we were born sick| louis tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2015
  • Opdateret: 13 maj 2016
  • Status: Færdig
Hun var typen, der grinede til en begravelse. Typen der ikke bekymrerede sig om alle de små problemer i hverdagen. Levede som en fri fugl. Og jeg skulle have værdsat hende, imens hun stadig var her. | Et utrolig spontant projekt, der vil blive skrevet løbende på. Louis er ikke kendt.

39Likes
20Kommentarer
1956Visninger
AA

4. born

Jeg lærte Jessica at kende, som dagene gik. Dag efter dag lærte jeg mere om hende. Til sidst vidste jeg, hvem hun var. Jeg blev en del af hendes hverdag, og hun blev ligeledes en del af min hverdag. Selvom vi begge vidste, at dagene var få, så bekymrede vi os ikke. Før eller siden ville kræften overtage hende. Før eller siden ville realiteten sætte sig ind, men lige nu levede vi vores drøm. Intet andet betød mere.

Vi sad udenfor på terrassen. Hun lænede sig op af mig, og hvilede sit hoved på min skulder. "De sidste par år, så har jeg kigget mig selv i spejlet, og spurgt mig selv: Hvis det her er min sidste dag af mit liv, hvad ville jeg så lave?" 

Mit blik faldt lidt ned. "Hvis vi lader som om, at dette er din sidste dag..." Min stemme var ikke stærk. Den lød som en stemme, der kunne knække hvert sekund, og det var sandheden. Jeg vidste aldrig, hvornår jeg ville knække sammen. Jeg var bekymret, og håbet var gået ud for længst. "Hvad ville du så lave?" færdiggjorde jeg sætningen. 

Hun rettede sig op, og kiggede ud over græsplænen. "Jeg ville formentlig tage til stranden. Gå en tur der. Få gjort mit hoved fuldkommen rent, du ved? Bare lade være med at tænke et par øjeblikke. Mærke sandet i mine fødder, og fornemme vandet, der strømmer langsomt op af stranden," forklarede hun med et drømmende blik i sine øjne.

"Kom," insisterede jeg, og rejste mig samtidigt op. Jeg rakte min hånd frem, og hun tog tøvende imod den. "Vi lader som om, at det er din sidste dag. Udfylder dine drømme, okay?" Hun kunne ikke lade være med at grine lavt. "Kom nu, Jessica. Lev lidt."

Det var urealistisk, at jeg sagde det til en døende. Desuden var hun altid den, der var fuld af liv og ikke mig. Det var altid mig, der skulle hives med udenfor eller leve lidt. Men denne gang var jeg opsat på at få hendes dag til at være perfekt. Til sidst trak hun på skulderene, og overgav sig til mig. 

Vi kørte til stranden, smed skoene i bilen og småløb ud på stranden. Vandet strømmede ind mod vores bare fødder, og i det øjeblik svor jeg, at jeg var lykkelig.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...