Dragetøsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2015
  • Opdateret: 27 feb. 2016
  • Status: Igang
Hen over himlen skyder et orange lyn bag skyerne og vender øjne med sig blandt folk på trekløveren. Der bliver hvisket om dragetøsen og udlovet dusører om fangsten af pigen på drageryggen. Ikke mange kender ansigtet på pigen, men her er historien om Dragetøsen Dana, som en nat fandt en forkølet drage i skoven og dannede et ubrydeligt venskab. Ingen kender hendes sande identitet, men i krogene fortælles historier og fantaseret, lige indtil fantasier bliver til virkelighed, og Dana sammen med sin lillesøster Lulu er nødt til at flygte, efter stormandens hær tog deres forældre og brødre fra dem. Danas misson er ikke let, når man står som en lus mellem to negle, men intet er som hun tror.

41Likes
50Kommentarer
2322Visninger
AA

8. Kød til en spinkel pige

Jeg vågnede om morgenen til sangen af fuglekvidder. Vi havde slået lejr inde i en skov, hvorfra der var et vandløb fem meter væk og græs under os. Bålet, som vi havde været vores varmekilde til natten, var for længst brændt ud til kul, og duggen lå nu i tæpperne og i græsset. Om ikke så længe ville solen skinne rigtigt, og duggen ville forsvinde.

”Lulu?” sagde jeg og satte mig op. ”Er du vågen?”

Hun åbnede øjnene og så på mig. I lyset kunne jeg rigtigt se, hvor beskidt hun var, og hvor ulækker hendes kjole var blevet. Jeg tog fat i bylten og vadsækken og begyndte at sortere vores ting, så jeg havde styr på, hvad vi kunne lave om til penge på markedet, og hvad vi selv var nødsaget til at beholde. Faktum var, at vi ikke rigtigt kunne give os til at lede efter mor og far, før vi havde nogle penge til at overleve for.

Lulu satte sig op og med tæppet om sig, lignede hun en bunke stof med et hoved. Kinderne, som plejede at være runde og lyserøde, var nu blege og tynde. Hun lignede et spøgelse, og for at ændre det, var jeg nødt til at give hende noget ordentligt mad. Jeg kunne få Blonx til at fange et dyr for mig, eller jeg kunne finde nogle grøntsager. Måske bær.

”Jeg er sulten.” Hendes stemme var lys og barnlig, men det var jo det, hun var. Hun var et barn, som slet ikke skulle udsættes for den slags. Hun var et barn, som skulle lege med andre børn, og hun skulle snakke med og irritere mig, fordi hun jo var min søster, men heller ikke det. Hun sad bare, var knap til stede.

”Jeg skaffer noget at spise,” sagde jeg og rejste mig, men hvordan jeg skulle gøre det, vidste jeg ikke. Vagterne havde taget mine penge og mine ting. Nu skulle jeg sælge nye ting for at få mad, og indtil da måtte vi leve af alt, vi kunne finde i skoven.

Blonx?

Mad? Hun vidste, at jeg var en klovn til at fange dyr selv.

Præcist!

Jeg mærkede hendes moderinstinkt bane sig vej. Det kom altid frem i hende, når jeg bad hende om at finde mad, men denne gang var hun endnu værre, fordi der var et barn inde i billedet. Blonx var virkelig den pureste skabning jeg kendte. Så kærlig.

Se om du kan finde et dyr med en masse fedt.

Så gerne…

Blonx løftede sig op på alle fire og strakte vingerne for at lette. Jeg tog vores ekstratøj og Lulus hånd, og hun sagde ikke noget, da jeg fulgte hende ned til vandløbet. Det strømmede langsomt og behageligt, og selvom det var koldt, ville det alligevel gøre godt at blive ren. Jeg trak Lulus kjole over hendes hoved, så gåsehuden rejste sig på hendes hud. Jeg gjorde et stofklud våd, så hun ikke behøvede at dyppe sig helt i vandet lige nu, og hun gjorde heller ikke modstand, da jeg begyndte at skrubbe hende over hele overkroppen og derefter underlivet og benene. Da jeg var færdig, og hun sad og rystede, tænkte jeg på, hvad jeg skulle gøre med hendes hår. Der var virkelig beskidt.

”Se her, du skal lige ned i vandet et øjeblik, mens vi vasker din hår, og så får du tørt tøj på.” Min stemme blev sært lys og børnevenlig, når jeg snakkede med hende. Det anede mig, at jeg gjorde sådan, netop fordi vi egentlig ikke rigtigt opførte os som søskende. Hun havde givet mig et stort kram, da hun så mig, men det var sikkert mere på grund af skræk og lettelse end på grund af kærlighed. Vi havde jo aldrig rigtigt talt sammen, og hvis vi gjorde, så var det mere sådan korte og tynde samtaler. Specielt nu og dagen før. Hun sagde ikke mere end to ord til mig.

Hun så heller ikke for godt ud. Meget bleg, og da hun var i vandet, så jeg kunne vaske hendes hår, så blev hendes læber langsomt lilla, måske endda lidt blå. Jeg trak hende lynhurtigt op ad vandet og tørrede hende med et stofklæde. Hun strakte armene op i luften, og jeg skuede den grå rene lærredsunderkjole ned over hende, hvorefter jeg gav hende en strikket kjole henover som egentlig skulle sælges, men hun frøs så meget, at den kunne være fin at have på, indtil det blev varmere hen over middagen.

”Se her,” sagde jeg og fik hende til at træde ned i sine sko, da jeg havde givet hende sokker på. ”Var det ikke rart?”

”Nej…”

Jeg var ellers i godt humør, syntes jeg selv, men hun havde virkelig besluttet sig for ikke at kunne lide mig… selvom jeg redede hende… og snart gav hende mad…

”Men Lulu bliv lige her, mens jeg vasker mig. Blonx er ikke kommet tilbage.”

Hun satte sig op ad et træ og lukkede øjnene. Hun havde det virkelig ikke godt, og det havde jeg for den sags skyld heller ikke. Måske havde jeg også pludselig det der moderinstinkt, som gjorde, at jeg kunne meget mere, end hvis jeg var alene.

Jeg klædte mig af og lod mit lysebrune hår falde. Det nåede helt ned til lænden og uglede sig hele tiden sammen, så jeg skulle rede det med den kam, som vagterne havde stjålet. Jeg skrubbede mig med det kolde vandt og vaskede mit hår, og selvom jeg vitterligt følte, at jeg kunne besvime hvert et minut, fordi jeg var så sulten, så holdt jeg mig kørende og skrubbede vores tøj, nu jeg var i gang. Da jeg var færdig og skidtet var flødet med strømmen, så havde jeg lyst til at lægge mig ned og besvime, men jeg kæmpede for at være oprejst. Blonx kom snart, og jeg skulle være vågen for Lulus skyld. Jeg flettede mit hår, så det ikke uglede sig, indtil jeg fik fat i en kam og lod være med at tage tørklædet på med det samme.

 

Blonx havde fundet en hjort, fordi hun også selv skulle have noget i maven, så vi delte. Jeg havde skåret små stykker fri og stukket dem på nogle spyd, som Lulu havde hjulpet mig med at snitte og så stegte vi dem hen over ilden. Lulu brændte sig på tungen ved den første bid og kneb øjnene sammen for ikke at få tårer i øjnene, men da det var spiseligt igen, så guffede hun det i sig, som om hun aldrig havde fået mad. Det gjorde jeg også selv.

”Var det godt?” spurgte jeg, da hun lå på ryggen med hænderne om maven og sukkede.

”Ja,” sagde hun. ”Jeg har aldrig fået så meget kød.”

”Hvorfor ikke?” spurgte jeg med håbet om, at vi nu endelig kunne få os en ordentlig samtale.

”Fordi vi ikke havde råd til det hver dag, og så skulle mine brødre have det, fordi de er drenge.”

Jeg lagde mærke til hendes brug af ordene ”mine brødre”. Jeg var altså ikke en del af familien åbenbart.

”De er også mine brødre.”

Det svarede hun ikke på. ”Men jeg fik aldrig noget,” sagde hun bare.

”Aldrig?” Jeg tænkte på, om det var det samme med mig den gang, jeg boede derhjemme. Måske havde jeg bare ikke tænkt over det på samme måde.

”Måske nogen gange.” Hun trak på skuldrene. ”Mor sagde, at jeg sagtens kunne blive mæt i brød. Jeg fik også gulerødder nogen gange.”

Jeg sukkede. Jeg havde egentlig aldrig tænkt på, hvordan Lulu måtte have det med tre storebrødre. Hun havde ikke kræfter til at arbejde, fordi hun var så spinkel, og hun var for lille til at forstå ting som penge og økonomi. Jeg var sikker på, at mor og far aldrig rigtigt havde snakket med hende om ting, ligesom de aldrig rigtigt havde tid til mig. Når jeg tænkte over det, havde det altid være Milo, Vilas og Basim der fik alt opmærksomheden. Da jeg så rejste, kunne jeg komme en gang om måneden og få alt opmærksomheden for en dag, og så blev Lulu endnu mere væk i mængden end hun allerede var. Pludselig kunne jeg sidde og få dårlig samvittighed over, at jeg havde fokuseret alt min energi på, hvor træls hun var, før jeg opdagede, hvor meget hun måtte have haft brug for mig.

”Hos mig må du altid få alt det kød, du kan spise,” sagde jeg.

”Er det rigtigt?” spurgte hun overrasket.

”Jeg har altid spist det, fordi det styrkede mig, når jeg skulle på markedet dagen lang. Kød er godt for dig, så ja selvfølgelig skal du havde det.”

Hun smilede en lille smule.

”Kan du huske, hvem der kom ind i vores hus?” spurgte jeg.

Hun rystede på hovedet. ”Jeg stod inde i soveværelset, fordi jeg havde klippet i fars bukser, og så var han blevet sur, så jeg skulle stå der.” Jeg kendte fars vrede, så hvis jeg gættede rigtigt, så var der også blevet uddelt et par smæk i numsen.

”Hvorfor klippede du i fars bukser?”

”Fordi jeg var sur på ham.” Hun sagde det, som om det var en selvfølge og med Lulus sind, så kunne jeg sagtens forestille mig, at hun var sådan en som selv tog opmærksomheden, uanset hvordan hun så skulle få den, hvis hun ville have det. Det var ligesom den gang, jeg fik min drage. Pludselig var jeg midtpunktet, bare fordi jeg skabte lidt ballade.

”De begyndte at slås i spisestuen, og jeg gemte mig. Jeg turde ikke komme op igen, før du kom.” Øjenbrynene begyndte at trække sig sammen på hende, og tårerne rendte ned af kinderne, som nu endelig havde fået en lys rød farve. Hun sagde ikke nogen lyde, men hun græd inderligt og meget. Så meget, at jeg slet ikke anede, hvad jeg skulle gøre. Jeg rykkede mig hen ved siden af hende og tog om hende, så jeg kunne få hende op i mit skød.

”Så så,” sagde jeg stille, men hun sad bare ret op, som om hun ikke rigtigt turde røre ved mig. Jeg sukkede og kørte hendes hår om bag ved ørene. ”Jeg er ked af, at jeg ikke var hjemme,” sagde jeg.

”Far plejer at sige, at det er bedst, du ikke er hjemme,” sagde hun stille. ”Han siger, at du er næsvis, og nogen gange siger han også, at jeg nødigt skulle være ligeså nysgerrig som dig, når jeg spurgte ham om noget.”

”Hvad med mor?”

”Hun siger aldrig noget.” Lulu så på mig i et splitsekund, og så så hun væk. ”Hvorfor skal jeg sidde på dig?” spurgte hun så, og jeg skød øjenbrynene i vejret.

”Fordi du græd. Jeg ville trøste dig.”

Hun lignede ikke en der forstod. ”Når Vilas eller Milo trøster mig, så tørre de mine øjne og siger, at jeg ikke skal give far tilfredsstillelsen af at se mig græde.”

Jeg smilede lidt for mig selv. Det var det samme, Basim altid havde sagt til mig, da jeg var lille, og det kunne godt være, at drengene fik alt opmærksomheden, men de var også de bedste brødre, man kunne ønske sig.

Jeg havde lagt mærke til, at hun ikke længere græd. Hun tog sig hårdt sammen for ikke at komme til det.

”Nogen gange må man gerne græde,” sagde jeg.

”Hvorfor?”

”Fordi, hvis man er ked af det, så bliver man bare mere ked af det, hvis man ikke får det ud. Hvis man græder, så bliver man hurtigt glad igen.”

Hun lænede hovedet ind mod min brystkasse og åndede tungt ud. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke var hjemme ved os andre? Mor skal altid bruge dig til det ene og det andet, og så kalder hun mig for Dana. Det er ikke så tit mere, men en gang var det hver dag.” Hun tænkte lidt. ”Kunne du ikke lide os?”

”Jo, det kunne jeg da godt.” Jeg gav mig til at gynge lidt fra side til side. ”Men jeg fløj rundt på Blonx og solgte ting og sager, og så fik i pengene så i kunne købe mad.”

”Basim blev sur på far, fordi han sagde, at far havde smidt dig ud. De råbte af hinanden.”

”Far smed mig ikke ud. Jeg tog selv af sted, så jeg kunne hjælpe jer.”

”Ville du gerne det?”

”Jeg var nødt til det.”

Det gik et stykke tid, inden hun sagde mere. ”Du har langt hår,” sagde hun pludselig, og jeg udstødte et fnis.

”Synes du det?”

”Ja, da du var i bad og tog tørklædet af, så faldt dit hår næsten helt ned til numsen. Jeg vil gerne have så langt hår, men det måtte jeg ikke for mor.”

”Det måtte jeg heller ikke den gang, og hvis jeg ikke klippede det af, så kom far med en stor kniv og skar det af uden at advare mig. Pludselig var det væk.” Hun fnes. ”Men så bestemte jeg selv, da jeg tog af sted, at jeg aldrig ville klippe det mere, og nu har det groet lige siden, uden jeg har klippet det.”

”Hvornår tog du af sted?”

”Jeg begyndte at flyve ærinder for mor, da jeg var tolv, og da jeg blev fjorten, så fløj jeg min vej. Jeg kom først tilbage en uge senere, og mor var helt ødelagt af bekymring og far var bare sur. Men Blonx beskyttede mig, og så endte det med, at jeg levede nogle uger af gangen alene. Senere blev det længere og længere tid.”

”Kan du bedre lide at flyve rundt end at være hjemme hos os?”

”Jeg kan godt lide at være fri, og det var jeg ikke hjemme hos jer.”

”Jeg savner mor,” sagde hun stille.

”Det ved jeg. Kan du nøjes med mig, indtil vi finder dem?” 

Hun begyndte at græde igen. ”Hvad hvis vi aldrig finder dem?”

”Det gør vi!” Jeg strøg hende over håret og gav hende et klem. ”Det skal nok gå.”

Jeg gad godt vide, hvor tit mor tog Lulu i sine arme og fortalte hende, at det nok skulle gå. Den slags skete bare ikke i vores familie. Måske var det derfor, jeg havde så let ved bare at smutte min vej. Jeg havde ikke særligt mange ting at savne. Det eneste jeg savnede var at være sammen med min familie, men mennesker var vel også et flokdyr, og jeg var ofte meget alene sammen med Blonx. Derfor havde jeg tit tænkt på bare at tage hjem for at besøge, men så vidste jeg også, at far ville springe mig i fjæset med det samme og spørge, hvor mange penge jeg havde med.

”Du skal bare græde Lulu.” Jeg blev næsten selv grådkvalt, da jeg så hende hulke mod min skulder. Hun gjorde min kjole våd, men det var fuldstændig ligegyldigt. Det var ubegribeligt rart bare at sidde sammen og mærke hinanden, for den slags glemte man af og til. Nærheden kunne sagtens flyde væk fra en hverdag som min, hvor de eneste mennesker jeg mødte var nogen, som jeg glemte dagen efter. Det var jo ikke, fordi nærheden var noget, jeg fik den sjældne gang om måneden, hvor jeg kom hjem til min familie og gav dem penge. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...