Dragetøsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2015
  • Opdateret: 27 feb. 2016
  • Status: Igang
Hen over himlen skyder et orange lyn bag skyerne og vender øjne med sig blandt folk på trekløveren. Der bliver hvisket om dragetøsen og udlovet dusører om fangsten af pigen på drageryggen. Ikke mange kender ansigtet på pigen, men her er historien om Dragetøsen Dana, som en nat fandt en forkølet drage i skoven og dannede et ubrydeligt venskab. Ingen kender hendes sande identitet, men i krogene fortælles historier og fantaseret, lige indtil fantasier bliver til virkelighed, og Dana sammen med sin lillesøster Lulu er nødt til at flygte, efter stormandens hær tog deres forældre og brødre fra dem. Danas misson er ikke let, når man står som en lus mellem to negle, men intet er som hun tror.

41Likes
50Kommentarer
2322Visninger
AA

2. En forkølet drage

Der var stille i huset, mens jeg møvede mig op på de bare fødder og, let som jeg var, trippede over de gulvbrædder, som jeg vidste ikke ville knirke. Mine søskende sov som babyer i køjesengene omkring mig: Milo på næsten otte år der lå krummet sammen som en klump stof i fodenden af sin underkøje, Lulu på fem som sov lige over ham med fingeren i munden, så der var åben for savlet som samlede sig i en sø på puden. Mine storebrødre Vilas på tretten og Basim på femten sov i køjesengen ved væggen overfor. Jeg var den mellemste og den mindst bemærkelsesværdige. Tolv år var jeg, og derfor var jeg ikke stor eller lille nok til at have en seng. Nogen måtte undvære, for der var kun fire og det skulle ikke være Lulu eller Milo, for de var for små, men heller ikke Basim eller Vilas for de var for store. Jeg var lige passende, så jeg havde stiftet nært bekendtskab med de små sorte edderkopper som boede under sengene. Førhen lå jeg vågen hele natten, mens jeg holdt øje med at deres kongeedderkop, som jeg troede boede inde i væggen. Jeg var sikker på den ville æde mig levende, men nu lavede jeg edderkopperæs, når jeg ikke kunne sove.

Jeg fandt kanden med vand i spisekammeret og skænkede mig en kop, mens jeg lyttede til regnen som piskede på taget. Det regnede, som om vejrguderne havde sat sig for at vaske tristheden ud af byens kroge, selvom der nok skulle mere til. Jeg selv oplevede sjældent, at der var noget at fejre i vores by Lavenda, og jeg vidste ikke hvorfor. Far sagde, at han ikke gad spilde sin tid på at fortælle mig historier, når der var så meget som skulle gøres, og mor aede mig blot blidt på kinden og gik sin vej hvis jeg spurgte. Jeg kunne bedst lide mor. Hun var sød.

Jeg forbandt far med røde mærker på bagdelen.

Nysgerrigheden var en ting, jeg altid havde fået fortalt var mit største handikap. ”Kan du holde næsen for dig selv!” var fars bedste motto, før han skubbede mig væk og vrissede for sig selv. Lulu og Milo kunne gøre som de ville, for ”de var jo så små”, og jeg havde altid været ekstremt irriteret på Lulu, selv når hun ikke gjorde noget. Hun tog min seng, da hun kom til verden! Nu havde jeg en pude og to tæpper på gulvet.

Men det var altså nysgerrigheden, som viste sig at være min løkkeamulet, for den nat var en nat jeg aldrig glemte.

Jeg så et lyst orange glimt fra skoven på den anden side af vores lille have, og det lyste bladene op med et rødligt skær. Lidt efter kom der en mere og flere til, og nysgerrig som jeg var, trissede jeg over til døren, som jeg åbnede og hoppede ned af de glatte trappetrin. Græsset plaskede vand op på mine ben, når jeg løb. Mudder føltes så godt, når det klistrede sig ind mellem mine tær og gjorde mig dejligt afkølet på en sommerdag.

Men det her var ikke en varm sommerdag - det var koldt.

Jeg løb hen til skoven og gnubbede mine arme, som lavede gåsehud i regnen, men det gjorde mig ikke varmere. Jeg måtte tilbage, men da jeg kom i tanker om, hvordan far ville reagere, når han så mig, så blev jeg i tvivl og blev stående splittet mellem nysgerrighed og fornuft… eller nærmere: kulde eller skældud og måske en rød bagdel.

Jeg ville få skældud uanset hvad, så hvorfor ikke undersøge det. Jeg bed tænderne sammen i kulden. Skoven og træerne bevægede sig langsomt i vinden, og mørket forvandlede grenene til uhyggelige uhyre, som skræmte livet af mig, men samtidigt gjorde mig mere opsat på at finde, hvad end der skinnede i mørket. Det kunne umuligt være værre end fars vrede.

Jeg lagde hånden på stammen af et stort træ og klatrede et par grene op for at kunne se længere ind i skoven. Der var ikke noget at se, og ligeså skuffet som jeg var, ligeså lettet var jeg, fordi mine ben rystede under mig af kulde, og jeg nu kunne komme tilbage til huset eller rettere hytten - nej vi boede i et skur.

Jeg skulle til at sætte i løb over græsset, da en gren knækkede, selvom jeg ikke havde trådt på nogen. ”Hallo…” sagde min rystende stemme, og jeg holdt nervøst om mine tynde albuer. Jeg fik altid at vide, at jeg lignede et skelet med lange ben, fordi jeg var høj af min alder. Når mine venner så mig kaldte de mig stankelben.

Jeg lagde hånden på brystkassen lige over hjertet, som bankede helt oppe i halsen. Jeg sank flere gange for at få den kvælende fornemmelse til at forsvinde, men jeg vidste godt, at jeg selv havde rodet mig ud i det, og derfor kunne det heller ikke gå hurtigt nok med at tage benene på nakken. Jeg drejede om, men da jeg lænede mig frem for at løbe, snublede jeg over en gren og landede halvt i en mudderpøl. Vandet sugede sig op i min lasede grå natkjole, og nu frøs jeg virkelig.

Og der så jeg det igen. Det orange lys som gav et glimt i mørket, før jeg hørte en knurrende lyd og klamrede knytnæverne til ansigtet i forskrækkelse, da noget stort og tungt landede med halvdelen af sin vægt hvilende ovenpå mig for at holde mig nede. Jeg åbnede det ene øje og så på min venstre side en orange fod med spidse klør og glatte skæld. Jeg åbnede begge øjne og så lige op i et spidst orange ansigt med samme glatte skæld og store blå krystaløjne. Den havde en mule næsten som en hest med store næsebor, dog med et bredere kæbeparti og fra mulen og op mellem øjnene til panden var skællene lyseblå, som en flot lige blis. Den åbnede munden let og viste sine mange sylespidse tænder, mens den knurrede helt ned i brystet, som jeg lå under.

Jeg rystede og hulkede næsten lydløst, mens jeg stirrede på dette monster med de store øjne som - selvom den var vred - så meget nuttet ud. Den stod og vurderede mig lidt, men da den opdagede, at jeg ikke havde tænkt mig at gøre den noget, blev øjnene milde og den bakkede væk og satte sig på bagdelen i mosset. Den stirrede på mig, og jeg blev liggende i chok.

Dens hoved lå på skrå, og forfødderne med klørene stod ned mellem bagbenene, som stak ud til hver side og afslørede dens mave, som havde samme lyseblå farve, som snuden med hesteblissen. Den havde en lang spidst hale, som lå rundet om sig med blå pikke hele vejen ned til spidsen. Pludselig krummede den sig sammen og lukkede øjnene, og jeg fik et chok da den udstødte et nys som lavede en lille eksplosion af ild i luften foran sig. Da ilden lyste de orange skæl op, opdagede jeg, at det var det jeg havde set fra vinduet. En drage der nyste.

”Prosit,” mumlede jeg og dens øjne blev store igen. ”Hvad er du for en?”

Et skær af legesyge viste sig i dens øjne, og to store orange vinger rejste sig og viftede lidt i luften, ligesom når en hund logrer med halen af glæde. Jeg satte mig roligt op og studerede dens proportioner, som fortalte mig, at den bestemt ikke var fuldt udvokset. Den var alt for lille til at være en frygtindgydende drage, og musklerne var ikke markerede.

Jeg løftede hånden mod den, mens jeg blev enig med mig selv om, at jeg måtte være vildt modig. Den begyndte at snuse let til fingrene, men da den åbnede munden, trak jeg armen til mig i et ryk, så selv dragen blev forskrækket og veg tilbage. Den lagde snuden ned i mosset og gemte hovedet under sine forpoter. Jeg fnes og rejste mig.

”Hvor kommer du mon fra?” spurgte jeg den og rørte den blidt med fingerspidserne øverst på forreste forben. Den var dejlig varm, så jeg lagde begge hænder på dens bløde skæl som mindede mig om en slanges.

Den satte sig op og snuste igen til min hånd, mens jeg var på vagt, fordi jeg helst ikke ville have min hånd kappet af. Denne gang snuste den kun. Jeg lagde hånden op på dens hoved og rørte ved de bitte små buler af nogle babyhorn, og jeg så et sagligt glimt i dens ansigt, da jeg rørte den mellem hornene. Da jeg flyttede hånden spærrede den øjnene op og fandt min hånd med sin pande, hvorefter den lukkede forventningsfuldt øjnene. Da det gik op for mig, at den ville nusses mellem hornene, begyndte jeg at gnubbe stedet med fingerspidserne, mens den udstødte en underligt tilfreds lyd og pustede lidt varm røg op af næseborene.

Jeg grinede. ”Du er da sød,” sagde jeg, mens en kuldegysning rislede ned af min ryk. ”Men jeg er nødt til at gå. Jeg fryser meget.”

Den sagde en skuffet lyd og nappede ud efter min trøje med fortænderne, da jeg var ved at gå. Lige meget hvor nuttet den så ud, så havde den stadig et langt sæt sylespidse tænder, som jeg ikke kunne komme udenom, og nu havde den fat i min trøje.

”Nej!” sagde jeg til den, som om den var en hund. ”Slem drage!” Jeg klappede den nervøst på snuden, og jeg fik et chok, da den veg tilbage og nøs ild igen. Måske var den forkølet. Mor havde altid passet os, når vi var syge, og jeg havde lært nogle tricks. Jeg kunne da ikke bare efterlade en syg drage.

Jeg gik hen til den igen og kiggede tøvende på dens øjne som var blanke. Jeg anede ikke, om det var symptomer på forkølelse, men det var det altid på mig. Jeg nærmest græd uden at være ked af det, når jeg var forkølet.

”Kom med,” sagde jeg. Måske kunne mor hjælpe. Hun var altid så god til den slags.

Jeg vidste ikke, om den forstod hvad jeg sagde, men da jeg lagde hånden på hovedet mellem hornene, så gik den mere end frivilligt med mig. Jeg havde vidst fundet det svage punkt.

Vi gik sammen ud af skoven, og jeg rystede på benene af kulde, mens jeg opdagede at regnen var stoppet og erstattet med blæst, som gjorde det hele meget værre. Jeg parkerede dragen på græsset udenfor huset og smilede til den, inden jeg sprang ind og løb direkte over til min skuffe med tøj. Første del af planen var at tørre mig selv, så jeg hoppede i noget tørt.

Jeg greb et tæppe fra et af skabene og listede over gulvet igen - denne gang huskede jeg at tage sko på - hvorefter jeg var ude af døren igen. Dragen stod, hvor jeg havde stillet den, og jeg havde ingen ide om, hvad jeg havde gang i. Jeg ville kurere en drage fra forkølelse, og den sætning virkede så bizar, at jeg nøjedes med bare at gøre det fremfor at tænke på det.

Jeg fandt det gode sted mellem hornene og grinede, fordi jeg nu vidste, hvordan man fik en drage til at gøre, som man sagde uden at opdrage den til noget. Jeg tog den med om bag stalden, hvor jeg vidste der var halvtag og spredte noget hø ud til den, mens den så nysgerrigt til. Til sidst lagde jeg tæppet ovenpå og slog armene ud i en ”tadaa!” lignende bevægelse. Dragen kiggede lidt skeptisk på mig, men tog et tøvende skridt og gik i knæ for at lægge sig på tæppet. Den var faktisk ikke ret stor. Måske på størrelse med mig, når den strakte halsen. Jeg krydsede tilfredst armene, da den lå trygt og godt på sin plads, og jeg gav mig selv et skulderklap. 

”Bliv liggende her,” sagde jeg og klappede den på hovedet. ”Jeg kommer tilbage til dig i morgen.”

Den kiggede forventningsfuldt på mig, men drager forstod sikkert ikke menneskesprog, og det var der en logisk forklaring på. Forstod jeg måske dens sprog?

”God drage,” mumlede jeg og gabte. ”Vi ses i morgen.”

 

***

 

Om morgenen vågnede jeg af mor, som altid vækkede os kollektivt med et friskt: ”Op med jer. Det er en ny dag.” Jeg kunne knap nok bevæge mig, fordi jeg var så søvnig, og ligegyldigt hvor dårligt man lå på gulvet, så var det svært at vågne, når først man sov tungt.

Men da jeg tænkte på dragen bag stalden udenfor, spærrede jeg øjnene op og trak i tøjet før nogen af mine søskende nåede at sætte sig op. Jeg løb ud til spisebordet, hvor menuen stod på kedelig byggrød som altid. Da skålen som blev stillet foran mig var tom, hoppede jeg ned af stolen, men før jeg nåede videre, blev jeg grebet bag fra og vendt om af mor.

”Hvor er dine manere unge dame!” spurgte hun irettesættende.

”Øhm…” mumlede jeg. ”Tak for mad.”

”Hvad har du i grunden så travlt med?” Når mor løftede sit ene øjenbryn, så kunne man ikke andet end at krympe sig under hendes blik. Ligeså sød som hun var, ligeså skræmmende kunne hun være.

”Kan du holde på en hemmelighed?” spurgte jeg. ”Du må ikke sige det til far…”

”Det kan jeg ikke love lille skat.”

”Så kan jeg ikke fortælle det.” Jeg vendte mig om og begyndte at løbe, men hun havde fat i min krage, og jeg stoppede brat, inden jeg blev kvalt. ”Mor slip mig!”

”Du skal ikke have hemmeligheder for mig Daniqua!” Jeg havde altid hadet mit navn.

”Hvorfor ikke? Du har da hemmeligheder for mig…”

”Det er noget andet.”

”Hvordan?” Jeg krydsede trodsigt armene, men mor vidste godt, at hvis hun hentede far, så ville jeg knække hurtigere end en kvist under fars fod. Når det gjaldt far, havde jeg ingen rygrad. Det havde kun Basim, fordi han var ligeså høj som far og derfor ikke blev så skræmt af hans størrelse.

Mor kiggede sig lidt omkring og bukkede sig ned. ”Jeg siger ikke noget til far.”

Jeg analyserede kort om hun løj, men besluttede at sige det alligevel. Jeg kunne vel ikke få stuearrest for at ville passe en syg drage. ”Kom og se…” Jeg tog hendes hånd og gennede hende med udenfor i morgensolen som prikkede på mine kinder så jeg måtte bukke hovedet og knibe øjnene sammen. Mor sagde ikke et ord, før vi nåede om bag stalden, og hun gispede, som hvis nogen havde kommet sne ned af ryggen på hende.

”Jøsses!” udbrød hun. ”Hvad er det dog for noget pigebarn?”

Min forkølede drage lå på ryggen med tungen hængende ud af flaben og benene i vejret. Den trak vejret langsomt og bevægede bagbenene en smule, som om den drømte noget spændende. Jeg smilede, da jeg så den. Den åbne det ene af sine store øjne på klem og fik et mindre chok da den så os. Pludselig kunne det ikke gå hurtigt nok, før den sprang op på bagbenene og pustede røg op ad næsebordene, som for at signalere, at det var her til og ikke længere! Jeg gik langsomt hen til den med hånden først.

”Rolig nu drage. Rolig.” Den slappede mere af, da den så mig, og ikke længe efter var jeg i færd med at nusse den mellem hornene ligesom aftenen før. Mor lignede en, der havde set et blodigt lig. Hun var i chok.

”Daniqua! Er du godt klar over hvad det er?”

”Øhm… jeg tror det er en drage.” Jeg trak på skuldrene. ”Den er forkølet. Jeg troede, du ville hjælpe med at kurere den, ligesom du kurere mig, når jeg er syg.” Jeg gjorde mig umage for at gøre øjnene store og bedende, mens jeg smilede skævt. Det samme gjorde dragen, men det var vidst kun for at efterligne mig. Den var uden tvivl det mest fantastiske dyr, jeg nogensinde havde set.

Mor løftede det ene øjenbryn igen, og jeg vidste, at dommen blev overvejet grundigt. ”Hvordan har du båret dig ad med at finde en forkølet drage?” spurgte mor.

”Jeg fandt den i nat. Jeg kunne ikke sove.”

”Og nu skal jeg gøre den rask? Det tror jeg ikke jeg kan lille skat. Få den nu væk før far ser den.”

”Jeg kan da ikke bare sende den væk!” sagde jeg fortvivlet. ”Tænk hvis den dør af sygdommen? Tænk hvis den har mistet sin familie?”

I det samme trak den sig sammen og lagde an til et ordentlig nys. Jeg veg tilbage ved den lille eksplosion af ild, som den frembragte. Ilden svævede lige kort i luften, inden flammerne forsvandt sporløst i luften.

”Kan du se?” spurgte jeg, da dragen lagde sig udmattet på maven og sukkede.

Mor tyggede sig i læben og så sig omkring. ”Hør her lille skat. Jeg bryder mig ikke om, at du leger med drager. Den er meget sød nu, men når den bliver stor, så bliver den også farlig. Den kan slå dig ihjel bare ved at ånde på dig med sin ild. Den er et rovdyr!”

”Men mor!”

”Send den væk! Og hvis den kommer tilbage, så henter du far eller mig! Er det forstået?”

Jeg så ned på dragen, som fornemmede samtalens alvor. ”Hvis vi nu kunne træne den. Så kunne den også beskytte os ligesom en hund, bare større.”

”En hund kan du sætte i halsbånd.”

Min underlæbe bævrede svagt. ”Men…”

”Kom nu Dana,” sagde hun kærligt. ”Jeg hjælper dig med at sætte ham fri.”

Jeg satte mig på hug ved siden af dens hoved med de blanke forkølede øjne og nussede den mellem hornene. ”Kom drage.”

Den rejste sig op sammen med mig, mens den fulgte min hånd og gik med os ind i skoven. Mor kiggede undersøgende på dragen, der lydigt fulgte mig, som om jeg havde trænet den i flere år, men det hele handlede blot om at nusse den mellem hornene. Så var den villig til alt.

”Den er ellers tam,” sagde mor. ”Hvad har du gjort?”

”Det eneste jeg gør er at nusse den mellem hornene. Så bliver den helt blød i knæene.”

Hun sukkede. ”Du har altid haft et godt tag på dyr.”

”Det troede jeg ikke, du havde lagt mærke til,” mumlede jeg.

”Hvad mener du?”

”Ikke noget.” Jeg gad ikke begynde at diskutere om, hvorvidt hun gav mest opmærksomhed til mig eller mine søskende.

Vi nåede langt ind i skoven efter en mudret gåtur fra gårsdagens regnvejr. Mor klappede mig på skulderen og hentydede til, at jeg hellere måtte sige mit farvel i en fart. Jeg tror, hun var nervøs for at skulle forklare overfor far, så jeg ikke kom i fedtefadet.

”Gå drage,” sagde jeg med tårer, som fyldte mine øjne, indtil det føltes som at se igennem vand. ”Du skal flyve væk.” Jeg lukkede øjnene, så små tårer trillede synkront ned over hver side af mine kinder. Jeg kunne lige så godt lide den.

Den stirrede forvirre på mig, men den bevægede sig ikke.

”Måske skal vi gå fra den,” sagde mor.

Dragen gjorde store øjne og nappede ud efter kanten af min kjole. Jeg blev mere og mere sikker på, at den rent faktisk kunne forstå, hvad vi sagde.

”Pas på!” sagde mor bestemt. ”Daniqua! Det er ikke en sød hundehvalp,” sagde hun, men hun turde ikke røre ved den for at få den til at slippe min kjole.

”Den gør ikke noget!” forsikrede jeg kende og nussede dragen. ”Og den har et navn.” Jeg lagde hovedet på skrå og tænkte et øjeblik. ”Blo… blå… Blonx. Den hedder Blonx. Det er en mellemting mellem blå og orange. Blonx.”

”Daniqua! Det her er latterligt.” Da Blonx havde sluppet mig, tog hun fat i min overarm og marcherede den anden vej uden at tage højde for, at jeg gik baglæns og nær snublede.

”Av mor!” Jeg kæmpede for at få mig fri, og Blonx krummede sig sammen til et spring. Han slog vingerne ud, og med ét satte han af i et spring, som sendte ham fem meter hen over jorden og lagde mig ned på ryggen med et klask. Det gjorde ikke specielt ondt, men jeg var næsten i chok.

”DANA!” udbrød hun og pressede sine knyttede næver op mod kinderne. ”Åh nej,” næsten hulkede hun, men kom mig ikke til undsætning af frygt for sit eget liv.

Blonx’ intention var nu ikke at bide mig eller slå mig ihjel. Den bukkede hovedet ned og lukkede øjnene, mens den rørte mit krageben med snuden. I det samme kunne jeg mærke en sær summen i hele min krop, men mest på kragebenet. Jeg kæmpede ikke imod, for jeg kunne ikke rigtigt bevæge mig på grund af den næsten lammende følelse Blonx fremkaldte i mine muskler. Hvad gjorde den ved mig?

Da den var færdig overmandede døsigheden mig, og jeg lukkede udmattet øjnene inden alting blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...