De Blå øjne: Ulven vender tilbage (2)

Der er gået fem år siden Starla endte Krigen, men hun føler sig fanget i Krystalbyen. Sammen med den sorte ulv, Ron. Tager de ud på eventyr...

2Likes
0Kommentarer
367Visninger
AA

8. Ulven vender tilbage

      Ron satte sig op af en søjle og skjulte sit ansigt i knæene... Hvorfor havde han følt at han bare måtte væk? Hvorfor var han bare løbet, uden at fortælle Starla hvad han havde på hjertet? Tårer begyndte at trille ned af hans kinder, hvilket gjorde ham irriteret. En ulv græder ikke... En ulv forelsker sig ikke... En ulv tager hvad den vil når den vil... Ron havde ikke opført sig som en ulv siden han havde mødt Starla. Han havde følt sig som en mand... han havde lært at bruge våben som et menneske... Han lærte at ride... Hvorfor havde han gjort alt det for en tøs? Fordi han var forelsket... Fordi han var vild med Starla... Et menneske... Han sukkede opgivende og lænede sig op af søjle. Flokken havde ret.. Han skulle ikke have de evner... Ulven var ikke hans... Det måtte være en joke.. Hvorfor skulle en sølle nar have en så stor gave? Ron så på statuen af Chris der lyste mod det svage lys fra faklerne. Han rynkede panden og rejste sig da han så falken sad på statuens skulder. Den lagde let hovedet på skrå og betragtede ham.

- "Ron?" Han for sammen og gik ind bag en søjle. Hvorfor dukkede Starla nu op her? - "Ron? Er du her inde?" Kaldte hun og falken skreg... Starla dukkede op i Rons synsvinkel og hans hjerte gjorde et hop igen. Han kunne ikke lade være med at sukke og noget landede på hans skulder. Han peb overrasket og kastede sig væk fra søjlen, mens han prøvede at få hvad end var på hans skulder væk.. Et hvidt firben faldt ned på gulve og hvæsede af ham, hvorefter det løb over til Starla. Ron rejste sig og bukkede, før han begyndte at gå ud af templet. Starla så ned et øjeblik før hun tog sig sammen og fulgte ham. - "Ron? Ron vær sød at stoppe... Ron, Stop... please!" Sagde hun og fik fat i ham for enden af trappen til templet. Han tog nogle dybe indåndinger før han vendte sig mod hende.

- "Er du her for at råbe af mig igen... Eller give mig en lussing til, for i så fald vil jeg spare dig for besværet." Sagde han men fortrød det med det samme. Starlas øjne var fulde af tårer. Han sank en klump og skulle til at sige undskyld da hun begyndte at tale.

- "Undskyld... Jeg skylder dig så meget for at have været der for mig. Jeg var blændet for hvor meget du har gjort indtil nu og jeg fortryder at jeg fik dig til at gå. Jeg ved ikke om du kan tilgive mig, men jeg er her for at bede om hjælp. Du havde ret om den gruppe... Jeg skulle have lyttet til dig den gang, men det at skabe et helt nyt folk... Det steg mig til hovedet. Jeg er virkelig ked af det..." Ron kunne ikke holde det ud længere. Han lagde armene om hende og tog hende helt ind til sig. Hun gengældte hans omfavnelse.

- "Jeg er også ked af det, Starla... Jeg lod jalousi styre mig..." Starla trak sig tilbage og så forbavset på Ron der sank en klump.. Hvorfor havde han lige sagt det? Da hørte de en langsom klappen.

- "I to er virkelig en håndfuld... Hvorfor skal det tage jer 5 år at komme her til... og I har stadig lang vej..." Ron gik hurtigt i knæ og Starla stirrede på Chris der sad på trappen. - "Jeg var sikker på at turen til lagunen ville vække lidt flammer... hvilket den selvfølgelig gør, men så bliver du bidt af et græsvæsen. Seriøst Ron." Ron dukkede sig lidt.

- "Og du Starla... Du er et mesterværk i dig selv... Jeg troede seriøst du ville springe på ham i flere situationer, men alligevel holder du dig tilbage.. Det gør du overraskende stadig... Ron rejs dig, jeg er ikke din leder længere." Ron rejste sig overrasket og Starla vågnede af sin trance.

- "Hvad snakker du om Chris?" Hun kendte dog godt svaret. Chris sukkede og rejste sig.

- "Jeg mener I skjuler jeres følelser... Ron du tænker for meget på hvad flokken tænker, og Starla, du er bange for at vise det. I er simpelt hen for meget... Der er flere gange blevet skabt de bedste tidspunkter. Der har været virkelig romantiske episoder hvor man ville tro at I idet mindste havde holdt hånd. Hvad er det i frygter?" Ron og Starla så forvirret på hinanden. - "Ja.. Det spørger jeg, men nok om jer... Dragernes lille besøg her sørgede for at alle er i fare for jeres sorte dyr, så nu må vi hellere tilbage til byen. Nogen skal jo advare..." Chris blev til den hvide ulv og skyndte sig gennem skoven. Starla og Ron så stumt efter ham. Hvad var der lige sket her? Starla vendte sig mod Ron der trak på skuldrene. Hun smilede let og de begyndte at le. Ron kunne ikke huske hvornår han sidst havde leet. Det havde i alt fald været fire år siden. Det var så rart.. Så var der Starlas latter... Han havde savnet den lyd. Lyden af hendes stemme... Det milde blik fra de smukke grønne øjne. Deres blikke mødtes... Ja det  blik havde han savnet. Starla så flovt ned, men så tog hun sig pludseligt til hovedet og faldt i knæ...Ron lagde forvirret sine hænder på hendes skuldre. Da hun mødte hans blik vidste han at noget var galt. Hun behøvede ikke at sige noget, Ron blev ulv og hun satte sig op. Han tog sig i at tænke på hvor meget han havde savnet at have hende med sig og skyndte sig mod Krystalbyen... BOOM! Ron stivnede i udkanten af skoven og Starla gispede. Nogen havde sprunget byen i luften. Ron gik forsigtigt frem til bygrænsen og Starla gled ned. og gik frem.

 

      Starla gik frem mellem murbrokkene og fik mere og mere ondt i maven. Hun havde ført Dragerne til Krystalbyen. Hun havde ikke fortalt om den fare der lurede. Hope krympede sig på hendes skulder jo tættere de kom på slottet, eller det der var tilbage. Starla så rundt på ruinerne og en tåre trillede ned af hendes kind. Hun kunne havde stoppet det. Hvis bare hun havde fortalt de andre hvad der gik hende på. Hun faldt på knæ...

- "Starla vi må videre. Der er intet vi kan gøre her. Vi kan kun håbe at han ikke kom for sent." Sagde Ron og hjalp hende op. Starla nikkede og så mod skoven. Hvis Chris havde nået at rede Klarissa og de andre ville han nok være taget mod oasen. Ron blev ulv og hun satte sig op. Hans bløde pels fik hende til at slappe lidt af igen. De skyndte sig til oasen men til deres store frygt var der ingen. Starla prøvede at finde Tyler eller Kenny men heller ikke dem eller deres drager var at finde.

- "Nej... Hvordan skal jeg forklare det her til de andre? At de er væk..." Ron sukkede og fangede hendes tanker.

- "Vi kan ikke blive her... Det er nok det Chris vidste og har fået dem et sikkert sted inden byen faldt." Sagde han og begyndte at gå gennem skoven væk fra murbrokkerne og den smukke oase. I det mindste var den urørt. Starla lagde sig over ham og lukkede sine øjne. Pludselig var hun igen i den velkendte tåge fra Chris besøg i hendes drømme. Hun vidste nu hvordan hun skulle finde ham og skyndte sig mod ruinerne af templet. Han sad og ventede på hende, men ikke som ulv.

- "Hej... Lidt sent men det er jo godt jeg var der... Alle er ok dine venner fik dog lidt mærker efter at have prøvet at holde de forbandede dyr på afstand. Jeg fik alle i sikkerhed, men du og Ron er nødt til at finde ud af hvordan I stopper de drager, så jeg sender jer mod islandet i nord. Der er en kvinde, hun kan muligvis fortælle jer hvad der skal til." Sagde han og Starla blev kastet tilbage til virkeligheden. Hun faldt ned fra Rons ryg og landede hård på jorden.

- "Damn... Ikke så mærkeligt at Klarissa bed hovedet af ham så mange gange... Ron, Chris fik dem alle i sikkerhed, men han sender os mod islandet. Ved du hvor det er?" Ron nikkede og Starla rejste sig. - "Ok Chris... Vi er på vej." Sukkede hun og satte sig tilbage på Rons ryg. De fortsatte så hurtigt de kunne...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...