Dragetøsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2015
  • Opdateret: 27 feb. 2016
  • Status: Igang
Hen over himlen skyder et orange lyn bag skyerne og vender øjne med sig blandt folk på trekløveren. Der bliver hvisket om dragetøsen og udlovet dusører om fangsten af pigen på drageryggen. Ikke mange kender ansigtet på pigen, men her er historien om Dragetøsen Dana, som en nat fandt en forkølet drage i skoven og dannede et ubrydeligt venskab. Ingen kender hendes sande identitet, men i krogene fortælles historier og fantaseret, lige indtil fantasier bliver til virkelighed, og Dana sammen med sin lillesøster Lulu er nødt til at flygte, efter stormandens hær tog deres forældre og brødre fra dem. Danas misson er ikke let, når man står som en lus mellem to negle, men intet er som hun tror.

41Likes
50Kommentarer
2304Visninger
AA

11. Dragebugten - part 2

Hvordan kunne du vide det?” spurgte Kaspar.

Jeg sukkede. ”Jeg flygtede fra et fængsel sammen med ham for nylig. Jeg tror ikke, jeg er velkommen her. Vi tager af sted igen.”

”Nej hvorfor?”

”Han ville ikke engang nævne noget om det her sted eller om hvem han var, selvom han vidste jeg havde en drage. Han var væk hurtigere, end jeg kunne nå at sige farvel, da vi havde flygtet, og jeg har ikke set ham siden. Det virkede ikke som om, han havde interesse i at have mere med mig at gøre.”

”Alex? Det ligner ham ikke…”

”Ikke det? Ja undskyld mig, men han virkede altså en smule underlig.”

”Alex er bare sig selv.”

”Hvem er ikke det?” En velkendt stemme banede sig vej, og der kom Alex i egen høje person på ryggen af en sortbrun drage, som han klatrede ned fra og landede på jorden. Han så næsten flov ud, da han så mig. ”Hej Dana.”

”Hvor har du været?” spurgte Kaspar. ”Du har været væk i flere dage nu, og jeg har slet ikke lyst til at kommentere på det blå mærke, der sidder på din kind.”

Alex løftede overrasket øjenbrynene. ”Jeg sagde, at jeg ville være væk lidt.”

”Men hvad har du lavet?”

”Jeg skulle bare have en lille en med min ven i Lavenda, da ham stormandens nevø skulle spille smart.”

Kaspar himlede med øjnene, så det tydeligt kunne ses. Jeg stod netop og tænkte på, hvor lederrollen lå i Alex, når han i samme sekund stod til regnskab overfor Kaspar. Han lignede en dreng, der havde lavet ulykker.

”Hey hey hey jeg styrede mig altså længe. Han kom ind under huden på mig,” argumenterede han.

Det kunne forvirre mig, at få to forskellige sider af den sag om slagsmålet på værtshuset. Hvem skulle jeg tro på? Jeg kendte dem jo ikke rigtigt, men alligevel var jeg kommet i midten af to rivaler. De lignede i hvert fald rivaler, som havde haft et horn i siden på hinanden i et stykke tid. Det jeg havde set, var Alex der tæskede Benja, og det havde ikke just været en lige kamp men igen… hvad vidste jeg egentlig om det?

”Nå, men så gik der en dag, hvor jeg ledte efter Danas drage.”

”Hvad skulle du med min drage?” spurgte jeg irriteret.

”Jeg havde set den, og jeg vidste ikke det var din. Jeg ville se, om jeg kunne blive gode venner med den.” Den mørkegrønne drage traskede hen og puffede Alex i nakken med bulen. ”Jeg kan stadig bedst lide dig Vikra,” grinede han og holdt om dragehovedet, der lagde sig på hans skulder meget afslappet. ”Jeg kunne ikke finde den.”

”Hvordan havnede du så i cellen sammen med mig.”

”Jeg kom til at fornærme en af Brustus’ mænd, fordi jeg ikke troede, der var andre. Det var udkanten af byen, hvad skulle jeg tro?”

”At man ikke fornærmer Brustus’ mænd for eksempel!” gengav Kaspar.

Alex sukkede overbærende. ”Ja men det skete ikke. Af en eller anden grund, så vidste de, hvem jeg var.”

”Du er lovløs Alex, selvfølgelig vidste de det.”

”Jeg mente, de vidste, at jeg har drager. Det var derfor de smed mig ind i samme celle som dig Dana. De var helt ekstatiske over at fange os to, for de kan virkelig ikke lide drager deromkring. De ville have os til at statuere et eksempel overfor borgerne om besiddelse af drager.”

”Men hvorfor fortalte du mig ikke om dine drager?”

Han var stille et øjeblik. ”Jo altså… jeg troede faktisk Benja var din ven, siden du sprang ham til undsætning i Lavenda. Jeg havde på fornemmelsen, at du kun blev forvirret, da jeg fortalte dig om Benja, så jeg besluttede at smutte, inden du fandt ud af for meget om mig. Jeg ville vente og se.”

Kaspar klappede ham på skulderen. ”Det var klogt, men nu er hun her jo. Så er det jo alt sammen godt.”

”Jeg er stadig forvirret…” Jeg trak på skuldrene. ”Jeg synes ikke Benja er så slem.”

”Ikke så slem? Så i er altså venner?” spurgte Alex.

”Nej, men de gange jeg har mødt ham, har han været flink.”

”Bare vent!”

”På hvad?”

”Jeg har jo sagt det Dana. Hvis han kan få sin onkels opmærksomhed, så gør han alt.”

Jeg så ned på Lulu og så op på de andre igen. ”Er du sikker?”

”Vi snakker af erfaring,” sagde Kaspar. ”Den knægt er forvirret.”

Jeg vurderede, at jeg ikke skulle fortælle dem om min aftale med Benja lige foreløbig. Det ville ikke gøre nogen gavn, men pludselig blev jeg bange for, hvad der ville ske, når jeg mødte Benja næste gang. Måske var det forkert af mig at fortælle ham om min familie. Måske havde jeg virkelig dummet mig.

”Du ser tænksom ud,” sagde Kaspar.

”Øhm jeg…” Jeg så på Lulu igen. ”Det er bare Brustus. Brustus har taget vores familie… tror jeg. Faktisk ved jeg ikke hvor de er.” Jeg rømmede mig standhaftigt. ”Lulu er min lillesøster.”

”Den er hård.” Kaspar nikkede medlidende. ”Dazans mor er også… du ved.”

Alex sagde ikke noget. Han så ned i jorden, mens han aede sin drage over snuden. Noget sørgmodigt var der over ham, og jeg gik stadig og gættede på det klassiske eksempel på en forældreløs unge, der havde måtte klare sig selv. Det var bare hans personlighed, der gav mig det billede hver gang, jeg talte med ham.

”Vi skal nok hjælpe, ikke Alex?”

”Jo da.” Han så ned på Lulu. ”Giv dem en hule Kaspar. Dazan kan hjælpe Lulu med at få noget mad, for jeg accepterer ikke børn uden runde kinder. Undtaget Dazan. Han æder som en bjørn, og han ligner stadig en bønnestage.”

”Kom Dana,” sagde Kaspar, mens Alex klatrede op på Vikra. Jeg så efter dem et øjeblik, mens Vikra satte af, og de lavede en pæn lige bue i luften på vej op i en stor åben hule i bjergsiden. Jeg løftede begge øjenbryn over, hvor blæret det egentlig så ud.

”Har i huler nok?”

”Ja da.” Han skubbede min kind, så mine øjne vendte væk fra Alex’ hule og pegede op på nogle andre store huller i bjerget. ”Vælg en af de fem der.” Jeg anede ikke, hvor han pegede, men jeg kunne jo gætte.

”Hvad med den midterste længst uden i højre side? Er den taget?”

”Nej det er den ikke. Tag din drage med derop, så møder jeg jer deroppe.”

Jeg rynkede panden. ”Møder?”

”Du får at se, hvad jeg mener,” grinede han, og jeg gjorde, som han sagde. ”Lulu har du det fint med at gå med Dazan alene? Han er sikkert ligeså rar som Milo.”

Hun var ikke meget for det. ”Hvis du kommer så snart så muligt,” svarede hun, og Dazan tog hende i hånden.

”Jeg lover jeg finder dig, når jeg kan!”

Hun vinkede til mig, da jeg satte mig op på Blonx.

Hvad så Blonx?

Jeg ved ikke, om det er en god ide, at vi møder Benja. Tænk lige på, hvad der kan være baggrunden for deres tydelige afsky for ham? Tænk hvis han smider en hær i bagdelen på os næsten gang vi ser ham.

Du har ret, men de kan jo tage fejl. Det kan også være en misforståelse, og så er det jo Benja, det går ud over. Jeg synes, vi skal møde ham, men lad os lægge en plan.

Fint. Du bestemmer Dana. Jeg ville bare være ked af at se dig blive snuppet igen. Hun satte af, men den der perfekte bue, som Vikra havde lavet, var vanskeligere end vi havde troet. Blonx måtte flyve et par gange rundt om sig selv, inden hun styrede lige ind i hulen, og jeg takkede guderne for, at vi ikke bumlede ind i væggen. Der var faktisk god plads; hulen var tre gange så stor som Blonx. Der var intet inde i rummet, så det kunne jeg vel indrette, som jeg havde lyst til.

Her er da fint.

Så slipper vi for nætter med regn.

”Er i tilfredse?” spurgte Kaspar, som kom op ad en lem i gulvet og stillede sig op af væggen. Jeg satte mig på hug ved lemmen og så ned, hvor der var en trappe lavet af træ, så jeg kunne komme ned selv. Der var åbning ind til en hule nede på gangen hvor min trappe førte hen.

”Ja det er vi. Sig mig er der trapper op til alle hulerne?”

”Selvfølgelig. Dragerne har lavet hulerne gennem mange år, fordi det her rent faktisk har været det oprindelige hjemsted for dragerne, men vores teori er, at de fleste fløj sin vej da der blev fyldt op. Da Alex fandt det var der omkring tredive drager, men nu har vi tyve. Ikke alle dragerne kan lide mennesker.” Han pegede mod hullet i gulvet. ”Hullerne og gangene har vi selv lavet. Vi stjal noget sprængstof hos stormanden i Denlani, som ligger syd for Lavenda. Vi prøvede det af på en af hulerne, og så virkede det. Problemet var at hulerne ville springe helt i luften, hvis vi brugte for meget, så vi lavede en hel masse bitte små ladninger det samme sted, lige indtil vi var nået igennem. Dragerne har hjulpet os med at udhule der, hvor bjergjorden ikke var så hård, men ellers har vi sprængt os igennem hele molevitten, og så byggede vi nogle af gangene op med nogle tykke bjælker, så det ikke styrter. Det tog vildt lang tid, men det var det hele værd.”

”Det er virkelig smart. Det er jo en hel by i et bjerg.”

”Nemlig.” Han smilede.

”Hvor længe har i så været her?”

”Alex har været her i seks år, men vi andre kom først til et år senere.”

”Hvor mange er i?”

”I alt er vi femten. Med dig og Lulu sytten.”

”Men i har tyve drager?”

”Dragerne vælger selv, hvem de forbinder sig med, men alle dragerne er forbundet med mindst en.”

”Interessant. Så man kan altså forbinde sig med mere end en?”

”Sagtens.” Han løftede øjenbrynene. ”Du ved virkelig ikke meget om drager hva’?”

”Nej. Det kan jeg ikke prale med. Blonx og jeg har længe troet, at vi var de eneste.”

”Hmm. Besynderligt.” Han skulle til at gå ned igen. ”Og lige en ting mere. Vi har altså ikke noget kort over dragehulerne, og hulerne har heller ikke numre, så hvis du glemmer hvor du er, og hvilken hule du har, så skal du bare spørge.”

”Det skal jeg nok huske.” Jeg kunne forestille mig, hvordan alle hulerne måtte være vildt forvirrende indvendigt.

”Alle trapper der føre nedad fører mod fælleshulen, så når du skal ud, så skal du bare finde en trappe nedad, så kan du ikke fare vildt.

”Modtaget.”

Han smilede og gik ned igen.

Jeg så på Blonx og smilede. ”Det tegner godt.”

Jeg er glad for, at vi har fundet andre drager, men husk nu at det er mig der er den bedste. Hun lagde hovedet mod jorden og så op på mig med store øjne. Jeg grinede af hende og nussede hende mellem hornene.

”Du har ikke noget at være Jaloux over Blonx. Du vil altid være min favoritdrage.”

Jeg skulle bare lige have det på plads.

Jeg stillede mig over til kanten, som buede lidt længere ud end hulens top, så det dannede en form for klippeafsats, hvor man kunne lave sig et bål. Når jeg så ned, så fik jeg kvalme fordi vi var så langt oppe, men så længe man holdt sig inde i hulen, kunne det vel ikke gå helt galt. Det var ikke sådan et sted man legede.

Fra hulen var udsigten fantastisk. Jeg kunne se bjergene i den ene side som strakte sig langs Østkløverens vestkyst og havet på den anden side, hvorfra man kunne lade blikket vandre i horisonten, og man kunne se Vestkløveren svagt. Bugten var omkredset af bjergsider, som blev lavere og lavere ud mod vandet og blev til strand for enden. Der var absolut ingen mulighed for at komme herind medmindre man havde en drage eller klatrede over i bjergene. Hvordan Alex fandt det i første omgang, var noget jeg godt gad vide.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...