De Blå øjne: Ulven vender tilbage (2)

Der er gået fem år siden Starla endte Krigen, men hun føler sig fanget i Krystalbyen. Sammen med den sorte ulv, Ron. Tager de ud på eventyr...

2Likes
0Kommentarer
363Visninger
AA

7. Tilbage til Krystalbyen

      Ron sukkede. Det havde været 4 år siden han var taget tilbage til Krystalbyen efter hans skænderi med Starla. Han så mod den røde sol og tog sig til kinden. Han kunne stadig mærke slaget efter den lussing hun havde givet ham... Da Ron var kommet ind i byen og var faldet om af udmattelse, havde Bruno og Sara taget ham ind. Da han var vågnet havde Bruno spurgt ham hvem der havde givet ham en lussing og et blåt øje. Bruno havde været ved at falde ned af stolen af grin da Ron fortalte ham om skænderiet. Derefter var Ron kendt for at være blevet slået ud af en pige. Ron gik ofte op på de høje klipper bag byen for at tænke... Her kunne han også se den sti han var kommet fra den aften. Ron så ned og skjulte en tåre. Han savnede Starla. Hendes smil og de strålende grønne øjne.

- "Ron?" Han var nær faldet ned fra klipperne og Bruno lo let. - "Undskyld, men Klarissa vil gerne se dig." Råbte han og Ron kravlede ned. Bruno smilede da Ron landede for an ham.

- "Hvad er det mon hun vil?" Sagde Ron og Bruno trak på skuldrene.

- "Tja... Det er jo ikke nemt at vide. Ron sukkede Bruno havde nok fået Klarissa til at lave en fest eller sådan for at opmuntre ham, men Ron var ikke typen til at være blandt mange mennesker. Ikke siden rejsen med Starla.. Ja den vidunderlige Starla... Ron bed sig selv i tungen. Han måtte lade være med at tænke sådan på Starla. Hun var helt sikkert med ham Tyler smartass. Ron stoppede brat. Hvornår var han begyndt at tænke sådan? Var han virkelig jaloux? Det lignede ham ikke... - "Ron er du ok?" Ron vågnede fra sine tanker og smilede skævt. Han var jaloux... Han holdt af Starla mere end bare som ven. Han elskede hende... Hvis bare han havde indrømmet det over for sig selv 4 år tidligere, så havde han måske været sammen med Starla endnu. Måske havde han endda været vild med ham. Bruno nåede kun lige at springe til siden da Ron sprang frem som ulven. Han ville løbe til Klarissa. Finde ud af hvad hun ville så løbe mod Flammebjerget. Han ville ikke holde det tilbage mere. Han kom hurtigt rundt om hjørnet ved slotsgården og bremsede hårdt. Tre store øgler tårnede sig op over folk og Ron stoppede kun lige før han ramte en af deres ben. Han så op på væsnet der sænkede sit hoved og pustede varm ånde ud i hans hoved.

- "Hjælp!" Gispede han, forvandlede sig til menneske og begyndte at bakke. Den ene af de tre øgler brølede med en syngende lyd og Bruno kom rundt om hjørnet. Han begyndte at le over Rons ansigts udtryk.

- "Ja... Klarissa bad mig hente dig da vi har besøg. Da du begyndte at løbe troede jeg du havde en ide." Bruno behøvede ikke at sige mere. Nu gik det op for Ron hvad øglerne var. De var drager... Hans humør dalede drastisk. Klarissa kom ud i gården forfulgt af to mænd og en kvinde. Ron genkendte straks den ene mand.. Det var Tyler... Så måtte kvinden jo være... Hun mødte Rons blik og hans hjerte gjorde et hop. Starla var smukkere end han huskede hende, hvis ikke det havde været for hendes øjne havde han ikke genkendt hende. Hun begyndte at gå hen mod Bruno og Ron med et smil, men Ron kunne ikke... Han rystede på hovedet og forsvandt mod skoven i ulveform.

 

    - "Starla... Er det virkelig dig min kære?" Sagde Klarissa og omfavnede Starla der var kommet ned fra sin drage, Hope. Dragen var hvid som sne, men hendes skæl skinnede som diamanter mod solens lys.

- "Dejligt at se dig igen Klarissa. Jeg ved ikke hvor meget I har hørt om dragerne fra Flammebjerget men jeg er deres leder. Det her er Kenny og Tyler. Mine bodyguards... Det er vores venner og drager." Klarissa så benovet på de store væsner der tårnede sig op over alle.

- "De er mageløse..." Sagde Bruno der stod bag Klarissa og Starla omfavnede ham. - "Hvor har vi savnet dig Starla. Simon har ikke talt om andet end dig siden Ron kom tilbage og fortalte os hvad der var sket." Starla stivnede. Hun havde ikke rigtigt tænkt på Ron, men hun savnede ham meget. Tyler lagde en hånd på hendes skulder.

- "Han valgte ikke at komme tilbage, Starla. Det er ikke din skyld..."  Sagde han da han fangede hendes tanker og hun smilede, men det skjulte ikke hendes tanker fra de andre drager. Hun havde ikke været den samme glade pige siden skænderiet 4 år tidligere. Jo mere hendes kræfter havde udviklet sig, jo mere opfangede de andre krigere. Det var som om dragerne var forbundet mentalt. De kunne føle hvad andre følte. Hvis der var nogen der døde vidste resten det med det samme. Det var derfor de tre var i Krystalbyen. En drage var blevet dræbt ikke så langt fra Krystalbyen og Starla følte det var på tide at hun havde set sin familie og venner igen. Hun ville ikke alarmere dem med mindre det var allerhøjst nødvendigt.

- "Jeg har savnet jer alle sammen. Hvor er... den lille trold Simon?" Starla havde først tænkt sig at spørge efter Ron men tog sig i det. Det var dog som om Klarissa fangede det.

- "Bruno, hvis du finder Ron vil jeg vise dragerne rundt. Så kan det jo være at vi finder Simon. Han har det med at irritere pigerne." Sagde hun og Bruno nikkede glad. Han forsvandt rundt om hjørnet mod stranden. Klarissa viste Starla og de to andre rundt i slottet der havde ændret sig en del siden Starla tog af sted på sit eventyr med Ron... Starla sukkede... Ron var sikkert stadig sur på hende siden han ikke var kommet tilbage for at finde hende. Simon dukkede op i riddersalen, hvor han og nogle andre drenge legede. De stoppede brat da de så Klarissa og bukkede akavet. Starla smilede og gik frem mod sin nevø.

- "Hej Simon... Du kan nok ikke huske mig..." Begyndte hun men Simon omfavnede hende ved livet.

- "Tante Starla... Du tilbage." Sagde han glad og Klarissa smilede.

- "Hvad med om i drenge prøver at finde Sara... Sig til hende jeg har en lille opgave til hende ok.. Starla er vores lille hemmelighed ok?" Sagde hun med et glimt i øjnene og drengene skyndte sig af sted. - "Sara og Ron er nok de to der har taget dit valg tungest, min kære." Starla stivnede.

- "Hvad mener du Klarissa?" Spurgte hun forvirret.

- "Ron har holdt sig for sig selv siden han kom tilbage. Mange har fundet ham i templet eller ved stranden, men ellers ser ingen ham rigtigt. Vi ved ikke engang om han sover eller hvor... Det at du ikke kom tilbage til byen tog hårdt på din søster, hun tror han skjulte noget andet end et lille uskyldigt skænderi... Hun beskyldte ham for at have dræbt dig eller noget i den retning. Den stakkel har ikke haft det nemt... Jeg har mange gange set ham gå mod stien han kom fra og stoppe sig selv i at fortsætte... En gang var han væk i flere dage. Jeg håbede at han endelig var taget af sted, men han kom luntende tilbage til byen." Starlas mave trak sig sammen. Hvad var det for en følelse hun havde? Hun havde ikke følt sig så syg siden den dag det gik op for hende at Ron ikke fulgte dem. Tylers søster havde smilet og sagt at Starla var forelsket i Ron, men det var jo umuligt. Starla vågnede af sin trance da et metal fad ramte gulvet. Sara, Starlas storesøster, stod som forstenet og stirrede på Starla, der smilede skævt.

- "Hej Sara..." Sagde hun forsigtigt og Sara faldt hende om halsen.

- "Starla! Jeg var ved at tro jeg aldrig skulle se dig igen... Får du nok at spise? Jeg syntes du er blevet så tynd... Har du nogen skader? Passer du godt på dig selv?" Starla smilede og mødte sin søsters bekymrede blik.

- "Sara jeg har det fint... Dragerne passer godt på mig... Det her er Kenny og Tyler, mine Bodyguards..." Hendes venner bukkede elegant for Sara der trak Starla let til siden.

- "Er de kun dine bodyguards..? Jeg syntes ham den høje er noget af et skår..." Hviskede hun og Starla sukkede.

- "Sara... Lad hellere være..." Sagde hun opgivende og Klarissa rømmede sig.

- "Vi må hellere gå ud og se om Bruno har fundet vores fortabte ulv." Måden hun sagde det på fik det til at vende sig i maven på Starla igen. Prøvede hun bevidst på at få Starla sig til at føle skyld? I så fald virkede det. De fulgte Klarissa ud i gården hvor Goldie, Tylers drage, brølede med sin vidunderlige stemme. Klarissa så overrasket på dragen og Tyler smilede. - "Sikke en vidunderlig lyd..." Gispede hun og Starla nikkede.

- "Så skulle I høre nogen af de andre... Starla..." Tyler tav og nikkede i retning af gården. Starla fulgte hans blik og hendes hjerte gjorde et hop. Ron stod mere eller mindre for fødderne af Greevee, Kennys drage, og kiggede direkte på Starla. Hun smilede og begyndte at gå ned af trappen. Hun stoppede da han rystede på hovedet og forsvandt mod skoven. Det var som en kniv i hjertet. Starla faldt i knæ og havde svært ved at få vejret. Tyler og Kenny kom hen til hende.

- "Hvad skete der? Hvorfor..?" Gispede hun og Tyler smilede.

- "Rolig Starla... Det var nok bare et chok for ham at se os... Vi må huske på det er fire år siden han så dig."

- "Eller måske kunne han ikke tilgive mig..." Tyler sank en klump og Hope lod sig krympe så hun kunne kravle op på Starlas skulder.

- "Du godeste... De kan blive små..." Gispede Klarissa og Starla rejste sig. Bruno kom hen til dem...

- "Ok... Det var ikke hvad jeg havde forventet... Måden han har snakket om dig... Det giver ikke mening at han løber nu..?" Sagde han og Tyler så undrende på ham.

- "Hvad mener du?" Spurgte han og Klarissa smilede.

- "Han er blevet drillet af de andre ulve... Det er ikke normalt for dem at forelske sig... De tager en mage ikke en kæreste... De kan være flere hunner om en han eller flere hanner om en hun... Det er lidt overraskende at en af deres egne ikke tager en mage. I Rons alder skulle han have mindst 5 hvalpe med hunnerne... Den styrke han har og alt det der er han det perfekte valg... Men nu er han en outsider... Ikke nok med at han er forelsket, men han er forelsket i et menneske." Starlas hjerte begyndte at løbe løbsk og hendes mund blev tør. Det Klarissa sagde var at Ron var forelsket... I hende... Kunne det virkelig passe at han var forelsket i Starla... Hope nappede hende let i øreflippen og Starla tog en dyb indånding.

- "Tyler.. Kenny tag en runde over byen... Jeg vil være sikker på at der er sikkert her..." Tyler nikkede med et stort smil og de to drager satte af. Starla vendte sig mod Klarissa der så imponeret efter de to dyr. - "Hvor plejer han at være Klarissa?" Hun så overrasket på Starla der ikke fortrak en mine.

- "Øh... Som sagt er der ingen der rigtigt ved hvor han holder til, men da han løb ud i skoven er der jo kun templet og oasen..." Starla nikkede og begyndte at løbe den vej Ron var forsvundet. Nu ville hun ikke længere skjule det... Hvorfor skulle hun løbe fra sine følelser længere? Hun havde jo været sammen med Ron så længe, men havde ignoreret tegnene. Da han så ikke kom tilbage gjorde hun det hun ikke skulle have gjort.. Lade ham gå... Denne gang ville hun ikke lade ham gå... Hun ville ikke miste ham igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...