Psycopathic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2015
  • Opdateret: 1 feb. 2015
  • Status: Igang
Ved desværre ikke om jeg vil skrive mere på denne historie. Den mangler et cover pt, men jeg arbejder på det! (: xx, bohoho

0Likes
0Kommentarer
149Visninger

1. Kapitel 1

Bip, bip, bip...

 

Da jeg åbnede øjnene var alting sløret. Lyset over mig var skarpt og jeg missede med øjnene da jeg langsomt kiggede rundt i rummet. Rummet var helt hvidt og et par borde stod ved siden af sengen jeg lå i. Bip, bip, bip... Vent. Hvorfor lå jeg i en seng? Pludselig følte jeg mig mere vågen. Jeg tænkte tilbage på dagen før. Det sidste jeg kunne huske var et slag på min skulder og så en ubærlig smerte lige over mit højre øje. Bip, bip, bip... Jeg løftede, med besvær, min hånd op til mit øjenbryn. Jeg kunne mærke stingene bule lidt ud fra hvor mit øjenbryn måtte have været flækket. Da jeg prøvede at vende mig i sengen stak en smerte op i gennem min overarm. Det gik langsomt op for mig at jeg befandt mig på et hospital. Da smerten i armen var væk, prøvede jeg igen og denne gang gik det lidt bedre. Pludselig hørte jeg stemmer komme tættere på uden for døren.

"Du bliver nød til at lade mig se hende!"

Stemmen lød oprevet.

"Nej. Du bliver nød til at vente. Hun er stadig ikke vågnet og hun havde store skader, så du må være tålmodig."

"'Men jeg er hendes kæreste!"

Jeg spærrede øjnene op. Mit hjerte hamrede i mod mine ribben og jeg fik det dårligt. Jeg kunne huske alting nu.

Jeg havde været til fest med mine venner og da jeg kom hjem var han blevet vred over at jeg ikke var kommet tidligere. Vi havde ikke haft en aftale om tid og jeg prøvede at tale ham til fornuft, men han lyttede ikke. I blindt raseri havde han slået mig og da jeg begyndte at skrige om hjælp gav han mig en lussing og hev mig i håret for at få mig til at holde mund. Han var fuld; hans hår var uglet, han stank af alkohol og lejligheden var rodet og ødelagt. Han havde gjort det før, også da han var fuld, og jeg prøvede altid at flygte, men han fangede eller fandt mig altid.

Han måtte for alt i verden ikke komme herind!

Jeg satte mig op - på trods af smerten - og begyndte at hive slangerne, som pumpede medicin ind i min krop, ud ad armene og fumlede med resten af de klamme hospitalting og nåle der sad fast i mig. Jeg ville væk. Jeg fik rejst mig op fra sengen og mit blik flakkede rundt i værelset, på udkig efter mit tøj. Som skridtene udenfor, blev højere og kom tættere på, bankede mit hjerte hurtigere. Jeg var bange for at se ham igen. Ham som fik mig ind på det her hospital, ham som var skyld i alt det her. Men samtidig hadede jeg ham så inderligt at jeg ville se ham bare for at slå ham i hovedet med al min kraft.

Jeg kiggede over mod den hvide kommode der stod i hjørnet. Jeg småløb derover så stille jeg kunne, og åbnede den øverste skuffe. Mit hjerte lettede en lille smule; mit tøj lå der, pænt lagt sammen, lige klar til at jeg skulle tage det. Jeg tog det, lukkede skuffen så stille som muligt, og kiggede så rundt igen. Der var to døre; den ud mod gangen, og en anden. Jeg listede hen i mod den ukendte dør og lige som jeg trykkede ned på håndtaget, kunne jeg høre den anden dør åbne. I et kort øjeblik vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg vendte mig om, og nåede lige at se lægen træde ind i rummet. Da han opdagede at jeg ikke lå i sengen, kiggede han nærmest panisk rundt i rummet. Indtil han så mig. Vi havde øjenkontakt i kun et kort sekund og så vendte jeg mig om imod døren, åbnede den hurtigt, løb ind i rummet og smækkede døren bag mig. Jeg fumlede med låsen og i mens jeg havde et mindre panikanfald over dette, fik lægen fat i håndtaget og hevet døren op. Jeg vendte mig om og kiggede rundt. Pis. Jeg var flygtet ud på et toilet. Der var ingen udvej, ikke en gang et vindue. Jeg snurrede forvirret rundt om mig selv og hvinede da lægen lige pludselig stod foran mig. Han tog fat i mig og ruskede mig blidt. Det skulle jo helst ikke gøre ondt?

"Hey, shhh", sagde han og prøvede at møve mig ud af døren, hen mod min seng. Jeg fulgte modvilligt med, men da jeg så ham stå og kigge over mod mig, vendte jeg om på hælen (så godt jeg nu kunne) og trak mig, med lægen på slæb, ind på toilettet. Da lægen havde sluppet mig, løb jeg over for at låse døren. Jeg kunne mærke hvordan min 'kæreste' kæmpede imod fra den anden side og så skreg jeg:

"Skrid nu for fanden! Jeg vil ikke have noget at gøre med dig, det hele er din skyld!"

Jeg kunne mærke at han kæmpede hårdere i mod men jeg fik med besvær, døren helt i og låst den. Han begyndte at hamre på døren.

"Luk mig nu ind, jeg ved ikke hvad du taler om!"

Jeg kunne mærke raseriet stige indeni og jeg skreg af mine lungers fulde kraft:

"Svin!"

Da jeg havde fået pusten igen, vendte jeg mig om mod den forskrækkede læges ansigt.

"Du må ikke lade ham besøge mig! Det er hans skyld at jeg er her! HAN slog mig, HAN sørgede for at jeg ville ende op på et hospital!"

"Du skal vidst ind og ligge lidt ned..", sagde lægen endelig.

"Jeg skal nok ligge mig ned når den mand er væk og ude af mit liv", råbte jeg. Pludselig kunne man høre løbende skridt komme tættere på. Jeg panikkede endnu en gang.

"Hør her doktor...", jeg kiggede ned på det lille hvide skilt der dinglede fra hans brystlomme på den hvide kittel, "Young. Du må for alt i verden ikke lade den mand komme i nærheden af mit værelse!" Jeg kunne smage de små dråber af saltvand, der trillede ned af kinderne. "Han er ond og er kun ude på at gøre mig ondt." Doktor Young virkede fuldstændig lamslået over dette vilde drama. Jeg forstod det sådan set godt. Da jeg kiggede bag ham så jeg spejlet og betragtede pigen deri. Hendes halvlange nougat farvede hår der gik til lige under skuldrene, hendes kastanjebrune - nærmest røde - store øjne, de lange sorte, våde øjenvipper, tårerne der løb ned af hendes lyserøde kinder og til sidst de baby lyserøde læber. Hun havde et lidt smalt ansigt der var indrammet af de - lige nu, uglede og vilde - nougat bølger. Hendes vejrtrækning var hektisk og tårerne stod i store strømme ned af kinderne og mod hagen. Hvorfor græd jeg så meget? "Argh" stønnede jeg lavt og tørrede tårerne væk. Pludselig kunne vi høre små lyde fra låsen - lægerne prøvede at låse den op udefra. Jeg satte mig ned på gulvet ved siden af Dr. Young og ventede bare på at de fik låst den op. Jeg havde på et split sekund bestemt mig for at bare sidde og vente. Jeg gav op. Typisk mig.. Nej!

Jeg var så forvirret. Jeg var vågnet op på et hospital, flygtet fra en læge og min nu eks-kæreste, låst mig og lægen ind på toilettet og nu blev jeg trukket op i armene og ind i sengen igen. Hvilket idiotisk liv var det her? Lægerne fik slangerne tilbage på plads i mine arme og de fik tvunget bedøvelse i mig.

Lydene blev fjerne og mit blik sortnede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...