Et Juleeventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2015
  • Opdateret: 1 feb. 2015
  • Status: Igang
Simon er klassens nørd, og har sine egne problemer. Så da dæmonen Teresa, dumper ind i hans liv, bliver hans problemer kun værre. Han må nu kæmpe for nissernes overlevelse, og samtidig klare problemerne i klassen.

0Likes
0Kommentarer
164Visninger
AA

2. Simon

London 1.dec. 2004

Jeg satte i løb. Den kolde luft susede ind i mit ansigt. For fanden! Hvorfor skulle det lige være i dag vores idræts lærer havde besluttet at vi skulle holde mini maratonløb? Det var som om han med vilje ville prøve at gøre os syge. Det var der i hvert fald en god chance for man blev i det her vejr. Jeg var lå allerede bag ved de andre drenge. Selv nogle af pigerne havde overhælet mig. Jeg havde løbet omkring 200 meter, og mine ben var allerede begyndt at gøre ondt. Jeg kiggede sig over skulderen, og endnu en pige susede forbi. Det var Anna. Hendes lange lyse hår var samlet i en hestehale, som svajede fra side til side, i takt med at hun løb. Det andre piger nærmede sig bag mig, og det var som om at jeg lige pludselig fik fornyet energi. Jeg spurtede afsted. En ting var at blive overhælet af drengene, en helt anden ting var at blive overhælet af pigerne. Blev man den sidste iblandt drengene fik man et par spydige bemærkninger ved målestregen og så var det det. Men blandt man den sidste blandt pigerne, var det noget der ville følge en resten af skoleåret. Jeg kunne ikke længere mærke sine tær. Det var begyndt at sne her til morgen, men det meste af det var bare blevet til brun snask. De korte shorts, der kun nåede mig til knæene, havde ikke meget beskyttelse for vinden, og det havde den tynde T-shirt heller ikke.

Jeg var nået et stykke op foran de andre piger, og havde endda haft held nok til at overhente Anna. Mine lunger skreg efter luft, og jeg måtte tvinge mine knoglede ben til at forsætte. Jeg kunne se de andre drenge forude. Jeg tvang sig selv til at løbe hurtigere. Nu var jeg næsten henne ved de andre drenge, jeg manglede bare lige at passere en bred cykelsti. Jeg stansede et kort øjeblik ved cykelstien for at få pusten. Så gjorde jeg mig klar til at spurte over til de andre drenge. Jeg trådte ud på cykelstien, og satte i løb. Jeg spurtede over cykelstien, var næsten ovre på den anden side, bare lige et par meter mere så… Jeg trådte i noget snasket sne og gled, faldt og landede på halebenet i den kolde sne. Jeg bandede lavmeldt. Jeg kunne ikke længere se de andre drenge. Skønt! Jeg havde lige mistet sin eneste chance for at komme op ved siden af de andre drenge. Jeg kunne høre nogle fnise bag mig, og jeg vendte mig om, og så at de andre piger stod og grinede af mig. Jeg kunne mærke varmen blusse op i mine kinder, og så væk. De andre piger grinede og gjorde nar ad mig. Jeg rejste sig hurtigt op, og så hen på pigerne. Jeg kunne mærke at der var en svag prikken i min venstre fod, men jeg ignorerede det. Pigerne så forbavset på mig, som om de lige havde set et spøgelse, eller sådan noget. Mit blik gled hen over på pigerne, og så satte jeg i løb. Bag mig kunne han høre pigerne vine.

”Ej helt ærligt Simon! Du må ikke tyvstarte! ”

Jeg ignorerede dem og løb videre.

Vi skulle løbe ti kilometer, og da jeg endelig kunne se målstregen skyllede en bølge af lettelse ind over mig. Men jeg var stadig sidst af drengene. Jeg kunne ikke længere trække vejret, og mine ben var ved at knække sammen under mig. Men jeg nægtede at stoppe. Selvom at jeg godt vidste at jeg ikke kunne nå at indhente nogen af drengene, havde jeg stadig et kapløb med pigerne, og de måtte bare Ikke overhæle mig. Jeg kunne ikke længere mærke sine ben, og havde derfor ikke muligheden for at sætte farten op. Der var hundrede meter tilbage, så var jeg der. Lettelsen jeg før havde haft var forsvundet. Næsten alle drengene var inde over målestregen, og de stod nu bare og ventede på Albert og mig. Albert som var nogle meter foran mig, så sig over skulderen, og hen på mig. Hans smil glimtede i solen. Der strøg en lille røgskyg op hver gang han pustede ud. Så vendte han vendte hovedet væk igen, og begyndte at spurte mod målstregen. Jeg kunne mærke modet forsvinde, og satte farten lidt ned, jeg kunne simpelthen ikke klare mere. Albert var næsten over målstregen, og de andre drenge begyndte at huje, og råbe hans navn. Men lige da han kun havde et par meter tilbage faldt han. Det så underligt ud, der var ikke noget is der hvor han var faldet, så han kunne ikke være gledet. Det så faktisk ud som om han var løbet lige ind i en mur, men det var han selvfølgelig ikke. Jeg kunne ikke lade være med at udstøde et lille grynt. Det skulle jeg ikke havde gjort, for i samme øjeblik træk min mave sig sammen. Jeg måtte stoppe op og trække vejret ind et par gange. Albert lå stadig i sneen Han kunne høre de andre drenge grine. Jeg spildte ikke min chance, og begyndte at spurte mod målstregen. Albert som var landet med hovedet ned i sneen, løftede det og så Simon smutte forbi. Ud af øjenkrogen kunne jeg se at Albert prøvede at komme på benene men det var for sent. Jeg smuttede ind over målstregen til de andre drenge. Da jeg kom hen til dem var de flade af grin, og så begyndte de at huje af mig. Det var første gang de nogen sinde havde gjort det. Det var næsten som at være en af de populære i klassen. Jeg smilede tilfreds, og kastede et blik på Albert, der rød i hovedet, kom løbende ind over målstregen.

”Hvor så du ud da du faldt! ” Grinede Oscar

”Århh, hold mund! ” Svarede Albert surt.
Da pigerne kom, gik vi ned for at klæde om. De andre drenge gik i en samlet klump og snakkede, og grinede af Albert. Jeg gik bagved som altid, og havde opgivet at følge med i samtalen. Skolen var ikke særlig stor, men den var utrolig kedelig med de brune mursten, og det sorte tag.
Drengene var altid hurtigere end pigerne til at klæde om, og ingen længe sad jeg med vådt hår oppe i klassen. Pigerne kom 10 min. efter.

”Hvorfor skal i altid være så langsomme? ” Spurgte Mathias. Han var den der bestemte i klassen, og alle drengene så op til ham. Selv nogle af dem fra ottende klasse kastede et imponeret blik på ham når han gik ned af gangen. Han var et røvhuld. Jeg hadede ham.

”Det skal du da ikke blande dig i ” Svarede Katrine. Og gik over til de andre piger. Jeg gik over til drengene og prøvede at komme med i deres samtale. Men der gik ikke længe før jeg fandt ud af at de snakkede om fodbold, og de var ikke lige mit speciale. Jeg var elendig til fodbold, så jeg gik bare tilbage til min plads ovre i hjørnet. Det eneste gode ved den plads var at jeg sad lige foran et stort vindue. Sneen dalede ned fra himlen, og lagde sig som et tyndt hvidt lagen over den våde hjord. Menneskerne myldrede rundt ude på gaden. Selv nu, midt i skoletiden var der mange folk der gik rundt ude på gaden, med store indkøbsposer. Men det var faktisk ikke så mærkeligt da der lå et storcenter lidt længere nede af vejen. Det var perfekt til at købe julegaver i, der var alverdens butikker. Jeg kunne godt huske første gang jeg var med min far derinde. Jeg måtte have været omkring 5 år, eller sådan noget. Jeg var faret vild blandt de mange butikker, og jeg gik i panik fordi jeg ikke kunne finde min far. Jeg vandrede grædende rundt mellem folk, der ikke engang skænkede mig et blik. Til sidst støtte jeg ind i vores nabo, og hendes datter. De hjalp mig med at finde min far. Jeg tænkte nok ikke over det dengang, men det er stadig pinligt at møde hende på gaden. Vi har aldrig rigtig snakket sammen selvom vi er nogle lunde jævnaldrende, så det eneste minde hun har om mig er at jeg er drengen der farede vild i storcentret.

Pludselig pilede en lille skikkelse forbi vinduet. Det gik så hurtigt at jeg ikke nåede at se hvad det var. Det var sikkert bare en kat, der er så mange af dem her i kvarteret. Men så kom den igen, og denne gang nåede jeg at få et glimt af den. Det var en lille skikkelse, næsten som en dværg. Jeg pressede mig ind mod vinduet for at se om jeg kunne få øje på nogen, men det kunne jeg ikke. Det var sikkert bare en af1 klasserne der legede ude i skolegården. Jeg skulle lige til at sætte mig ned igen da et stort ansigt dukkede op på den anden side af ruden. Jeg spjættede og trak mig hurtigt væk fra vinduet. Det kom tættere på. Jeg kunne nu se ansigtet ordenligt. Det lignede en lille buddet mand, med et fuldskæg og en lang rød hue. Manden smilede, og arvslørede nogle store gule tænder med meget store mellemrum. Jeg var lamslået. Manden bevægede sine læber men jeg kunne ikke høre hvad han sagde for glasset. Jeg vendte mig brat mod de andre.

”Se! ” Råbte jeg panisk. De andre stoppede med det de var i gang med og rettede nu deres opmærksomhed mod mig.

”Hvad? ” Spurgte Oscar.

”Vinduet, der står en mand! ” Råbte jeg. De kiggede bag mig og ud af vinduet. Jeg havde nok de ville komme med kommentarer som; ”Hvem der det? ” eller ”Hvor kommer han fra? ” for det var præcis de spørgsmål der kørte igennem mit hoved nu. Men de så bare undrende på mig. Tobias hævede det ene øjenbryn.

”Hvad er det vi skal se? ” Spurgte han.

”Manden! I vinduet! Lige der… ” Jeg vendte mig om for at vise dem det men der var ikke nogen. Manden der før havde været der var væk. Pist borte. Som om han slæt ikke hade været der. Men det havde han jo. Det havde han jo selv set. Jeg forstod ingenting. Hvilken person kunne forsvinde så hurtigt? Han havde ikke engang sat spor i sneen. Jeg vendte mig mod de andre igen. Mathias stod med et smørret smil, og pigerne så bare bekymret på mig.

”Han var lige der! Der… i vinduet! ” Jeg kunne selv høre den desperate klang i min stemme.

”Simon… ” Begyndte Tobias.

”Nej! Han var der altså! Jeg lyver ikke! ”Jeg vendte mig om mod vinduet, men der var stadig ikke nogen.
”Jeg tror sgu at Simon er blevet skør! ” Råbte Mathias ud i klassen.

”Nej, jeg er altså ikke skør! Der stod virkelig en mand, jeg sværger! ”
Vores historie lære (Mr. Porter) kom ind.

”Hvad det for en larm? ” Spurgte han, og kørte blikket ud over klassen. Alle fandt deres pladser, og rettede opmærksomheden mod læren. Jeg tog muggent min historiebog op af tasken. Vores lære begyndte at snakken op Christian d.2. og hans kæreste Dyveke. Jeg hørte ikke efter, mine tanker kørte rundt i hovedet på mig. Måske havde Mathias ret, måske var jeg blevet skør. Det var også dumt af mig at råbe op om det i hele klassen. Nu havde jeg bare gjort mig selv helt til grin. Det kunne lige så godt bare være en fra de mindre klasser der prøvede at lave sjov. Jeg vendte mig væk fra tavlen og ud mod vinduet. Sneen havde atter formået at lave et tyg nok lag til at bevare den hvide sne…

”Og hvem kan så svare på det… Simon?... Simon? ”
Jeg vendte mig om, og så lige ind i Mr. Porters grå øjne. Den sædvanlige rynke i hans pande var blevet endnu dybere. 

”Hvad? ” spurgte jeg forvirret.

”Kan du fortælle mig hvem der slog Dyveke ihjel? ” Spurgte han koldt.
Mine tanker kørte rundt i mit hoved. Dyveke, Dyveke, Dyveke. Det sagde mig ingenting. Et frydende smil bredte sig over hans læber. Jeg anede ikke hvad han snakkede om.

”Øhh… var det ikke… øhh ” stammede jeg.

”Du tror måske at det var den mystiske mand der gjorde det? ” sagde Mathias.

”Stille! ” råbte mr. Porter. ”Hvis min undervisning keder dig så kan du da bare… ”

”Det gør den ikke ” Skyndte jeg mig at sige.

”Jamen så vil du måske gøre dig den ulejlighed at følge med i timerne? ” spurgte han.

”Ja, det skal jeg nok. ” forsikrede jeg ham.
Han sukkede

”Bare at børn var som i gamle dage, for jeg kan godt fortælle jer, at der fik man halen på komedie hvis man forstyrrede i timerne. Det var ikke ligesom nu, hvor man kan slippe afsted med hvad som helst. ”
Han gik rundt i klasselokalet som en konge, med hænderne foldet på ryggen. Så snakkede han videre. Jeg gjorde mig umage for at se aktiv ud, men mine tanker kredsede stadig om manden. Det havde nok bare været min fantasi.

 

Klokken ringede, og jeg begyndte at pakke min taske sammen. Emilie kom hen til mig.

”Jeg tror altså på dig. ” sagde hun så stille at det kun var mig der kunne høre det. Jeg så undrende op på hende.

”Tror på hvad? ” spurgte jeg forvirret.

”På det med den mand du så! ” Hun begyndte at lyde ivrig. Det undrede mig ikke. Emilie var klassens nørd, og hun havde kørt på at der fandtes overnaturlige skabninger siden tredje klasse. Jeg burde have vidst at hun ville udspørge mig om det. Jeg ville ikke give hende ret i sin tro, eller gøre mig selv mere til grin, så jeg løj.

”Nåh, det… ” begyndte jeg, men hun afbrød mig.

”Ja! Og jeg kan endda fortælle dig hvad det var, jeg ser sådan noget hele tiden, det var en… ” Nu var det min tur til af afbryde.
 ”Det var bare nogle af de små der løb rundt og lejede julemand, ikke andet. ” sagde jeg.
 Hun fik en rynke mellem øjenbrynene.

”Nej, det var ikke en af de små, jeg så ham også, bare rolig du er ikke ved at blive skør. ” sagde hun endnu mere ivrigt.  Et par af de andre var begyndt at kigge hen på os. Jeg måtte stoppe det her nu!

”Jeg mener det altså. Det var bare nogen der lavede sjov. Jeg blev bare forskrækket. ”

”Nej! Du så noget, det ved jeg du gjorde! Du lader bare som om fordi du syntes det er pinligt! ” Hun råbte så højt at hele klassen kunne høre det. Jeg bebrejder hende ikke. Når man er blevet mobbet siden tredje klasse, er der ikke meget man ikke vil gøre for at få det til at stoppe, og hvis nu hun kunne få mig med på den, ville hun i det mindste ikke være alene. De andre begyndte at grine. Hun blev rød i hovedet, vendte sig om, gik med lange og hurtige skridt ud af klassen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...