Et Juleeventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2015
  • Opdateret: 1 feb. 2015
  • Status: Igang
Simon er klassens nørd, og har sine egne problemer. Så da dæmonen Teresa, dumper ind i hans liv, bliver hans problemer kun værre. Han må nu kæmpe for nissernes overlevelse, og samtidig klare problemerne i klassen.

0Likes
0Kommentarer
161Visninger
AA

3. Teresa

Jeg slog øjnene op. Den hårde banken på døren havde vækket mig.

”Skynd dig nu! Vi skal snart af sted! ”
Jeg hadede når mine forældre skyndte på mig. Jeg ville ikke engang afsted. Jeg kunne tydeligt huske hvordan jeg flippede ud da de fortalte mig det. Det var nok omkring en uge side, vi lige kommet tilbage fra den store gennemgang af nissernes udryddelse.

”Nu skal du høre skat, far og jeg skal rejse væk et stykke tid. ” Havde de sagt.
”Hvorfor? ”
Der er nogle problemer Ydergård, det er ikke noget du skal bekymre dig om. ”
”Problemer… hvad for nogle problemer? ”
”Ikke noget skat, det er ikke noget alvorligt. ”
”Lad være med at kalde mig skat, jeg er ikke et pattebarn. ”
”Det kan godt være, men du er ikke stor nok til at være alene hjemme i så lang tid. Du skal bo hos tante Morris indtil vi er tilbage ”
”Det gør jeg ikke. Jeg gider altså ikke tage ind til storbyen. Det vrimler jo med nisser! ”
”Jamen det må du altså bare lære at leve med ”
”Hvor lang tid er det i skal være væk?
”Nogle uger, måske en måned ”
”Kun? Jeg kan altså godt passe på mig selv i en måned, jeg er altså ikke et pattebarn! ”
”Du skal bo hos Morris, og sådan er det! Der er ikke noget at diskutere! ”

Jeg rejste mig op, og kiggede irriteret på den pakkede taske. Jeg havde ikke fået lov til at tage meget med. Noget tøj, og så nogle få andre ting. Jeg gik hen til mit klædeskab og åbnede det. Jeg trak hurtigt i en par stramme sorte bukser og en hvid T-shirt, hvor der stod ”We are not only   humans” Vi havde meget strenge regler om hvad man måtte have på, så der var meget af mt tøj der mindede om dette. Jeg satte mit lange røde hår, op i en hestehale, og gik ned til mine forældre. Da jeg kom ned havde de allerede pakket bilen.

”Endelig! Hvordan kan det tage så lang tid for dig? Du kunne dræbe ti nisser hurtigere end du tager tøj på! ” Vrissede min mor af mig. Jeg sendte hende er vredt blik, og sagde:

”Og du hvis du dræbte ti nisser hver gang du kommanderede med mig, så ville der ikke være flere tilbage når dagen er omme ”
Hun kom hen til mig.

”Sådan vil jeg ikke have at du taler til mig! ”
Jeg himlede med øjnene, og rakkede tunge ad hende, da hun vendte sig om og gik ud til bilen.

”Skynd dig nu! ” råbte hun ude fra bilen. Var det ikke det jeg sagde? Tænkte jeg, og gik ud til bilen.

Køreturen var lang. Omkring fem timer. Og det eneste jeg kunne lave, var at sidde at høre på mine forældre snakke om den store dæmon, Rashak, og om hvordan han var klog nok til at parrede sig med englen Suris, og på den måde skabe vores race. Uthril, også kaldet de rene dæmoner. Jeg var tilfreds med at være den jeg var. Vores race havde særlige egenskaber. Vi havde et tæt forhold til skønhed, og så var vi fantastiske krigere. Vi var lang hævet over den middelmådige menneskerace. Tænk at de var dumme nok til at tro på, at nisserne var gode små væsner. Og så var der den måde de omtalte os rene dæmoner på. De beskyldte os for alting. Hver gang der var noget der gik galt i deres liv, var det os de tørrede den af på. Jeg ville næsten ønske at jeg kunne skade dem, men jeg vidste bedre. Rene dæmoner måtte ikke røre menneskeracen. I stedet måtte og ville vi slagte en hver nisse vi så. Vi drejede skarpt til venstre, og jeg blev flået ud af mine tanker da jeg blev kastet hårdt til den ene side.

 

Efter vi havde kørt et stykke tid var der dukket huse op, ude foran vinduet. De store grimme, beton huse tornede sig op alle vejene. Jeg hadede byen. Den osende larm, de mange biler og… Vi stoppede for rødt. Lyskrydsende. De var alle vegne. De stod som små irriterende provokationer, og lyste rødt for at spilde folks tid. Jeg prøvede at se hvornår lyset skiftede, men en bil foran os, spærrede for mit udsyn. Jeg rullede vinduet ned og stak hovedet ud. En stank af bilos kradsede mig i næsen. Nu da jeg kunne se ordenligt, kunne jeg se at der holdt en lang række biler foran os. Fedt! Nu ville det tage endnu længere tid at køre hen til Morris end det plejede. Jeg hadede byens trafik. Og nisserne. De små forbandede væsner! Det var næsten komisk, for i samme øjeblik fik jeg øje på en lille nisse der sad og drillede en mand der prøvede på at læse.  Jeg vidste godt hvad jeg skulle få tiden til at gå med den næste måned. Jeg håbede virkelig at Morris havde nogle gamle våben tilbage. Jeg måtte ikke selv tage nogle med.


Tre timer senere kørte bilen ind af Morris´ indkørsel. Hun boede alene i et stort gammelt hus. Hun havde selvfølgelig ikke altid boede alene. Hendes mand´-min onkel- døde for nogle måneder siden, under et nisseangreb. En af hans venner kom til at skyde ham, da han prøvede at dræbe en nisse. Jeg havde ikke set Morris siden hans begravelse, og det var ikke noget vi snakkede om derhjemme. Han var fars bedste ven, og var derfor meget følsom omkring emnet. Ikke at vi andre ikke var det, men jeg tror ligesom bare at det ramte ham hårdrest (ud over Morris selvfølgelig). Jeg tror Morris havde glædet sig til at se os, nu hvor hun var alene. Det viste sig at jeg havde ret, for i sammen sekund bilens lygter slukkede, kom hun styrtende ud af huset. Jeg nåede knap nok at stige ud af bilen før hun omfavnede mig.

”Åh hvor var det dog dejligt at i kunne komme!”  Hvinede hun. Min mor smilede.

”Vi er meget taknemlige over at du ville passe hende,” sagde mor.

”Du behøver ikke takke! Teresa er altid velkommen.” Sagde Morris, og gik hen, og gav min mor et kram. Selvom Morris var ti år ældre end min mor, var det stadig let at se at de var søstre. Hun havde holdt sig udsevandligt godt. Men det gjorde de fleste fra vores race.

”Vil i ikke med ind og have en kop te og lidt at spise?” Spurgte Morris.

”Beklager men vi er nød til at smutte nu hvis vi skal nå det. ” Svarede min mor, og satte sig ind i bilen, ved siden af far.

”Pas nu på dig selv. ” Sagde Morris

”Det skal jeg nok, det lover jeg. ” Sagde hun og smækkede bildøren i.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...