we were born sick| louis tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2015
  • Opdateret: 13 maj 2016
  • Status: Færdig
Hun var typen, der grinede til en begravelse. Typen der ikke bekymrerede sig om alle de små problemer i hverdagen. Levede som en fri fugl. Og jeg skulle have værdsat hende, imens hun stadig var her. | Et utrolig spontant projekt, der vil blive skrevet løbende på. Louis er ikke kendt.

39Likes
20Kommentarer
1955Visninger
AA

2. we

Jeg havde ikke i sinde at blive fuld til min egen mors begravelse, men alligevel sad jeg her ved baren, hvor jeg var ved at hælde det tredje glas whisky ned. Mine fingre trommede blidt på overfladen af baren. Jeg frøs om fødderne, frøs om mine hænder, hovedet og mit ansigt. Det gav ingen mening, for der var varmt herinde. Det havde jeg lagt mærke til tidligere.

De ord, som pigen havde sagt tidligere til mig, rungede i mit hoved. Hun var et monster. Det gentog sig igen og igen.

"Fuld til mors begravelse? Det bliver ikke et kønt syn," sagde en velkendt stemme. Et suk forlod mine læber, siden jeg havde gættet mig frem til, hvem det var. "Åh, stop nu med at være så sur."

Jeg drejede mit hoved mod hende. "Jeg har en god begrundelse til at være sur. Hvad er din undskyldning?"

Hun grinede kort. Det samme grin, som hun havde grinet til selve begravelsen. "Anklager du mig for at være sur? Til en begravelse? Jeg ved da bedre end det," forklarede hun med en humoristisk klang. Hun fandt det åbenbart sjovt. Jeg rullede med øjnene af hende. Det var alt ved hende, der irriterede mig.

"Bare fordi vi ikke deler samme mening om din mor, så betyder det ikke, at jeg er så irriterende. Gør det?" Hun satte sig op på barstolen ved siden af mig, og fastholdt sit blik på mig. 

Hun forventede sikkert, at jeg sagde 'Nej, det gør det selvfølgelig ikke. Du er sikkert et rart menneske'. Det var dog ikke lige det, som jeg umiddelbart havde i tankerne. "Jo, det gør det. En del faktisk," sagde jeg koldt, og bagefter drak jeg resten, der var tilbage i mit glas. "Hun var ikke et monster." Jeg lagde tryk på ikke for at understrege, at hun ikke var et monster. Den rigtige sandhed. "Du kendte hende ikke, ligesom jeg gjorde."

"Du har fat i noget." Hun smilede. Igen. Og igen. Smilet gjorde mig svimmel. Hun forvirrede mig ganske grusomt. Grinede til en begravelse. Smilede. Jeg rejste mig fra min stol, og ligeledes gjorde hun. "Hvor skal vi hen?"

Jeg rynkede mine øjenbryn en smule. "Vi?" 

Hun nikkede hurtigt. "Din far bad mig om at holde øje med dig, for han er sikkert bekymret for dig. Jeg mener, du er trods alt en smule beruset. Det er for det bedste." Hendes ord fik min vrede i mig til at boble. Skulle hun passe på mig? Jeg behøver ikke en babysitter.

"Hør; jeg behøver ikke en til at passe på mig. Jeg klarer mig fint. Det har jeg gjort i lang tid, og jeg skal nok blive ved med det. Du behøver ikke hjælpe mig. Nej, rent faktisk så vil jeg ikke have din hjælp," udbrød jeg en anelse for højt. Det var ikke en dag, hvor man skulle trodse mig.

Hun sukkede af mig. "Louis, jeg vil bare hjælpe dig, okay? Jeg beder dig ikke om at gifte dig med mig. Vi kunne snakke sammen?" Hendes kommentar fik mig til at grine hæst. 

"For sidste gang, så behøver jeg ikke din hjælp," fastgjorde jeg. "Snakke sammen? Ja, garanteret. Så kan du sidde og kritisere min familie imens jeg lytter på. Har du slet ingen respekt for andre?" Jeg lukkede fuldkommen munden på hende, og hun stod tilbage som et lille hø strå, som selv vinden kunne vælte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...