Dragetøsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2015
  • Opdateret: 27 feb. 2016
  • Status: Igang
Hen over himlen skyder et orange lyn bag skyerne og vender øjne med sig blandt folk på trekløveren. Der bliver hvisket om dragetøsen og udlovet dusører om fangsten af pigen på drageryggen. Ikke mange kender ansigtet på pigen, men her er historien om Dragetøsen Dana, som en nat fandt en forkølet drage i skoven og dannede et ubrydeligt venskab. Ingen kender hendes sande identitet, men i krogene fortælles historier og fantaseret, lige indtil fantasier bliver til virkelighed, og Dana sammen med sin lillesøster Lulu er nødt til at flygte, efter stormandens hær tog deres forældre og brødre fra dem. Danas misson er ikke let, når man står som en lus mellem to negle, men intet er som hun tror.

41Likes
50Kommentarer
2307Visninger
AA

5. Stol ikke på fremmede

Mine skridt var tunge og langsomme, da jeg gik ned af markedspladsen i Lavenda. Solen bagte på mine skulder, og jeg søgte efter et sted, hvor jeg kunne få en billig tår vand. En dreng på Milos alder stod op ad brønden på byens knudepunkt med en sort lille pung i bæltet. Han var blevet stillet der til at tage imod skillinger for at fylde folks vanddunke op. Hans tøj var i uorden, og han havde et snavset sår på armen og jeg vidste at han havde fået opgaven, netop fordi han var den slags snotunge, som folk havde medlidenhed med.

Jeg gav ham en sølvlærk, selvom han bad om fem kobberlærker og lod ham fylde min dunk, mens jeg håbede på, at jeg en dag kunne finde en måde at hjælpe de børn på. Han så taknemlig ud for de ekstra lommepenge. For de fleste børn i Lavenda var der ikke altid mad på bordet mere end en gang om dagen. Det ville jeg lave om på, men lige nu havde jeg knap nok penge nok til mig selv.

Jeg løftede flasken op til munden og fik det hele galt i halsen, da en sko havnede i min nakke. En stor klam mandelæderstøvle, som kom fra værtshuset ti meter væk. To forvoksede drenge med blod i ansigtet trillede rundt på jorden og langede ud efter hinandens hoveder. Ham der lå nederst lignede ikke rigtigt en, der kunne hamle op med ham skiderikken, der slog ham. Det var også ham den nederste, der manglede en støvle.

Jeg besluttede at rede ham. ”Hey!” råbte jeg. ”Her står man fredeligt og får en tår vand, og så får man en sur støvle i hovedet.” Jeg kastede støvlen i hovedet på ham den dumme. Ja jeg vidste selvfølgelig ikke, hvad der havde udløs slagsmålet, men jeg havde besluttet mig for at holde med ham der hjælpeløst lå nedenunder og tog imod slag.

”Hvad bilder De Dem ind!” sagde han og rejste sig. Han var høj, og han havde halvlangt hår, hvor mindre totter bag hans øre var blevet flettet og stukket ind i farvede perler. Han så lettere medtaget ud, som om han havde været ude for lidt af hvert. Den anden lå stadig på jorden og duppede sig i ansigtet med ærmet på sin trøje.

”Jeg fik en støvle i hovedet og antog at det var dig. Det der var simpelt gengæld.” Jeg så ned af ham. ”Hvorfor har De egentlig så meget tøj på?” Jeg selv kogte af varme, og jeg havde endda bare arme og tørklædet om håret var bundet stramt op. Ham der var dækket fra top til tå.

Han vendte sig rundt, så hans kappe flagrede med i vinden, og det sidste jeg så inden han forsvandt om et hjørne var et grønt mærke bag hans øre, lige inden han dækkede det til med sin hætte. Mærkelig gut, tænkte jeg og gik hen til ham den anden.

”Er De kommet noget til?” spurgte jeg ham og samlede hans sko op. Det undrede mig at ingen andre var hjælpsomme overfor ham. Det fik mig til at overveje, om der var en grund til det - og en grund til at han fik tæsk.

”Jeg har lidt ondt i hovedet, men jeg overlever.” Han smilede svagt til mig, så hans venlige øjne kneb sig sammen. Det lyse hår var fedtet og æltet godt ind i jord og skidt, så det havde taget en helt anden farve.

”Hvad gjorde De også for at komme op at slås med ham der. Han ligner ikke en, man vil komme på tværs af.”

Han svarede ikke på mit spørgsmål. ”Kan jeg være dus med min redningshelt?”

”Kom her du,” sagde jeg som svar og hjalp ham op. ”Hvor bor du, så hjælper jeg dig med at rense din flænge i øjenbrynet. Det bløder en del.”

”Jeg bor tæt på.” Han holdt stadig ærmet mod panden, mens vi gik og sagde ikke så meget. Han så ærligt talt lidt ynkelig ud i forhold til de mænd, min mor havde hjulpet med arbejdsskader, men det var vel heller ikke alle der duede til slåskampe, og heller ikke alle der havde kropsbygningen til det. Ham her var tynd som et siv, og muskler var der heller ikke meget af.

Vi gik ind i et forholdsvist stort bindingsværk mellem nogle køkkenhaver, og jeg bad ham finde noget rent vand, mens jeg funderede over, om han var en af de rige. Jeg vidste ikke, om jeg havde det underligt med at hjælpe en af de rige, fordi det jo var dem vi, i min familie, altid havde hadet, men nogen gange undrede det mig, hvor selvcentrerede folk var. Der var ingen grund til ikke at hjælpe ham, når nu jeg kunne se, at han ville få betændelse i det sår, hvis der ikke var nogen der hjalp ham med at pille skidt ud.

”Sæt dig,” sagde jeg og lagde en klud i skålen med vand, mens jeg lod blikket glide hen over det store køkkenalrum med ild i pejsen og tæpper på væggene. ”Min mor er Healer,  så jeg har noget jeg kan smøre på for at trække eventuel begyndende betændelse ud.”

Han kneb øjnene sammen, da jeg lagde kluden på såret.

”Du siger ikke så meget?” sagde jeg og bemærkede, at han lugtede af alkohol. Hvad lavede han også på et værtshus og drikke den slags? Han så slet ikke ud til at være den type.

”Jeg forstår ikke helt, hvorfor du hjælper mig.”

”Jeg syntes ikke du lignede en, der begyndte det slagsmål med vilje.”

”Så du havde medlidenhed med mig?”

”Ja, er det ikke derfor, folk hjælper hinanden?”

Han sukkede. ”Jeg var uintelligent at tage en kamp op med ham.”

”Hvorfor gjorde du det så?”

”Det sker somme tider. Jeg spurgte ham bare hvorfor han ikke holder sig væk, nu hvor han alligevel bliver taget hvis han bliver opdaget.”

”Hvorfor skulle han blive taget?”

”Han er lovløs.” Det kom så ligegyldigt ud af munden på ham, men pludselig havde jeg ondt af ham den ”dumme”. I Lavenda skulle der ikke så meget til, før man blev straffet, så jeg gad nok vide, hvad han havde gjort.

Jeg smurte noget grønt snask ud på såret og lod det sidde et øjeblik. ”Det her skal sidde så længe, du kan lade være med at pille ved det, så det trækker betændelsen ud.” Jeg krydsede armene. ”Det har altid undret mig hvorfor drenge slås.”

”Det gør man bare.” Han løftede øjebrynene. ”Ligesom piger altid brokker sig over det. Det er naturens orden.”

”Nå, men…” Jeg samlede mine ting op. ”Jeg håber såret gror ordentligt sammen. Jeg smutter.”

”Vent!” Han kom på benene og lagde hovedet en smule tilbage, så den grønne urteblanding ikke trillede ned i øjet. ”Tak for hjælpen.” Han gav mig hånden og smilede til mig med sit charmerende ansigt. Han var såmænd sød. ”Hvad hedder du?”

Jeg tænkte mig om. ”Dana,” svarede jeg. Det navn gik jeg altid under, da Daniqua kunne blive sporet tilbage til min familie.

”Jeg hedder Benja. Hvor er du fra? Bor du her?”

Skulle jeg lyve eller sige sandheden? Hvor meget af sandheden skulle han have?

”Min familie bor her. Jeg bor lidt over alt.” Jeg smilede genert. ”Det var hyggeligt at møde dig.” Jeg skulle til at gå igen, men han beholdt min hånd, og på hans finger sad en ring, som jeg genkendte. Den ring bragte dårlige fornemmelser frem i mig fra den gang, far fik besøg af Lavendas stormester, Brustus, fordi de skulle samle arbejdere til en stor ombygning på slottet. Ringen havde en silhuet af et ørnehoved og sådan en havde siddet på de mænd som hentede far og mine brødre.

”Kan jeg se dig igen?”

Jeg bed mig i læben. Mit blik flakkede, og jeg bandede inderligt over min dårlige evne til at lyve. Jeg kunne ikke lyve for ham, og da slet ikke når han meget vel kunne ligne en, der stod i ledtog med stormanden. ”Jeg tror ikke, vi ser hinanden igen. Jeg ville bare hjælpe dig. Farvel.”

Han så trist ud, og jeg funderede over oprigtigheden. ”Så hav det godt,” sagde han og fulgte mig ud. ”Men hvis du kommer hertil igen, så er døren åben.”

”Det skal jeg huske,” svarede jeg fraværende. Måske var det slet ikke sidste gang, jeg så noget til ham, og det bekymrede mig.

Jeg hastede ud af døren, men idet jeg trådte ud i forhaven klappede fælden. Mit hjerte skød op i halsen og hamrede derudaf, da jeg så et par pansrede vagter som nærmere lignede soldater der var på vej i krig. Jeg værdigede ikke engang Benja - hvis det altså virkelig var det, han hed - et blik tilbage, fordi jeg fornemmede den skadefro hans ansigt ville afspejle. De havde narret mig. De vidste hvem jeg var, og jeg vidste jo godt, at de fleste havde ledt efter mig i noget tid. Hvem ville ikke have fat i dragetøsen? Hvad kunne de ikke bruge Blonx til?

Mind mig lige om, hvorfor jeg nogensinde hjælper folk… tænkte jeg til Blonx, og hun vidste, at noget var i gære. Pulserende bølger af vrede og frygt banede sig igennem til mit system, så Blonx’ følelser påvirkede mig til at gå endnu mere i panik. Nogen gange havde jeg det som om, vi var to af samme sjæl.

Jeg tænkte hurtigt og satte i løb mod grøntsagsbedene og skulle til at springe over det halv meter lange stakit, da en af dem greb om min bylt, og jeg fumlede med knuden som sad over mit bryst. Jeg havde den altid bundet over højre skulderen og under den venstre arm som en slags rygsæk, men denne gang kunne det altså ikke nytte noget at beskytte mine ting. Jeg løsnede knuden og tog benene på nakken hen over køkkenhaverne. Flere vrede koner og mænd råbte efter mig, da jeg kvaste deres afgrøder, mens jeg kæmpede for at nå langt nok væk til, at jeg kunne samles op af Blonx. Jeg vidste hun var på vej.

Tyve meter endnu Venne, lød det i mit hoved, og jeg kæmpede med kræfterne det sidste stykke, lige inden jeg snublede lige ind i en meget hård metalplade, som snart viste sig at være en af de veludrustede vagter, som havde ligget på lur. Både ham og jeg trilede om på jorden et kort øjeblik, og jeg så prikker for øjnene.

”Hold hende!” var der en der råbte, og jeg kunne ikke længere bevæge mig, da de næsten satte sig på mine arme og ben.

”Slip mig!” hvæste jeg og vred mig alt hvad jeg kunne.

BLONX! Råbte jeg i tankerne og anede hendes silhuet i skyerne.

De er for mange til, at jeg kan dykke ned efter dig. Hold ud!

”Jeg har ikke gjort noget. Slip mig!” sagde jeg og lød heldigt nok som et fortabt pigebarn, der var kommet på afveje.

”Ohj!” sagde en af de hæse vagter, som kom spankulerende med min bylt. ”Se lige.” Han åbnede min pengepung og raslede mønterne ud i hånden.

”Det er mine penge. Jeg har tjent dem til min familie.” Tårerne pressede sig på, men det var ikke kun for skuespil. Det var virkeligt livsnødvendige penge for både min familie og jeg, og den eneste måde, jeg kunne lave flere, var med de sager, der lå i den bylt, som de også havde taget.

”Rav?” sagde han og holdt en gylden halskæde op. ”Vi har fanget den rette. Jeg har hørt at den slags kun findes på Sydkløveren.

Mens en tåre trillede ned af min kind, var mine øjne fixet til den flyvende silhuet i himlen, og da en af vagterne tog sigte med en bue og en pil, så vældede panikken op i mig for alvor.

”BLONX!” skreg jeg. ”PAS PÅ!” Jeg nåede ikke at sige mere, da de lagde en stor hånd indhyllet i en læderhandske over min mund.

Men Blonx ville rede mig, og jeg så hende dykke mod jorden. Mændene skød pile efter hende, men hun undgik dem med sine bløde bevægelser i luften. Jeg så røgen komme ud af næsebordene og forsvinde i vinden efter hende, og det gyldne lys af gløder i mundvigene.

En af mændene trillede mig om på maven og bandt mine hænder. De kæmpede for at få mig på benene og løbe deres vej, mens de andre tilkomne krigere kunne tage sig af Blonx. Jeg kunne stadig ikke sige noget, fordi de holdt så stramt om mine læber, at jeg knap kunne få blod til ansigtet. Blonx Fløj rundt imellem dem og passede på med ikke at sætte ild til afgrøderne fremfor grimme vagter.

Stik af Blonx! Stik af nu og red mig senere, hvor vi kan lægge en plan. Det her går ikke. Det ender med at de slår dig ihjel.

De slår ikke mig ihjel. Jeg er for værdifuld.

Men de kan fange dig, og så kommer vi slet ikke fri. Flyv nu!

Fint, men jeg lover dig, at jeg kommer tilbage!

Flyv!

Jeg lod mig trække med og så Blonx lette til himlen, men siden hun måtte have ryggen til for at lette, så kunne hun ikke holde øje med pilene, der havlede om hende. To af dem skød lige igennem Blonx’ ene vinge, og det sidste jeg hørte var en højlydt brøl, inden hun forsvandt over trækronerne, og menneskerne jublede og hujede, da hun var væk. Og hvorfor skulle de ikke også gøre det? I deres øjne var jeg blot en uartig møgunge, der smaskede hen over deres afgrøder, og bag efter kom der en drage og brændte det hele af. Populære kunne jeg ikke påstå, at vi ville blive efter dette her.

Hendes smerte stak igennem mig, da jeg fik ordre på at træde op i en sadel og tårerne trillede ned af mine støvede kinder. Jeg blev ved med at forbande Benja i mit stille sind og tænkte på, om det havde været hans plan hele tiden. Men hvordan hang det så sammen med slagsmålet?

En af vagterne sad bag mig og nærmest holdt om mig, mens vi red, så jeg ikke faldt af. Det var ekstremt ubehageligt, ikke mindst fordi mit tørklæde var halvt faldet af, så jeg følte mig ubehageligt blottet, mens vi red igennem byen.

 

 

”JEG HAR IKKE GJORT JER NOGET!” skreg jeg, mens de kæmpede med at få mig ned i kælderen. Jeg kunne få en hyggeligt celle for mig selv, havde de sagt, og jeg havde nær brækket mig over deres grumme grin. ”Min drage kommer og sætter ild til hele lortet!” sagde jeg, men min stemme var sølle. Der var intet, jeg kunne gøre.

Ikke nok med, at jeg skulle sidde i en kold kælder, hvor luften var fyldt op med jamrende lyde af sultne mennesker, der græd for sin familie, så låste de mine arme fast i lænker, der var ru som sandpapir. Lige da de var gået, krummede jeg mine fingre så smalt ind, som jeg kunne, for at se om lænkerne kunne vrides af, men det eneste jeg fik ud af det var hudafskrabninger på håndleddet, så det blev endnu værre.

”Føler i jer hårde og stærke nu?” råbte jeg. ”Har fanget en forsvarsløs pige!” Jeg kunne ikke være i mig selv for vrede, og tårerene flød som rindende vand.  

”Hold nu mund!” råbte en af dem, som sad og spillede skak i hjørnet.

Blonx, kaldte jeg. Er det slemt?

Min vinge er blevet hullet igennem to steder. Det bløder. Hun virkede panikslagen, fordi hun altid havde haft mig eller min mor til at tage sig af sår og uden mig, kunne hun ikke tale med min mor.

Blonx jeg sidder i en celle i kælderen på borgen. Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske, men jeg tror, jeg skal sidde her længe. Tag hjem til min mor og vis hende vingen. Jeg kalder hvis der sker noget nyt.

Jeg ser, hvad jeg kan få din mor til.

Pas på dig selv Blonx.

Dig også Venne. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind!

Jeg skal nok finde en vej ud!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...