Dragetøsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2015
  • Opdateret: 27 feb. 2016
  • Status: Igang
Hen over himlen skyder et orange lyn bag skyerne og vender øjne med sig blandt folk på trekløveren. Der bliver hvisket om dragetøsen og udlovet dusører om fangsten af pigen på drageryggen. Ikke mange kender ansigtet på pigen, men her er historien om Dragetøsen Dana, som en nat fandt en forkølet drage i skoven og dannede et ubrydeligt venskab. Ingen kender hendes sande identitet, men i krogene fortælles historier og fantaseret, lige indtil fantasier bliver til virkelighed, og Dana sammen med sin lillesøster Lulu er nødt til at flygte, efter stormandens hær tog deres forældre og brødre fra dem. Danas misson er ikke let, når man står som en lus mellem to negle, men intet er som hun tror.

41Likes
50Kommentarer
2308Visninger
AA

3. Et mærke for livet

Jeg vågnede til lyden af råb og skrig, som gav genlyd i hele hytten. Mor havde rullet mig ind i et tæppe på slagbænken med en pude under hovedet, og jeg var helt ked af at vågne, fordi jeg ikke kunne holde ud at skulle åbne øjnene til sure miner. Men jeg gjorde det alligevel, for hvis man kendte mig ret, så vidste man, at jeg var alt for nysgerrig.

”Mor?” spurgte jeg.

Hun svarede ikke, men far var lige i ansigtet af mig før nogen nåede at opdage, at jeg var vågen.

”Hvad er det for noget vås din mor fabler om med en drage? Svar mig så jeg kan høre dig!”

Jeg svarede selvfølgelig ikke. Ordenen satte sig fast i svælget på mig, som en stor klump byggrød på de morgener, hvor morgenmaden bare ikke gled ned som den plejede. Far havde det med at give mig den følelse, og jeg var sikker på han vidste det.

”Kan pigebarnet nu heller ikke tale mere?” Det var absurd, hvordan jeg åbenbart kun kunne vinde fars opmærksomhed ved at lave ”ulykker”.

”Mor taler sandt,” sagde jeg hæst.

”Der findes ikke drager…”

Undskyld, sagde en stemme lys som et barns i mine tanker. Det gav et sæt i mig, og jeg stivnede med opspilede øjne. Var jeg skør, hvis jeg begyndte at høre stemmer? Skulle jeg fortælle det?

”Hvad er der galt med hende. Madia?” spurgte han min mor.

Du må ikke være bange. Undskyld. Sagde det igen med samme genlyd som sidst. Som om jeg tænkte med en anden end min egen stemme. Jeg begyndte at ryste svagt og satte mig op, så tæppet gled af min overkrop.

Mor gispede højt og far veg tilbage.

”Trolddom!” sagde han. ”Hvad har du bragt ind i dette hus pigebarn?” Det var ikke så meget et spørgsmål, som det var en konstatering om, at jeg altså havde bragt trolddom ind i huset. Jeg anede ikke, hvad de snakkede om, men da jeg så ned af mig selv og lod øjnene glide over mit krageben, hvor kjolestroppen var gledet ned over skulderen, så vidste jeg det. Der sad et mærke som Blonx uden tvivl havde placeret på mig på mystisk vis. To cirkler formet af prikker; den indre cirkel var lavet af blå prikker og den ydre af orange prikker. Da jeg lod fingerspidserne glide over det, sendte det et stød igennem mig, og i mit hoved lød det:

Wow! Lad lige være med det.

Hvem snakkede i min hjerne?

”Jeg hører stemmer,” mumlede jeg, og lod fingerspidserne glide over stedet igen for at mærke det samme elektriske stød. Jeg kunne ligefrem fornemme gnisterne i mine nervebaner springe ned gennem kroppen.

Hold op. Jeg bliver helt forskrækket.

”Hvilke stemmer,” spurgte mor.

”Dragen!” røg det ud af mig, før jeg tænkte mig om. Det kunne ikke være muligt.

”Du skal ikke lave numre med mig!” vrissede far. En ting var, at han var enormt skræmmende, men han var på samme tid meget overtroisk. Han havde gennem årene formået at gøre mine søskende mindst ligeså overtroiske - nej nu jeg tænker over det, så var Basim den eneste som holdt stand sammen med mig. Vi havde en måde at forstå verden mere som en biologisk mekanisme, end magisk. Derfor gav alt dette heller ikke megen mening for mig. Der måtte være en forklaring.

”Det gør jeg ikke. Jeg sværger!” Det hele begyndte langsomt at ryste i hele min krop, både fordi jeg lige var blevet overfaldet af en drage og hørt den snakke i mit hoved, men også fordi jeg ikke anede hvad far kunne finde på at gøre. Han var en meget skræmmende mand. Stor og stærk efter mange års slid, og så havde han gråsprængt hår, som strittede til alle sider, fordi der gik så lang tid mellem det blev klippet helt kort. Han havde også mange skræmmende ar og mærker på sine arme, som jeg helst ikke ville vide hvor kom fra.

Han tog mig ved kjolehalsen og trak mig på benene, så jeg stod helt strakt foran ham balancerende på tåspidserne. ”Undskyld undskyld.” Det var det eneste jeg kunne komme på.

”Tror du, undskyld kan drive utøj og trolddom bort? Tror du det din djævleunge?”

Jeg rystede på hovedet med tårer i øjnene og skævede til mor, som stod presset op ad døren ligesom hun plejede uden at sige noget; uden at gøre noget for mig, mens jeg havde mest brug for hende.

”Madia!” råbte han mod min mor. ”Vask så det mærke af barnet.”

”Jeg skal gøre et forsøg,” hviskede hun og rakte langsomt ud mod min hånd, som jeg gav hende. I mors hænder var jeg tryg. ”Kom Dana.” Jeg fulgte lydigt med hende, mens jeg kæmpede mod tårerne. Hun tog om mine skuldre og skubbede mig ned i en stol ved spisebordet, mens hun hentede vand og en af vores sparsomme sæbestykker.

”Jeg tror ikke det kan gå af mor,” sagde jeg stille.

Hun svarede ikke. Hun dyppede en klud i vandet fra den spand, som hun havde hentet, hvorefter hun skrubbede noget sæbe ind i stoffet og lagde den mod mærket. Først gned hun bare på det, og det var ikke så slemt, men så begyndte hun at skurre hårdt, og jeg skar grimmasser.

”Av!” sagde jeg, men hun reagerede ikke. Hun var bange for far, det var hvad hun var. Hunderæd.

Hun lagde pludselig kluden fra sig for at bruge fingrene, men med det samme hun rørte med fingerspidserne skød det samme stød, som før lige igennem mig.

Stop stop! Lød det i mit hoved, men mor stoppede ikke og panikken steg i mig. Det gnistrede i hele kroppen, og Blonx blev ved med at jamre i mit hoved. Jeg kunne mærke dens smerte.

”MOR STOP!” råbte jeg og skubbede til hende, men hun blev ved med at sætte neglene i, til jeg var lige ved at bløde. Tårerne trillede fortsat ned af kinderne på mig, og jeg vred mig løs fra hende. Jeg trillede om på gulvet og kom på benene, for bagefter at spæne udenfor hurtigere end en fårehund, før far kunne nå at jagte mig. Jeg forsvandt ind i skoven, mens jeg gned sæben af og tørrede det af i den nederste del af kjolen.

Jeg løb og løb til det gjorde ondt i benene, og jeg nåede ikke at se mig om, før jeg stødte ind i en stor orange genstand, som jeg tog med i faldet. Vi trillede rundt og rundt, og jeg krummede mig sammen i den mosbegroede skovbund, mens jeg fik styr på mine vejrtrækninger.

Ikke græde, lød det, men det var nærmere stikordet. Jeg satte mig op og stødte panden mod knæene, mens jeg hulkede og hulkede, og Blonx satte sig pænt ved siden af mig imens.

”Hvad har du gjort?” hulkede jeg og løftede hovedet. ”Hvorfor har du givet mig et mærke?”

Det var den eneste måde jeg kunne sørge for, at du ikke efterlod mig alene. Jeg har ikke andre.

”Du ødelægger min familie!” græd jeg. ”Hvad er du egentlig? Pige eller dreng?”

Jeg er en pige. Hun trillede om på ryggen og kiggede lystigt på mig. Vil du ikke nok klø mig på maven?

”Du kan tro nej. Jeg vil ikke have noget med dig at gøre. Fjern så det mærke!”

Det kan jeg ikke. Det kan kun du gøre.

”Hvordan?”

Når du har lært mig at kende, så kan du skille dig fra mig.

”Hvordan kunne du gøre det?” Jeg rejste mig og begyndte at gå. ”Forsvind fra mig!”

Det kan jeg ikke.

”Du kan da bare flyve din vej!”

Ja, men du vil altid vide, hvor jeg er. Undskyld igen. Hun trak sig tilbage og krummede sig sammen til et nys. Denne gang skød hun to ildkugler, og hun blev selv helt forskrækket. Hun nøs en gang til og en til, hvorefter hun smed sig udmattet på jorden og åndede tungt ud.

”Hvordan kurerer man drageforkølelse?” spurgte jeg.

Det ved jeg ikke. Hun tog tre tøvende skridt hen mod mig. Jeg er virkelig ked af det. Jeg kunne se sorgen i hendes blik, og øjnene var slet ikke til at stå for. Hun var alt for nuttet.

”Jeg tør bare ikke gå tilbage.” Håbløsheden greb mig, og jeg begyndte at småtude lidt igen. ”Tænk hvad han måske gør ved mor!”

Lad mig komme med! Jeg kan sagtens skræmme din far væk. Hun stirrede ivrigt, mens hun blafrede svagt med vingerne, som jeg havde set hende gøre før.

”Jeg tror han vil prøve på at dræbe dig… øhm… hvad hedder du egentlig?”

Havde du glemt det? Jeg hedder Blonx.

”Havde du ikke et navn førhen?”

Hun rystede på hovedet.

”Jamen så hedder du Blonx.” Jeg rakte ud for at nusse hende mellem hornene. ”Du må gerne komme med mig hjem, hvis du kan holde far på afstand for mig.”

Hun nikkede ivrigt, og da jeg rejste mig fulgte hun med mig gennem skoven. Jeg havde slet ikke troet, at jeg havde løbet så langt, men jeg syntes, vi gik forfærdeligt længe i forhold til, hvor hurtigt det havde gået med at finde derind på løbende ben. Jeg måtte indrømme, at det ikke virkede ligeså slemt at skulle hjem til de andre nu jeg havde min helt egen livvagt.

”Hvor mange findes der af din slags?” spurgte jeg.

Det ved jeg ikke.

”Hvorfor?”

Jeg kender ikke noget andre end mig.

”Mærkeligt. Hvad med din mor og far?”

Det havde jeg ikke tænkt på. Tror du jeg har en mor og far?

”Alle har en mor og far…”

Det har jeg ikke. De er her i hvert fald ikke, men det er også lige meget, for nu har jeg dig.

”Ih ja,” mumlede jeg.

Hun stoppede brat op. Hader du mig så meget?

Jeg sukkede og rystede på hovedet. ”Nej jeg gør ej. Men det er ikke så let.”

Undskyld igen…

”Det er i orden. Kom.”

Du er det sødeste menneske, jeg har mødt. De fleste forsøger at slå mig ihjel.

”Hvorfor?”

Det ved jeg ikke. Folk er altid bange for mig, men ikke dig. Det var derfor, jeg forseglede os.

”Forseglede os?”

Det skete bare med rent instinkt. Jeg følte, at du ville forlade mig for altid hvis ikke jeg gjorde noget.

Jeg stoppede op ved udkanten af skoven og så på Blonx. ”Gå bag ved mig Blonx. Du skal ikke gøre nogen noget. Bare skræmme far lidt.”

Stol på mig. Jeg kan godt være skræmmende. Jeg kunne se et lille legesygt skær i hendes krystalblå øjne.

”Godt.”

Jeg rankede mig og trak vejret roligt, som om jeg havde fuldstændig styr på det. Jeg ville ikke lade mig skræmme af far, og han skulle ikke have lov til at ødelægge den mest spændende ting for mig, som jeg længe havde oplevet. Min drage. Ligeså bizart det var for mig, som ikke forstod magi, ligeså spændende var det.

”Hvad er det!” udbrød far og greb en høtyv, da han så os.

Jeg bed mig i læben og så hen på Blonx. Hun var skræmt af hans høtyv, og det kunne jeg godt forstå, for ingen af os havde tænkt på, at far også havde våben.

”Du må ikke gøre hende noget far. Hun er min.”

Far tog ingen notits af mine ord. Han tog det ene skridt efter det andet langsomt mod Blonx, som krympede sig under hans blik. Tænk at far kunne skræmme en drage. Så var det slemt. Men hvad nu hvis jeg sagde, at den var magisk; at den kunne lægge en forbandelse over ham eller lignende. Det ville skræmme livet af ham.

”Du røre hende ikke!” råbte jeg med så meget kraft, som jeg kunne fremtvinge, men når jeg selv genafspillede det i hovedet, så forstod jeg ikke at ingen grinede. Jeg lød nøjagtig, som den jeg var - en lille tolvårig pige.

”Så forsvind sammen med hende!” råbte far og mor gispede.

”Teiz!” hulkede hun. ”Det må du ikke.”

Far tog sig ikke af hendes hulken, men fortsatte blot hen mod Blonx med høtyven truende tæt på. Blonx bakkede baglæns sunket i knæ, men hun stoppede op og krummede sig sammen, hvilket var tegn på nys. Da ilden skød, som spyttet fløj når jeg var forkølet, så stivnede far og trak høtyven til sig. Han var bange. Det kunne jeg tydeligt se, men jeg havde aldrig troet, at han ville være så bange, at han ville gøre det næste; han pegede høtyven mod mig.

Mor hvinede som et rigtigt kvindfolk. Modig havde hun aldrig været, men det var som om noget gik op for hende den dag. Hun knyttede næverne og marcherede lige foran mig med ikke andet end vrede i sit blik.

”Teiz!” sagde hun vredere end nogen sinde. ”Hvor kan du få dig selv til det. Hvor kan du gøre det bare på grund af din irrationelle frygt. Det er en drage. Den er ikke magisk!” Hun stillede sig foran mig med fronten mod høtyven, så den pegede på hende i stedet.

”Hvordan forklare du mærket?” sagde han med den rynke han havde over næsen, når han var svært utilfreds. Jeg kendte den. Han lavede den, når han vidste, han havde tabt, og man så den sjældent.

”Mærket er ikke farligt.” Hun tog fat om høtyven og rev den til sig for at smide den på jorden.

”Madia?” spurgte han tydeligvis forbløffet over hendes pludselig selvtillid.

Hun gik helt tæt på ham. Hænderne rystede på hende, men hun holdt endelig stand mod han. Det var alt, jeg havde ønsket mig nogen sinde.

”Jeg har fundet mig i meget, men hvis du truer mine børn på livet igen eller beder dem forsvinde, så har du set mig for sidste gang.” Hun sagde ikke mere. Vendte sig blot om og gik sin vej.

Jeg stirrede forbløffet på far, men det eneste jeg fik igen var lyn. Det var ikke øjne, det var lyn.

 

Det var sådan, jeg fandt Blonx. Min drage. Hende og jeg vi blev noget af et par, og jeg elskede hende mere og mere. Hun voksede hurtigere end en killing, så da der var gået et par måneder, var hun over dobbelt så stor og ikke lang tid efter, red jeg hende. Jeg kunne stadig huske suset.

Jeg havde bundet en snor om hendes hals, så jeg kunne holde fast, og hun havde lovet mig at flyve så lavt så muligt, så jeg ikke slog mig hvis jeg faldt af. Hun mente hun kunne gribe mig, men ærligt talt troede jeg ikke på hende. Så jeg satte mig til rette i hulingen mellem halsen og ryggen, hvor der sært nok ikke sad nogen skarpe pikke, og jeg klamrede mig til den skællede hals.

Er du klar?

”Ja,” hvinede jeg barnligt, og hun begyndte at bevæge sig langsomt. Mere og mere fart tog til, og vingerne spredte sig lige til hun tog et enkelt og kraftfuldt bask med vingerne, som sendte os ti meter op i luften. Jeg skreg så det skar et hul i luften. Jeg havde muligvis smadret et glas blot med lyden.

Vil du højere?

”NEJ!” Hun lod til at forstå alvoren og sænkede højden en smule.

Prøv at bevæge kroppen efter mig. Læn dig når jeg drejer og løsn dit greb om mig en smule, så du kan bruges mere som et ror end en fastspundet klos. På den måde kan du også styre mig i de retninger, du vil have.

Jeg er bange, tænkte jeg til mig selv.

Det skal du ikke være!

”Du hørte min tanke!” sagde jeg irriteret. ”Du skal ikke læse mine tanker.”

Det gør jeg heller ikke. Du sendte selv tanken til mig.

Smart! Tænkte jeg, så hun kunne høre det.

Nemlig.

 

Efter en hel del træning på marken bag skoven begyndte drageflyvning at være en del lettere. Blonx og jeg var ét stykke når vi spiddede luften, og jo bedre jeg blev, jo hurtigere fløj Blonx. Det var utroligt. Snart sendte mor mig på ærinder for hende med hendes helseprodukter til folk, som var syge, bare jeg holdt Blonx i skoven. Tænk at lille jeg skulle ende med at rede familien. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...