Dragetøsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2015
  • Opdateret: 27 feb. 2016
  • Status: Igang
Hen over himlen skyder et orange lyn bag skyerne og vender øjne med sig blandt folk på trekløveren. Der bliver hvisket om dragetøsen og udlovet dusører om fangsten af pigen på drageryggen. Ikke mange kender ansigtet på pigen, men her er historien om Dragetøsen Dana, som en nat fandt en forkølet drage i skoven og dannede et ubrydeligt venskab. Ingen kender hendes sande identitet, men i krogene fortælles historier og fantaseret, lige indtil fantasier bliver til virkelighed, og Dana sammen med sin lillesøster Lulu er nødt til at flygte, efter stormandens hær tog deres forældre og brødre fra dem. Danas misson er ikke let, når man står som en lus mellem to negle, men intet er som hun tror.

41Likes
50Kommentarer
2324Visninger
AA

6. Flugt

Rystelserne kom regelmæssigt stødende gennem kroppen om natten, når de slukkede faklerne på gangene. Kappen omkring mig var ikke til megen hjælp. Jeg kunne ikke sove, og jeg havde snart været der i to nætter uden at høre lyd om, hvorfor de havde fanget mig. Et muggent stykke brød lå i bakken på gulvet, efter at jeg havde pillet de nogenlunde spiselige dele fra, og vandet smagte ulækkert af jern. Jeg drak det alligevel, fordi jeg overbeviste mig selv om, at det sidste jeg havde brug for var at dehydrere.

Om morgenen, da varmen - som formegentligt kom fra ilden i køkkenet - begyndte at lune kælderen blev en ny fange ført hen ad gulvet med tunge skridt i takt med at de tændte ild i faklerne. Jeg krummede mig sammen, da de åbnede døren til min celle og skubbede en person ind og låste igen.

”Hvad skal jeg sidde her og pynte for. I kan ligeså godt slå mig ihjel med det samme!” Han ruskede i døren.

”Stormanden vil se dig hængt i morgen og det samme for frøkenen der,” sagde vagten, som om det var nyt om vejret. Han var fuldstændig ligeglad, men det var man vel også tvunget til at være med et job som hans. Han havde ikke engang respekt nok til at sige de til Alex.

Jeg selv kunne ikke huske hvordan jeg skulle trække vejret. Hængt? Mig?

”Sadister alle sammen!” Den nye fange trak foden tilbage og skulle til at sparke til tremmerne,  da han styrede sig og lod være til bytte for ikke at slå sin fod. Jeg synes jeg havde set den fyr før. Jeg genkendte det brune halvlange hår, der var fedtet og strittede ud i alle retninger. Der var perler i nogle af de flettede totter bag øret, og han havde en hulens masse tøj på.

”De kan ligeså godt spare dem,” sagde jeg, og mine ord var hæse. Jeg var virkelig ved at blive dårlig af at ligge nede i den fugtige kælder og fryse.

Han vendte sig om, og nu vidste jeg, at jeg havde set ham før. Lige da han vendte sig om, så jeg det grønne mærke bag hans øre, og jeg vidste, at der var ham der tæskede Benja. Jeg huskede at jeg havde tænkt at han var dum fordi han tæskede Benja, men så viste det sig jo, at Benja var dum, så måske var ham her god. Det var også forvirrende. Måske var de begge dumme…

”Dem?” spurgte han overrasket, da han så mit ansigt. Jeg lagde mærke til, at han havde fået en grim lillablå blodansamling ned af kindbenet. ”Blev de smidt bag tremmer for at hjælpe den lille mide?” spurgte han og satte sig på gulvet så lænkerne raslede. ”Hvorfor skal vi have det her lort på. Det gør ondt, og det er åndssvagt!”

”Det er netop derfor. De sagde selv, de var sadister.” Jeg forsøgte at sætte mig op og finde anstændigheden frem ved at rette på tørklædet om håret. ”Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville dø sådan et sted,” hviskede jeg halvkvalt af mine egne ord. Jeg sørgede for ikke at lade frygten få det bedste af mig.

”Så så. Vi skal nok komme ud,” sagde han, som om han ikke selv troede på det.

”Han hed for resten Benja. Ham der ’miden’,” sagde jeg henkastet.

”Det ved jeg da godt. Det er Brustus’ nevø, der render og lader som om han eger det hele, selvom han er Brustus store skuffelse, og han ikke eger en kobberlærk.”

Se det forklarede ringen, som Benja havde haft på.

Jeg løftede øjenbrynene. ”Han var ikke så slem, men vagterne fangede mig lige udenfor hans hus. Jeg siger ikke at det er hans skyld, men det virker lidt underligt.”

”Det er det der er problemet. Han spiller altid offeret, og så har han det der tøsede smil, som pigerne falder for.” Han gøs. ”Det værste er, at han render og leger alles ven men stikker dem i ryggen, så snart han har noget på dem, som kan interessere sin onkel. Han ville gøre alt for at komme ind i Brustus’ kredse.”

”Wow,” sagde jeg, og selvom jeg følte, jeg var blevet forrådt af Benja, så havde jeg jo ikke noget konkredt bevis på, at det var hans skyld, at jeg blev fanget. Måske ville jeg ikke indrømme det. Han virkede for sød til den slags.

Jeg gøs og gnubbede varmen i mine arme. Der var et øjebliks tavshed, mens jeg tænkte over dagens nyheder med hængning og Benja, og ham gutten foran mig kæmpede med at vride hænderne ud af håndjernene. Jeg havde været der, og det hjalp ikke.

”Hvad hedder de?” brød jeg tavsheden og smilede skævt.

”Alex,” svarede han efter en kort tænkepause. ”Bare sig du. Nu er vi jo i samme båd.”

”Jeg hedder Dana.”

Han løftede øjenbrynet drillende. ”Jeg ved det. Du er hende dragetøsen.”

”Jeg hader det øgenavn,” mumlede jeg og krydsede armene.

Han trak på skuldrene og satte sig over ved siden af mig tæt på. Jeg rynkede på næsen og begyndte at rykke mig en lidt væk, fordi jeg syntes, han overtrådte intimsfæren en anelse, men han tog fat i mig og lagde en arm om mine skuldre, mens han så sig diskredt omkring.

”Slip m…” Mere nåede jeg ikke at sige. Han holdt mig om munden og jeg vred mig for at komme fri.

”Shsss!” sagde han i mit øre. ”Jeg har en plan, men vi er nødt til at være diskredte.”

Jeg slappede en smule af, og han sænkede hånden. ”Det skal ikke ligne, at vi lægger planer, så du må bære over med, at vi ligner to der trøster hinanden.”

Jeg nikkede.

”Godt. Er det en løgn, at du har en drage?”

”Nej.”

”Vi skal bruge den…”

”…hende,” rettede jeg ham.

”Vi skal lave noget larm, så vagten kommer hen til os. Jeg hugger hans nøgle, uden han ser det, og når så han er på vej væk, så får du din drage til at distrahere vagterne udefra, så vi kan slippe væk. En drage er for spændende til at blive i en kælder og passe på fanger der allerede er buret inde, og derfor er jeg ret sikker på at cellevagterne skal ud og se.”

”Tror du det kommer til at virke?” hviskede jeg.

”Stol på mig. Jeg har været spæret inde før.”

”Hvor henne?”

”Det er lige meget.”

”Men du har prøvet det før?”

Han smagte lidt på ordene. ”Nja…”

”Ej helt ærligt.”

”Men jeg kender vagter rigtigt godt. De er alle sammen ens.”

”Det her er vanvid.”

”Vil du slippe ud eller ej?” Han trak sin arm til sig og rejste sig. ”Så er det nu!”

”Nu?”

”HEY!” råbte Alex til vagterne. ”Ja dig med ølvommen.”

”Luk munden!” råbte vagten tilbage og jeg krympede mig. Jeg hadede at skabe ballade.

”Du nok stolt hva’? Du bliver betalt helt godt for at behandle dine medmennesker som lort. Konen må glæde sig over dit anstændige job hos stormanden… hvis altså du har en kone.” Alex ruskede i tremmerne, som om han var ved at gå fra forstanden. ”Min veninde her hun har en drage, og hun pudser den på jer!”

”Alex!” hviskede jeg. 

”Jeg ved, hvad jeg laver.”

Vagten rejste sig. ”Det bæst er vel sagtens faldet og døde på sin vej væk. De skød den og hold så din mund!” Han vidste tilsyneladende ikke, at jeg havde direkte forbindelse til min drage over alt. Det vidste Alex, men hvor vidste han egentlig det fra?

”Hvad er du for et menneske? Hun er en pige. Hun ligger der og ryster af kulde, og hun er hundesulten, og så gør du hende oveni købet nervøs for at hendes drage er ved at dø! Hvordan kan du leve med dig selv.” Alex rystede forarget på hovedet.

”Så er det godt!” sagde vagten og greb Alex om trøjen gennem tremmerne, så Alex stod på tær for ikke at blive kvalt. ”Fangehuller er blevet lavet for en grund. Jeg passer på, at landsforrædere som jer ikke render rundt og laver ulykker mellem gode borgere!”

”Slip mig!” sagde Alex og raslede med sine lænker, men det var alt sammen for at distrahere vagten. Mens lænkerne raslede, havde han hægtet vagtens nøgler ud af bæltet.

”Hvad vil du gøre. Du er færdig!” Vagten grinede, og da han slap Alex, så jeg nøglen glide ubemærket ned i bukselommen. Jeg måtte holde mig selv for hjertet, der bankede hurtigere end en hest i galop.

Alex vaklede tilbage og overspillede scenen, da han tog sig til halsen og hostede. ”Forfærdelige mennesker, er i. Intet mindre. Jeg siger jer, at hvis jeg kommer ud herfra så rejser jeg til Vestkløveren.”

”Ha! Som om en ranglet bønnestage som dig kan klare det. Ved du overhovedet, hvor mange mennesker der holder øje derude ved grænserne?”

Alex var faktisk lidt ranglet i forhold til vagten, men han var vel heller ikke mere end sytten eller atten. Måske en forældreløs unge, der måtte stjæle sig til føden og endte i et fangehul.

”Jeg skal nok få hævn!” sagde Alex med påtaget stolthed, som om han var en prins der kæmpede for sin ungmø. Han var en værre dramatiker, når han havde sat sig for det.

”Det er nok nu!” hviskede jeg. ”Du fik den?”

”Jeps.” Han satte sig ved siden af mig med et lille stolt smil i ansigtet, og et håbefuldt glimt i øjet. ”Kontakt så din drage.”

”Hvordan vidste du egentlig, at jeg kan snakke med min drage gennem tankerne?”

”Jeg har hørt om drager. Lad os bare sige at de fascinere mig.”

Jeg trak på skuldrene og fangede Blonx’ mentale mønster. Hej Venne, sagde jeg, da jeg fandt hende.

Der er sket noget med dig, startede hun. Du er håbefuld! Har du fundet en flugtplan?

Ja, men det kræver, at du kan skabe en distrahering for vagterne. Skyd noget ild efter dem omkring borgen, så vi kan stikke af. Vi har fundet nøglerne.

Vil det virke?

Vi prøver. Ellers skal vi hænge i morgen, og det har jeg ikke lyst til.

Jeg er på vej!

Sig til, når vi skal være klar.

Nu!

Nu?

Ja jeg har hele tiden været lige herude.

Tak Venne!

Jeg tog min kappe af, så den ikke ville være i vejen når vi løb. Selvom jeg hundefrøs, så gjaldt det snart liv og død, og jeg lod den ligge i håb om, at jeg havde en ekstra derhjemme.

”Hun siger, vi skal gøre os klar.” Jeg bevægede mig op på vaklende fødder og kæmpede for bevidstheden. Jeg var virkelig sulten og tørstig, og jeg følte mig syg af kulde.

”Godt.” Han holdt hånden om nøglerne i lommen, mens de sidste nervepirrende sekunder tikkede ud. Et enormt brøl brød ud på gårdspladsen, så hele borgen kunne vågne. Det var hende. Jeg kendte hendes dybe stemme som kunne vække Trekløverens samlede befolkning på en gang. Hun var fantastisk.

”VAGTER!” blev der råbt. ”I POSITION!” Og præcist som Alex forudså, løb de alle deres vej. Alex stak nøglen i låsen på håndjernene og klikkede den op, inden han åbnede døren.

”Du er genial!” sagde jeg, og vi satte i løb. Alex smed nøglerne ind i en anden celle, hvor der sad en fange, så vi ikke efterlod nogen indespærret.

”Stop,” sagde han lavmælt, og jeg stillede mig bag ham, mens han spejdede om hjørnet. ”Kom, men vær stille.” Han trak mig med op ad trappen, men da vi nåede op på stueplan, fortsatte han opad.

”Vent. Vi skal ud der,” sagde jeg og pegede, men i det fjerne så jeg to skikkelser komme gående og snart løbende, og vi tog benene på nakken op ad trapperne. Alex blev ved med at tage om min overarm og nærmest tvinge mine ben til at føre mig videre opad. Vi løb ned af  flere gange, krydsede hjørner og op ad flere trapper, men vagterne syntes ikke at blive færre. Nej der kom tværtimod flere og flere. ”Kom nu Dana!” råbte han.

”Jeg kan ikke mere, vi kan ligeså godt give op.” Mine ord var forpustede og benene syrede. ”Vi løber opad Alex! Vi kan ikke slippe ud heroppe.”

”Vi finder på noget. Hvis du giver op, så dør du i morgen. Hvis du bliver ved, så er der måske en chance for, at du ikke gør.”

”Det nytter ikke…”

Han greb igen om min overarm og rev mig med. ”Det var dog utroligt!” Og vi løb videre. 

Jeg tænkte på min familie. Hvordan de ikke ville kunne klare sig uden mit bidrag. Hvordan det hele vi havde kæmpet for ville blive ødelagt, hvis jeg blev slået ihjel, men så slog det mig, at jeg tænkte mere på, hvordan det ville være for dem, end hvordan jeg selv havde det med at dø. Betød mit eget liv virkelig ikke noget for mig selv?

”Der er en dør.” Han pegede frem for sig. ”Men hvis den ikke åbner, så er det en blindgyde.”

Jeg greb om et massive håndtag og trak til. Da hængslerne begyndte at knirke vældede lettelsen frem i mig, og jeg åbnede den. Den var tung, men jeg ænsede det knap nok for alt den adrenalin, jeg havde i kroppen. Der var åbent ud til taget med vagtposterne, og jeg håbede, at vi kunne springe på Blonx fra kanten. Hvor var hun?

”Dana!” råbte Alex, og da jeg så tilbage lå der en skinnende klinge faretruende tæt på hans strube.

Jeg skævede til slotspladsen og så til min store skuffelse, hvordan Blonx lå ned med et reb om munden, som en hund i mundkurv og halsbånd. Hun kunne ikke bevæge sig for alle de mange spyd, der var rettet mod hende og heller ikke flyve, fordi de holdt hende nede med tovet om munden. Fra den anden side af mig ankom flere vagter langsomt, og vi var for alvor omringet. En vagt tog mine arme og holdt dem tæt ind til min ryg, så det gjorde ondt.

”Okay, i har os,” sagde Alex opgivende. ”Kan du sænke din kniv og føre os tilbage til cellen? Det var et dårligt forsøg. Det ved vi.” Han rystede opgivende på hovedet.  

Nu stod jeg og funderede om hans spillede skuespil igen.

”Det er da en ret god udsigt der er heroppe,” sagde han. ”Dana du skal nyde det, mens du kan. I morgen hænger vi fra et reb.”

Vagterne gryntede. ”Magen til mærkelig fange,” mumlede en, og ham med kniven for Alex’ strube var begyndt at se ud i horisonten i stedet for på Alex, så han holdt knapt så stramt, og kniven sænkede sig et par centimeter. Lige nok til at Alex kunne læne hovedet frem og nikke ham en skalle lige i panden.

”Av!” mumlede Alex lidt omtumlet, mens han, før vagterne nåede at reagere, tog den faldende vagts to knive fra bæltet. Han nåede knap nok at tage sigte før den ene kappede Blonx’ reb over, og en anden havnede lige i brystet på vagten der holdt mig. To centimeter mere, og jeg var blevet skudt i skulderen.

”DRAGE! FLYV!” råbte Alex til Blonx og greb min arm. ”Hop!” og jeg tøvede ikke engang, selvom jeg var lige ved at besvime af skræk over den højde, vi stod overfor. Suset nåede lige at tage fat i min maveregion, da jeg lod mig falde, men Alex måtte slippe mig, da jeg landede hen over sadlen, der slog luften ud af mig, og Alex styrtede i jorden. Jeg slog hovedet mod det hårde læder, og så huskede jeg ikke mere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...