losing, loving

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2015
  • Status: Igang
Start, stop! Tag fat i min hånd, gør som jeg siger, vælt mig, helt ned til vandet. Så længe du sørger for, at mine hænder er det sidste, der kommer under.

34Likes
22Kommentarer
1104Visninger
AA

2. En anden gang

DØD, skriger jeg. HUN SKULLE VÆRE DØD

Jeg stopper med at presse blyanten ned på papiret, da du kommer ind. Du tænder lyset og sætter dig først på kateteret. Dine jeans er slidte, og man kan se, at du har haft dem på ligeså mange gange, som kroner de var værd, da du købte dem. Jeg giver slip på blyanten, og den falder ned på gulvet, ligesom min værdighed. Det er ikke en teori, når jeg siger, at dem, der bliver på skolen efter lukketid, er mærkelige.

Men jeg har ikke noget valg. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, ligesom det står skrevet på papiret foran mig.

Modsat mig har du et valg. Det er en grund til, at du er her. Det var sidste mandag, at du første gang læste, hvor meget, jeg skriger. Mit næste brev lå klar dagen efter, og jeg havde skrevet med rødt, for rød er farefarven. Jeg så dig læse det ude i cykelskuret, mens det var frikvarter. I det sidste brev, du læste, skreg jeg, at du skulle komme på skolen i lokale 11 og mødes med mig følgende aften. Jeg troede ikke du ville komme, for jeg er lugten af støv og bøger og te, der har trukket alt for længe, mens du er ham, der får pigerne til at bøje sig en smule for længe ind over Macbeth i håb om at komme til at dufte til dig.

Din te er aldrig bitter.

Jeg kan mærke mine ører blive varme. De er ikke bare varme - de brænder. Ligesom mit bryst. Det er varmt som en fugl, der basker med vingerne, og som ikke kan kommer fri fra fangende fingre.

Jeg rejser mig op, bøjer mit knæ og svinger mig op på bordet. Det ryster lidt, eller måske er det mig. Jeg hopper over på det næste bord, og så til det næste igen. Jeg kan ikke fordrage noget som helst. Bordene er glatte, og jeg ville ønske, de ikke var det. Hvorfor skal alt være så glat?

Da jeg åbner døren ind til 11 er der kun en lang, tom gang foran mig. Jeg græder, men jeg skriger ikke, for jeg har jo for længst tabt blyanten. Det irriterer mig, at jeg ikke kan huske, hvorfor jeg ville have, du kom. Du nåede ikke engang at sige noget, før jeg rejste mig - måske var det min opgave at åbne munden? Men min mund er tør som knuste kiks, og jeg får først noget ud af den, da jeg kan mærke, du er bag mig. Lige bag mig.

Gangen er lang, som havet. Der er bølger! Se, hvor blå og funklende, de er. De gør min kjole våd, når skumsprøjtsarmene bøjer sig helt ned som i en bøn; dunker ind i mig hårdt som pulsslag. Jeg er en gudinde. Jeg løber hurtigere end dig.

I hvert fald de første tyve meter. Du rammer ind i mig og fjerner mine fingre fra hulningen under mit øre. Der er allerede sket noget. Sådan noget går jo også hurtigt. Rød, farefarven, og så taler jeg.

Måske taler jeg ikke, når du hører det. Det er nok kun mig, der kan forstå lydene - forstå at jeg beder dig om at give slip og fjerne dig fra mig, fordi vandet stiger. Inderst inde vil jeg have, at du bliver liggende, at du bliver ved med at have den der kommalignende anstrengelse mellem dine øjenbryn, som du får, når du vender mig om på ryggen og placerer mine hænder på hver sin side af mit ansigt. Du er meget stærk. Selvfølgelig - det er din te jo aldrig.

Jeg græder lidt mere, og så forsvinder kiksefornemmelsen lidt. Jeg siger - så jeg med sikkerhed ved, at vi begge to kan forstå det - lad ikke mine hænder komme under.

Du rejser mig op og dermed dig selv. Vi er én person, eller i hvert fald næsten. Mine hænder er i luften, ligesom et stearinlys, og hænderne bliver glødende og varme, da mine hofter bliver skubbet mod dine - du holder om dem som et bilrat, klar til at køre. For min skyld gør det ikke noget, hvis vi kører. Jeg vil gerne væk, jeg vil gerne væk fra lokale 11, jeg vil gerne med dig.

Vi kører hele vejen, og fuglen, stearinlyset og de bølgende arme er omkring os. Jeg har vind i håret, og som jeg slår min hårelastik ud, lægger du din hånd i det. Jeg ser over på dig fra den anden side af bilen, og du har ikke brug for at stirre på vejen som alle de andre, mens vi kører - du forstår, at der ikke sker noget. I hvert fald ikke lige nu. Vi skal først ned for enden af gangen. Du er simpelthen så smuk.

Jeg tager mine hænder ned.

Blodet falder ligesom tilbage, blyanten flyver op i min hånd igen, jeg trækker vejret dybt, lukkede øjne ...

Ja, Mathilde, vil du?

Klassen er fuld og det er ikke længere dig, der sidder på kateteret, det er min dansklærer. Jeg rømmer mig og går op til tavlen, som jeg skal til at fuldføre min opgave. Kridtet i min hånd er meget hårdt og meget skrøbeligt. Mærkeligt nok har jeg ikke lyst til at ødelægge det.

Jeg færdiggør sætningen. Ud af øjenkrogen ser jeg på dig, mens jeg sætter mig ned. Jeg tænker på, at tavlen er glat.

HUN SKULLE VÆRE DØD EN ANDEN GANG.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...