we were born sick| louis tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2015
  • Opdateret: 13 maj 2016
  • Status: Færdig
Hun var typen, der grinede til en begravelse. Typen der ikke bekymrerede sig om alle de små problemer i hverdagen. Levede som en fri fugl. Og jeg skulle have værdsat hende, imens hun stadig var her. | Et utrolig spontant projekt, der vil blive skrevet løbende på. Louis er ikke kendt.

39Likes
20Kommentarer
1980Visninger
AA

1. -

 


Et højlydt grin fik samlingen af mennesker til at vende sig om. De fleste blikke var foraget over, hvordan man kunne afbryde en smuk tale med sådan et grin. Det var et grin, der ikke hørte hjemme hos en begravelse. Mit eget blik vandrede hen til vedkommende og til min overraskelse, var det en pige. Hun forsøgte at undgå at grine, men med de mange blikke rettet mod hende, kæmpede hun. 

Min far hostede kort for at få opmærksomheden vendt mod ham igen. "Til allersidst, så vil jeg på min kones vegne sige mange tak til alle, der er mødt op i dag. Hun ville have elsket at se dette. Hun var et henrivende menneske, som vi er samlet i dag for at huske på," afsluttede han. Der lød endnu et grin fra den samme pige.

Flere rystede på hovedet af hende, inden de begyndte at gå indenfor igen. Jeg ville have fulgt med menneskestrømmen, men mine fødder gik i retningen af pigen. Jeg ville vide, hvad hendes problem var. 

"Hvorfor griner du?" spurgte jeg direkte, velvidende om, at hun stod med ryggen til mig. Jeg skulle have et svar. 

Pigen vendte sig om. Hun smilede kort, men da hun kiggede nærmere på mig, forsvandt hendes smil stille. "Tror du på et ord, som manden siger? Han må være absolut blind eller hjerneskadet. Hun var jo slet ikke sådan som person," forklarede hun sig. "Henrivende? Ih guder. Det passer ikke. Hun var nærmere et monster."

Hendes ord gjorde mig stum. Et monster? Råbte mit indre. Hun var langt fra et monster. "Hvad er din relation til hende?" Jeg hævede mit øjenbryn. Pigen irriterede mig allerede. 

"Min mor var nære veninder med hende." Hun begyndte at føle sig en smule utryg, hvilket sikkert skyldtes den vrede, der befandt sig i mine øjne. "Og din relation til hende var?" tillod hun sig selv at spørge om.

Jeg sukkede ganske kort. "Hun var min mor."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...