  • Status: Færdig
Kan i huske Faith? Hende vi alle troede var sindssyg. Hende som vi alle husker som Andy's søster, men som var Liam Payne's biologiske søster? Hvem havde troet at Faith Audrey Payne rent faktisk havde noget med Justin Bieber mens hun var indlagt? At han havde hjulpet hende og i sidste ende faldet for hende? Justin Drew Bieber er stadig den charmerende og lækre fyr som vi alle kender, men når han konkurrerer mod Harry Styles, er han så stadig så sød og charmerende som altid? Hvorfor lige Harry Styles? Hvad gør ham så speciel for både Faith og for Justin? Venskab, fjendskab, kærlighed og hævn er indblandet i Faith's liv, og hun kan ikke undgå at skulle føle sig klemt imellem de to konkurrenter. Er Harry overhovedet kommet videre siden han rejste til Holmes Chapel? Hvad er der sket? Alle ændrer sig jo, om det er uger, måneder eller år. Det er Harry et bevis på. //2'er til No Control, så LÆS DEN INDEN DU LÆSER HER, for så bliver du forvirret, muhh.. //

16Likes
11Kommentarer
3544Visninger
AA

14. 13// I want


"i want to be loved by you.." 

 


IKKE RETTET IGENNEM

 

Hvorfor gjorde han det altid? Hvorfor forvirrede han mig og fik min vrede til at eksplodere gang på gang? Jeg var så vred på Harry efter igår - hvorfor? Dels fordi han havde tendens til at fucke min dag op bare med et enkelt ord, der lød så negativt som noget kunne være. 

Ser du, efter han spurgte om jeg havde følelser for ham, så valgte han at vente i fem minutter og så rejse sig op med kommentaren, "Jeg har fået mit svar. Vi ses Faith." 

Det fik vandet til at flyde over. Jeg var blevet så sur, at jeg havde skubbet ham ud af mit værelse og smækket døren i. 

Lige nu sad jeg så på min seng, frustreret og irriteret over Harry's selviske handling. Jeg nåede ikke engang at tygge på hans spørgsmål før han kom med sin kommentar. Et suk røg ud af mine læber. 

Jeg trak min Macbook op af tasken og begyndte med at lave lektier, da jeg ikke rigtig havde andet at lave. 

 

***

Jeg slog øjnene op da jeg mærkede nogen ruske i mig og den første jeg fik øje på var Niall. Han stod med et smil, nok det første oprigtige smil fra hans side af siden jeg ved ikke hvornår. Jeg faldt vist i søvn imens jeg læste lektier på nettet, og ud fra mørket udenfor, kunne jeg regne ud at det var blevet aften, så jeg havde sovet i godt og vel tre timer, hvilket også kunne mærkes da hovedpinen overtog mig fuldstændig. 

"Der er mad," afbrød Niall mine tanker og gik ud af værelset. 

"Ja ja," mumlede jeg og rejste mig op af sengen, der var dejlig varm. Ærligtalt, så orkede jeg simpelthen ikke at spise noget, men for ikke at være uhøflig kunne jeg godt sætte mig ved bordet. Da jeg trådte ud i køkkenet, omfavnede en kulde mig og jeg krydsede automatisk mine arme over hinanden - hvilket tiltrak Liams og Niall's opmærksomhed. 

"Hey Faith. Er du okay?" spurgte Liam bekymret og kom hen til mig. Selvom jeg nikkede, tog han om mig og lagde en hånd på min pande.

"Du er varm tøs. Er du ved at blive syg?" Jeg trak på skuldrene som svar, og satte mig ned på stolen. "Spis noget mad, du vil få det bedre-" "Jeg er ikke sulten," mumlede jeg og lukkede øjnene lidt. 

"Er du sikker på at du har det fint? Vi kan tage dig til læ-" "Liam, jeg har det fint. Jeg er bare lige vågnet, det er nok derfor."

Han så ikke ud til at tro på ordene, der kom ud af min mund, men han trak bare på skuldrene og nikkede så. "Okay.. Vil du have kakao?" et smil gled henover mine læber og jeg nikkede kraftigt - hvis der var noget jeg elskede, så var det kakao. Mens jeg ventede på min dejlige kakao fra Liam, kiggede jeg på Niall. 

"Hvordan har du fået det?" spurgte jeg og hvilede mit hoved i min hånd. Han trak på skuldrene og sukkede lidt inden han satte sig ned overfor mig. 

 

Det skulle lige siges at jeg HADEDE når folk sad ved siden af mig mens vi snakkede, så jeg foretrak at de sad overfor mig. 

Ligesom Niall gjorde. 

"Jeg har slet ikke snakket med hende siden. Hun svarer ikke på mine opkald," sagde han og fortsatte så; "Det er lige før jeg tror at hun ved det." 

Det var altså ret synd for Niall, for jeg vidste hvor meget han elskede Miranda. Et suk røg ud af mine læber hvorefter jeg lagde min hånd ovenpå hans på bordet. "Bare rolig Niall, vi er bag dig og hvis hun ikke snakker med dig, så betyder det bare at det ikke er seriøst imellem jer. Okay?" forklarede jeg ham med et smil. Da han ikke reagerede, prøvede jeg igen, "Okay Niall?" Til sidst nikkede han og smilede til mig. 

"Du skal heller ikke glemme det jeg fortalte dig." 

 

Hvor vidste jeg bare den ville komme. 

 

Jeg sukkede kort, men nikkede så til sidst. ”Ja okay.”

 

Jeg rejste mig op og skulle til at gå ud af køkkenet da jeg blev svimmel og jeg fat i bordet for derefter han komme en underlig form for lyd.

”Faith?!” udbrød Liam og var henne ved mig efter få sekunder, og han holdt om mig. Ærlig talt vidste jeg ikke hvad der skete, for det blev bare sløret i et kort øjeblik og det var som om verden gik under mig.

 

”Er du okay? Hvad sker der dog med dig?” spurgte Liam bekymret imens Niall ringede efter en ambulance. Uden klagen svang jeg mine arme rundt om Liam og jeg lukkede mine øjne da han løftede mig op fra jorden. ”Jeg ved det ikke,” mumlede jeg og følte en trang til at kaste op.

”Jeg skal.. kaste op,” sagde jeg pludselig. Han nikkede kort og førte mig ud på badeværelset hvor jeg lidt efter tømte maveindholdet i toilettet. Liam løftede mit hår og jeg tømte bare alt det jeg havde i mig indtil jeg ikke havde mere. Med hjælp fra Liam fik jeg rejst mig op og børstet tænder efter at have skyllet ud i toilettet.

”De er her nu,” sagde Niall og stod med et bekymret udtryk ved dørkammen. Jeg kunne næsten ikke gå længere, og det bekræftede da også min tvivl da mine ben knækkede sammen under mig og jeg blev grebet af Liam.

”Hvad der dog sker med dig,” sagde han trist og hjalp mig op på båren, mens de der ambulancemænd førte mig væk.

Drengene fulgte hurtigt med, og det næste jeg huskede var at larmen fra ambulancebilen fik mig til at knibe øjnene sammen.

 

***

 

Der var mørkt. Måske en anelse for mørkt.

Hvor var jeg henne?

Selvom jeg prøvede på at åbne øjnene, så var der noget der forhindrede mig i det.

Det føltes så tungt, som havde jeg sovet i flere måneder.

Et halvkvalt lyd var det eneste, der kom ud og jeg fik endelig mine øjne op. Der var mørkt, og stille – kun et par bippende lyd kom fra en maskine ved si...

Maskine?

Jeg vendte panisk hovedet til siden og så en maskine hvor pulsen og alt andet blev målt. Hvad fanden var det og hvor var jeg?

Jeg kunne godt regne ud at jeg var på hospitalet, men hvorfor føltes det så underligt?

Endnu engang vendte jeg mit hoved til siden og denne gang så jeg en sovende Harry på sofaen.

Okay, hvad skete der?

”H-harry.”

Chokeret over min stemme, der lød så skrøbelig, trak jeg vejret tungt og prøvede endnu engang,

”Harry!” Denne gang gav han en lyd fra sig før han vågnede op i lyn fart og fløj hen til min seng. "Faith? Faith! Du er vågen!" 

 

No shit. 

 

Han havde set mit mærkværdige udtryk, så han satte sig ned på sengen og tog min hånd. "Der er gået to dage," sagde han og ventede på en reaktion fra mig, men da han ikke fik den, fortsatte han; "Du er først lige vågnet." 

Hvad i alverden fablede han om? 

"H-vad mener du Harry? Laver du sjov?" spurgte jeg, men han grinte ikke og jeg synes heller ikke det lød særlig sjovt. Hvad mente han med to dage. 

"Kan du huske hvad der skete?" spurgte han og kiggede bekymret på mig, men mest af alt så han ud til at have skyldsfølelse, noget som undrede mig. 

"Jeg husker ikke detaljer, kun få ting. Jeg var hjemme og havde ondt i hovedet. Så skulle jeg et eller andet og jeg blev svimmel. Jeg kastede op og så blev alt sort." Min krop føltes så tung. "Harry, hvad sker der? Hvorfor ligner du en, der har gjort noget forkert?" Blikket i Harry's øjne var ikke til at tage fejl af, han beskyldte sig selv, men for hvad? Lige idet han åbnede munden, røg døren op og de andre drenge kom ind samt en læge. 

Mit blik røg hen på Liam som så grædefærdig ud. "Sig mig, hvad fanden sker der med jer allesammen?" min stemme lød så skrøbelig og lav, at jeg blev bange. 

"Jeg blev så bange, da du ikke ville vågne," sagde Liam og satte sig ned ved siden af mig på sengen. Lægen kom hen til mig med et beroligende smil, "hvordan har du det Faith? Har du nogen smerter?" 

Dem havde jeg masser af. 

"Ja, jeg har vildt ondt i min arm, den er øm. Mit hoved gør også ondt. Vil I ikke snart fortælle mig hvad der sker? Jeg kan fornemme, at det ikke er normale ting i vil ud med. Jeg mener, hvad får min bror og venner til at se så grædefærdige ud?" spurgte jeg, da jeg ikke kunne holde det inde længere.

 

Liam kiggede på lægen og lægen nikkede lidt. Jeg løftede et øjenbryn og Liam rejste sig op hvorefter han forsvandt ud af værelset. Jeg nåede lige at se en tåre på hans kind. Forhelved da også. Niall gik efter ham, så Zayn, Louis og Harry blev. Harry trådte frem med et usikkert blik og tog min hånd. "Faith.." hans stemme knækkede over og han kiggede kort væk hvorefter han blinkede et par tårer væk. 

Mit hjerte hamrede afsted. Skulle jeg dø eller hvad? 

"Du skal tage det roligt, okay?" "Harry, snak nu bare!" udbrød jeg og kiggede på ham med et blik fyldt med frygt for hvad han ville fortælle mig. 

 

"Grunden til at du har haft det så dårligt fortiden.." han trak vejret dybt, før han igen kiggede på mig, "du har kræft." 

 

H-vad? K-k-kræft? 

 

 

---------------------------------

 

Jeg hader mig selv for ikke at have skrevet på historien, men jeg har simpelthen ikke haft overskud til det. Lysten og tiden har bare ikke været der. 

 

Det er grunden til, at vi nærmer os slutningen med denne historie. 

Jeg håber at i stadig læser med og at i nyder de sidste par kapitler, som vil komme hver dag indtil den slutter. 

 

xoxo, Yaren K

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...