Once upon a time

Min bedste og mor blir ved at bilde mig ind jeg er prinsesse. Mine veninder har overnaturlige evner. Jeg husker intet. Mine minder er blevet blokkeret. Jeg har overnaturlige evner. Jeg er speciel. Jeg er døende. Tori, eller skal jeg sige Torial, Torial Marie Mariane Marry. Hun er en ganske almindelig pige på sytten år. Eller, almindelig? hun har en rune på sin håndflade. En magisk rune. Når hun blir bange eller noget angriber hende, er det som det hele forsvinder. Hun har kræfter. Hun er magisk og meget speciel. En sjælden og speciel menneske race. Skygger følger hende og minder dukker op. (Ikke rettet)

3Likes
0Kommentarer
1615Visninger
AA

13. lllllllllllll

Torial Marie Mariane Marry.

Jeg så måløst på Maria. 

"DU TÆNKER STADIG KUN PÅ DIG SELV?!" skreg jeg hårdt og ville træde et skridt frem imod hende, men blev revet tilbage af Jacob. 

"Din egoistisk tingest!" råbte jeg irriteret. 

"Måske det var derfor du ikke blev genoplevet ligesom jeg" råbte jeg. Der ramte jeg hendes ømme punkt. 

"Stop så Tori" lød der trist fra Jose, som havde lagt en hånd på min skulder. 

"Gu gider jeg ej. Jeg HADER HENDE!", jeg skreg det sidst. 

Damon begyndte at grine hånende, hvilket fik mig til at strække min arm imod ham. Han fløj langt tilbage og ramte ind i en af de store statuer. 

"Pas på temperamenet Tori" lød der hæst fra Damon.

Jacob strammede sit greb omkring mine arme og rev mig længere indtil ham. 

"Slap af" hviskede han en anelse hårdt. Jeg så koldt på ham. 

"Ingen! og jeg siger dig INGEN! skal fortælle mig hvad jeg skal", jeg rev mig fri. Trådte nogle skridt tættere på Damon som var igang med at rejse sig op. 

Jeg førte min hånd med runen hen imod ham. Løftede den, hvilket gjorde at jeg også løftede Damon. 

"Hvis jeg var dig så ville jeg stoppe den derfra Torial" hørte jeg Damon råbe til mig. 

Jeg løftede mit ene øjenbryn flabet. "Så det vel godt du ikke er mig", og efter den kommentar svang jeg min arm hen imod venstre side og han landede hårdt imod træet hvilket gav en høj lyd, eftersom han også fælde træet. 

"TORIAL! STOP SÅ!" lød der fra Jacob, Jose, Emily og .. Maria. 

Jeg vendte mig snobbet rundt imod dem. 

"Siger prinsesse Maria. Som er grunden til vi står her lige nu og er ved at dø. Eller vent .. nej. DET ER KUN MIG SOM ER!" jeg skreg de sidste seks ord og trampede hårdt i jorden, hvilket fik en høj lyd til at lyde og tingene rundt omkring os til at ryste. Noget fra slottet bag de andre, faldt sammen. 

"Hvad gør man for at få hende til at falde ned?" hørte jeg en hvisken som tilhørte Jacob. 

"Det ved jeg sguda ik, jeg har aldrig set hende så sur siden vi gik i børnehave?" svarede Jose. 

Jeg vendte mig om og gik med faste skridt hen imod Damon som lå og ømmede sig på jorden. 

Lige som jeg skulle til at bøje mig ned for at få fat i ham, blev jeg grebet fat i. 

☯☯

Jeg åbnede langsomt mine øjne. 

Jeg lå spændt fast i en seng. 

"Er du rolig nu?" , jeg fjernede blikket fra den mørkeblå skrivebordsstol foran mig og klistrede det istedet hen på min venstre side hvor Jacob sad i en stol med sin mobil i hånden og lænet frem ad. 

"Må jeg komme fri?" spurgte jeg hæst og hev i mine hænder som lå bundt. 

Jacob rejste sig op og begyndte at åbne. 

Jeg hev hurtigt mine hænder til mig og begyndte at ryste let i dem for at få blodet til at køre rundt igen. 

Jeg kløede mig i øjne og træk dynen -jeg fik ud fra var Jacob's- op til halsen. 

"Fryser du?" spurgte han, løftede sit bryn og lagde sin mobil op på komoden ved siden af sig. 

Jeg nikkede og prøvede så godt jeg kunne at holde mine øjne åben. 

Han rejste sig op, lukkede for vinduet, skruede op for varmen på radiatoren og satte sig ned igen. 

"Hvad skete der?" spurgte jeg undrende med lukkede øjne. 

"Kort fortælling .. du blev sur på Maria og lod det gå ud over Damon" lød der fra Jacob. 

Jeg nikkede kort og begyndte at falde i søvn igen. 

☯☯

"Er hun vågen?.." stemmen tilhørte Emily. 

"Det ved jeg ik. Hun faldt i søvn for en time siden igen" og det er så Jacob. 

Jeg åbnede roligt mine øjne og blev mødt en mørkeblå farve. 

"Hun er vågen" lød Jose's stemme. 

Jeg vendte mig roligt rundt og mit blik blev mødt Jose's. 

Hun så bekymret på mig. "Er du okay?" spurgte hun og nussede min hånd. Tankerne fra tidligere dukkede frem i hovedet. Jeg var stadig en smule små sur, men jeg valgte dog bare at nikke. 

"Hvorfor kan jeg ikke bare være normal" spurgte jeg irriteret og træk dynen helt op til hagen. 

Emily's grin lød. "Godt spørgsmål. Det stiller jeg også mig selv", hun satte sig ned og begyndte at nusse min kind. 

"Hvorfor er jeg egentlig her inde?" spurgte jeg endnu en gang og så forvirret på de andre. 

"Du skal sove her inde de næste to-tre dage" svarede Jose. 

"Hvorfor?"

"Fordi at Jacob er den eneste der kan beskytte dig hundrede procent hvis der sker noget" svarede Emily. 

Jeg nikkede forstående og satte mig op i sengen. Jeg var blevet løsenet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...