Dragetøsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2015
  • Opdateret: 27 feb. 2016
  • Status: Igang
Hen over himlen skyder et orange lyn bag skyerne og vender øjne med sig blandt folk på trekløveren. Der bliver hvisket om dragetøsen og udlovet dusører om fangsten af pigen på drageryggen. Ikke mange kender ansigtet på pigen, men her er historien om Dragetøsen Dana, som en nat fandt en forkølet drage i skoven og dannede et ubrydeligt venskab. Ingen kender hendes sande identitet, men i krogene fortælles historier og fantaseret, lige indtil fantasier bliver til virkelighed, og Dana sammen med sin lillesøster Lulu er nødt til at flygte, efter stormandens hær tog deres forældre og brødre fra dem. Danas misson er ikke let, når man står som en lus mellem to negle, men intet er som hun tror.

41Likes
50Kommentarer
2302Visninger
AA

10. Dragebugten - part 1

MILOOO!” skreg Lulu om natten. ”Mor er væk,” græd hun, og jeg satte mig brat op. Det lille ansigt som stak ud mellem de grå tæpper var vådt af tårer, så månen skinnede hendes kinder op. Jeg kravlede hen og tog noget af det træ, som vi havde fundet til bålet om aftenen og lavede en spids opstilling som Blonx tændte.

”Lulu,” sagde jeg roligt og lagde hånden langsomt på hende skulder for ikke at gøre hende forskrækket. ”Vågn op.”

Hun var helt forvirret da hun vågnede og gned sine kinder i tæppet. ”Hvor er jeg?”

”Du er her hos mig i skoven.” Jeg lagde min hånd på Blonx’. ”Ved du, hvad der altid gør mig rolig om natten?”

Hun svarede ikke.

”At lægge mig tæt ind til Blonx. Hun er varm og hun er farlig, så ingen kan gøre dig noget.” Jeg så hende smile ved farlig-delen. Jeg arbejdede på at få hende til at forstå, at Blonx kun var farlig overfor dem, som ville skade mig.

”Dana?”

”Ja?”

”Se der,” sagde hun og pegede op mod Bjergene. Jeg vendte blikket og så, men der var intet at se i bjergene. Ikke andet end nogle træer der bevægede sig og månen ovenover silhuetterne. Men det var da en smuk aften.

”Ja himlen er smuk. Se stjernerne.”

”Nej lige før var der store fugle, der fløj rundt oppe i bjergene.”

”Fugle? Du kan ikke se fugle så langt oppe i bjergene på denne tid af døgnet.”

”Jeg så noget!” sagde hun irriteret. ”Men nu er de jo væk!”

”Kom her. Vi må hellere sove. Vi skal videre i morgen, inden vi skal møde Benja om fire dage.”

Hun surmulede og pakkede sig ind i tæpperne igen. Jeg lagde mig ind mod Blonx og lod Lulu rulle sig ind i mine arme. Hun blev helt stille, og snart kunne jeg høre små pustende lyde, idet hun var faldet i søvn igen. Men nu kunne jeg ikke sove. Jeg blev ved med at ligge og kigge efter de store fugle i himlen, og Blonx sov heller ikke. Hun havde ti gange så godt syn som mit, så hun havde set det, hvis der var noget.

Der er ikke noget Blonx…

Siger hende, som ligger og spejder efter det, som du siger ikke er der.

Er der da noget?

Hun svarede ikke, og jeg lå og irriterede mig lige indtil noget slog mig. Store fugle i bjergene, og Blonx var vågen… drager!

Nemlig, sagde Blonx, som om hun havde læst mine tanker.

Hvorfor er du ikke mere oppe at køre lige nu? Spurgte jeg og hentydede til det faktum at hun lå musestille. Ikke engang hendes hjerte bankede lidt ekstra.

Fordi du er oppe at køre, og fordi du har et barn i dine arme, som helst skal sove nu. Sov nu Venne.

Du har ret Blonx.

 

***

 

Hvad sagde jeg?” sagde Lulu hoverende den næste morgen, mens jeg pakkede vores ting.

”Ja du havde ret Lulu. Er du så glad?”

”Ja.” Hun smilede kært. Der var kun ét smilehul øverst på hendes venstre kind, og det så skørt ud, men jeg så en hel anden side af hende, når hun smilede. Hun var altid så alvorlig og hård i ansigtet specielt for en lille pige at være, men når hun smilede fik hun mors træk, og så fik jeg varme følelser af hjemve i maven.

”Kom her din lille bølle,” sagde jeg og løftede hende op på Blonx. ”Så må du jo hjælpe os med at finde dem.”

Pludselig blev hun helt stiv i ansigtet. ”Er de ikke farlige, når de er vilde?”

Og den bemærkning gjorde både Blonx og jeg helt stille. Jeg havde faktisk ikke mødt nogen andre drager før, og Blonx’ eneste associationer nogensinde havde været mennesker. Hun havde aldrig i sit liv kunne huske sin mor og far.

”Godt spørgsmål.” Det var det eneste jeg kunne finde ud af at sige. ”Vi må se hvad der sker.” Jeg snørede rebet rundt om vores maver og bandt en knude foran Lulu igen. Hun tog mine arme og trak dem rundt om sig, mens Blonx lettede. Det var altid lidt voldsomt når hun lettede, men denne gang skreg Lulu i det mindste ikke.

Jeg ved ikke engang, om jeg tør møde dem. Hvordan skal jeg snakke med dem?

Jeg fnes.

”Hvad?” spurgte Lulu.

”Det er bare Blonx der er bange for at møde dem. Hun ved ikke, hvordan hun skal tale med de andre drager.”

”Jeg er otte, jeg er ikke dum,” sagde hun irriteret. ”Lad være med at lyve! Blonx snakker ikke i tankerne.”

”Jeg lyver altså ikke Lulu!”

Nu lyder i endelig som et rigtigt søskendepar.

Mens vi hang i luften over endeløse marker og bittesmå byer, så snoede jeg min lange fletning rundt om sig selv et par gange og satte den fast med nogle nåle. Jeg kørte mit slør rundt om hovedet, og da jeg var færdig, slog jeg armene om Lulu igen og nød turen. Blonx’ vinger der strakte sig længere end hende selv ud til begge sider bølgede i vinden, så skællene glimtede i solen.

”Se der!” råbte Lulu og pegede.

Jeg har set det, svarede Blonx.

”Blonx har set det. Hun cirkulerer lige lidt i luften et øjeblik, mens vi undersøger det nærmere, og håber vi ikke bliver opdaget.” Jeg trak hendes arm ind, og vi dukkede os en anelse så vi kun lige kunne se ned. Nogen gange fik jeg højdeskræk af at se ned for længe, men denne her gang var det alt for spændende.

Jeg så en form for bugt med vand i midten og huller ind i bjergsiden. Bjerget strakte sig højt op bag bugten, men der var kun huller i væggen tættest nede mod vandet. Bjergklipperne, der omkredsede bugten, som en gryde, var åben ud til havet hvortil man kunne se Vestkløveren. Nede på stranden så jeg en mørkegrøn drageskikkelse og et par bittesmå mennesker.

”Der er mennesker!” udbrød jeg, og i det samme så jeg en drage mere vandre ud fra den største bjerghule helt nede ved jorden. Jo tættere Blonx kom på bugten kunne jeg se broer nede i vandet, og der var en båd.

”Dana der er en gylden drage. Den er pæn,” sagde Lulu.

”Ja det er den. Wow den mørkegrønne er stor! Den er større end dig Blonx!”

Den ser uhyggelig ud.

”Tag dig sammen Blonx.”

Er i klar? Jeg dykker.

Det gav et sus i mig, da hun vendte snuden nedad, og vi styrtede mod bugten lige indtil Blonx lod vinden fange sine vinger, så vi landede blødt på en bred bro ude i vandet. Som vi nok burde have forudset gik dragerne i forsvarsposition med det samme. Jeg kunne høre en dyb brummen helt nede fra deres bryst, og hovederne var let sænket i en truende position. De var meget større end Blonx. Det var skræmmende.

Rolig, tænkte jeg til Blonx, der blottede sine tænder.

”Vikra! Tag det roligt dreng!” råbte en mand, som kom løbende ud og beroligede dragerne. ”Wow!” var det første han sagde, da han så Blonx. ”Al!” råbte han. ”Kom og se!”

”Han er her stadig ikke,” svarede en lidt yngre gut. Han lignede en på Milos alder.

”Daz. Hent de andre.”

Drengen spurtede ind i hulen, og jeg begyndte at fumle med stropperne om mine ben og bagefter rebet om Lulus og min mave. Vi kravlede ned af Blonx, og Lulu gemte sig bag mig, mens hun holdt om min hånd. Hun dirrede en lille smule.

”Hvem er i?” spurgte jeg med det bedst mulige selvtillid, jeg kunne finde.

Manden havde almindelig højde, men han var kraftig, og så havde han sin hvide lærredsskjorte til at hænge ud over læderbukserne. Han havde brunt kort hår og lidt skæg om kæben. Han så egentlig ikke ubehagelig ud, men når jeg så på hans arme, så havde jeg ikke lyst til at være den der kom i et slagsmål med ham.

”Jeg er Kaspar og ham der er Dazan. Det er min søn.” Han pegede mod knægten, der kom løbende. Han stoppede brat op ved siden af Kaspar. ”Hvem er du?” spurgte han så.

”Jeg hedder Dana, og det her er Lulu.” Jeg klappede blidt på Lulus hoved. ”Min drage hedder Blonx. Vi troede vi var de eneste med drage.”

”De er gode til at gemme sig.”

Der begyndte at komme flere ud. Et par fyrer som var lidt ældre end mig og to kvinder på min mors alder. Den ene var slank og med langt lyst hår og den anden var ikke så høj, men hun havde håret stramt op i et tørklæde.

”Hvor kommer i fra Dana?”

”Lavenda,” svarede jeg.

”Er i flygtet?”

Jeg så ned på Lulu. ”Vi æhm… ja det kan man egentlig godt sige.”

”Godt valg,” sagde han, og nogle af fyrene grinede diskredt. ”Ej undskyld. Kom nærmere Dana. Vi velkommer alle på drageryg der har brug for et sted at være.”

Jeg rykkede mig ikke ud af flækken. Det hele virkede så bizart at være midtpunktet for så mange fremmede mennesker. Jeg talte til ti mennesker, men der manglede vidst en der hed Al.

”Æhm. Måske skulle vi ikke alle sammen stå og stirre på hende,” sagde han til de andre. De tog hans ord som om han var lederen og gik hver til sit.

Jeg rømmede mig og tog Lulu i hånden, mens vi bevægede os hen mod ham. ”Vi har ikke rigtigt noget sted at være. Vores familie er forsvundet, og vi tror stormanden har noget med det at gøre. Vi vil ikke forstyrre. Vi var bare nysgerrige da vi så andre drager.” Jeg så tilbage på Blonx der stadig så urolig ud. ”Hun er lidt bange. Hun har ikke mødt andre drager før.”

”Aldrig?” han bevægede sig hen mod hende. ”Hun har nogle meget flotte farver.”

”Ja det har hun.” Jeg smilede og lettelsen lagde sig i maven. Han var venlig og slet ikke skræmmende. ”Jeg fandt hende som babydrage, da jeg var tolv. Jeg har fløjet rundt over hele trekløveren lige siden, og jeg troede, at jeg havde set alt, men så…” Jeg udstødte et fnys. ”Jeg aner ikke, hvordan jeg kunne overse det her.”

”Man kan ikke nå at se alle steder.” Han blinkede med det ene øje og lagde sin hånd på Blonx flanke. Hun pustede røg ud af næsebordene, hvilket indikerede, at han skulle til at passe på. Jeg kendte hende. Han var også klog, at han trak armen til sig.

”Hun er  ikke specielt begejstret for andre mennesker.” Jeg smilede skævt og nussede hende på kæben med min håndflade.

”Vi lukker alle ind, der deler vores interesse for drager. I påtrænger jer slet ikke Dana. I må meget gerne blive her for min skyld, men nu må vi lige se, om han nogensinde kommer hjem i aften.” Kaspar rystede på hovedet.

”Hvem er det helt præcist, du snakker om?”

”Oh undskyld. Alex var den der fandt stedet. Han har som regel det sidste ord.”

Det skulle vel ikke være…

”Ja altså han bestemmer ikke alt, men du ved, han er sådan en, man har i en flok.”

Jeg tyggede mig i læben og kneb øjnene sammen. ”Han skulle vel ikke have et grønt mærke bag øret?” spurgte jeg, da brikkerne pludselig lagde sig sammen i mit hoved. Det grønne mærke var selvfølgelig et dragemærke, og jeg havde slet ikke overvejet det, for det havde aldrig i min vildeste fantasi faldet mig ind, at han skulle have en drage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...