Isdronningen med et smeltet hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2015
  • Opdateret: 3 maj 2015
  • Status: Igang
Alle stolene er tomme. Undtagen den hun sidder på.

0Likes
0Kommentarer
231Visninger
AA

2. Bordet er isblåt.

Bordet er isblåt. Koldt.

Hun er ikke sikker på, hvorfor hun sidder der, hvordan hun er kommet derhen. Hun er alene, så meget ved hun. Seksten stole står på hver side af det lange bord. Og en i hver ende. Hun sidder ved den ene af enderne. Alle stolene er tomme. Undtagen den hun sidder på.

En stol er mere tom end andre. Død.

Hun ved ikke, hvem det er, der mangler ved hendes side. Hun ved bare at personen, der plejede at sidde der, ved siden af hende, på den tomme stol, er væk. Hun husker ikke stolens ejer. Hun mangler stolens ejer et sted dybt inde i kroppen. Hun ved dog, hvorfor stolen er tom. Hun ved, hvorfor alle stolene er tomme. Alle stolenes ejere er døde.

Alt er lavet af is. Alt.

Bordet, stolene, væggene, gulvene. Alt. Alt er lavet af is. Selv hendes hjerte. Hun ved det. Hendes hjerte er køligt, følelseskoldt, is. Der er ingen følelser tilbage, selvom hun er sikker på, at de engang har været der. Alt er is, alt er koldt, i det store rum, hun er i. Bordpladen af is er kold, da hun lader fingrene stryge over den. Men lige meget hvor koldt hele rummet er, fryser hun ikke. Hun ved ikke hvorfor. Hun er bare kold.

Hun har en kæde viklet om hånden. Hjerte.

Hun ved ikke hvor kæden kommer fra. Det eneste hun ved, er at den er viklet to gange om hånden. Hjertevedhænget ligger i hendes håndflade. Hun har fået det af en, det er hun sikker på. Af hvem ved hun ikke. Hendes blik bliver som trukket hen til den tomme stol af is ved hendes side. Hun føler ikke noget ved synet af den tomme stol, men hun mærker at ejeren mangler. Det er ikke en følelse, nærmere en tilstand ligesom sult.

Hun lader blikket glide over rummet. Tomt.

Alt er blåt her. Alt er lavet af is her. Hun rejser sig, føler sig pludselig kvalt af tavsheden, af tomheden. En grå sky af glemte minder hænger over hendes hoved, men den er grå og uigennemtrængelig. Hun kan ikke finde de manglende minder. Regnen, der burde dale fra den grå sky, kommer aldrig. Daler aldrig ned fra skyen og rammer hende med de glemte minder. Nogen var her engang sammen med hende, men de er alle døde. Nu ved hun bare, at hun er alene. Faktisk ved hun, at hun er fuldkommen alene. Hun ved, at hun er den eneste overlevende, den eneste tilbageværende. På hele jorden.

Hun går hen til de enorme porte, der fører ud. Øde.

Himlen udenfor er blå og kold. Vinden river i hendes mørke hår, den niver i hendes hud, men hun fryser ikke. Hun finder først nu ud af, at hun har bare tæer, og selvom hendes hud er kold, så fryser hun ikke det mindste. Hun er kold, verden er kold, alt er koldt, lige så koldt som hendes hjerte. Hun tager flere skridt og opdager først nu, at det sner. Sneen lander i hendes hår og på hendes hud, men den smelter ikke. Så kold er hun. Så koldt er hendes hjerte.

Hun er klædt som en dronning. Isdronning.

Hun bærer en lang, smuk kjole. Kjolen er tynd og har en lys blå farve, som isen, der omringer hende. Det er en dronnings kjole, en isdronnings kjole. Mellem kravebenene sidder en sten, en mørk, tung og grøn sten, der holder en kappe oppe. Kappen har en mørklilla farve og har pels inden i. Vinden blæser kappen bagud, så den ikke ville varme hendes krop, selv hvis den kunne. Hendes sorte hår hænger ned over ryggen på hende, hvoraf to tynde lokker er trukket bag ud og sat fast. Hvad de er sat fast med, ved hun ikke. Med tøjet føler sig som en dronning. En dronning over alt iset. En dronning over de tomme stole og de frosne søer. En isdronning over den forladte verden.

Et billede flimrer over hendes øjne. Smil.

Det er en dreng. Hans brune hår er rodet, og hans smil lyser de lysebrune øjne op. Et nyt billede hvor drengen griner dukker op, og hun føler noget. Et eller andet sted i hendes iskolde hjerte føler hun noget. Hun ved ikke hvad, da følelser er fremmede for hende. Hun blinker og flere billeder flimrer over hendes øjne. Bordet. Det tomme, iskolde bord. Det er bare ikke iskoldt eller tomt længere. Det er lavet af træ, og alle stolenes ejere er i live. Hun ser på stolen ved siden af. Nyt billede. Halskæden, der er viklet om hendes hånd.

Der er et navn på halskæden. Gabriel.

Hun falder til jorden, og billedstrømmen stopper. Hun åbner hånden og ser på hjertevedhænget i halskæden, vender det om. Navnet Gabriel står med skråskrift hen over hjertet. Det stikker i hende, og hun føler sig pludselig lidt mindre kold. Et nyt billede dukker op, idet hun blinker. Det er en kiste. Ordet forfrysninger glider gennem hendes sind, efterfulgt af folk med tunge miner. Hun rejser sig, som den dronning hun er. Prøver at glemme det hun husker. Hun går videre over den frosne sø.

Et fotografi falder til jorden. Hvem?

Hun samler det op og ser på det. Gabriel. Hun ved ikke, hvor navnet kommer fra, eller hvorfra billedet kommer, men hun ved, det er ham. Det er ham, der er på billedet. Det pjuskede hår, de lysebrune øjne, det strålende smil, de småskæve tænder. Gabriel. Hun tænker på den tomme stol ved hendes side og ved nu, hvem den tilhørte. Et savn på størrelse med det land, der engang hed Rusland, men hvis navn for længst er glemt, vokser frem i hendes bryst. Hendes iskolde hjerte er begyndt at tø op, at smelte.

Hun husker. Dommedag.

Det var det, de kaldte det. Dommedag. Jorden var i forandring, og det ville føre til dommedag. Ingen ville overleve. Det var det, de sagde. Alle skulle dø. Alle dør på et tidspunkt, husker hun, nogen sagde, så hvorfor ikke nu? Hun husker skoletimer, hvor hun lærte om lige netop dét. Om Jorden i forandring. Om hvordan Jorden engang ændrede sig og dræbte alt. Lava flød op ad sprækker i jorden, hvorefter et lag af is frøs alting til. Ligesom nu. Nu husker hun, hvordan lava og ild ødelage den verden, hun levede i, slog mennesker ihjel, denne gang var det bare virkelighed, det var ikke bare en bog. Så kom isen. Sammen med isen kom forfrysningerne. Ingen kunne overleve. Og en efter en døde alle. Men ikke hende.

Minder om hende og Gabriel. Sammen.

De mødtes på flugt fra isen. De var sammen med seksten andre mennesker, men de kunne ligeså godt være alene. Det var kærlighed ved første blik. Med Gabriel var dommedag ikke så slem en tanke. De aftalte, at selvom de ville dø, ville deres kærlighed aldrig dø. De ville altid elske hinanden lige meget hvad. De ville aldrig dø rigtigt, så længe de elskede hinanden. Det var ægte kærlighed. Men så fandt de hans lig. Hele hendes verden gik i stå, og hun løb ud i stormen. Ud til isen, til forfrysningerne, til døden. Men isen tog hende til sig. Dræbte alle omkring hende, men tog hende til sig. Den frøs hendes hjerte, gjorde hende til en isdronning.

Sneen falder fra himlen. Koldt.

Hendes hjerte tør op, og hun falder sammen på isen. Den er kold. Hun fryser. Minderne tør hende op. Gabriels kærlighed lever stadig i hende. Deres kærlighed lever stadig, selvom han er død. Deres kærlighed dør aldrig. Hun mærker sorgen, smerten og kærligheden, og hendes iskolde hjerte smelter. Hendes krop er varm, og hun husker. Hun husker hans stemme, hun husker deres kys. Hun ved nu, at det ikke værd at leve uden kærligheden bare for at overleve. Ingen vil overleve, sagde de. Men deres kærlighed vil overleve, det ved hun nu. Intet kan dræbe deres kærlighed, ikke engang døden. Derfor bliver hun liggende på isen og venter på, at forfrysningerne kommer.

Nu vil hun for altid være en isdronning med et smeltet hjerte. Altid.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...