we were born sick| louis tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2015
  • Opdateret: 13 maj 2016
  • Status: Færdig
Hun var typen, der grinede til en begravelse. Typen der ikke bekymrerede sig om alle de små problemer i hverdagen. Levede som en fri fugl. Og jeg skulle have værdsat hende, imens hun stadig var her. | Et utrolig spontant projekt, der vil blive skrevet løbende på. Louis er ikke kendt.

39Likes
20Kommentarer
1960Visninger
AA

3. were

Jeg fandt mig selv udenfor. På vej hen til pigen, som jeg tidligere havde fornærmet. Jeg vidste ikke, hvad min hensigt var, men jeg havde et behov for at sige undskyld. Måneskinnet var skarpt, og der var koldt. Februar bød velkommen. Jeg satte mig lydløst ned ved siden af pigen på bænken.

"Hun kunne være et monster nogle gange," startede jeg ud. "Hun råbte af en. Hvis du lavede noget forkert, så ville du få skæld ud. Jeg kan huske, at jeg var så bange for hende. Jeg var bange for at fejle." Et suk forlod mine læber. Min barndom havde ikke været den mest fantastiske. Mine forældre var ikke noget, som jeg råbte hurra for. Selvom jeg kun havde den ene tilbage nu. "Men jeg elskede hende stadig. Hun var trods alt min mor."

Jeg kiggede for første gang på pigen, og hun smilede lidt. Jeg kunne ikke lade være med at grine kort. "Du smiler tit, gør du ikke?" 

Hendes smil blev en smule bredere. "Det bliver jeg nødt til. Du ved ikke hvornår, det kan være din sidste gang." Jeg nikkede. Hun så anderledes på livet, end jeg gjorde. Jeg smilede ikke specielt tit. Eller grinede for den sags skyld. "Det går jeg udfra, at du ikke gør?"

Jeg rystede ganske kort på hovedet. "Jeg har ikke nogle grunde til at smile. Selvfølgelig er der få ting, der kan få mig til det... men for det meste, så tror jeg ikke, at jeg smiler." Idéen var egentlig lidt underlig. Smile. Grine. Kunne man ikke være glad med andre udtryk? 

"Jeg smiler hver dag. Hvis du virkelig kendte mig, så ville formentlig synes, at det er latterligt. Men jeg smiler hver dag, fordi jeg finder noget at smile over. Hver dag," sagde hun tungt. Hun kiggede ned i jorden. "Selv når det er den værste dag på jorden, så får nogle mig til at smile, selvom det ikke har en relation til mig. Ved du hvorfor?" Hun vendte sit hoved mod mig, og jeg rystede på hovedet. "Fordi jeg genkender glæde. Jeg forstår glæde. Jeg tror på det."

"Hvem er du?" Min nysgerrighed voksede, og jeg havde en hunger inden i mig, der ville vide, hvem hun var. Hvor kom hun fra? Hvad spiste hun til morgenmad? Hvordan kæmpede hun sig igennem dagen? Jeg ville vide alt om hende. Jeg fandt hende ikke længere irriterende. Jeg fandt hende inspirerende. 

Hun lod sine fingre røre træbrædderne på bænken, og fastholdt sit blik mod sine fingre. "Jessica."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...