Dragetøsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2015
  • Opdateret: 27 feb. 2016
  • Status: Igang
Hen over himlen skyder et orange lyn bag skyerne og vender øjne med sig blandt folk på trekløveren. Der bliver hvisket om dragetøsen og udlovet dusører om fangsten af pigen på drageryggen. Ikke mange kender ansigtet på pigen, men her er historien om Dragetøsen Dana, som en nat fandt en forkølet drage i skoven og dannede et ubrydeligt venskab. Ingen kender hendes sande identitet, men i krogene fortælles historier og fantaseret, lige indtil fantasier bliver til virkelighed, og Dana sammen med sin lillesøster Lulu er nødt til at flygte, efter stormandens hær tog deres forældre og brødre fra dem. Danas misson er ikke let, når man står som en lus mellem to negle, men intet er som hun tror.

41Likes
50Kommentarer
2306Visninger
AA

7. Søster

ALEX!” råbte jeg og satte mig op i et sæt. ”Blonx?”

Hun lå lige ved siden af mig, og jeg lænede mig ind mod hendes varme skæl, mens jeg kæmpede med mine vejrtrækninger. Bunden under mig var græs og himlen var dunkel. Jeg frøs så meget, at det var uhyggeligt, men den mærkelige del var, at jeg rent faktisk havde en kappe om mig. Det var bare ikke min. Den var gråbrun og tætvævet.

Rolig Venne. Du er uskadt. Du har kun slået hovedet en smule, lød det i mit hoved.

Jeg har ondt i hele kroppen. Jeg tog mig til panden og masserede. Vi må rede Alex. Jeg skylder ham…

Han behøver ikke at blive redet, svarede hun, og i det samme kom han frem fra træerne med lidt træ til bålet. Det var fugtigt og lavede sikkert en hulens masse røg, men det var i det mindste et bål.

”Du er vågen!” sagde han.

”Ja det er jeg, men hvad skete der? Jeg troede vi havde tabt dig.”

”Nej din drage greb mig, men da hun var kommet over borgen, ja så tabte hun mig altså lige inden vi nåede skoven. Det var godt det var græs jeg landede på.”

Sig til ham at jeg ikke kunne bære ham længere. Så stærk er jeg ikke.

”Hun siger at hun havde problemer med at bære dig længere, men det er også lige meget. Vi kom ud.” Jeg smilede.

”Ja det gjorde vi.” Han rakte hånden ud mod mig, og jeg tog den. ”Tak for godt samarbejde. Du er sørme svær at få til at kæmpe for sit liv.” Han grinede hæst. ”Jeg tror, jeg er den der er smuttet.”

”Allerede?”

”Ja. Jeg har nogen jeg skal møde.”

Jeg stirrede på hans tynde lærredsskjorte og lædervesten, som han havde udover med knapper i forskellige former. Han havde også en læderhalskæde på med en dims, som jeg ikke kunne identificere og om håndleddene var der læderskinner hele vejen op til albuerne, der sikkert var af praktiske årsager, som jeg ikke kunne regne ud. Han ville fryse uden sin kappe.

”Her,” sagde jeg og rakte ham kappen, selvom det sendte en lang række rystende kuldegydninger igennem mig. Jeg kunne have klaret det, hvis det var dag, men aftenens indtræden havde skubbet varmen væk sammen med solen.

”Nej du skal bruge den.” I det samme fik han en kuldegysning.

”Lad nu være. Jeg bor ikke så langt væk. Jeg har noget derhjemme.” Og det var jo sandheden.

”Fint. Hvis du synes, dragetøs.”

”Lad være med at kalde mig det.” Jeg lænede mig ind mod Blonx for at holde varmen. ”Hyggeligt at møde dig igen, og hils dem du skal møde.” Jeg stirrede på det grønne mærke bag hans øre og blev enig med mig selv om, at de mennesker han skulle møde, nok ikke var hvem som helst.

”Få nu ikke lungebetændelse,” svarede han og gik sin vej. Det sidste jeg så, var at han trak hætten over hovedet og kappen som bølgede i vinden mellem træerne og blev væk.

Han var da festlig, lød det i mine tanker og jeg nikkede.

”Hey, hvad med dine vinger? De skød dig!” Jeg fandt to bitte små huller i hendes ene vinge, og hun brummede, da jeg rørte ved det størknede blod.

Du skal ikke tænke på det. De heler hurtigt.

”Kan du få mig hjem Blonx? Jeg er så sulten, at jeg kunne spise dig.”

Hun rejste sig og om sider var vi på vej hjem.

 

Lige da Blonx landede i græsset, vidste jeg at det ikke var, som det plejede. Døren stod på vid gab, og der var mørkt derinde. Jeg sprang af Blonx hurtigere end et lyn og satte af mod huset. Ikke et spinkelt stearinlys var tændt, og da jeg så ind var alle møblerne væltede eller ødelagte. Indenfor lå der skår i dynger, og mors hjemmelavede urteblandinger var gået spildt. Jeg kom til at kradse i noget på bordet, og da jeg så på mine fingre bagefter sad der størknet blod under mine negle. Mit hjerte slog et slag over.

”Hallo?” råbte jeg og klemte fingrene omkring stoleryggen, mens jeg skar tænder for ikke at græde. ”Mor?” Jeg forestillede mig, at de sloges lige her. Jeg kunne se for mig; hvordan Basim og Vilas måtte gå til angreb på Brustus’ mænd og derefter tabe og blive slæbt væk. Det hele rullede forbi mine øjne jo mere jeg så mig omkring og lagde mærke til de smadrede genstande. Jeg kunne ikke holde på mig selv og måtte give efter for trygget af sorg i mit hjerte. Jeg knækkede sammen på gulvet og gav mig til at hulke ned i mine rystende hænder. Det måtte ikke være virkeligt. Min familie?

Det føltes så uoverskueligt, når jeg tænkte på, hvor jeg skulle begynde at lede. Brustus’ slot ville være første mulighed, men selv det virkede helt uoverskueligt, og Blonx og jeg var helt alene om det. Jeg følte mig så helt igennem magtesløs, at det ikke faldt mig ind, at jeg selv var ved at sulte og blive syg. Jeg havde brug for mad og varmt tøj.

Vi finder dem, sagde Blonx. Jeg hjælper dig med at finde hver og en! Hendes hoved stak ind fra døren, og hun stirrede på mig med sine dybe øjne. Med hende hos mig følte jeg mig ti gange så stærk.

”Det er min skyld,” hviskede jeg.

Det er aldrig din skyld Venne. Det eneste du har gjort i mange år var at tænke på alle andre end dig selv. Du har ikke gjort noget forkert!

Jeg bukkede mig forover og tog om mit hår ved hovedbunden, mens jeg hulkede videre ned mod gulvbrædderne. Hvilke mennesker ville få sig selv til at gøre den slags? Hvem ville stjæle en familie?

Dana… jeg tror ikke, vi er alene i huset. Jeg fornemmer noget.

Jeg stoppede brat med at græde og gned tårerne væk fra kinderne. Jeg fortalte mig selv, at jeg skulle være modig og konfrontere, hvem en der var til stede, men jeg ville meget hellere springe på Blonx og forsvinde for altid.

”Hallo?” sagde jeg og rejste mig. Jeg tog nogle tøvende skridt ind mod sovekamrene og lod blikket glide ind og ud af rummene. Jeg stoppede og lyttede efter, men der var bumstille.

Skabet.

Blonx havde altid en god sans for at fornemme den slags. Måske havde hun en ekstra sans, der fik hende til at føle varmen eller høre bedre. Jeg vidste det ikke, men jeg fulgte hende instrukser og gik ind på mors og fars sovekammer, hvor der stod en seng og et skab, som der altid havde gjort. Jeg tøvede, men jeg tog mig sammen, holdt vejret og forberedte mig på det værste, da jeg åbnede skabet og så en lille sammenkrummet skikkelse i bunden. Indhyllet i tæpper lå en lille lys pige med skindende striber af tårer ned af kinderne. Hun rystede og hulkede, og jeg var i chok.

”Lulu?” spurgte jeg. ”Er det dig?” Jeg vidste, at det var hende og faldt på knæ. ”Det er mig Dana.” Jeg rørte blidt ved hendes kind.

”D… Dana…” Hun satte sig op og så rigtigt på mig. Uden at sige mere sprang hun lige i armene på mig og klyngede sig ind til mig med et jerntag om halsen. Hendes spinkle krop rystede. Hun var tynd som et siv, så jeg skyndte mig at tage tæpperne som hun havde ligget i og lagde dem om hendes ryg, mens vi sad sammen på gulvet og græd. Hun var skrækslagen.

”Sssh. Det skal nok gå,” hviskede jeg, men jeg troede knap nok på det selv. Jeg dubbede tårerene med ærmet på hendes kinder og så hende ind i øjnene. ”Hør hvad jeg siger Lulu. Vi skal væk herfra.” Jeg strøg hendes hår væk fra ansigtet. ”Du er så dygtig, at du gemte dig. Du er så dygtig.” Jeg rejste mig med hende i mine arme og gik ud gennem huset til Blonx.

Pas på Lulu mens jeg pakker tingene.

Det skal jeg nok!

Da Lulu så Blonx gav det et sæt i hende, og hun så væk. Hun strammede armene om mig som om hun hellere ville hænge på mig som en lille babyabe end at blive beskyttet af en drage.

”Blonx taler med mig gennem tankerne. Jeg stoler på hende med mit liv, og hun vil gerne passe på dig, mens jeg pakker. Du skal bare sidde hos hende.”

”Nej,” sagde hendes hårde lille stemme.

”Fint. Men vi skal ud at flyve alligevel, så du kan ligeså godt lære hende at kende.”

”Nej,” sagde hun igen.

Jeg gik ind og satte hende på den side af køkkenbordet, hvor der ikke var blod. Jeg fandt en af mors gamle kapper, hvorpå der var et stort ulveskind om skuldrene, som kunne holde mig varm. Jeg tog min fars vadsæk, hvori jeg stoppede ekstra tøj til os begge og nogle rene firkantede stykker stofklæder, som sikkert var nyttige på en eller anden måde. Det kunne man altid få brug for. Jeg tog nogle tæpper og gjorde det ene til en bylt, hvori jeg lagde alt hvad jeg kunne finde, som kunne sælges. Blandt andet de sidste krukker urter, som ikke var i stykker, mors strikkerier og noget af fars værktøj. Jeg sørgede for at have et par knive i mit bælte, så jeg i det mindste kunne prøve på at beskytte os en lille smule eller bruge det til noget praktisk, og så gik jeg ud for at læsse tingene på Blonx. Jeg bandt det hele fast og slog en masse knuder, så det ikke gik op mens vi fløj.

Da jeg kom tilbage til Lulu, sad hun med det lille hårde blik, som kun hun kunne lave, og det sagde alt. Jeg vil ikke! Sagde det, og jeg kendte det alt for godt. Specielt fordi hun havde brugt det imod mig i flere år, da vi virkelig ikke havde kunnet udstå hinanden. Det var også min skyld, at vi ikke kunne det. Jeg huskede stadig den gang jeg mistede retten til en seng og dømte Lulu for det.

”Kom Lulu.”

Hun svarede ikke.

”Vær tapper.” Jeg rakte ud efter hende og indikerede, at det eneste hun skulle gøre var at hænge på mig, og utroligt nok så adlød hun, men det var også kun af ren nød. Hun kunne virkelig ikke lide Blonx, og hun rystede mere, for hver skridt jeg tog hen imod min drage.

”Hvad hvis vi falder ned?” spurgte hun usikkert.

”Der sidder læderstropper hele vejen ned, der hvor mine ben skal være, så jeg ikke falder af, og dig binder vi fast om min mave. Er det en plan?”

Hun nikkede langsomt, men ikke helt overbevist. Det var også svært at få hende op i sadlen, og da jeg var spændt fast, tog jeg et reb og kørte det rundt om os nogle gange, så Lulu sad tæt ind til mig, og jeg slog knude på maven af hende.

”Sidder du godt?”

Hun svarede ikke.

Sig hun skal lukke øjnene.

”Hold dig for øjnene, og hvis du får propper i ørene, skal du bare synke.”

Hun tog begge hænder op, og de små læber blev til en smal streg, mens hun forberedte sig.

”Er du klar?”

Hun nikkede, og Blonx satte af fra jorden, så vinden tog til i hendes hår, og Lulu skreg alt, hvad hendes lunger kunne bære. Jeg holdt om hende, mens landet langsomt blev mindre og mindre, og da vi var højt nok oppe blev Lulu modig nok til at kigge lidt. Hun var fuld af frygt, men også fascineret på samme tid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...