we were born sick| louis tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2015
  • Opdateret: 13 maj 2016
  • Status: Færdig
Hun var typen, der grinede til en begravelse. Typen der ikke bekymrerede sig om alle de små problemer i hverdagen. Levede som en fri fugl. Og jeg skulle have værdsat hende, imens hun stadig var her. | Et utrolig spontant projekt, der vil blive skrevet løbende på. Louis er ikke kendt.

39Likes
20Kommentarer
1953Visninger
AA

5. sick

Og da den værst tænkelige dag kom, brød min verden sammen:

"Louis, det er Jessicas mor, der ringer. Kommer du, og tager den?" Min far råbte inde fra køkkenet af. Jeg slap blikket fra fjernsynet, og rejste mig op for at gå ind i køkkenet. Jeg greb fast om telefonen, og svarede med den samme stemme, som jeg ville gøre ved hvert og andet telefonopkald: "Det er Louis."

Stemmen i den anden side lød rystende. "Louis? Det er Elizabeth... Den er gal med Jessica," forklarede Jessicas mor med en grædefærdig stemme. "Hun... Kan du møde op på hospitalet? Jeg kan ikke sige det her." Min fingre begyndte at ryste, og det blev svært at bevare grebet omkring telefonen. 

"Jeg er på vej." Jeg prøvede at bevare roen, men min far kendte mig for godt, og hans bekymrede blik afslørede alt. "Det er omkring Jessica. Noget er galt," forsøgte jeg at forklare uden at bryde sammen. Telefonen faldt ned til jorden, og mine ben fandt vejen ud i gangen, hvor jeg greb fast om bilnøglerne. Døren blev åbnet, og regnen ramte mig straks, da jeg gik udenfor. 

Min mavefornemmelse var dårlig. Det hele hang bare ikke sammen længere. Det virkede forkert. Motoren startede, og jeg bakkede ud af indkørslen, og satte kurs mod hospitalet. Jeg vidste godt, at Jessica havde haft det svært den sidste uge, men var det så galt? Var hendes lys gået ud? Slukket?

En uge senere havde jeg fået besvaret mine spørgsmål. Jessica havde forladt mig. Os. Det havde været tomme dage. Triste, regnfulde dage. Mine øjne lukkede sig i, og Jessicas far stemme flød længere ud i mit hoved. Det hele gik så hurtigt for mig. Jeg mødte hende, brokkede mig over hende, lærte hende at kende, forelskede mig i hende, og tabte hende. 

"Jessica var det mest inspirerende menneske. Hun gik aldrig i stå. Hvis hun faldt, så rejste hun sig op. Kæmpede videre," fortalte hendes far med sin klareste stemme. 

Og i det øjeblik, hvor kisten blev sænket ned i jorden, kunne jeg ikke lade være med at grine lavt. Et par folk kiggede tilbage på mig, men jeg var ligeglad. De vidste ikke, hvorfor jeg grinede. Det var kun hende og jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...