Dragetøsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2015
  • Opdateret: 27 feb. 2016
  • Status: Igang
Hen over himlen skyder et orange lyn bag skyerne og vender øjne med sig blandt folk på trekløveren. Der bliver hvisket om dragetøsen og udlovet dusører om fangsten af pigen på drageryggen. Ikke mange kender ansigtet på pigen, men her er historien om Dragetøsen Dana, som en nat fandt en forkølet drage i skoven og dannede et ubrydeligt venskab. Ingen kender hendes sande identitet, men i krogene fortælles historier og fantaseret, lige indtil fantasier bliver til virkelighed, og Dana sammen med sin lillesøster Lulu er nødt til at flygte, efter stormandens hær tog deres forældre og brødre fra dem. Danas misson er ikke let, når man står som en lus mellem to negle, men intet er som hun tror.

41Likes
50Kommentarer
2308Visninger
AA

12. Jeg skal nok hjælpe dig

Hej Lulu. Har du fået noget mad?” spurgte jeg, da jeg kom ned fra de mange krøllede trapper inde i bjerget. Det var ikke fordi, de ikke holdt, og de var såmænd også nogenlunde overskuelige, men siden de var sprængt åbne med sprængstof, så var nogen af dem pænt ujævne og nogle af nedgangene havde ikke engang hele trappetrin.

”Ja,” sagde hun muntert. ”Dazan han har også en drage. Han siger også, han kan snakke med den.”

”Så er det jo nok fordi, det er rigtigt.”

Jeg satte mig ved siden af hende ved et bord, som var sat sammen med andre borde, så det dannede en hestesko inde i den store fælleshule. Lige ved udgangen var der en stor ovn, som var bygget af store sten, og udenfor hulen havde de et bålsted. Der var noget der lignede et køkken med hylder og bordplader med store saltekasser under ude i siden, og der var ringe med fakler i på væggene.

”Lulu?” Jeg lænede mig ned til hendes øre. ”Du må ikke sige til nogen, at jeg skal møde Benja,” hviskede jeg, mens jeg holdt øje med at ingen kiggede.

”Hvorfor?”

”Fordi de ikke kan lide ham, men vi skal bruge hans hjælp. Bare lad være med at sige noget.”

”Det skal jeg nok.”

Jeg smilede og så ud af hulen mod stranden. Blonx stod og stirrede for sig selv, og hun lignede virkelig en der følte sig temmelig malplaceret. En af dragerne kom hen til hende; en dyb vinrød drage der kiggede på hende længe.

Går det godt? Spurgte jeg drillende.

Jeg ved ikke, hvad han vil. Han siger ikke noget, sagde hun irriteret, mens den snuste til hende.

Dragen tog et skridt hen og rørte ved Blonx med snuden på hendes højre forparti. Pludselig fik hun et chok og bakkede tilbage, hvorefter hendes øjne begyndte at lyse af nysgerrighed.

Kan du høre ham nu?

Det kan du tro jeg kan.

 

Både Lulu og Blonx syntes at finde nye venner rimeligt hurtigt. Lulu sad og tegnede i sandet sammen med Dazan, og Blonx legede med den røde drage. Det sjove var, at Blonx ikke vidste, hvordan man legede, så når hun tumlede, så var det meget forsigtigt. Det eneste leg hun nogensinde havde prøvet var sammen med mig, men hun var jo stadig ung og pludselig så jeg en helt anden knap så voksen side af hende. Hun havde før sagt til mig, at hun ikke engang var et helt år, den gang jeg fandt hende.

Jeg sad på en af klipperne og kiggede på dem ude fra siden. Mit behov for at være sammen med folk var ikke stort, fordi jeg ikke endnu havde fået noget tidspunkt til at sidde og tænke tingene igennem. Havde ikke fået tid til rigtigt at være ked af det, fordi jeg skulle passe på Lulu.

Mine ben dinglede ud over kanten på klippen, og under dem brusede bølgerne mod bjergsiden uden at ramme mine bare tær. Jeg tænkte på Benja, for det irriterede mig, at jeg ikke kunne finde ud af, hvem han var, og det undrede mig stadig, at de andre hadede ham så meget. Jeg gad nok vide, hvad han havde gjort, men jeg turde ikke spørge. De virkede indebrændte.

”Hej!” råbte Alex nede fra stranden nogle meter væk. Jeg så ham, men jeg svarede ikke rigtigt. Stirrede blot. ”Må jeg komme op?”

Jeg spidsede læberne og trak på skuldrene, inden jeg alligevel nikkede.

Han klatrede op på klippens udhug og bevægede sig hen til den afsats, hvor jeg sad. ”Hør, undskyld fordi jeg ikke fortalte dig om det her sted. Det var…”

”Du troede jeg var venner med Benja. Det er helt fint.” Jeg trak på skuldrene. ”Vi fandt det jo selv.”

”Ja jeg ville faktisk lige spørge dig om ”vi”-delen. Hvor kommer din søster fra?”

Det vedkommer ikke dig, tænkte jeg, men lod alligevel være med at bede ham pænt om at gå. Jeg kunne vel godt fortælle ham det, hvis han gerne ville vide det.

”Jeg tog hjem for at finde noget tøj, men da jeg kom ind var huset rodet og ting var ødelagt. Det viste sig at min familie også var væk undtaget Lulu, som sad i krogen af et skab og græd. Jeg tog hende med mig.”

”Det er hårdt,” svarede han, som om det gjorde sagen meget bedre. ”Hvad vil du gøre?”

”Hvad kan jeg gøre? Lede efter en familie, som jeg ikke ved, hvor er? Bekæmpe en hel hær på egen hånd for at få dem fri?” Jeg fnøs. ”Jeg siger til mig selv, at jeg nok skal finde dem, men jeg har ingen som helst ide om, hvordan jeg skal bære mig ad. Det er et faktum.”

”Skal jeg hjælpe dig?”

”Det skal du ikke udsætte dit liv for. Jeg finder på noget.” Alex havde en mærkværdig måde at være på, som gjorde, at man følte sig beskyttet uanset hvad. Det var jo ikke fordi, han var stærk og muskuløs, nej nærmere var han underernæret, men det var hans selvtillid og mod, der imponerede mig.

Skulle jeg fortælle ham om Benja? Nej så skulle jeg bare diskutere med ham om det, og det orkede jeg ikke. Slet ikke.

”Det virker ikke, som om du kan klare det selv. Er du sikker på, du ikke har brug for mig?”

”Hvad skal jeg sige? Jeg kan godt bruge din hjælp, men det er ikke din familie. Jeg vil ikke bede dig om den slags, når du kan risikere dit liv.”

”Jeg vil gerne hjælpe dig.”

”Du vil gerne?”

”Ja ja. Vi klarede den da meget godt, da vi skulle ud af stormandens slot.”

”Ja på et hængende hår.”

Pludselig grinede han, og jeg kunne ikke se det sjove.

”Hvad?”

”Sidst vi var på borgen i Lavenda, måtte jeg nærmest tvinge dig til at kæmpe for dit eget liv, og lige nu sidder du og ligner en, der regner med at tage ud på sin egen dødsmission lige om lidt. Hvad er det helt præcist, du tager derind for så, hvis du alligevel ved du dør i forsøget?”

”Hvad mener du? Skal jeg da ikke prøve?”

”Jo da, men når nu jeg siger til dig, at jeg vil hjælpe, så skulle du måske blive glad i stedet.”

”Jeg er glad, men at du tager med forøger kun chancen for at finde dem en lille smule, og så sætter jeg oveni købet dit liv på spil.”

”Hør her,” sagde han alvorligt. ”Du er et godt menneske, men den her beslutning, har jeg taget for dig. Vi hjælper dig. Alle dem fra dragebugten, der har lyst hjælper dig.”

”Alex…”

”Ja jeg er sej, det ved jeg godt.”

Jeg kom til at grine. ”Fint, hvis du gerne vil hjælpe…”

”Godt. Så fik vi det på plads, og lad så være med at sidde her og surmule.”

Jeg syntes nu ikke, han skulle bestemme, om jeg skulle surmule eller ej. Hvis jeg havde brug for at være trist, så var det jo nok derfor, jeg satte mig et sted hen alene. ”Hvordan fandt du egentlig det her sted? Altså dragebugten…” spurgte jeg.

Han virkede overrasket over mit spørgsmål, men så sig ikke bleg for at svare. Måske var han selv lidt stolt af det - det kunne jeg se på hans skæve smil i mundvigen. ”Jeg fandt det ved et tilfælde. Faktisk forsøgte jeg at flygte til Vestkløveren i den båd dernede,” startede han og pegede. ”Men det var uvejr, og jeg nåede knap nok ud på havet sådan rigtigt før, jeg blev skyllet ind på stranden. Jeg aner ikke, hvor længe jeg lå der bevidstløs, men da jeg vågnede hørte jeg stemmer i mit hoved, og jeg troede, at jeg var blevet sindssyg, indtil jeg så Vikra. Han sad og kiggede ned på mig, og han var den gang kun ligeså stor som din Blonx, men jeg var fjorten år, og jeg syntes, den var enormt skræmmende. Han blev min første drage, men meget hurtigt mødte jeg andre også. Tro mig, det første stykke tid var jeg meget paranoid. Jeg troede, at de drager jeg ikke kunne høre stemmerne på ville æde mig.”

Jeg kluklo. ”Jeg er også ret sikker på, at mit ansigtsudtryk var interessant, da jeg så Blonx første gang.” Jeg så hen på hende. ”Men bliver hun så ligeså stor som Vikra?”

”Det er ikke sikkert. Pigerne bliver ikke ligeså store.”

”Så hvis du var fjorten dengang, og du har været her i seks år. Så må du være tyve nu?”

”Ja dine regneevner fejler ikke noget.”

Jeg grinede lavmælt og rystede på hovedet. ”Jeg plejede at føre regnskab i min lille bog, men de tog den fra mig, så jeg har ikke længere nogen. Det irriterer mig, for jeg skrev en hel del ting i den.”

”Som hvad?”

”Jeg har fløjet rundt på trekløveren på markeder og solgt ting, som jeg og min familie har lavet.”

”Det lyder spændende!”

”Ja, men nogen gange blev det lidt ensomt. Det holdt mig oppe, at jeg havde min familie.”

”Der knækker historien. Hvorfor rejste du rundt, hvis du gerne ville være sammen med min familie.”

Jeg tøvede. ”Jo altså, det jeg mente var, at det holdt mig oppe, at jeg skulle passe på min familie. Jeg gav dem de fleste af de penge, jeg tjente.”

”Virkelig?”

”Ja. De havde mere brug for dem end jeg.”

”Så er du jo et godt menneske, men jeg kender selvfølgelig ikke rigtigt noget til din familie.”

”Hvad med din familie?” røg det ud af mig, og jeg fortrød det med det samme. ”Undskyld, det skulle jeg måske ikke have spurgt om.”

”Nej det er i orden, men jeg har ikke nogen. Jeg stak af fra mit børnehjem, da jeg var fjorten.”

”Oh,” mumlede jeg. ”Det er jeg ked af.”

”Det skal du ikke være. Jeg har en ny familie.”

”Det er godt så.”

”Jeg klager ikke.” Han smilede venligt.

”Nå men…” Hvad skulle jeg lige finde på at tale om for at komme væk fra emnet om hans forældre? ”Hvor mange drager er du så forbundet med?”

”Det er lige før, jeg ikke har tal på det.” Han rullede sit ene ærme op, og i det samme opdagede jeg, hvorfor han altid havde så meget tøj på, når han var i byen. Han ville blot sørge for, at ingen så hans mange dragemærker. Der var en på hans underarm og en lige over albuen, og da han drejede hånden, så havde han også en på håndledet.

”Tre?”

”Nej dit tossehoved. Jeg har mange; nogle stykker på maven og to på kragebenet, der hvor du har dit. Jeg har også flere på den anden arm og et par stykker på underbenet. Dragerne sætter de mærker de mærkeligste steder.”

”Troede du, at de ville sidde i pæne rækker?”

Han grinede og rystede på hovedet.

”Hvorfor så mange?”

”Fordi jeg var her først. Dragerne ser mig lidt som en leder, men de fleste har også fundet en blandt de andre, som de har hægtet sig på. Det er også lidt rart for mig.”

”Har du nogensinde fjernet et mærke. Det siger Blonx, man kan.”

”Ja en gang. Dragen ville gerne væk, fordi der kom andre mennesker, så jeg lod mig skille. Nu jeg tænker over det, så er jeg forbundet med alle de drager, der er her i bugten.”

”Tyve?”

”Ja, men så er der jo din.” Han smilede drillende.

”Jeg tror ikke sådan lige, du vinder hende over, hvis jeg skal være helt ærlig,” svarede jeg selvsikkert.

”Du skal nu ikke være så sikker.” Han sad og stirrede ud på vandet med sit sædvanlige selvsikre glimt i øjet, og jeg tog mig selv i at stirre på ham, nu når han ikke så det. Han fascinerede mig på en måde. Jeg tænkte, at det nok var fordi, jeg syntes han var en ældre og sejere udgave af mig selv. En der elskede det fantastiske væsen, som en drage var - en som virkelig forstod dem.

Han drejede ansigtet mod mig. ”Hey Dana vil du ikke nok lade være med at gøre noget dumt, før vi har lagt en plan?”

Ja, det kunne jeg jo ikke love. ”Det skal jeg nok,” svarede jeg, og jeg skældte mig selv inderligt ud. Jeg kunne jo lade være med at møde Benja, men så alligevel ikke. Hvad nu, hvis han talte sandt?

”Jeg håber, du holder det.” Han kravlede hen til kanten, hvor han balancerede og klatrede ned af bjergsiden. Mit blik fulgte ham, idet han traskede hen over sandet og skubbede til Dazan på sin vej. Dazan slog igen, så det mundede ud i en mindre brydekamp. Jeg beundrede sammenholdet, som jeg kun havde fået en snert af, men allerede mærkede tæt på.

”Dana!” skreg Lulu. Det greb mig med et chok, og jeg så mig forvirret omkring, mens jeg klatrede ned fra klippekanten og søgte Lulu med blikket.

”Lulu, hvor er du?”

Det eneste jeg kunne se, der hvor lyden kom fra, var en rød drage med én lysegul forfod og en aflang lys plet mellem øjnene. Den trillede rundt og legede, og først sent opdagede jeg at Lulu trillede rundt sammen med den. Hun grinede med hele sit hjerte, og der var sand over det hele. Jeg havde aldrig i mit liv hørt hende grine så hjerteligt.

”Lulu,” sukkede jeg og klukkede. ”Jeg kan se, du har fået en ven.”

”Ja,” hvinede hun. Hun lå hen over maven på den, og da hendes lysebrune lokker faldt ned i sandet, sad mærket der. Selvfølgelig gjorde det det. Hun havde et rødt mærke lige i nakken formet som en flamme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...