Sorte Skygge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2015
  • Opdateret: 1 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Han gik på fortovet fliser og flisernes grå farve, tænkende og frysende. Hænderne havde han skjult i jakkens lommer, og den bøjede nakke var dækket af hættetrøjens sorte farve. Hans skuldre bevægede sig frem og tilbage i en rolig ensformig bevægelse, der var fulgt af de retvinklede albuer. Han gik med et blik, som først var rettet mod de støvlebeklædte fødder hvorefter, at det viste sig at være stigende." Denne novelle var en aflevering vi skulle skrive i dansk. Emnet var valgfrit, historien skulle bare indeholde en novelles genretræk. NB: Dette er en færdig historie, som jeg har valgt at dele - så der vil ikke blive skrevet mere, eller på nogen måde komme en fortsættelse.

3Likes
2Kommentarer
339Visninger

1. Sorte Skygge

Sorte Skygge

Han gik på fortovet fliser og flisernes grå farve, tænkende og frysende. Hænderne havde han skjult i jakkens lommer, og den bøjede nakke var dækket af hættetrøjens sorte farve. Hans skuldre bevægede sig frem og tilbage i en rolig ensformig bevægelse, der var fulgt af de retvinklede albuer. Han gik med et blik, som først var rettet mod de støvlebeklædte fødder hvorefter, at det viste sig at være stigende. Som først stoppede da øjnene var rettet mod det sted, hvor fortovet mistede sin oprindelige grå farve og tonede over i dets nye farve, hættetrøjens farve. Stedet han kom tættere på for hvert enkelt skridt, men som han først nåede til allersidst. Ved fortovets slutning og skovens start. Hans skridt blev kortere i takt med, at træerne kom tættere på, og hans gang faldt i tempo. Til sidst stoppede fødderne, hovedet vendte, jakkens lommer blev tomme, og hætten faldt. Øjnene mistede træerne og fandt nyt fokus i den anden ene af fortovet. Lyset fra festen kunne han stadig ane, og musikken var som en svag summen i hans øregang. Resultatet af den kunne han hverken se eller høre. Kun mærke.


Et koldt, men roligt, vindpust fremkaldte straks gåsehuden i hans nakke og fik hans hænder til at bevæge sig for at trække hætten op igen. Det fremkaldte en stikkende fornemmelse i den højre kind og fik ham til at vende sig. Han stod bare og kiggede lidt, inden øjnene langsomt lukkede sig i, trykkede sig hårdt sammen til slut, men lod alligevel en tåre undslippe. Øjnene blev hurtigt åbnet igen, og tåren forsvandt i en fejende bevægelse. Hånden røg op til kinden! Han lod den ligge lidt, inden han lydløst bevægede sig mod det kolde fortov. Først da han sad i hug, undslap endnu en tåre, som hurtigt blev efterfulgt af den næste.


Han gik mellem skovens træer og træernes blade, tænkende og nedtrykt. Fortovets fliser var blevet erstattet af skovstiens asfalt, og på begge sider af ham strakte træerne sig op mod himmelen, bøjede let, som stod de espalier for ham. De næsten nøgne grene svajede let i vindens brise og lukkede noget af kulden ude, så han ikke frøs som før. Dog var lommernes indhold stadig hans hænder og nakken stadig dækket af hætten. Med jævne mellemrum oplyste gadelygterne ham og hans udtryksløse ansigt. Hans øjne stirrede stift, nærmest blindt, ud i luften. En enkelt tåre gled ned af hans kind i ny og næ, men han lod dem falde og beholdte hænderne hvor de var.


Himmelen var langsomt ved at blive dækket af nattens mørke slør, og månen kunne lige akkurat tydes i det fjerneste. Han glippede med øjnene, idet de blev mødt af en blinkende gadelygte. Den oplyste ham et øjeblik, men gik kort tid efter ud og overlod ham til mørket igen. Han gik lidt længere, stoppede op ved siden af en bænk. Jakken højre lomme blev tom, da hånden forsvandt ned i hans bukselomme. Med op havde den en pakke Prince og en lighter. Han skubbede åbningen op med tommelfingeren i en vant bevægelse og tog en cigaret op med den venstre hånd. Pakken blev lukket igen og puttet tilbage i lommen. Han satte cigaretten ind mellem tænderne, skærmede for vinden med den venstre hånd og tændte så. Kinderne trak sig indad i det han indhalerede og slappede af da cigaretten forsvandt fra munden. Røgen blev pustet ud lige efter, at han havde sat sig på bænken, og cigaretten tog endnu en tur op mod munden.


Sådan sad han lidt for sig selv. Lige så stille begyndte cigaretten at brænde ud. Han tog et sidste sug og smed den ned på asfalten. Ryggen fjernede sig fra bænken, den højre fod løftede sig, bevægede sig mod den udbrændte stump, skoddede den med det øverste af fodballen, og trak sig til sidst tilbage. Vinden var begyndt at trække ind under tøjet, men han besluttede sig alligevel for at tage en cigaret til. Hånden rodede efter pakken i lommen, skubbede endnu engang åbningen op og tog cigaret nummer to. Han lagde pakken på bænken ved sin venstre side. Ilden fra lighteren spejlede sig i hans øjne, idet han tændte. Han indhalerede, pustede ud og lænede sig tilbage mod bænken igen. Endnu et sug inden hans øjne lukkede i.


Så sad han sådan. Med øjnene lukket i, cigaretten liggende mellem fingrene og hånden hvilende på knæet. Tårerne begyndte stille at trænge sig på igen. De varme dråber løb langsomt ned over den brændende kind og endte deres tur ved enden af jakken. Han begyndte at kunne mærke en svag varme mod hans forfrosne fingre, han havde glemt gløden! Fodballen skoddede igen, inden han rejste sig. Han gnubbede hænderne mod hinanden for at få varmen og tog dem efterfølgende op til munden og pustede. Kulden havde taget over, så han fortsatte sin langsomme gang på skovstiens asfalt med hænderne i lommerne, hætten over nakken og den brændende kind.


Han gik mellem villavejens huse og husenes facader, tænkende og tåreforladt. De langsomme skridt var blevet hurtigere, og øjnene var løbet tør for tårer. Det gav ham en følelse af lettelse indeni, men efterlod ham stadig som før, med et stift blik. Gadelygterne var kraftigere end i skoven, så han var hele tiden badet i deres lys. Han passerede enkelte huse med lys i vinduerne, men rummene bag dem var lige så tomme som fortovet foran ham. Ligeså tomme som hans øjne og den samme tomhed som han følte indeni.


Fortovet endte i et sving i det fjerne. Han vidste, at når han havde rundet det sving, så ville der ikke være langt hjem. Der ville ikke være langt til det trygge og velkendte. Til det sted hvor ingen kunne gøre ham fortræd. Men idet han rundede svinget, stoppede han op. Tankerne kørte på højtryk. Han så situationen fra alle sider og vinkler, prøvede at komme frem til en løsning!


Men det var for meget for ham. Tankerne skulle ud af hovedet igen. Han lukkede øjnene i og rystede hovedet fra side til side. De ellers tåreforladte øjne flød over, og før første gang var det ikke en lydløs gråd. Han hulkede gråden ud, det hele skulle ud! Knæene knækkede sammen, og han landede med et blødt bump på fortovet. Armene lagde han omkring knæene, imens han i en langsom bevægelse vuggede frem og tilbage på halebenet.
Han skulle ikke have rørt ham! Han skulle komme til at fortryde det, han havde gjort og sluge de ord, som han havde spyttet i hovedet på ham. En fejende hånd strøg kinderne tørre og tilbagekaldte smerten i kinden. Med hånden satte han fra på asfalten og rundede svinget for at komme tilbage til der, hvor han lige var kommet fra. Tilbage mod det der kunne gøre ham fortræd.


Han løb mellem villavejens huse og husenes facader, hævntørstig og nedtrykt. Skridtene var lange og hurtige, mens armene kørte frem og tilbage ved siden af overkroppen. Flere af husene var blevet mørke, men gladlygterne oplyste ham stadig. Hans kinder var atter helt våde og skinnede i deres skær. Pulsen var høj, og hjertet bankede i hans bryst. Han nåede hurtigt at nedlægge de meter, han for ikke lang tid siden havde gået. Skoven fik han hurtigt øje på.


Han løb mellem skovens træer og træernes blade, hævntørstig og fremmed. Pulsen steg hele tiden, men lod ham ikke sænke farten. Vinden havde taget til i styrke, og trækronerne vajede i vinden. Han løb forbi bænken og de skoddede cigaretstumper, kom hvis til at træde på den ene, men skænkede det ikke en tanke. Fremad, fremad, fremad! Det var eneste ord der fyldte i tankerne. Skovstien var mørk, og fra hans mund dampede hans ånde som en hvid tåge i hurtige hiv. Espalierets ende dukkede op for enden af stien, og da blev mellemrummet mellem skridtene langsomt længere.


Han løb på fortovets fliser og flisernes grå farve, hævntørstig og parat. Målet var tæt på nu, han kunne mærke hele kroppen sitre. Han var parat, parat til at gøre hvad som helst. Tempoet havde han holdt hele vejen, ikke et sekund var han faldet tilbage, og snart kunne han stoppe op. Høje toner og festgalde menneskehyl signalerede til, at festen stadig var i gang. Han nåede til den lille flisesti, der førte op til det larmende hus, stoppede op et sekund for at tage en dyb indånding. Hans øjne skød lyn, idet han med hurtige skridt bevægede sig tættere på huset. Han ville ikke finde sig i mere, og han vidste nøjagtig hvem der skulle komme til at bøde for det.


Hoveddøren var åben, men indenfor stod en stor menneskemængde i vejen. Han skubbede noget af dens indhold til side, møvede sig fremad, indtil han fandt ham stående i et hjørne af stuen. Ham der skulle betale tilbage for alle de år, som nu var blevet en for stor byrde for ham, ham der havde stået i spidsen for det hele, og ham knytnæverne om få sekunder, et kort øjeblik, skulle få lov til at regne ned over.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...