De Blå øjne: Ulven vender tilbage (2)

Der er gået fem år siden Starla endte Krigen, men hun føler sig fanget i Krystalbyen. Sammen med den sorte ulv, Ron. Tager de ud på eventyr...

2Likes
0Kommentarer
368Visninger
AA

4. Den Blå Lagune.

      Starla lænede sig op af et træ. Milo og Shimmer stod og græssede ved bredden af den lille å, mens Ron var ude og jage. De havde været på deres rejse i næsten 4 måneder. Starlas marridt var stadig slemme, men nu følte hun ikke at hun var fanget. Ron spurgte ikke til dem men lagde sig altid tættere ind til hende så hun følte sig tryg igen, desuden var hans pels varm. Det var dejligt at rejse med ham som ulv, men hun var glad for at han havde lært sig at ride, så hvis de mødte folk på vejen ville ingen blive bange. De havde for cirka en måned siden krydset de kendte grænser fra Krystalbyen. Starla tog sit selv lavede kort frem og smilede.

- "Hvor mange byer og områder har vi fået skrevet ind?" Starla så op og smilede. Ron var kommet tilbage med en halvstor hjort. Selvfølgelig brugte han ikke andre våben end hans tænder og klør når han jagede, hvilket var fint nok da Starla vidste han var den bedste jager fra ulveflokken. Han havde allerede renset den og gjorde nu klar til at stege den over bålet.

- "Udover de 10 byer og 5 områder vi har inden for Krystalbyens grænser, har vi nu fundet 5 byer og folk har fortalt os om mindst 3 områder. Sletten på den anden side af åen kalder de den gyldne dal." Svarede hun og Ron så tænksomt over sletten.

- "Den giver mig myrekryb. Den er så øde, selv med det lækre græs. Jeg tror ikke det er klogt at tage den vej." Starla nikkede. Hun havde også følt sig utryg ved den meget stille slette. Det gyldne græs vejede dovent i vinden og så meget indbydende ud men selv ikke Shimmer og Milo ville krydse den lille å for at tage en bid. De ville hellere nøjes med det der var ved åens bred. Starla lukkede kortet og så mod himlen. Den var mørke blå med nogle få stjerner der tittede frem og lettere røde farver fra den nedgående sol. Starla sukkede

- "Jeg ville ønske jeg kunne have haft det så godt fra starten. Det har er bare så skønt. Den friske duft vinden bære med sig, den rislende å, Shimmer og Milos gumlen og selvfølgelig en dejlig middag over bålet. Det er bare livet. Jeg er glad for at du fulgte med Ron." Ron smilede flovt og satte den fine hjort over ilden. Starla betragtede Ron mens han drejede hjorten på hans hjemmelavede stativ af træ. Hun synets at lyset fra ilden gav ham et meget specielt skær. Han så meget godt ud. Starla slog hurtigt blikket væk da han så op og smilede. Siden hvornår blev hun flov over at møde hans blik. Hun så op og smilede igen. Hun mente at kunne skimte en kvalt latter bag de blå øjne. Hun kunne ikke forstå hvordan en så mørk person som han var kunne have så dybe blå øjne. Hans hår var sort og hans hud var i en mørkere tone end hun havde set de andre i ulveflokken have, men hans øjne var så blå som det dybe vand i oasen. Starla kunne ikke lade være med at holde af de øjne. Hun rystede hurtigt på hovedet. Hvorfor følte hun pludselig en kilden i maven og hvorfor slog hendes hjerte meget hurtigere? Hun fnøs og Ron så op.

- "Er du ok?" Spurgte han og Starla nikkede hurtigt, med et skævt smil. Han lo let og fortsatte med at passe hjorten. Starla rejste sig og gik hen til Shimmer der så op. Det var ikke en hemmelighed at Starla kunne lide at være sammen med Ron, men det var ikke mere end som hans ven... eller var det? Hun så mod himlen, hvor månen nu stod klart. Hun sukkede og klappede Shimmer. - "Starla? Hjorten er klar." Starla stivnede og Ron sukkede med et let smil. Han rakte hende noget brød og en luns af hjortens kød, hvor efter han selv tog. Kødet var saftigt og brødet var sprødt, men Starla kunne ikke lade være med at tænke på Rons magiske blå øjne. Hun kæmpede med sig selv om at fjerne de tanker hun var begyndt at have.

- "Tak Ron." Sagde Starla da han tog imod hendes tallerken for at vaske den i åen sammen med sin. Der var ikke meget tilbage af hjorten da en ulv som Ron skulle spise meget. Starla betragtede Ron i lyset af månen. Han var meget smuk... Hun sukkede og lagde sig i græsset under træet. Hun ville snart få andre ting at tænke på, da hun vidste at natten ville komme med marridt igen. Hun lukkede sine øjne og faldt i søvn.

 

     -" Starla..." Hun hørte en let hvisken og prøvede at finde ud af hvor den kom fra, men tågen var for tyk. - "Starla kom." Starla begyndte at gå men den lette hvisken kom fra så mange steder det ikke var nemt at finde. Hun fortsatte hvad hun mente var frem og så pludselig et glimt af en sort ulv. Hun smilede ved synet og prøvede at gå hen til den.

- "Ron." Kaldte hun men tågen slugte hendes ord. Ulven begyndte at gå og hun prøvede igen at kalde på ham. Da det ikke virkede prøvede hun at løbe i håb om at fange ham men jo hurtigere hun løb jo længere væk kom ulven. Hun stoppede, da den forsvandt og så forvirret rundt.

- "Starla... Skynd dig..." Den svage hvisken var blevet højere og hun fortsatte forsigtigt videre gennem den tætte tåge. Hun ramte pludseligt noget hårdt og faldt bagover. Det lignede en søjle af gammel stil. Hun rejste sig og så tåge lette roligt. Hun stod i en ruin af et tempel. Hun gik roligt frem og stoppede ved et alter der stod mere eller mindre i midten af templet. Tågen blev igen meget tyk men kun over alteret og dannede en skikkelse af en ulv. En hvid ulv. Starla gispede.

- "Chris." Udbrød hun glad og ulven nikkede.

- "Starla... Du må gå til lagunen... Sig at den hvide ulv har sendt dig og de vil sende dig på rette vej... Tiden er inde til at du finder ud af hvem du er..." Sagde den og Starla rynkede panden.

- "Hvem jeg er? Hvad snakker du om?" Spurgte hun, men ulven var allerede væk.

- "Find ud af hvem du er." Lød den lette hvisken igen.

 

      Starla satte sig op med et set. Ron stod ligbleg og havde et let greb i hendes arm. Hun så rundt og følte frygten sprede sig som en steppe brænd. Hun stod i det gyldne græs et godt stykke væk fra deres lejr. Ron trak vejret i korte tunge stød som om han havde løbet. Hun sank en klump.

- "Starla... Du er nødt til at fortælle mig hvad der sker. Jeg kan ikke lide det her mere. Denne gang var det ikke bare skrig og rystelser. Du løb... Jeg kan ikke lide det." Sagde Ron skræmt og Starla mødte hans blik. De blå øjne var store og vilde.

- "Jeg..." Begyndte Starla, men stivnede pludselig ved lyden af noget der rørte sig i det halv høje gyldne græs.

- "Ron... Jeg tror vi skal skynde os tilbage til hestene..." Sagde hun med en lettere hvisken og Ron nikkede nervøst. Endnu en puslende lyd dog meget tættere på og Ron forvandlede sig hurtigt til ulven. Starla sprang op og Ron nåede kun lige at springe før et lille væsen med meget skarpe tænder var sprunget op efter Starla. Nu var de pludselig på flugt fra en større gruppe af disse væsner og Starla prøvede at holde sig fast på Ron, der løb så hurtigt han kunne. De nåede åen og hestene vrinskede skræmt. Ron vendte sig og Starla så væsnerne. De ville ikke krydse vandet selv om de sagtens kunne springe den smule. De havde samme farve som græsset og strå strittede op fra deres spidse ansigter. Deres tænder lignede syle og deres finger lignede meget skarpe klør. Starla sank en klump og gled ned fra Rons ryg, da væsnerne forsvandt. Ron forvandlede sig til menneske igen og faldt sammen. Hans hånd blødte kraftigt. Starla bed sig i læben og mødte undskyldende Rons blik. Han smilede let og vaskede hånden i vandet.

- "Er du ok Starla?" Spurgte han og bandt et klæde om såret. Hun nikkede og så på ham med lettere tåre i øjnene.

- "Undskyld Ron... Det var ikke meningen at du skulle komme til skade." Sagde hun og prøvede at kvæle gråden. Han kom hen til hende og lagde armene om hende. Hendes hjerte gjorde et hop.

- "Rolig Starla. Jeg har det fint... Jeg er bare bekymret for dig. Hvad drømte du siden du gik ud i det græs... Vi var begge blevet enige om at det ikke var sikkert før." Starla tog en dyb indånding og trak sig lidt væk fra Ron.

- "Jeg drømte at jeg var i en tåge. Jeg prøvede at komme væk så jeg begyndte at løbe... Jeg støtte ind i en ruin og der kom Chris til syne som en hvid ulv. Han fortalte mig jeg skulle finde Lagunen. Der skulle jeg sige den hvide ulv havde sent mig og der skulle jeg finde ud af hvem jeg var." Ron så forvirret på Starla der trak på skuldrene.

- "Ok men så må vi jo komme videre jeg har ikke lyst til at blive her meget længere." Det skulle han ikke sige to gange. De pakkede hurtigt deres ting og red væk fra den Gyldne dal. Gad vide hvad de væsner var... Det var ikke noget Starla havde set før.

 

     Starla vidste ikke hvad hun skulle gøre. Lige nu lå Ron for døden og hun vidste ikke hvor hun var. Kortet var ubrugeligt. Der var for langt til de nærmeste byer så hun kunne ikke ride efter hjælp. Såret han havde fået i den gyldne dal var blevet forgiftet, men det var først nu efter flere uger at Ron ikke kunne kæmpe mere selv. Hun sad i grotten og lyttede til hans vejrtrækning. Det var små korte stød. Han havde feber, men der var intet hun kunne gøre. Hun gik ud for at hente vand. De var flygtet fra nogle røvere i skoven. Hestene var blevet skræmt og var stukket af, så Ron havde forvandlet sig til ulv. De var faldet ned af en stejl skrænt da Ron havde mistet balancen. Hun havde formået at trække Ron ind i en grotte, hvor de havde været i nogle dage. Ron ville dø med mindre hun fandt ud af et eller andet. Hun dyppede gryden i vandet der var ferskt selv om de var i en bugt. Starla lod en tårer trille i vandet. Hvorfor skule hun miste sin ven? Hun rejste sig og gik tilbage til grotten. Hun satte sig ved Ron og tog fat i hans hånd. Hun kunne da i alt fald vaske såret. Det var ikke healet siden han blev bidt eller revet da de var i den gyldne dal og det var næsten en måned siden. Ron havde dog forsikret Starla flere gange at han var ok, men hun havde vidst han ikke var. Nu lå han her i en grotte langt fra al hjælp. Hun tog et stykke klæde og dyppede det i det rene vand. Starla kunne ikke lide tanken om at Ron ikke ville følge hende mere. Hans vejrtrækning blev hurtigere og Starla sank en klump. Det blev kun værre for hver dag. Hun måtte finde ud af noget hun kunne gøre... Men hvad? hun havde prøvet alt hun kendte til og noget hun ikke kendte til. Hun havde læst bogen igen og igen, men der var intet at gøre. Ron ville dø... Starla satte sig med knæene mod hagen. Der var intet hun kunne gøre... Hun skjulte hovedet og begyndte at græde. Hun ville ikke videre hvis Ron ikke var med. Hun lukkede øjnene. Nu var hun alene med sine tårer. Ron kunne snart ikke trøste hende mere. Han havde været der for hende siden krigen. Siden hun havde dræbt Tyranen. Siden hun mødte ham havde han altid været der for hende. Han lyste op hver gang hun så ham. Selv om han nogen gange var lidt for meget fik han hende altid til at le. Så var der hans blå øjne. De vidunderlige blå øjne. Nu ville hun aldrig se lyset i dem igen.

 

      - "Starla?" Hun så op og stivnede. Hun var i tågen igen. Hvornår var hun faldet i søvn? - "Starla!" Hun begyndte at gå mod stemmen og fandt hurtigt ruinen. Chris sad ved alteret og betragtede hende. - "Hvorfor er du stoppet? Hvorfor giver du op nu? Du må fortsætte... Find ud af hvem du er..." Starlas tårer trillede ned af hendes kinder.

- "Hvorfor skal jeg fortsætte? Ron ligger for døden... Han har brug for mig." Sagde hun vredt. Vreden ulmede i hende som et vildt dyr. Chris Sprang ned fra sin plads og gik roligt hen til hende.

- "Starla det er tid til at give slip. Der er intet at gøre for Ron..." Starla skar tænder.

- "Der er altid noget at gøre for nogen.. så længe han stadig trækker vejret. Jeg nægter at lade ham dø nu..." Chris sukkede og vendte sig.

- "Åben dine øjne Starla... ÅBEN DINE ØJNE!"

 

     Starla vågnede med et set og en eller anden faldt bagover. Kort tid efter var noget spidst og meget skarpt rettet mod hendes hoved. Det var Starla ligeglad med, hun skævede til Ron hvor en ældre kvinde dryppede noget i såret og i hans mund. Ron hostede da det gled ned i hans hals og Starla ville hjælpe ham, men spyddet blev presset mod hendes hals. Kvinden ved Ron nikkede til de andre efter et lille stykke tid og de rettede sig.

- "Hira, tag dig af pigen.. Karo, Lio, i to tager jer af ham... Vi må hellere få dem til byen... Han har græsbæstets gift..." Starla blev grebet af en anden kvinde og trukket ud i lyset af en meget kraftig fuldmåne. To mænd bare Ron mellem sig mens den ældre kvinde gik med hastige skridt mod vandet. Starla prøvede at rive sig løs, men kvinden der holdt hende var meget stærkere end hun så ud. - "Hurtigt." Sagde den ældre og dannede en bobbel om dem alle da de trådte ud i vandet. Starla gispede da boblen begyndte at bevæge sig ned under vandet. Boblen fortsatte længe til de nåede en undervands by.

- "Hvor er vi?" Starla stivnede og vendte sig mod Ron, der hævede sit hoved, men det varede ikke længe før de blå øjne mistede fokus og han besvimede igen.

- "Han er meget stærk... Der er en chance for at han overlever." Sagde den ældre kvinde og Starlas tårer begyndte at trille ned af hendes kinder igen. Hun kunne ikke holde sig selv vågen mere. Hun gled ind i et mørke hun ikke havde oplevet før. Et tomt og meget stille mørke...

 

     Ron satte sig op med et sæt og folk sprang tilbage. Hans hoved var ved at eksplodere. Hans krop føltes tung og modvillig. Han mente at han kunne høre Starlas svage skrig, hvilket gjorde ham gal. Han var desorienteret og konfus men han måtte finde Starla. Han forvandlede sig til ulven så han vidste han havde bedre balance og begyndte at gå. Han hørte svage stemmer råbe på hjælp men han hørte Starlas skrig som knive. Bare hun var ok... Han fortsatte hvor han end var på vej hen. Folk og andet passerede som en let tåge for hans blik. Han vidste han ikke kunne kalde med mindre han var i menneske form, men han kendte hendes lugt. Den kom tættere og tættere på. Han måtte finde hende... Hun var nødt til at være ok...

- "Ron, stop!" Lød hendes stemme klart i tågen og han stoppede brat. Hvor var hun? Hans blik var stadig slørret og virkede ikke som om det blev bedre. - "Der er ingen fare Ron. Rolig." Ron blev menneske og faldt sammen. Hans hoved gjorde så ondt. - "Ron slap af. Jeg er her nu." Ron mærkede et par hænder på hans skuldre o han slappede af.

- "RON!!!" Han stivnede. Pludselig så han klart, kvinden der stod over ham var ikke Starla. Hun var ældre, hendes ansigt var af langt og rynket. Hun slap ham, da det gik op for hende at Ron var ved sine fulde fem. - "De er ikke vores venner... Hjælp mig!" Starlas stemme var klar som glas i hans hoved. Han rejste sig og snerrede.

- "Utroligt... Han er stærkere end vi troede... Kom med mig Ron. Jeg vil vise dig vej til din veninde." Ron fulgte mistroisk kvinden der ikke fortrak en mine. De gik via en masse korridorer og gange med mange døre, før de nåede en stor sal hvor en mand i hvidt gik rundt om en kvinde med langt lyst hår. Kvinden sad i en cirkel med kugler af de fire elementer susende rundt om hende. Ron genkendte straks hendes figur og lugt. Det var Starla der sad i midten af cirklen.

- "Koncentrer dig, Starla! Du er ufokuseret. Hvis du vil have noget håb om at tyde dine drømme SKAL du fokusere dine evner." Sagde manden og kuglerne fløj til alle sider. Kvinden stoppede ild før den ramte hende i hovedet, bare ved at løfte hånden. Manden smækkede hårdt den bog han var gået rundt med i og så strengt på Starla der sukkede.

- "Jeg prøver! Det er ikke så nemt som du tror! RON?" Ron stivnede. Starla rejste sig og drejede langsomt mod døren, som om hun var bange for at hun ville se syner. Da hun mødte hans blik skyndte hun sig hen til ham og faldt ham om halsen. Hans hjerte gjorde et hop. Det var en følelse han ikke havde følt før. - "Jeg troede jeg ville miste dig. Hvordan har du det?" Ron så forvirret på hende. Havde hun ikke lige råbt om hjælp? - "Ron, når vi får chancen må vi finde en vej ud her fra!"  Ron tog sig til hovedet og Starla sank en klump. - "Undskyld... Jeg er stadig ved at lære..." Ron så forvirret rundt.

- "Hvor er vi?" Kvinden lo.

- "Sjovt det var det du sagde da du så det ude fra. Velkommen til Den Blå Lagune. Du er omkring 4 meter under overfladen." Ron stivnede.

- "S-som i... Under v-vand?" Kvinden nikkede og Ron bakkede ind i en søjle. Han kunne ikke lide vand. Han havde dog lært at det ikke var så slemt at gå gennem det men at være flere meter under overfladen var at overskride hans grænser. - "Jeg må op! Misforstå mig ikke, jeg er taknemmelig for jeres hjælp, men jeg kan ikke være her."

- "En ulv der er bange for vand? Hvad kommer det af?" Sagde manden og kvinden smilede.

- "Tja vi skal jo sende Starla videre... Hun kan ikke blive her meget længere... Kino, hvordan står det..?" Kvinden tav og mødte strengt Starlas blik. Ron kunne ikke lide det blik, så han mandede sig op og greb Starlas hånd. Hun blev så overrasket at hun sprang let på stedet. De andre stirrede forbavset på Ron der stod og vaklede. Hans frygt for vand var overvældende men hans lyst til at beskytte Starla var stærkere. - "Du milde... Ikke et under at valgte dig til at beskytte hende. Den hvide ulv har mange hemmeligheder som han kun gav udtryk for når tiden var inde. Hans evner til at se hvad der var, er og vil komme imponerede os. Meget vel hvis han mener du vil gøre alt for at beskytte Starla vil vi lade jer gå." Starla lysnede op. Ron nikkede kort og kvinden begyndte at gå.  De fulgte hende til en stor kuppel. Rons styrke kom virkelig på prøve da han så fisk over sig og rundt, men efter lidt tid slappede han af da han så Starlas blik. De grønne øjne lyste af overraskelse og forundring. På højre side af dem var et enormt koralrev. De smukke farver og sjældne fisk. I sandhed et syn man kun så en gang i sit liv. - "Ok... Du ved hvad der vil ske i det du forlader dette sted, Starla." Starla tog en dyb indånding og nikkede. Kvinden sukkede og løftede sine hænder. - "I så fald håber jeg at din ven er stærk nok til at hjælpe dig. Denne rejse vil ikke være uden fare." Ron sank en klump måden det blev sagt på lød mere faretruende end måden Chris gjorde opmærksom på at flokken skulle i krig. Starla gav hans hånd et klem og smilede.

- "Det skal nok gå. Jeg tror på dig." Ron kunne ikke vende sig til at Starlas stemme begyndte at være i hans hoved. Starla og Ron blev indhyllet i en bobbel og den begyndte at svæve let over gulvet.

- "Helg og lykke unge venner..." Sagde kvinden og boblen susede gennem vandet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...