Once upon a time

Min bedste og mor blir ved at bilde mig ind jeg er prinsesse. Mine veninder har overnaturlige evner. Jeg husker intet. Mine minder er blevet blokkeret. Jeg har overnaturlige evner. Jeg er speciel. Jeg er døende. Tori, eller skal jeg sige Torial, Torial Marie Mariane Marry. Hun er en ganske almindelig pige på sytten år. Eller, almindelig? hun har en rune på sin håndflade. En magisk rune. Når hun blir bange eller noget angriber hende, er det som det hele forsvinder. Hun har kræfter. Hun er magisk og meget speciel. En sjælden og speciel menneske race. Skygger følger hende og minder dukker op. (Ikke rettet)

3Likes
0Kommentarer
1625Visninger
AA

18. llllllllllllllllll

Jacob

-Hurtigt stormede jeg hen til dem begge. 

 

Langsomt åbnede jeg mine øjne. 

Rummet var mørkt og blev svagt lyst op fra de små vinduer med tremmer om. 

Arrigt prøvede jeg at rive min arm til mig, men uden held. Jeg havde fået en masse kæde omkring mig. 

Jeg så hen på min side. Emily stod bundet fast som mig, og Jose sad bundet fast med reb op sine hænder, fødder og mave. 

"Hvor er Tori og Maria?" spurgte jeg og begyndte ivrigt at få mine arme til mig. 

"Ingen andelse" svarede Emily sukkende og så trist ned i det mørke beton gulv. 

"Jeg så fra Tori's synsvinkel at det var inde i et stort rum, ting med lagen om stod rundt omkring. Hun havde fået noget overhovedet" svarede Jose, som sad meget stille i forhold til mig og Emily. 

"Det er umuligt du kan se det? Det er kun Maria der kan komme i kontakt med Tori's synsvinkel?" spurgte jeg undrende og rynkede mine bryn. 

"Ik hvis du kan besværgelser" grinte Jose og blinkede kækt med øjet. 

 

Et højt skrig fik revet os ud af vores samtale. 

"Hvem var det?" spurgte Emily skræmt og så skiftevis på os. 

"Torial" hviskede Jose som havde fået samme øjenfarve som Tori fik i bilen da Maria prøvede at kontakte hende. 

 

Torial Marie Mariane Marry

Et højt skrig forlod mine læber. 

Damon's klamme onde hånende grin lød højt. 

"Ved du hvad Torial?.. du burde lige nu at være død. Lige som din kusine og alle de andre der døde i krigen" grinte Damon og brændte mig endnu en gang med den brændvarme gaffel. 

Mine øjne sveg og det samme med min håndflade. Mit syn var sløret. 

"Hvordan føles det Torial?" spurgte Damon og grinede hånende samt han pressede den brændene gaffel imod min hud endnu en gang. 

Endnu et skrig lød fra mig. 

"Gør det ondt?" spurgte han og satte sig på hug foran mig. 

Jeg så med et ondt blik på ham og løftede svagt min hånd for derefter at kaste ham bag ud. 

Han rejste sig op med et sæt og gik med faste og hurtige skridt imod mig. 

Men han nåede ikke så langt da en klat pels havde fællet ham. 

Det er ulven. Ulven fra de mange nætter jeg havde set. Ulven jeg tegner. 

Jeg drejede roligt mit hoved og fik øje på Jose der kom løbende imod mig. 

Ivrigt begyndte hun at binde mine reb op og det samme gjorde hun ved Maria. 

Jeg kunne selvfølgelig ikke selv stå, så jeg blev nød til at bruge hjælp fra Maria og Jose. 

Jeg var svimmel og svag. 

Jeg nåede lige og lige at se Damon blive kastet op i luften og lande med et bump. 

Jeg rakte min håndflade imod ham og straks begyndte min hånd at Lyse. 

Maria gjorde det samme og hendes hånd begyndte også at lyse. 

Lige som vi skulle til at give det sidste af krafter vi nu havde kom Emma løbende. Ulven jeg troede bare var en ulv, forvandlede om til menneske form og, Jacob? kom straks til syne. 

Emma kastede det hun havde i hånden hvilket lignede en træ stav. Jacob greb den og det sidste jeg ved var at den blev mast ned i Damon. 

☯☯

Roligt slog jeg mine øjne op. 

Det var ikke sløret denne gang. Men istedet bare mørkt. 

"Hallo?", jeg satte mig roligt op og så forvirret rundt. 

Døren til værelset blev åbnet og et skarpt lys ramte mig lige i øjne. 

Det var min mor. 

Lyset til værelset blev tændt og gjorde at jeg fandt ud af hvor jeg var henne. 

Hjemme. Hjemme hos mig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...