Once upon a time

Min bedste og mor blir ved at bilde mig ind jeg er prinsesse. Mine veninder har overnaturlige evner. Jeg husker intet. Mine minder er blevet blokkeret. Jeg har overnaturlige evner. Jeg er speciel. Jeg er døende. Tori, eller skal jeg sige Torial, Torial Marie Mariane Marry. Hun er en ganske almindelig pige på sytten år. Eller, almindelig? hun har en rune på sin håndflade. En magisk rune. Når hun blir bange eller noget angriber hende, er det som det hele forsvinder. Hun har kræfter. Hun er magisk og meget speciel. En sjælden og speciel menneske race. Skygger følger hende og minder dukker op. (Ikke rettet)

3Likes
0Kommentarer
1622Visninger
AA

17. lllllllllllllllll

Torial Marie Mariane Marry. 

-Jose og Emily så begge på mig.

Jacob slukkede bilen, åbnede døren og steg ud. 

Roligt drejede jeg mit hoved imod pigerne der sad på bagsædet. 

"Liv eller død. Nu gælder det", jeg lod et hårdt suk forlade mine læber. 

Roligt klikkede jeg min sele op, åbnede døren og steg ud. 

Med rolige skridt fik jeg bevæget mig om på den anden side af bilen og om til Jacob som stod med hænderne i lommerne og blikket ud imod skoven. 

Jeg så roligt ned på min arm som Jose havde grebet fat i. 

"Torial. Er du sikker på du vil det her?", jeg så hen på Emily som ikke vidste om hun skulle græde eller bare nøjes med at være bekymret. 

Jeg så ned i jorden, hen imod slottet der lige og lige kunne ses og derefter hen på Emily igen. 

"Jeg gør det ikke kun for min skyld, men også jeres. Jose har brug for mere infomation og det har dig og Jacob sikkert også", Emily og Jose's øjne var fyldt med vand. Det var nu de enden mistede deres bedsteveninde eller ogs for hende tilbage i sikkerhed med et masse informationer. 

Jeg tog dem begge i hånden og så skiftevis på dem. 

"Selvom jeg dør igen, vil jeg altid være der. Jeg vil fortælle jer hvad der er rigtigt og forkert, at i skal tage chancen når den er der og være stærke", vi grinte alle sammen. 

Jeg stak min ene hånd ned i min jakkelomme og træk en halskæde op. Jeg holde dem op foran dem, de grinte begge to hvorefter de fiskede deres hånd ned i deres lomme efter deres. Vi har haft den siden vi var fem. Et ægte gulv hjerte delt i tre. Emily har venstre side, jeg har midten og Jose har højre. 

Vi satte dem alle sammen, grinte fjoget og lagde dem ned i lommerne igen. 

"Nu eller aldrig", jeg tog en dyb indånding og begyndte derefter at gå længere ind i skoven og følge den lille smalle sti hen imod slottet. 

 

Vi stoppede alle langsomt op ved sten trapperne der førte op til mit gamle liv. 

Med rolige skridt bevægede jeg mig op imod den gigantiske store dør. 

Langsomt trak jeg håntaget til døren imod mig. Den knirkede ufattelig meget og det hele føles som støv der kom mig i møde efter at have åbnet døren og trådt ind i den ellers så store fine entre. 

Roligt gik jeg nogle skridt frem af til jeg stod i midten af hele entreen, jeg så rundt. Følelsen af at være hjemme strøg ind gennem min krop, den lalleglade følelse, følelsen som man kunne alt og havde intet had til nogle mennesker. 

Jeg så kort på Jacob, hans hænder var stadig i hans lommer. Jeg så hen på pigerne, de så skræmt rundt. 

Med rolige og larmende skridt fik jeg bevæget mig rundt om det store vandfald der ellers plejede at være tændt. Jeg forsat lige ud. Mellem trapperne. Man kunne vælge at tage højre trappe op eller venstre trappe op og du alligevel ende på samme gang. 

Jeg åbnede den støvede dør med guldhåndtag, trådte roligt ind i en mellem stor sal. Velkomst salen. 

Et stort billede med hele familien samlet hand henne på venstre væg. På højre væg hang et billede med kun mig og Maria. 

Roligt gik jeg videre hen og kom til endnu en dør. Jeg åbnede den langsomt og kom til den store balsal hvor noget af det fineste gulv var. 

"Maria?", jeg gik roligt ind på midten, så rundt, intet tegn på noget menneske. 

"Maria!" , min stemme blev højre. 

Jeg så ned på min håndflade der svagt lyste op. Hun var her. 

Som jeg fik kigget op stod hun foran mig. Hendes øjne vidste frygt, bekymring men stadig en smule glæde. 

"Jeg har fået blokkeret mine minder, rettersagt mit tidligere liv" , Maria nikkede forstående og rettede på sin store kjole. 

"Jeg er ikke sikker på vi kan få åbnet det"

"Hvad mener du?" spurgte jeg forvirret og en anelse irriteret. 

"Jo ser du, Demon fik heksende til at ligge en besværgelse over mig, jeg er ikke sikker på hvad det er for en, men jeg tror det har noget med dig at gøre", irriteret så jeg væk fra Maria. 

"Jose, kan du ikke komme igennem og se hvilken det er?" spurgte jeg og vendte mig imod de andre. 

"Jeg kan prøve", med rolige skridt fik Jose bevæget sig over imod os. Jeg gik roligt nogle skridt bag ud og betragtede Jose og Maria som stod overfor hinanden hånd i hånd. 

 

"Jeg kan ikke komme igennem hende. De må have lagt et lag beskyttelse", et frustreret suk lød fra mig. 

"Vi gør det", jeg gik med faste skridt imod Maria, tog hendes hænder i mine lukkede mine øjne og lod mine tanker flyve rundt. 

"Stop Torial! Det er ikke sikkert!", lød der Jose som ivrigt rev fat i min skulder. Irriteret åbnede jeg mine øjne og så på hende. 

"Hvad skulle der ske? At jeg pludselig lægger død på gulvet, for jeg kan værtfald fortælle dig AT JEG ALLEREDE. ER. DØD!", min stemme var en anelse høj og gjorde Jose bange, det var tydeligt. Frygten stod næsten ud af ørene på hende. 

Et klamt og skummelt grin lød pludselig. Det grin kendte jeg alt for godt. 

"Demon" sagde jeg i en hård tone, vendte mig langsomt rundt og lod mit blik møde hans. 

"Torial. Jeg er også glad for at se dig sweatheart" grinte han og stoppede op nogle meter foran mig. 

"Du skal ikke sweatheart'e mig" sagde jeg hårdt og vendte mig med hele kroppen om imod ham. 

Han var iført hans sædvandelige mørke outfit. Hans blonde hår sad som det altid gjorde og hans blå øjne viste ikke andet end selvtillid. 

"Hvad bringer dig, undskyld, jer, hid?" spurgte han og grinte klamt over sin lamme 'joke', eller hvad end det nu skulle være. 

"Ja hvad bringer os ikke 'hid'" spurgte jeg flabet og slog hans hånd væk fra mit ansigt, eftersom han var begyndt at kærtegne min kind. 

"Damon, lad dem nu være!" lød der bag mig. Stemmen tilhørte Maria. 

Et skrig lød bag Damon, hvilket fik mig til at kigge ham over skulderne. 

Jose, Emily og Jacob stod i armende på nogle pumpet over tatoveret fyre.

"Slip dem!" sagde jeg hårdt og højt samt jeg så irriteret ind i Damon's øjne. 

Han grinte klamt og åbnede munden.

"Ellers hvad? Hvad vil du gøre hvis ikke jeg slipper dem fri?", jeg træk min hånd op, pressede min håndflade frem og straks fløj Damon hårdt tilbage. 

"Har du andet i ærmerne Torial?" spurgte han, rejste sig op, rettede på sin jakke og begyndte at gå tilbage imod mig. 

"Je-", jeg blev afbrudt ved lyden af Jacob og Maria's stemme.

"DET ER EN FÆLDE TORI! IKKE BLIV VRED! JO VREDERE DU BLIR JO STØRE ER CHANCEN TIL ER ØDELÆGGE DIG!"  , jeg så hen imod Jacob som faktisk snakkede til mig. 

"Så nu kan du snakke til mig?" spurgte jeg irriteret og vendte mit hoved imod Jacob. 

"Du har eller-" jeg blev endnu en gang afbrudt denne gang af Jose og Emily's stemmer; "I KAN DISKUTERE PÅ ET ANDET TIDSPUNKT!" , jeg rystede på hovedet og så straks hen på Damon der smilede lumsk. 

"Ohhh, ung kærlighed. Jeg er ked af at skulle dræbe din elskede Jacob" grinte Damon og straks mærkede jeg min ryg presse sig op imod noget hårdt og en hånd omkring min hals. 

Ivrigt prøvede jeg at fjerne hånden fra min hals for at få luft, men Damon var stærkere end jeg. 

Ik bliv vred. Ikke bliv ked af det. Ikke bliv vred. Ikke bliv ked af det. 

Sommer, bare fødder, blomster, Jacob, Emily, Jose. Sommer, bare fødder, blomster, Jacob, Emily, Jose. 

Jeg gentog det hele i mit hovede. Om og om igen og igen. 

"Fjern. Nellarne. Fra. Min. Kusine", mit blik flakkede hen imod Maria som stod et stykke bag Damon. Hun lignede en der skulle til at sprænge. 

"Ellers hvad?" spurgte Damon grinende og drejede sit hoved imod Maria. 

Maria løftede sin ene hånd og vidste håndfladen hvor en rune næsten magen til min var. 

En svag lilla og lyserød farve begyndte at lyse op omkring runen. 

Damon's greb blev svagere og svagere og til sidst faldt jeg til jorden ihærdig med at trække vejret. 

Det var som brag der lød i det Damon rejste sig op. 

Med besvær kom jeg op at stå igen. 

Maria gjorde et eller andet med hænderne hvilket fik Damon til at falde om. 

Hurtigt fik jeg sluppet de andre fri og løbet ud fra slottet med alle de andre på min side. 

 

Forpustet stoppede vi alle op. 

"BARE ROLIGT! JEG VED HVOR I ER!" lød en råben. Damon. 

Hurtigt greb jeg fat i Maria's hænder. 

Hun lukkede øjne, hvilket jeg også gjorde. 

De ord hun sagde .. sagde jeg automatisk også. Som jeg allerede kendte det her. 

Det var latinsk. Vi snakkede latinsk? Jose læser og snakker latinsk?

 

Jacob

Tori og Maria stod hænder i hænder og begyndte at sige nogle latinske ting. 

Vejret begyndte at opføre sig underligt jo hurtigere og  jo mere de sagde. 

Det begyndte at trække op. 

Solen forsvandt. Den blå himmel blev erstattet med en mørkeblå og derefter grå. Skyerne blev kedelige at se på og en kraftig blæst begyndte pludselig. 

"... cum dico quattuor ultima verba meministi nos" , deres stemmer blev højere og højere. 

Tori's vidste mere og mere frygt og bekymringer og det samme gjorde Maria's. 

Det gjorde ondt. På dem begge. 

At bryde sådan nogle besværgelser er som at stikke en kniv i sig selv og skære gennem alt dit kød på kroppen. No joke. 

Tori og Maria udbrød de sidste ord. Blæsten holde op og vejret træk en anelse tilbage til hvad det var. Det næste jeg nåede at se var Tori og Maria falde til jorden med et bump. 

Hurtigt stormede jeg hen til dem begge. 

(Forsættes)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...