De Blå øjne: Ulven vender tilbage (2)

Der er gået fem år siden Starla endte Krigen, men hun føler sig fanget i Krystalbyen. Sammen med den sorte ulv, Ron. Tager de ud på eventyr...

2Likes
0Kommentarer
369Visninger
AA

5. Historien om Dragen

      Ron skævede til Starla der sad og rodede i ilden. Hun havde ikke rigtigt sagt et ord siden de var taget fra Lagunen to uger tidligere. Ikke engang i hans hoved. Han sukkede og rejste sig. Hun reagerede ikke. Han bed irritationen i sig og gik hen for at se til hestene. De havde fundet dem hos nogle nomader ikke så langt fra Lagunen. Shimmer var gået helt amok da hun så Starla, mens Milo bare vrinskede af Ron. Shimmer så op fra græsset og brummede let. Ron smilede.

- "Du kan også mærke det min ven? Hun har ændret sig... Jeg ved ikke hvad jeg har gjort galt siden hun ikke vil tale med mig." Ron sukkede og klappede Milo, der prustede. Ron vidste ikke hvad der var galt og normalt ville han bare ignorere hendes stilhed angående ting han vidste hun ikke ville tale om men denne gang var der tydeligt noget hun kæmpede med.

- "Ron?" Han stivnede og vende sig mod Starla der stod bag ham. Han nikkede uden at sige et ord. Hun sank en klump og smilede trist. - "Jeg vil ikke tvinge dig til at følge mig efter hvad jeg fortæller dig nu.. Jeg ville bare have du skulle vide det..." Ron rynkede panden da hun tog en dyb indånding som om det var noget svært. Han var bange for at hun skulle til at sige hun hold for meget af ham til at lade ham følge med. Det ville bare være mærkeligt. De var jo bedste venner. At hun var ved at falde for ham var utænkeligt... Men så var der de blik hun havde sent ham på det sidste... De smil når han mødte hendes blik. Eller det var før Lagunen... Der efter havde hun ikke sagt et ord. Intet smil på hendes læber og hendes kønne grønne øjne var forpinte. - "Jeg er en Drage..." Rons tankestrøm stoppede brat. Hvad havde hun lige sagt?

- "Undskyld?" Sagde han overrasket og Starla rystede på hovedet.

- "Jeg er en drage... Ikke nok med det jeg er en Prinsesse af dragerne... Lagune folket fortalte mig at da bjerget faldt for over firetusinde år siden forsvandt dragerne. De fortalte mig at lederne af drageflokken havde en lille pige men de gav hende til Lagunefolket for at beskytte hende da den sorte drage angreb bjerget. Der fra går det som jeg læste i bogen." Ron huskede godt historien om Flamenias store bjerg der var faldet i en krig. Derfra mistede landet støt sit navn og mange af dets områder, da dragerne havde været den tids konger og dronninger. De var fløjet rundt her og der for at hjælpe og opretholde fred i Flamenia. Den sorte drage var blevet lidt for magtsyg ligesom Klarissas onkel, Tyranen som folket kaldte ham. De andre drager havde sendt ham væk og havde så troet at alt var roligt, men kort tid efter den lille prinsesses 2 års fødselsdag var den sorte drage dukket op. Han havde taget landet lidt efter lidt indtil han nåede til bjerget. Dragerne havde kæmpet en hård kamp men kongen måtte kaste sig selv og den sorte drage ind i bjerget der faldt ved deres vægt. Ingen ved hvad der skete med de drager der overlevede hvis nogen overhovedet gjorde. Starla sukkede. - "Da Lagunefolket vækkede mine kræfter vækkede de også de andre drager, altså efterkommere af de overlevende. De fandt først ud af da Chris kom til mig i et syn at jeg var prinsessen. Han fortalte også om at den sorte drage havde efterkommere. Jeg vækkede hans vrede i dem da jeg vækkede alle andre. Jeg er skyld i at vi alle er i fare nu. Min nye opgave er at finde nogle drager og føre dem tilbage til bjerget. Jeg er bange for at det her bliver for farligt for en ulv." Ron fnøs overrasket.

- "Ok så du er en drage? Hvad farve?" Sagde han spagest, men tav da Starla ikke fortrak en mine. - "Starla jeg er ligeglad om du så ville være skyld i jordens undergang. Jeg følger dig til det sidste... Desuden har jeg altid villet vide hvordan en drage så ud." Starla smilede men så stadig bekymret ud. Hun gik tilbage til bålet og Ron fulgte efter. En drage? Ja så vidste han hvorfor Chris havde været så opsat på at hun skulle beskyttes. Der blev ikke sagt mere før de nåede en by. Ron hjalp med at bygge lidt huse og andet folket ville have og Starla fortsatte sin træning. Efter nogle dage dukkede hun op ved en byggeplads da Ron var alene fordi folk var gået hjem til familierne for at holde pause. Hun rakte ham noget mad og han tog overrasket i mod.

- "Det er en opskrift jeg fik fra Lagunen. De var nu ikke så dårlige til at lave mad." Sagde hun og Ron spiste glædeligt af den lækre mad. Starla så rundt på byggepladsen og rejste sig. - "Se her." Sagde hun glad og løftede sin hånd. En lille bunke planker der lå lidt rodet rettede sig og Ron tabte den tomme skål. Starla smilede glad og satte sig igen. Det var rart at se hendes grønne øjne stråle af liv igen. Det havde Ron savnet. Derefter talte hun til Ron som hun plejede, hvilket var vidunderligt. Ron smilede. Ok, hun var måske meget mere magtfuld end hun havde været. Hun var måske skyld i at deres verden ville få problemer med nogle meget grimme drager, men hun var glad igen. Det var alt der betød noget for Ron. Hendes smil ville åbne mange døre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...