Dragetøsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2015
  • Opdateret: 27 feb. 2016
  • Status: Igang
Hen over himlen skyder et orange lyn bag skyerne og vender øjne med sig blandt folk på trekløveren. Der bliver hvisket om dragetøsen og udlovet dusører om fangsten af pigen på drageryggen. Ikke mange kender ansigtet på pigen, men her er historien om Dragetøsen Dana, som en nat fandt en forkølet drage i skoven og dannede et ubrydeligt venskab. Ingen kender hendes sande identitet, men i krogene fortælles historier og fantaseret, lige indtil fantasier bliver til virkelighed, og Dana sammen med sin lillesøster Lulu er nødt til at flygte, efter stormandens hær tog deres forældre og brødre fra dem. Danas misson er ikke let, når man står som en lus mellem to negle, men intet er som hun tror.

41Likes
50Kommentarer
2300Visninger
AA

4. Fem år senere

Det var tidligt på morgenen, men allerede nu stod sælgerne på række udenfor sine vogne for at hale folk ind fra markedspladsens midte. ”Kom og smag, kom og smag,” råbte en som solgte dampende varme kyllingelår. ”Betal kun hvis du kan lide det!” Jeg tænkte på, hvor desperat man måtte være, hvis man ligefrem ville give det væk uden betaling for at skaffe kunder.

Jeg havde fundet mig et godt sted med morgensolen på mine skuldre og fint udsyn ud over pladsen. Jeg havde ikke nogen vogn og intet bord at indrette mig på, så kunderne kunne anskue mine vare ordentligt, men jeg var kreativ. Jeg havde fundet mig en forhøjning som nærmere lignede en lille skrænt med en kant. Kanten var netop så høj, at den gik kunderne lige til maven som et bord af jord. Jeg spredte mit tæppe ud og lagde hjørnerne ned med nogle store sten, hvorefter jeg placerede tingene ud over stoffet, så det var let og overskueligt.

Mine vare afhang af min kreativitet, fordi det meste af det jeg solgte var ting og sager, jeg havde lavet. Hvor andre specialiserede sig i eksempelvis træ eller metal, så specialiserede jeg mig i alt. Hvis jeg så en gestand som inspirerede mig, så fandt jeg en måde at gøre den enten brugbar eller pyntende. Folk fandt altid mit sortiment spændende, fordi jeg altid havde noget nyt, og på den måde fik jeg flere kunder end så mange andre.

Folk snakkede somme tider om mig - nej folk snakkede hele tiden om mig. Jeg var kendt over det meste af trekløveren; tre store øer som lignede en trekløver tilsammen. Dragetøsen var det mest almindelige udtryk, men også Den flyvende eller Pigen med dragen. Jeg kunne somme tider blive fornærmet over udtrykkene for i mit hoved var jeg bare Dana, som prøvede at skaffe en levevej og hjælpe sin familie.

Trekløveren var noget helt specielt. Selvom de tre øer var tætte naboer, så havde de intet med hinanden at gøre. Samtlige 7 stormænd på de tre øer havde gjort det ulovligt at handle med de andre øer eller blot tage derover og besøge. Men reglerne gjaldt ikke for mig, for jeg havde en drage, og siden jeg var den eneste på hele trekløveren, som red en drage, så kunne de ikke fange mig, når jeg forsvandt på ryggen var Blonx over vandet.

Folk sagde, jeg var ensom og havde ondt af mig, fordi jeg aldrig fandt et sted at kalde hjem. Jeg var hjemløs, men ikke ensom. Jeg havde Blonx. Desuden havde jeg min familie, som jeg supplerede med det meste af min indtægt. De penge jeg beholdte gik til at købe redskaber til at lave mine ting og i ny og næ købte jeg lidt mad, men for det meste fangede Blonx dyr til mig, mens jeg var væk. Så spiste vi og brugte skindet til at lave ting og sager af.

 

En kvinde stoppede op og analyserede mit sortiment med skeptiske øjne. ”Rav?” spurgte hun og samlede en lysebrun perlekæde op, der glimtede svagt i solen. Jeg havde pudset ravstenene med en gammel pudseklud, som jeg hukkede fra min fars værksted.

”Ja,” svarede jeg med et smil på læben.

”Men rav findes kun ved kysten på Sydkløveren.” Hun spidsede læberne. ”Burde de sælge den slags her?”

Min nuværende position var Kiavli. Kiavli var et af de syv riger på trekløveren, og det lå øverst på Østkløveren. I Kiavli boede min familie, som jeg i ny og næ besøgte med lange mellemrum og de boede i landsbyen Lavenda, der havde fået sit navn fra alle lavendelmarkerne som omgav byen.

Jeg bed mig i læben. ”Ved Minora hvem jeg er?” spurgte jeg. Minora var en respektfuld tiltaleform mod kvinder som var ældre end dig selv.

Damen lagde hovedet på skrå og klappede mig på kinden. ”De bliver arresteret en dag Mineja. Jeg beder dem passe på.”

Hun var en af de venligere. Jeg havde før mødt kunder, som skældte mig ud for at bringe den slags ind i deres land.

”Jeg passer på.” Jeg nikkede respektfuldt. ”Er der andet Minora søger?”

Hun lod et analyserende blik røre mine genstande. ”Jeg kan lide dine skindtasker.”

”Jeg laver dem selv. De kan åbne den hvis de ønsker.”

Hun åbnede en skuldertaske med indsyede lommer til penge som ville være svært for en lommetyv at finde. De var somme tider meget populære.

”Skindet?” spurgte hun.

Jeg bed mig i læben. ”Jeg kan ikke lyve for Minora. Det er gedeskind fra Vestkløverens alper, men rent formelt kalder vi det bare garvet fåreskind.”

”Hvor meget vil de have?”

”Tyve lærker sølv.”

”Lad os sige ti.” Hun var ude på at prutte om den, men jeg havde ikke råd til at gå så meget ned i pris.

”Atten,” sagde jeg.

”Femten…” Hun gav ikke op så let.

”Sytten er mit sidste bud.”

Hun granskede mit ansigt et øjeblik. ”Top,” sagde hun og fandt sin pung. ”De er en hård forhandler.”

”Jeg giver fire femtedele af min indtægt til mine forældre. Der skal også være til mig selv.”

”Er det det eneste de lever for? En femtedel?”

”Jeg ved, hvordan man klare sig. Jeg har ikke brug for så meget.”

Hun fandt mønterne i sin pung. ”Her er Minejas tyve lærker. Gem dem til dem selv.”

”Tak. Tusind tak.”

”Pas på dig selv.” Hun vendte sig om med sin taske og gik sin vej.

Jeg spredte sølvet ud på min hånd og talte dem. Tælle kunne jeg, men ikke noget matematisk geni, kunne jeg påstå at være. Jeg havde lært at tælle af min mor, men at læse og skrive var først noget jeg fandt ud af, da jeg tog af sted og efterlod de andre. Da jeg havde brugt et halv år på at tjene lidt penge ved at sælge lerskåle, som jeg havde formet og derefter fået Blonx til at brænde samt mors urteblandinger. Så købte jeg papir og fjerpen og betalte en fattig mand resten af pengene for at lære mig at skrive. Det var ikke mange fattige, som kunne læse og skrive, men han var en gammel læremester, som ingen ville betale for mere, og jeg havde ikke penge til en af de nyere. Ganske vidst var hans metoder gamle, og jeg var bange for ham det meste af tiden, men på den anden side havde jeg stor respekt for ham på den gode måde. Han var klog.

Jeg fandt min lille bog, hvor jeg skrev ned, hvad jeg havde lavet og solgt til hvor mange penge. Det betød vel ikke så meget, bare jeg tjente, men for mig var det ligeså meget for at øve min regning og skrivning, som det var for at have et bevis for, hvad jeg havde opnået, siden pengene gik til mine forældre. Somme tider opdagede jeg også på den måde, hvilket ting som var blevet stjålet. Det skete at ting forsvandt sporløst.

Blonx? Hvor er du? Spurgte jeg. Jeg vidste godt, hvor hun var, men somme tider spurgte jeg bare for at skabe kontakt.

Jeg sover… brummede det i mit hoved.

Jeg har allerede tjent tyve sølvlærker. Lad os tage hjem i aften.

Hvis du synes…

Hvad synes du da?

At du skal blive væk.

Det er min familie.

Jeg siger ikke mere. Vi ses i eftermiddag.

Jeg tager en vandmelon med til dig.

Jeg hørte ikke nogen ord, men mærkede tydeligt glæden, som strålede fra Blonx igennem mig. Blonx elskede vandmeloner, det var det bedste - vandmeloner og at blive nusset mellem hornene.

 

***

 

Dagen var stort set omme og ugens gademarked i Kiavlis centrum var så småt overstået. Jeg foldede tæppet om mine vare og lavede det til en stor bylt, akkurat ligesom den jeg var kommet med, men denne gang var den kun halvt så stor. Jeg havde tjent godt i løbet af dagen. Tre guldlærker, halvtreds sølvlærker og ti kobberlærker. For det meste fik jeg det til at gå lige op, så jeg fik en femtedel til mig selv, men i dag gemte jeg en hel Guldlærk i min egen pengepose, selvom det var lidt mere end jeg plejede. Det var trods alt mig der tjente.

Jeg havde en praktisk kjole på af blåt lærredsstof med læderlukninger, som sad i siksak fra skulderne og ned til håndleddet samt på ryggen fra nakken og ned til lænden, hvor den var bundet. Jeg havde brunt læderbælte om maven, hvor mine penge og daggert sad og om hovedet havde jeg et let tørklæde som omfavnede en smule af mine skuldre også. Uden på det hele havde jeg min sortgrå kappe med en hætte på ryggen. Jeg havde kun to kjoler - den anden var grøn.

Det lette tørklæde om mit hoved dækkede kun, så man lige kunne se mit mørkblonde hår i tindingerne. Man brugte det meget i Kiavli, fordi man sagde at en kvindes kærlighed sad i håret. Det var en skik, at manden skulle være højere fordi han skulle forelske sig i hende, når han duftede hendes hår. Østkløverens kvinder havde derfor altid noget bundet om håret som tegn på, at hun ikke gav sin kærlighed til hvem som helst, men på de andre to tredjedele af trekløveren brugte man det ikke. Men siden de ikke kendte til vores skikke, så bar jeg tørklædet alligevel, når jeg besøgte de andre øer og kom med undskyldninger om, at det var for at beskytte mig mod solen. At ikke have tørklædet på fik mig nemlig til at føle mig udstillet for mandfolk, som jeg ikke ville have noget at gøre med.

Jeg hægtede låsen på kappen ved halsen og begav mig over brostenene på Kiavlis mest besøgte handelsgade, hvorfra man kunne se stormand Brustus’ borg, når man kiggede op bag træerne. Han var en frygtelig tyran, som beskattede de fattigste helt ind til benene, så de kun overlevede med nød og næppe, og de rige gav han privilegier som godt betalte jobs på borgen eller større stykker jord. De fattigste kunne derfor på ingen måder få sig arbejdet op i hierarkiet, og de rigeste måtte gøre hvad de ville med de fattige - som om vi var slaver. Min familie var lavt stillede, men med min hjælp kunne vi opretholde en stort set selvforsynende gård i Lavenda. Jeg gav min familie så mange penge, at ingen af dem endnu havde haft brug for at tage et job på en af herregårdene i Kiavli. Min far og mor havde små marker ved siden af huset, som de arbejdede i om dagen.

 

Jeg nåede igennem skoven for enden af byen og gik ud på en lang grøn mark med små hvide margueritter. Førhen da jeg var lille havde jeg altid lavet kranser af dem til at have rundt om hovedet, men så begyndte jeg at udvikle mig, og min mor viklede et tørklæde om mit hoved, da jeg fyldte seksten.

Jeg hørte nogle store blafrende vingeslag og et ordentligt bump da Blonx - min dejlige store orange drage med den blå mule - landede elegant foran mig på en stor hvid margueritplet. Hun bukkede hovedet som et goddag og lagde sig ned med hovedet på jorden og store nysgerrige øjne rettet mod mig.

Jeg smilede og gik hen for at nusse hende mellem hornene. Det var sådan vi sagde goddag uden ord. Hun smed sig på maven, og jeg nussede hende mellem hornene, så hun lukkede øjnene og puffede lun røg op ad næsebordene. Hun mindede somme tider om en hund på den måde, hun opførte sig. Ikke at hun logrede med halen eller noget, men når hun var rigtigt glad så viftede hun lidt med vingerne.

”Har du savnet mig?”

Nja… jeg har spist mig et får og sovet lidt. Du lovede mig en vandmelon. Hun løftede sit enorme hoved og stirrede forventningsfuldt.

Jeg sukkede. ”Jeg vidste, jeg havde glemt noget. Det må du undskylde Venne. På næste marked køber jeg to vandmeloner til dig. Hvabehar?”

Mhmm… Hun var ikke overbevist. Kan du nu huske det lille Mineja?

”Åh nej. Begynd nu ikke at kalde mig Mineja. Det bliver jeg kaldt mindst hundrede gange på en dag. Det får mig til at føle mig lille.”

Det skal jeg nok huske Minora.

Jeg krydsede armene. ”Pas på du ikke sætter dine vandmeloner på spil.”

Hun krøb hen til mig og pustede mig lidt på kinden. Jeg driller bare Venne.

”Det ved jeg.” Jeg samlede bylten op og bandt den fast til lædersadlen som far lavede til mig, den gang han begyndte at indse, at jeg indbragte penge og derfor ikke skulle flyve uden saddel. ”Kursen går til Lavenda.” Jeg gik om til hendes ryk som var næsten ligeså høj som mig, når hun lå ned og halvanden gang så høj, når hun stod op. Jeg satte foden i og svang mig over, hvorefter jeg bandt underbenene fast med læderbåndende helt op til knæene, så jeg ikke faldt af under en flyvetur.

Jeg håber din mor har en vandmelon… Blonx satte af fra jorden og farten gik fra ingen bevægelse til hurtigere end en pil skudt fra en bue på under to sekunder. I starten gjorde det pokkers ondt i nakken, og jeg havde svært ved at holde ved, men som tiden gik, så lærte jeg at elske det og nød at flyve oppe under skyerne med vinden i håret, når jeg trak tørklædet af.

Jeg lænede mig frem mod halsen og lagde armene rundt om, mens jeg hvilede musklerne på hendes varme skæl. Det var somme tider hårdt at være på marked, men vi gjorde det ikke hver dag. Mange dage brugte jeg også på at lave tingene, som skulle sælges rundt omkring på trekløveren. Jeg kendte næsten hver en krog på de tre øer, men stadig var der altid nye ting at finde og lave om til noget nyt.

Hvor langt er der Blonx? Spurgte jeg.

Du kan bare lukke øjnene Venne. Der går lidt.

Jeg nikkede, selvom hun ikke kunne se det og lukkede øjnene. Jeg vidste godt, der højest ville gå et par minutter at tage hjem, men Blonx og jeg forstod hinanden, og lige nu forstod hun, at jeg havde brug for at sove, så hun tog en omvej.

 

Jeg vågnede med et sæt, da Blonx landede på jorden med et ordentligt bump. Hun var god til at lette og flyve, men somme tider kunne hun altså arbejde lidt på sine landinger. Det var lige så det gav et stød gennem hele kroppen, men det vækkede mig da i det mindste.

Hvorfor øver du dig ikke, når jeg er på marked? Spurgte jeg og klappede hende på kæben, da jeg gik forbi.

Fordi jeg hellere vil sove, svarede hun og skubbede mig bagi, så jeg nær snublede.

Blonx var landet lige i midten af vores græsplæne, som hun plejede. Hun var altid møjsommelig med at lande der, hvor mor ikke plantede urter eller grøntsager, for hun vidste godt at det ville koste.

”Mor!” råbte jeg og smed kappen over ryggen på Blonx. ”Jeg er hjemme…”

Far kom til syne og hastede hen mod mig med meget venlige og imødekommende øjne. ”Dana!” Far var far, og ham kunne der ikke røres ved. Han var en gammel idiot, men gennem årene var jeg også kommet til at respektere ham mere, fordi han aldrig drak eller sløsede penge ligesom mange andre. Han var hård, men det var han nødt til at være, når vi havde det liv som vi havde, og mor der bare begyndte at græde, når der skete noget, hun behøvede far. ”Var det en god rejse?”

”Udmærket,” svarede jeg.

”Må jeg spørge om…”

”Der er penge nok,” bed jeg ham af. ”Hvor er de andre?”

”Kom med ind,” svarede han blot og åbnede døren til bindingsværket, som far og nogle andre mænd fra byen fik stablet på benene efter de havde revet det gamle skur ned. Alt sammen på grund af pengemaskinerne Blonx og mig.

Jeg trådte ind, hvor de andre sad og spise aftensmad. Basim var ikke til stede, men han var også tyve år og gik sikkert ud med en pige fra byen. Jeg havde dog håbet at se ham. Selvom jeg vidste jeg burde elske mine søskende lige meget, så havde Basim nu altid været min yndlingsbror.

”Hej lille skat,” sagde mor og rejste sig for at kysse mig en gang på hver kind. Vilas smilede og gav mig et stort kram, men de to andre - Lulu og Milo - blev siddende ved deres mad, som om de ikke kendte mig. Jeg tror de var bange for mig, eller også vare det bare Blonx. Lulu og jeg havde i hvert fald aldrig været særligt gode venner. Jeg kunne ikke lide hende, da vi var små, og hun kunne ikke lide mig nu, fordi mor og far altid bedst kunne lide mig, når jeg kom på besøg. Jeg vidste, at den eneste grund til at jeg ikke var ligeså usynlig, som jeg var da jeg var lille, var fordi jeg forsørgede dem. Men selvom Vilas og Milo prøvede at skjule det, så vidste jeg, at de var misundelige på mig, fordi mor og far havde en sær evne til at behandle mig som deres yndlingsperson i hele verden.

Da aftensmaden var overstået, og jeg havde fået en sparsommelig bid med, så gav mor sig til at vaske op, de andre gik ud, og far sad forventningsfuldt foran mig. Jeg fandt den pengepung frem som jeg havde familiens penge i. Den anden lod jeg altid blive liggende ude ved Blonx som bevogtede den med sit liv. Vilas havde prøvet at hugge den før, men det slap han ikke godt fra.

Jeg smed den foran ham. ”Det her er hvad i får denne gang.”

Han åbnede den og pengene raslede ud af posen. Andre mennesker ville kalde os stinkende rige, for der lå også et mindre bjerg penge, men når man kendte stormand Brustus, så kunne han aldrig få for mange, og de forsvandt hurtigere end man skulle tro når skattefar kom.

”Der er ikke ligeså mange som sidst. Hvad skal jeg sige til skatteopkræveren?” Han kiggede på mig med det der skuffede blik, som han var så god til. Han vidste nemlig, at han havde en klemme om mig, fordi jeg ikke kunne klare, hvis Vilas eller de andre skulle til at arbejde dobbelt.

”Det var alt, jeg kunne skaffe,” mumlede jeg og så ned.

”Med mindre du giver os lidt fra din egen opsparing. Du kan da ikke tro, vi kan leve på det her.” Hans tone fik mig til at krympe mig, men aldrig havde han lagt en hånd på mig, siden jeg begyndte at skaffe penge. Det var vel en god ting.

”Jeg tjener pengene. Jeg beholder, hvad der er mit.” Min stemme var så hård, som jeg nu kunne mønstre den, men jeg rystede på knæende under bordet.

”Vil du da byde Milo eller Vilas at skulle ud på en herregård, hvor de bliver behandlet som hunde for umenneskelige lønninger. Vil du virkelig byde dem det?”

”Hvad nu hvis du selv begynder at arbejde lidt ekstra far!” prøvede jeg, men lige meget hjalp det. Han fik mig altid til at føle dårlig samvittighed. Det var jo ikke fordi, han ikke havde nok at lave hjemme.

Han spidsede alvorligt læberne og rystede på hovedet, mens han så ned. ”Jeg håber ikke, det bliver sådan her næste gang. Nu må vi jo se hvad det rækker til!” Han rejste sig og gik sin vej. Jeg sad tilbage med næsten våde øjne af skyldfølelse, og mit hjerte bankede hårdt og hurtigt. Udenfor dette hus havde jeg en skal som en metalrustning, men inde var jeg blød som smør.

Jeg rejste mig og gik ud til Blonx. Lad mig lige komme op og tage et par mønter… tænkte jeg til hende og skulle til at række op på hendes ryg, men hun kneb lynhurtigt øjnene sammen og pustede røg op ad næsebordene, mens hun vendte sig om, så jeg ikke kunne nå.

Du giver ikke noget til ham! Blonx knurrede.

Lad mig nu komme i min pung Blonx! Du gør ikke livet lettere for mig.

Det gør han heller ikke, og det er ligegyldigt, hvor mange penge han får af dig, så har du dårlig samvittighed hver gang vi flyver herfra. Hold op med at te dig som et barn og indse, at han manipulere med dig.

Men Vilas og Milo…

Skal nok klare den. Blonx skubbede mig væk fra sig med mulen, og jeg sukkede tungt, mens jeg gik tilbage mod huset.

”Mor?” spurgte jeg, da jeg kom ind. ”Har du noget, som du gerne vil have solgt? Nogle tørrede urter eller noget?” Jeg smilede til hende, da jeg lænede mig op ad bordet.

Hun smilede tilbage med sine altid triste øjne og åbnede madkammeret uden at sige noget. Hun rodede lidt rundt og kom til sidst tilbage med nogle små glas fyldt med grønne blandinger til alle mulige helsende formål.

”Tak,” sagde jeg.

”Det er alle sammen nogen du kender, så det er ikke så svært hvis nogen spørger.” Hun stirrede på mig med tænksom mine et øjeblik. ”Du kan altid komme hjem Dana.”

”Det kan jeg ikke,” hviskede jeg. ”I kan ikke tjene noget, hvis jeg kommer hjem, og jeg kan lide at være på farten. Det er… det er befriende.” Jeg bed mig i læben.

”Din far er…”

”Han tænker kun på penge.”

”Han ville forstå, hvis du kom hjem til os. Dit ansvar er alt for stort.”

”Du tager fejl mor. Du ser igennem fingre med hans egoisme.”

”Han er en god mand indeni.” Hun samlede kærligt min hånd op i sin. ”Hvorfor tror du, vi fik fire… fem børn.” Hun sukkede. ”Undskyld Dana. Folk spørger, og jeg er nødt til at overbevise dem om, at jeg kun har fire børn.”

”Jeg forstår.” Jeg lod hånden glide ind under mit tørklæde ved skulderen og trak en lille glimtende nål ud. ”Jeg byttede to skindtasker og en guldlærke for den her i Vestkløveren.” Det var en skindende sølvfarvet blomst med en lille ædelsten i midten. ”Jeg ville give den til dig som gave, men du kan jo altid sælge den, hvis pengene ikke rækker. Lad være med at vise den til far.”

Hun tog imod den og gemte den under sit eget tørklæde på samme måde, som jeg gjorde. ”Jeg er stolt af dig skat,” sagde hun.

”Tak mor, men jeg tror de andre har mere brug for din anerkendelse, end jeg har.” Jeg gav hende et kort kram og gik ud til de andre, som nød de røde striber på aftenens solnedgang. Lulu så mig og løb sin vej, men Milo smilede venligt til mig, og jeg gav ham et varmt knus.

”Du lovede mig en tur på Blonx.” sagde han. Milo var tretten år, og hver gang jeg så ham havde han vokset to centimeter. Han var næsten ligeså høj som jeg var nu.

”Så kom.” Jeg smilede og skubbede ham med over til min orange drage.

”Må jeg komme med?” spurgte Vilas, som, selvom han lige var rundet de atten, strålede som et barn.

Kan du bære os alle tre? Tænkte jeg til Blonx.

Hop op, tænkte hun, og jeg gav en hestesko til drengene, da de ikke havde den samme rutine i at hoppe op på ryggen af en drage. Milo smilede med ærefrygt i blikket og Vilas, som havde prøvet det før, glædede sig bare. Turen var nu også hyggelig, men jeg ønskede mig somme tider at Lulu ville med, så jeg kunne få tid til at snakke med hende, men hun nægtede. Hun sagde, at hun ikke turde, og så kunne man selv fortolke, hvad hun egentlig mente. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...