Give me love.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2015
  • Opdateret: 30 jan. 2015
  • Status: Igang
Vega Meyer er en trist pige, hvis forældre lige er blevet skilt, da hendes far vælger alkohol frem for alt. Vegas mor, Anne Meyer, som er en hårdtarbejdende journalist, beslutter sig for at give Vega en helt ny start, i en helt ny by. London. Kan et møde med en tilfældig person vende op og ned på hele hendes liv? Bliver Vega mere glad for den nye by London, eller bliver alt bare forkert? Find ud af det, i Give me love. (Kommenter gerne, hvis i ønsker at læse mere! ;-)

0Likes
0Kommentarer
153Visninger
AA

2. Is everything about you?

~ Ready or not, here i come. ~ 

 

Køreturen havde overhoved ikke taget så lang tid, og nu stod vi allerede med stramme greb om kufferterne i elevatoren på vej mod vores super lækre nye taglejlighed. Vi havde et par dage inden flyttet alle møbler og andre ting vi skulle have med, op i lejligheden, så vi skulle faktisk kun have vores tøj ind i skabene nu. 

"Ihh, hvor jeg glæder mig!", sagde jeg begejstret, og sprang nærmest ind i lejligheden. 

Jeg ikke havde tisset siden i går aftes så klog jeg var, så jeg sprang nærmest også ud på badeværelset. 

"JAQUZZI", hvinede jeg, og klappede i hænderne, med et kæmpe colgatesmil plantet på mine læber. 

Jeg måtte sikkert have lignet en handikappet søløve, siden jeg sad på toilettet og jublede over en jaquzzi og klappede i hænderne. 

Jeg gik hen til det store lange spejl på badeværelsesvægen, og betragtede mig selv, hvilket var en vane efterhånden. 

Jeg havde faktisk en ret flot krop, for at være helt ærlig. Mit lange brune hår bølgede let ned af min ryg. Det gik ikke helt ned til numsen, men alligevel var det mega langt, og mit hår var i den grad også blevet kommenteret på en god måde af andre. Da jeg mødte mit eget blik i spejlet, og så ind i de krystallyseblå øjne, kunne jeg mærke en tåre løbe ned af min kind. 

Mit liv var langt fra lykkeligt eller perfekt. Jeg gemte mig bag en maske. En maske der siger alt er godt. Men når jeg er alene, så tager jeg den maske af. Jeg har ikke nogen venner, minfar er alkoholiker, og min mor tænker mere på sit job end sin datter. 

Jeg sukkede af mig selv, gav mig et 'Tag dig sammen, Vega' blik i spejlet og tørrede mine øjne. 

"Vegamus?", sagde min mor med en lidt urolig stemme. 

"Ja?", sagde jeg spørgende og åbnede døren og mødte hendes undskyldende blik. 

"Jeg er blevet kaldt ind på arbejdet, Shannon har gevet mig en rigtig god historie at dække", sagde hun, og lidt efter ændrede hendes ansigt sig fra et undskyldende et til et 'jeg gider ikke diskutere det' blik, da hun så mit skuffede blik. 

"Ej mor, det kan du ikke gøre! Du skal hele tiden lige dække en eller anden historie på dit job, så meget at dit job jo betyder mere for dig end jeg betyder for dig!", røg det ud af min mund. 

 Min mor så chokeret og skuffet på mig.  "Vega, det kan du ikke være bekendt at sige til mig! Jeg skal altså derhen, NU", halvråbte hun i en hård tone, som fik mig til at koge over.  "Så du benægter ikke at dit job betyder mere for dig end hvad jeg betyder for dig?", skreg jeg i ansigtet på hende og blev selv ret chokeret over hvor meget det gik mig på.  "Vega, hold op med at være så selvcentreret", sagde min mor irriteret i en hård tone.  "Tænk at du elsker et job, mere end du elsker din datter!", hviske - råbte jeg, og styrtede mod døren, med tårnene som fes ud som et springvand, uden at vide hvor jeg ville løbe hen.     

 

✿  ✿  ✿  ✿  ✿ 

 

Vegas synsvinkel: 

Det var efterhånden blevet helt mørkt i London, og jeg havde fornemmelsen af ar klokken var over syv. 

Jeg havde efterhånden bare løbet så hurtigt jeg kunne uden at vide hvor jeg skulle hen, så lige nu skreg mine lunger efter luft, så jeg blev helt svimmel og måtte sætte mig opad en mur.

Eftersom det var vinter og jeg kun havde en lysegrå sweatshirt, et par sorte stamme bukser og mine elskede sorte converse på, frøs jeg utolig meget. Jeg anede ikke hvor jeg var, og så var det heller ikke lige mit største problem lige nu. Jeg var virkelig træt i min krop, og var endda for svag til at rejse mig op fordi jeg havde løbet uafbrudt i et par timer. 

Kulden lagde sig om mig, og jeg var faktisk virkelig bange fordi hele gaden var helt kulsort, bortset fra et par lygtepæle som lyste vejen lidt op enkelte steder. 

 

Jeg lukkede øjnene for at få lidt ro på, og kunne straks mærke tårerne i min øjenkrog pible ud. 

Jeg frøs, endda så meget at hele min krop sad og rystede som en sindssyg, og så sad jeg bare opad en mur og stortudede. Fedt, var? 

Jeg satte albuerne i knæene og lagde mit hoved i mine hænder. 

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde siddet der, men pludselig gik en dør op, og fik mig til at spjætte af forskrækkelse. 

 

      ✿  ✿  ✿  ✿  ✿

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...