Prinsen og præstinden

Et skænderi, der har varet flere generationer, imellem to guder, broder og søster, påvirker menneskenes liv. Gudinden vil gerne indgå fred med sin bror og igangsætter en omfattende plan, der vil involvere almindelige mennesker og dem, der er lidt mere end det. Men er det muligt at afslutte et hundrede år gammelt skænderi imellem guder uden, at nogle kommer til skade?

19Likes
36Kommentarer
1731Visninger
AA

45. De individløses tale

 

Han fik øjenkontakt med den unge præstinde
Begge vidste, at tiden var inde
Han lukkede om hendes sin egen hånd
Og straks opstod et psykisk bånd

Stjernernes sprog flød fra deres tunger
Ordene fyldte deres lunger
Det var lyden af milliarder års krige
Og freden, der fik dem til at vige

"Dette er fuldkommen forrykt
I får os alle til at leve i frygt
Det er i orden efter hævnen at hige
Men medmenneskeligheden må ikke vige"

Det første sagde de sammen, de delte sind
De var for individet blevet blind
De to livstråde blev flettet sammen til en snor
Det næste, de sagde, var fra hjertet sande ord

"En mand blandt de faldende gjorde os uret
Over hans lig har vi ingen tåre grædt
Selv søgte vi hævnen sød
Den hævn fik vi ved hans død

Men den hævn du tager, den sår kiv
Den fratager og ødelægger liv
Hvis det, du siger om Sumathy, har sin ret
Ville hun så ikke over din hævn have grædt?

Begrav nu stridsøkserne
Lær at leve med arrene
Hvad, der er hændt, er hændt 
Sluk nu den brand som i har tændt

Vi beder dig ikke om at glemme din søsters gerning
Men om ikke at lade vreden lede handling
Det er i orden at skændes og lange ud efter hinanden
I må bare ikke få blod på tanden

I skal holde fred imellem jeres folk
Så skal vi nok for jer agere tolk
I kan redde tusind liv, I skal bare give hånd
Lov hinanden aldrig mere at bryde jeres bånd"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...