De Blå øjne: Ulven vender tilbage (2)

Der er gået fem år siden Starla endte Krigen, men hun føler sig fanget i Krystalbyen. Sammen med den sorte ulv, Ron. Tager de ud på eventyr...

2Likes
0Kommentarer
362Visninger
AA

3. Rejsen

       Klarissa gik frem og tilbage over gulvet i den store Hall. Hvordan kunne hun have ladet Starla ude af syne? Starla var stadig ikke kommet sig over krigen. Det at hun havde dræbt en mand selv om det var Tyranen havde hun aldrig tilgivet sig selv. Dørene gik op og Klarissa så nervøst mod dem. Bruno kom hen til hende og så beklagende på hende.

- "Jeg er ked af det Klarissa. Vi har ikke fundet hende endnu." Sagde han. Klarissa sukkede og begyndte at vandre igen.

- "Bruno... Jeg kan ikke klare det her. Det er ikke første gang... Hvad med Ron og de andre ulve? Har de fundet hende?" Spurgte hun.

- "Ingen har set Ron siden vi begyndte at lede. Det er snart lyst." I det samme gik dørene op og Ron kom ind sammen med Starla. Klarissa åndede lettet op.

- "Før I siger noget så har jeg det fint." Klarissa så forvirret efter Starla der gik forbi og op af trapperne. Bruno gav Ron et strengt blik.

- "Se ikke på mig. Jeg er der kun for at holde øje med hende ikke holde hende tilbage." Sagde han og Klarissa smilede let.

- "Bruno det er ikke hans skyld. Lad drengen være og gå hjem. Sara har sikkert brug for dig... Ikke noget men. Af sted..." Bruno sukkede opgivende og gik. Han vendte sig for at sige noget men op gav lige så hurtigt da han så Klarissas udtryk. - "Hvor var hun Ron?" Sagde Klarissa bedende og Ron sukkede.

- "Hvor hun altid er Deres majestæt. Templet..." Svarede han og gik med et let buk. Klarissa sank en klump. Starla var opvokset, som så mange andre unge omkring de femten år, under krigen. Klarissa havde været femten da hendes onkel, Tyranen, havde forbandet hende. Det føltes som en evighed siden selvom det kun var femten år siden. Klarissa sukkede og gik op for at finde Starla, der sad i biblioteket. Hun havde påtaget sig opgaven at sortere i de gamle skrifter og restaurere det der var blevet for slidt til at læse.

- "Starla kære..?" Sagde Klarissa forsigtigt og Starla sukkede trist. - "Hvad er det der trykker dig min kære?"

- "Klarissa... Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare, men..."

- "Deres majestæt?" Starla blev afbrudt af en vagt. Klarissa smilede beklagende til Starla og rejste sig. Starla sukkede. Det var altid det samme. Bruno og Sara havde for travlt med Simon eller deres pligter til at lytte til Starla. Klarissa ville gerne men blev altid afbrud og var nødt til at tage sig af alle små ting i riget. Starla følte sig overflødig, hvilket også var en af grundende til at hun lukkede sig inde i  biblioteket. Hun kunne jo godt tale med Ron, men hun vidste ikke hvordan hun skulle takle at han reagerede som et vilddyr hver gang noget eller nogen gik Starla på. Hun rejste sig og gik ind i de bagerste rækker. Her var hun kun hvis hendes tanker gik grassat. Her var der myter og legender om hver folk i landet. Det gamle folk længe før at Krystal byen var bygget under den første konge, kaldte landet Flamenia. Navnet kom af det store bjerg der stod mere eller mindre i midten af det gamle land, flammede rødt i skæret fra solen. Ingen vidste hvor dette bjerg var længere. Myterne sagde at en meget ond drageleder havde væltet det store bjerg for at vinde over de andre og tage herredømmet over Flamenia. Starla tog bogen hen for at læse og skrive af. Måske hun kunne finde bjerget. Måske hun kunne give landet sit navn igen. Hun læste længe, til hun fandt en gammel tegning. Jo mere hun studerede billedet lignede det en hvid ulv og en sort kat der stod over hinanden som sloges de, men på ryggen af katten lå et menneske. Mennesket hang og dinglede fra spyd og andet der stak ud af dens ryg. Starla rejste sig og smed bogen væk. Det kunne ikke have været rigtigt. Det måtte have været hendes hjerne der spillede hende et pus. Hvordan kunne en så gamle bog vide hvad hun havde gjort. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst og hendes ånddrag var tungt. Det var vidst bedst at hun fik slappet lidt af. Hun gik ud på gangen hvor hun støtte ind i Sara.

- "Starla... Lige den person jeg ledte efter." Starla sukkede. Der røg hendes afslapning.

- "Hvorfor så opgivende? Bruno sagde godt nok du opførte dig underligt... Hvad er der galt?" Starla orkede ikke at snakke om det med Sara, hun kunne ikke forstå noget som helst. Hun havde aldrig været uden for de beskyttende mure af de beskyttede steder under krigen.

- "Sara jeg har lidt travlt, så, sig hvad du vil og lad mig være ok." Sara var paf og lod Starla gå. Bruno havde haft mere end ret. Saras lillesøster var til syne ladende der ude hvor ingen kunne snakke med hende. Sara skyndte sig for at finde Klarissa.

- "Sara? Hvorfor så bekymret? Kan du ikke finde Simon?" Sara smilede trist.

- "Hvis det så bare var det Klarissa. Det er Starla, hun opføre sig helt ude af karakter. Det ligner ikke hende at bide af folk. Det er blevet meget værre det sidste år. Jeg tror hun har brug for at komme væk fra alt det her." Klarissa så tænksom ud.

- "Du har nok ret... Jeg vil se om jeg kan snakke med hende ok. Jeg er bare så uheldig at jeg hele tiden bliver afbrudt når eg endelig har tid til at lytte til hende. Hun var endda ved at åbne sig tidligere." Sara nikkede opgivende, men mærkede pludselig noget spidst i ryggen.

- "Du er den." Lød en glad lille drenge stemme og Sara smilede.

- "Åh nej. Jeg er blevet fanget. Hvad skal jeg gøre?" Sagde hun og Klarissa sukkede.

- "Simon lad din mor være. Hun har meget travlt." Sagde Bruno der var dukket op og løftede sin søn op over skuldrende.

- "Det må I meget undskylde. Han smuttede fra mig." Klarissa lo let.

- "Det er helt fint. Det er godt med noget liv her på slottet. Han farver hverdagen lidt." Sagde hun og blev nødt til at gå. Nogen havde brug for hende. Hun ville se hvad hun kunne gøre for Starla. Måske hun ville ud og opleve verdenen. Klarissa smilede. Ja det var bedst Starla kom lidt væk fra det hele men Klarissa vidste også at hun måtte finde ud af en måde hvor på hun kunne "sælge" det til hende. Starla var ikke typen der tog af sted hvis nogen sagde til hende det var bedst. Da Klarissa endelig havde en chance for at stikke af fra alle sine pligter gik hun ud for at finde Starla, der lå i sofaen i pejsestuen. Starla lå og stirrede ind i ilden og sukkede.

- "Jeg skal nok gå tilbage til bøgerne om lidt." Sagde hun træt og Klarissa smilede.

- "Det lyder som om nogen føler noget af et pres fra andre." Starla stivnede og så undskyldende på Klarissa.

- "Undskyld Klarissa. Jeg troede det var Bruno, han sagde han ville vende tilbage. Jeg aner ikke hvornår det var." Klarissa satte sig ved siden af hende.

- "Starla de andre har snakket med mig fordi de føler du opføre dig lidt ude af karakter." Starla sukkede. - "Før du siger noget så har de ret, du bider af folk og går dine små nattevandringer. I forhold til hvad du har været igennem og det at du tog en mands liv. Det påvirker folk selv om Tyranen havde fortjent det der kom til ham. Starla smilede. Det var utroligt hvor god Klarissa var til at finde de rigtige ord. - "Jeg har en opgave til dig min kære. Jeg har brug for nogen til at find ud af hvor vores land går til og måske lave kort så vi kan give vort folk sikker rejse fra by til by." Starla lysnede op. Klarissa gav hende en opgave der betød hun kunne komme ud af Krystalbyen.

- "Klarissa, jeg har fundet en bog om myter og legender fra gammel tid. Jeg ville gerne give vort land dets navn igen. Jeg vil så gerne finde ud af om der måske er mere der ude end hvad folket siger og hvad vi ved. Jeg læste om feer drager og andre magiske væsner." Klarissa smilede. Måden Starla var lysnet op på fortalte at hun gerne ville væk.

- "Jeg vil give dig al den tid du har brug for men jeg håber du kommer tilbage ind i mellem for at give mig nyt." Starla nikkede og rejste sig.

- "Jeg vil gøre klar med det samme." Sagde hun og skyndte sig ud af rummet.

 

      Starla pakkede den sidste sadel taske og sukkede lettet. Hun ville endelig være klar til at komme væk fra alle de andre. Hun tog sine ting og skyndte sig ud på gangen. Hun vidste godt at Ron nok ville følge med hende på afstand men det var fint. Hun smilede og sprang ned af trapperne for at skynde sig ud i gården, hvor hendes hest Shimmer og Milo, en af de heldige heste der overlevede udrensningen efter Tyranen, stod og ventede. Starlas humør dalede drastisk.
- "Jeg troede jeg skulle af sted alene." Sagde hun og prøvede at skjule sin skuffelse. Bruno smilede.

- "Selvfølgelig... Men vi kunne ikke få Ron til at blive. Han har trænet de sidste par dage så han kan følge dig til hest og ikke som ulv." Ron dukkede op ved hestene og så flovt på Starla. Starla smilede og tjekkede endnu en ting af sin liste. Nu behøvede hun ikke at træne ham på turen. Hun satte sine ting fast ved sadlen og Shimmer prustede let, hun var vidst lige så ivrig som Starla for at komme af sted.

- "Starla?" Hun så på Klarissa der smilede. - "Have det sjovt. Lad være med at tænke for meget på opgaverne, det vil kun ødelægge jeres rejse. Ron pas på hende!" Ron nikkede og sad op i sadlen med lettere besvær. Starla kvalte en let latter. Denne tur skulle nok blive sjov. Med en ulv til hest og en verden af vidundere, eventyr og selvfølgelig ukendte områder. Starla sprang op på Shimmer der slog med hovedet. Ja de var klar...

- "Vi ses alle sammen." Sagde Starla og satte i galop, stakkels Ron måtte bare følge med. Starla lo. Hun følte sig fri. Viden i håret og ingen bekymringer. Det var bare livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...