Dragetøsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2015
  • Opdateret: 27 feb. 2016
  • Status: Igang
Hen over himlen skyder et orange lyn bag skyerne og vender øjne med sig blandt folk på trekløveren. Der bliver hvisket om dragetøsen og udlovet dusører om fangsten af pigen på drageryggen. Ikke mange kender ansigtet på pigen, men her er historien om Dragetøsen Dana, som en nat fandt en forkølet drage i skoven og dannede et ubrydeligt venskab. Ingen kender hendes sande identitet, men i krogene fortælles historier og fantaseret, lige indtil fantasier bliver til virkelighed, og Dana sammen med sin lillesøster Lulu er nødt til at flygte, efter stormandens hær tog deres forældre og brødre fra dem. Danas misson er ikke let, når man står som en lus mellem to negle, men intet er som hun tror.

41Likes
50Kommentarer
2304Visninger
AA

9. Marked

Hvor langt er der til et marked?” spurgte jeg Blonx, som lige havde været ude at flyve for at regne ud, hvor vi befandt os.

Du skal bare gå ud af skoven, så kommer du til en by, Davi. Svarede hun og smed sig på jorden. Vi er langt væk fra Lavenda, så folk er bedre stillet. I skal nok kunne tjene nogle gode penge.

”Jamen har de marked eller er det bare en by?”

Det er et marked.

”Godt så.” Jeg rodede alle mine ting igennem efter min lille bog, da noget slog mig. De havde taget min lille bog og alt, hvad jeg nogen sinde havde skrevet ned var i den bog. Den var både min dagbog og mit regnskab, og den betød næsten mere for mig end selve pengene, jeg regnede i den, men hvad kunne jeg gøre. Det var bare en bog.

”Det er mærkeligt, når du taler med hende, uden hun siger noget,” sagde Lulu.

”Hun siger en masse ting, men du kan ikke høre dem.”

”Jeg tror ikke på det.”

”Nå det gør du ikke? Lad os lave en lille test så. Du holder et antal fingre op, og jeg må ikke kigge. Hvis jeg gætter rigtigt, så ved du at Blonx snakker til mig.”

”Fint,” sagde hun, og jeg vendte ryggen til.

Fire, sagde Blonx.

”Fire?” sagde jeg højt.

Hun var helt tavs. ”Ja,” sagde hun. ”Det var bare et godt gæt.”

”Så prøver jeg igen.”

Seks.

”Er det seks?”

”Ja, men hvordan?”

”Det er Blonx…”

”Blonx er et dyr!”

Jeg gik hen og nussede Blonx Mellem hornene, så hun lagde sig ned på maven og gøs af nydelse.

”Se her.” Jeg trak lidt ned i min trøje, så Lulu kunne se det orange og blå mærker som lignede to cirkler formet af prikker. ”Blonx rørte ved det her sted med sin snude, da jeg var yngre, og så kunne jeg høre hende tale i mit hoved siden da.” Jeg rørte ved det, og det gav et sæt i Blonx. ”Når jeg røre ved det, så vågner hun uanset hvor hun er, og så kan jeg altid tilkalde hende.”

Lulu så skeptisk til. ”Det er underligt.”

”Jeps, og nu skal vi til marked.”

 

”Hvad laver du?” spurgte Lulu, mens jeg bredte tæppet ud så tingene kunne ligge derpå.

”Jeg gør sådan, så folk kan se mine varer.” Jeg havde endnu ikke gennemtænkt en måde, hvorpå jeg kunne have et bord med, men det var vel heller ikke nødvendigt. Folk havde mere medlidenhed med en, når man sad på jorden og så brugte de flere penge. ”Når vi har tjent nogle penge, kan du stikke ned og købe noget brød til os.”

”Skal man så bare vente?”

”Ja, det skal man. Det er her jeg plejer at give mig tid til at skrive lidt ned i min bog, så jeg kan holde styr på det hele, men de har taget min bog.”

”Hvem?”

”Inden jeg kom hjem til dig, så blev jeg fanget at Brustus’ mænd, og de tog alle mine ting. Jeg undslap fængslet sammen med min cellekammerat og tog hjem.”

”Hvordan slap du ud? Tror du mor og far også kommer ud snart?”

”Det er jeg bange for, at de ikke gør Lulu. Jeg er ikke engang sikker på, hvordan jeg kom ud. Det skete så hurtigt.”

Hendes blik vendte sig ned mod fingrene. Hun pillede skidtet ud af neglene, ligesom mor altid havde gjort på os, inden vi skulle i seng. Jeg havde altid hadet det, fordi hendes negle var så spidse at det gjorde ondt, men efterfølgende, da jeg tog af sted, begyndte jeg at gøre det selv, inden jeg skulle sove af ren vane. Hun sagde altid, at det kendetegnede en pæn pige med rene negle.

”Hør Lulu, vi to skal nok lede efter dem, men vi må tage vare på os selv først, for ellers kan vi ikke klare det. Vi er nødt til at have penge for at klare os.”

”Men hvad hvis der sker noget med dem i mens? Skal vi så ikke finde dem først?”

”Jo, men hvordan?” Det var inderst inde derfor, jeg ikke endnu havde taget initiativet til at lede efter dem. Jeg anede simpelthen ikke hvordan, og min undskyldning var, at jeg hellere skulle passe Lulu først. Jeg følte mig ynkelig, men måske også fornuftig. Jeg anede ikke rigtigt, hvad jeg følte. Mest tom i maven, og det var ikke engang af sult.

”Jeg ved ikke hvordan,” hviskede hun. ”Undskyld.”

”Nej ikke sig undskyld.” Jeg gik ned i knæ, så vi var lige høje og sørgede for, at hun kiggede på mig. ”Intet er din skyld. Kom her,” sagde jeg og gjorde tegn til at give et kram. Hun tøvede og så sig omkring et øjeblik, som for at se om nogen kiggede. Det der med at give et kram var åbenbart ikke noget hun var familiær med, og det var jeg for den sags skyld heller ikke, men det kom bare til mig. Hun gav mig et kram i sidste ende, og det virkede endda som om hun blev lettet af det.

”Dana?” sagde en bekendt stemme, og med det samme beskeden nåede igennem systemet mellem mine øre, så stivnede jeg og rejste mig op, mens jeg skubbede Lulu om bag mig. Det var Benja, der stod foran mig, og han smilede endda. De lyse lokker sad stadig ligeså charmerende ned over panden, og den måde han stod på med hænderne i lommerne og skuldrene nede gjorde det virkelig svært at hade ham, men det havde jeg overbevist mig selv om, at jeg gjorde. Nogen skulle have skylden.

”Hvad vil du mig?” Min stemme var hård.

”Æhm… sige hej,” svarede han overrasket. ”Og undskyld for sidst.” Han kradsede sig nervøst i nakken, og jeg begyndte at overveje, om han ville narre mig igen eller noget i den dur. Problemet var, at han lignede en, der var alt for sød til den slags. ”Jeg håber ikke, det var for slemt derinde. Jeg er virkelig glad for, at du slap ud.”

Jeg havde praktisk talt åben mund og polypper. ”Vent hvad?”

”Jeg prøvede at snakke med dem om at få dig ud…”

”Helt sikkert,” mumlede jeg sarkastisk. ”Jeg ved godt, hvem du er. Lad mig nu være i fred!”

Det er et trick Dana, det er et trick! Sagde Blonx, der fornemmede min indre diskussion. Selvom hun ikke direkte kunne læse mine tanker, med mindre jeg sendte dem til hende, så strømmede der alligevel følelser og strejf af tanker igennem.

”Det var ikke min skyld, at de kom hjem til mig den dag. De der vagter holder øje med mig hele tiden, og hvorfra skulle jeg vide, hvem du er?”

Da jeg selv tænkte tilbage, havde jeg ikke gjort andet end at forestille mig Bejnas ansigtsudtryk, inden vagterne gav sig til at jagte mig, så jeg havde egentlig ikke noget grundlag - andet end Alex’ forklaring - for at hade ham. Måske tog Alex fejl. Ham kendte jeg jo heller ikke. Alex var i det hele taget mystisk med alt det tøj han gik rundt med, og det grønne mærke han havde i nakken bag sit øre, for ikke at glemme den måde han forsvandt på sidste gang uden i det mindste at snakke lidt eller fortælle, hvem han var.

”Hvordan kan du tro, jeg er sådan Dana? Hvad har jeg gjort mod dig?”

”Jeg kender dig jo ikke. Med mit liv er jeg nødt til at gå ud fra at alle er en potentiel idiot.”

”Jeg vil gerne lære dig at kende.” Han virkede tilmed ivrig, og det gjorde mig forlegen. Tag dig sammen Dana! Sagde jeg til mig selv.

”Jeg behøver ikke kende dig!” gav jeg igen.

Godt Dana, sagde Blonx.

Du blander dig! Skændte jeg tilbage, men hun havde ret. Jeg måtte hellere holde mig fri fra mandspersoner, som jeg ikke kendte.

”Du vil gerne have din familie tilbage ikke?”

Åh nej ikke familiekortet! Nu havde han krammet på mig…

”Måske kan han hjælpe,” sagde Lulu, som jeg nær havde glemt også var til stede.

”Din søster har ret. Tror du ikke også, det har goder at have en onkel som min?”

Jeg kneb øjnene sammen. ”Søster? Hvem har sagt noget med, at hun er min søster?”

”Jeg gættede. Undskyld mig.”

”Jeg stoler ikke på dig…”

”Det kan du komme til! Lad mig nu hjælpe dig.”

Jeg så ned på spinkle Lulu, der virkelig gerne ville have sin mor tilbage. Jeg selv ville bare have min familie tilbage, fordi de var min familie. Længere var den ikke.

Jeg klemte Lulus hånd. ”Jeg er ikke særligt god til at slås, og jeg løber ikke særligt hurtigt. Mit eneste våben er at lade være med at stole på folk for at sørge for, at de ikke kan gøre mig noget i sidste ende. Du virker jo flink nok, men det der skete sidst er nok til, at jeg ikke kan stole en pind på det du siger lige nu.”

”Dana!” sagde Lulu. ”Hvad så med mor?” Når Lulu sagde mor, så var det formegentlig i flertal, altså lig med hele familien.

Jeg bed mig tænksomt i læben. ”Hvorfor vil du hjælpe os, Benja?”

”For at gøre det godt igen fra sidste gang…”

”Men hvorfor skulle du gøre det godt igen, når det ikke var din skyld?”

Ubs! Nu var han på dybt vand. ”Jamen så for at sige tak for hjælpen. Du kurrerede da mit sår rimeligt godt…”

Ja, den kunne jeg jo ikke modargumentere. Faktisk kunne man kun se en meget lille flig af et ar i øjenbrynet. ”Fint. Hvis du gerne vil hjælpe os, så vil Lulu og jeg gerne vide, hvor de er. Hvis du kan fortælle os det, så kan jeg overveje at stole på dig.”

”Er det din betingelse?”

”Jeps.”

”Bare fordi man har den forkerte onkel, så tror folk altid det værste om mig!”

”Ja men kan du bebrejde mig det? Jeg har hørt nogen fortælle om, hvordan du forråder folk der stoler på dig, og jeg har hele tiden troet, at det var din skyld de fangede mig og smed mig ind i den klamme celle for at jeg kunne blive hængt bagefter.”

”Hvem har fortalt, at jeg er sådan?”

Jeg bed mig i læben. ”Det spiller ingen rolle.”

”Jo det gør for mig. Jeg gider ikke have, at folk render og laver den slags rygter.”

”Det var bare en, jeg sad i samme celle med…”

”Hvad var navnet?”

”Alex,” mumlede jeg.

”Ham der tæskede mig? Tror du virkelig på den idiot? Han er lovløs Dana. For guds skyld…”

”Hvad har han gjort, siden han er lovløs?”

”Hvor skulle jeg vide det fra?”

”Ja, for mig virker det som om, I har mødt hinanden mere end en gang før.”

”Tsk,” sagde han irriteret. Jeg kunne se øjnene blive himmelvendte, og jeg krydsede armene.

”Han hjalp mig ud derfra.”

”Tror du virkelig han hjalp dig? Han ville kun rede sin egen hals. Han er en gemen tyv, det er hvad han er…”

”Så du ved altså alligevel hvorfor han er lovløs?”

Hans læber blev til en smal streg. ”Jeg skal nok finde ud af hvor din familie er.” Han skiftede helt sikkert emne med vilje. Der var intet rent mel i posen hos den gut, det kunne jeg fornemme på det hele, men jeg kunne virkelig godt bruge hans hjælp til at finde min familie, så hvorfor ikke. Det kunne vel ikke skade at se om han kunne klare det.

”Tak,” svarede jeg, mens han vendte sig om og gik. Sur blev han, men det kunne jeg ærligt talt ikke gøre for. Han måtte da forstå, at jeg bare ville passe på mig selv og Lulu.

”Hallo…” sagde jeg til ham.

”Hvad?” Han drejede om.

”Hvor skal vi mødes, når du har fundet ud af det?”

Han så sig omkring og rynkede øjenbrynene. ”Lige her om tre dage, når solen står højest.”

”Fint. Nu må du godt gå og være sur igen,” sagde jeg alvorligt, men da han drejede sig om, ænsede jeg et lille smil i hans mundvig.  

”Han er mærkelig,” sagde Lulu.

”Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv,” svarede jeg og rystede på hovedet.

 

”Det smager godt,” sagde Lulu, der gumlede på det brød, hun selv havde været nede og købe. Det var stadig lunt og blødt og smagte ligesom mors. Hun var så stolt, fordi hun helt selv havde fået lov til at handle. ”Jeg vil hellere bo sammen med dig.” Det kom så henkastet, men da det gik op for mig, hvad hun havde sagt, så fik jeg næsten krummerne galt i halsen.

”Hos mig?”

”Ja. Jeg er andrig sulten her.”

”Tro mig… det er ikke altid sådan.” Jeg strøg hende over kinden. ”Men jeg er glad for, at du kan lide at være her.”

”Man tjener mange penge på markedet.” Hun nikkede mod vores improviserede pung, som var lavet af en lap af tæppet.

”Sådan er det heller ikke altid,” svarede jeg med et suk. ”Det handler altid om at opdage, hvad folk har brug for, og hvilken årstid det er, for ellers kan det slå helt fejl. Se lige fars værktøjer. De er blevet revet væk, som varmt brød allerede nu, og vi har mange penge for én dag, men det er også kun, fordi det er den perfekte årstid til at reparere og gøre i stand til de koldere tider. Kan du se det? Det er et kredsløb.”

”Ja, det kan jeg godt. Vidste mor og far ikke det?”

”Måske ikke helt. Der er ikke så mange markeder i Lavenda. Når det meste af ens indtægt bliver taget af stormanden, så har man ikke noget at bytte med. Det er det der er problemet med Lavenda; vi skal bare have folk til at bytte igen, og det kan man kun, hvis folket har overskud hver måned.”

”Hvorfor boede vi der så?”

”Det er ikke altid så let lige at flytte Lulu. Det koster penge.”

Hun lænede sig op ad min skulder. ”Skal vi så flytte tilbage til huset i Lavenda?”

”Det er jeg ikke sikker på. Stormanden har nok et øje eller to søgende efter os, og det skulle ikke undre mig, hvis han havde fået kongen af Kiavli med i det. Måske tager vi til Sydkløveren eller Vestkløveren.”

”Det må man ikke.”

”Man må ikke sejle over, det er rigtigt, men hvem har sagt noget om at sejle, når vi har en drage.”

”Daniqua!” Mor brugte altid hele mit navn når den var gal, og Lulus måde at sige det på var kun nuttet. Jeg kom til at grine.

”Lulu… hvor vil du ellers have, at vi tager hen?”

”Far siger altid, at dem der bryder reglerne bliver hængt!”

”Ja og far skulle heller ikke have haft børn. Det dur han vidst ikke til.” At han sagde den slags til Lulu gjorde mig virkelig irriteret, for der var ingen grund til at gå og gøre hende bange. Jeg lagde armen om hende og gned noget varme ind i hendes krop. ”Kom. Lad os tage tilbage til Blonx.”

Lulu rejste sig op med besvær og gabte. ”Se solen er rød,” sagde hun søvnigt.

Jeg pakkede vores bylt sammen og bandt den over højre skulder og under venstre arm, som jeg plejede. Lulu tog jeg i hånden, og så gik vi, mens hun tyggede færdigt på sit brød. ”En rød sol skal man se fra en drageryg så langt oppe i luften, at Mennesker bliver myre og træer bliver til græsstrå.”

Hendes øjne skinnede lystigt, da hun så op på mig i et ryk. Hun mindede mig om mig selv, da jeg var lille. Meget nysgerrig. ”Skal vi flyve i aften?”

”Når vi når tilbage til Blonx, så er solen allerede gået ned. Jeg lover dig, at du skal se det en anden dag Lulu.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...